14 oplevelser i Miami

Miami er et skønt feriemål med lange sandstrande, svajende palmer, højt solskin, pastelfarvede hoteller og caribisk stemning. Det er uden tvivl en by du skal besøge, hvis du vil slappe af og nyde livet i USA’s solskinsstat. Men Miami har selvfølgelig også mange forskellige attraktioner, seværdigheder og oplevelser til enhver smag. Her får du 14 oplevelser i Miami, som at du bør lægge vejen forbi under din ferie.


Ocean Drive

Ocean Drive er en af verdens mest berømte boulevarder med sine farvestrålende art deco bygninger langs strandpromenaden. Her er der fuld af eksklusive hoteller, restauranter og barer, hvor du nemt kan komme af med en god slat penge. Men der er selvfølgelig også steder med et lidt mere acceptabelt prisniveau. De rige og berømte er store fans af boulevarden og luksusbilerne drøner op og ned af Ocean Drive, i håb om at blive set. Der sker hele tiden noget på Ocean Drive, om du så skal slikke sol på stranden, spise en skøn middag, feste på natklubber eller noget helt fjerde. Den berømte boulevard opleves bedst om aftenen, når neonlysene tændes og stråler om kap. Ocean Drive er uden tvivl en af de bedste oplevelser i Miami.

14 oplevelser i Miami - Ocean Drive - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Venetian Pool

Venetian Pool ligger i Coral Cables og er den største ferskvandspool i USA med plads til over 3 millioner liter ferskvand. Den historiske og enorme pool blev bygget på et stenbrud og stod færdig tilbage i 1924. Et besøg i Venetian Pool byder på brusende vandfald, sprøjtende springvand, eventyrlige grotter, snoede broer og svajende palmer. Det er en skøn oase, som nok mest er for det voksne publikum. Venetian Pool bliver hurtigt fyldt på de varme dage, hvilket er næsten hver dag i Florida. Husk at komme i god tid, så du kan nå at komme ind.

 

Lincoln Road

Lincoln Road er en af USA’s ældste gågader og er et af de bedste steder at shoppe i Miami. Det er ikke som sådan en af de mange oplevelser i Miami, men så alligevel. Gågaden har et varieret udvalg af butikker såsom Zara, Forever 21, Nike, Victoria’s Secret, H&M, Macy’s og mange flere. Der er også mange hyggelige restauranter og caféer, der ligger i skønne omgivelser. Det er ikke svært at forstå, hvorfor Lincoln Road er så populær blandt turister og lokale.



Wynwood

Wynwood er en kunstnerisk bydel i Miami med imponerende gadekunst og grafitti på en stor del af bygningerne. For blot 10 år siden var Wynwood en slidt bydel, som at man helst skulle holde sig fra. Men Wynwood er blevet genoplivet med de flotte vægmalerier, kunstgallerier, restauranter og butikker, der er spredt ud over kvarteret. Du bør bestemt ikke gå glip af Wynwood Walls, som er et udendørs galleri med de mest imponerende vægmalerier.

14 oplevelser i Miami - Wynwood - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Vizcaya Museum and Gardens

Den italienske villa har tilhørt rigmanden James Deering, men bruges i dag som et museum. Villaen er meget overdådig og har 34 værelser, der cirkulerer rundt om en central gårdhave. De mange rum er fyldt med imponerende europæiske antikviteter i form af møbler, skulpturer, malerier osv. Efter at have gået drømmende rundt i den overdådige villa, kan du selvfølgelig ikke undgå, at se den imponerende have. Haven byder på mange smukke italienske og franske springvand, skulpturer og søer, som er spredt ud over den kæmpe grund. Jeg har desværre ikke selv besøgt Vizcaya endnu, men det er en af Miamis største og mest populære seværdigheder.

 

South Beach

Når vi taler om oplevelser i Miami, kan vi selvfølgelig ikke komme uden om South Beach med alt sin glitter og glamour. South Beach ligger i den sydlige ende af Miami Beach og er den mest populære bydel i hele Miami. Det er her du finder de fleste art deco hoteller, livlige Ocean Drive og det ægte Miami fra filmene. Du kan simpelthen ikke have besøgt Miami, uden at besøge South Beach mindst én gang. Det er desuden et must, at besøge den lange hvide sandstrand i South Beach, som er yderst populær blandt lokale og turister.

14 oplevelser i Miami - South Beach - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Bayside Marketplace

Bayside Marketplace er et udendørs shoppingcenter med mere end 150 butikker, restauranter og caféer. De mange butikker består både af internationale kædebutikker, specialbutikker og souvenirbutikker. Centret er meget populært blandt turister, hvilket kommer til udtryk gennem de mange souvenirs og turistmængden. Men den lokale befolkning besøger også Shoppingcenteret, for at nyde den skønne atmosfære. Bayside Marketplace ligger langs Miamis havnefront med en smuk udsigt over havet og bådende. Der er desuden en lille scene, hvorfra der bliver spillet livemusik hver dag.

 

Zoo Miami

Zoo Miami er en af de bedste zoologiske haver i USA og breder sig over et kæmpestort areal. Parken har mere end 3.000 dyr, som virker til at have det rigtig godt. De lever på store områder og er kun adskilt fra besøgende med grøfter. Zoo Miami er især perfekt til børnefamilier, der gerne vil lære mere om dyrene. Det kan være en god idé, at leje en familiecykel til at komme rundt i parken, således at du slipper for at gå rundt. Men ellers er der også et monorail tog, der kører mellem de forskellige områder i parken.

 

Little Havana

Little Havana er hjemsted for mange eksil-cubanere og du mærker hurtigt den caribiske stemning i bydelen. Langs hovedgaden, Calle Ocho, strømmer latinsk musik ud af højtalerne i de lokale butikker, restauranter og barer. Her kan du både finde cubansk mad, cubansk kaffe og selvfølgelig hjemmerullede cubanske cigarer. Det føles nærmest som om, at du står midt i Havana på Cuba, når du oplever den fantastiske og eksotiske stemning. Glem endelig ikke at besøge Maximo Gomez Park, hvor de lokale mænd spiller domino hver dag.

14 oplevelser i Miami - Little Havana - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Bayfront Park

Bayfront Park ligger ved Biscayne Boulevard og er en hyggelig park med en god udsigt over Miamis skyline og havet. Parken har flere forskellige monumenter og skulpturer samt et amfiteater til forestillinger. Parken har desuden også en legeplads til børnene. Det er en fin park, som er et besøg værd, hvis du alligevel er i området.

 

Espanola Way

Espanola Way ligger en kort gåtur fra Ocean Drive og er en lille spansk gade med smukke lyserøde bygninger. Gaden er fuld af hyggelige restauranter og fortorvcaféer, der serverer lækkert spansk mad såsom tapas. Der er en fantastisk stemning og der skal ikke meget til, før at du mindes skønne Spanien. Espanola Way bliver ofte overset af turister, på trods af den centrale placering, hvilket er en skam.



Key Biscayne

Key Biscayne er en lille naturskøn ø, som ligger omkring 15 minutters kørsel fra Miamis Centrum. Øen ligger så tæt på Miami, at du sagtens kan nyde udsigten over Miamis skyline, fra den nordlige spids af øen. Det føltes dog alligevel som om, at du er kommet til en helt anden verden, væk fra storbyens larm og travlhed. Key Biscayne er bl.a. hjemsted for mange smukke sandstrande med palmetræer så langt øjet rækker og 2 smukke statsparker. Den mest bemærkelsesværdige park på øen er Crandon Park, som især er populær blandt børnefamilier. På øens sydlige spids står et gammelt fyrtårn fra 1825, som er den ældste eksisterende bygning i hele Miami. Key Biscayne er en skøn afstikker fra Miamis, til tider, stress og jag. Turen til Key Biscayne var uden tvivl en af mine bedste oplevelser i Miami.

14 oplevelser i Miami - Key Biscayne - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Dolphin Mall

Dolphin Mall er et meget populært shoppingcenter øst for Miami og har et stort udvalg af butikker og restauranter. Der er mere end 240 butikker og du kan både finde Hugo Boss, Zara, Calvin Klein, Forever 21, H&M og mange flere internationale butikker. Det er er det perfekte sted, hvis du har planer om at shoppe igennem i Miami. Hvis du stadig ikke har fået nok, kan du også besøge Sawgrass Mills Mall, som er et endnu større shoppingcenter.

 

Udflugter

Miami ligger godt placeret og byder på mange spændende udflugtsmuligheder i Florida. Du kan f.eks. tage en endagstur til Everglades National Park, hvor du kan stå ansigt til ansigt med frie alligatorer. Du kan også krydse de mange broer langs The Keys og ende ved smukke Key West. En anden mulighed, er at stige ombord på et eventyrligt krydstogt til de caribiske øer. Du kan også vælge at opleve de mange forlystelsesparker i Orlando, ligge på stranden i Clearwater eller besøge Fort Lauderdale. Der er mange mindeværdige udflugter og spændende oplevelser i Miami, men det anbefales at du tager et road trip rundt i Florida. På den måde får du den ultimative oplevelse af alt hvad Florida har at byde på.

14 oplevelser i Miami - Udflugter - www.rejsdiglykkelig.dk

Jeg håber, at du kunne bruge nogle af tingene fra min liste med de bedste oplevelser i Miami. Du kan læse alle mine artikler om Florida ved at trykke her.
Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.