4th of July -Wallmart - www.rejsdiglykkelig.dk

4th of July i St. George og Zion National Park

Er du på road trip i USA den 4. juli? Så er du simpelthen nødt til at opleve 4th of July, som er en af USA’s største festdage.

På mit første road trip i USA i 2016, ramte kalenderen tilfældigt den 4. juli, som er én af USA’s største festdage. Nationaldagen kaldes for 4th of July eller Indenpence Day – og er USA’s uafhængighedsdag.

Her fejrer amerikanerne mindet om den 4. juli 1776, hvor USA blev uafhængig af Storbritannien og fik sine første 13 medlemsstater. Hvert år siden vedtagelsen, er dagen blevet fejret med fest, fyrværkeri, parader og koncerter.

Mange amerikanere bruger desuden dagen på at grille i en park eller på en strand med deres familie og venner. Det er en MEGET stor festdag i USA. Selv inde i supermarkederne, er der proppet med alverdens ting med farverne fra USA’s flag.

By the way, repræsenterer de 13 røde og hvide striber i USA’s flag de oprindelige kolonier i USA, som blev de 13 medlemsstater, der opstod den 4. juli 1776.

 

Vores oplevelse af 4th of July i USA


Vi havde faktisk slet ikke tænkt over, at vi var i USA den 4. juli. Det gik egentligt først op for os, da vi var kommet derover. Det betød også, at vi desværre havde en meget travl dag foran os. Vi skulle nemlig både opleve Bryce Canyon National Park og Zion National Park på én enkelt dag.

Det var først da vi ankom til Zion, at vi for alvor bemærkede festlighederne. Her var der en åben plads med små festtelte, hvor glade mennesker festede med alkohol, dans og sang. Stemningen blev kun endnu bedre af livemusikken på pladsen.

 

Pludselig var ved det ved at blive mørkt, så vi var nødt til at forlade den fantastiske stemning og festlighederne. Vi skulle finde et sted at overnatte. Hotellerne i USA’s nationalparker er meget dyre, så vi valgte at bo på et hotel i byen St. George.

Da vi var kommet til rette på hotelværelset, tog vi ud for at opleve det berømte 4th of July-fyrværkeri. Vi nød synet af fyrværkeriet på en græsplæne ved Dixie State University sammen med amerikanske familier, der havde medbragt festivalstole og mad.

Fyrværkeriet foregik egentligt ved Dixie Sunbowl, men vi havde en udmærket udsigt fra universitet. Da fyrværkeriet stoppede, begyndte biler at dytte helt vildt imens amerikanerne krammede deres venner og familie.

Jeg fik desværre ikke lige fanget de bedste billeder af fyrværkeriet, men jeg viser alligevel lidt for god ordens skyld.

 

Konklusion


At opleve 4th of July med alle de glade og festlige amerikanere, var uden tvivl en stor oplevelse! Hvis du er ”over there” den 4. juli, bør du bestemt ikke gå glip af dagen. Undgå at bruge for meget af dagen på vejene, ligesom vi desværre gjorde.

Det er en fordel at fejre 4th of July i en by, der ikke er alt for stor, så du for alvor kan mærke festlighederne. Det er nemlig en festdag som ingen anden!

Det skal dog lige siges at du heller ikke skal være i en ALT for lille by. Jeg oplevede 4th of July i USA igen i 2018, hvor vi var i en mindre by i New Mexico. Det var bare slet ikke lige så godt som de omtalte steder i artiklen.

4th of July -Fyrværkeri i St. George - www.rejsdiglykkelig.dk

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *