Guide til offentlig transport i Berlin

Berlin har et omfattende og velfungerende transportsystem, der hurtigt og billigt tager dig rundt i storbyen. Du kan både benytte dig af U-Bahn, S-Bahn, sporvogne, toge, offentlige busser og endda færger. Uanset hvor du er, er der aldrig langt til det nærmeste stoppested og der er virkelig ikke behov for en bil i Berlin.

Selvom at det både er nemt, hurtigt og billigt, kan det være en stor mundfuld at finde rundt i det offentlige transportsystem i starten. Du tænker måske allerede over, hvad forskellen på S-Bahn og U-Bahn er? Eller hvordan du køber en billet? Men det er heldigvis ganske nemt at tage offentlig transport i Berlin, når du først har fået det lært. Det kræver blot lidt information og det vil jeg give dig i denne guide til offentlig transport i Berlin.

Guide til offentlig transport i Berlin - Rejsdiglykkelig.dk


Transporttyper


Der findes seks forskellige former for offentlig transport i Berlin og det kan hurtigt blive forvirrende at finde rundt i. For hvad er egentligt hurtigst og nemmest? Og hvordan kan du kende forskel på Metrobusser og Expressbusser? Alt det kan du få hjælp til lige her.

 

U-Bahn (Untergrundbahn)

U-Bahn er Berlins undergrundsbane og kører under jorden 80 procent af tiden med visse undtagelser på enkelte strækninger. U-bahn består af 10 linjer med mere end 170 stationer og er dermed det største metrosystem i Tyskland. De 10 linjer hedder henholdsvis U1-U9 og den sidste hedder U55. Den sidstnævnte er kun en midlertidig linje, som forventes at blive slået sammen med U5 i 2020. I hverdagene kører U-bahn cirka fra kl. 05.00-01.00 og i weekender samt helligdage er der 24 timers service. De fleste linjer afgår hvert 15 minut, men de kører ofte hvert 3-5 minut i myldretiden. Du kan dog risikere at vente op til 20 minutter på den næste metro om natten i weekender samt helligdage. U-Bahn er en af de nemmeste og mest pålidlige måder at komme rundt i Berlin på.

 

S-Bahn (Stadtschnellbahn)

S-Bahn er Berlins hurtigtog og består af 15 linjer med mere end 160 stationer, der forbinder det meste af byen og tilstødende forstæder. De forskellige linjer kan altid genkendes på et ”S” efterfulgt af ét tal eller to. I hverdagene kører S-Bahn cirka fra kl. 04.30-01.30 og i weekender samt helligdage er der 24 timers service. De fleste linjer afgår hvert 10 minut, men de kører ofte hvert 3-5 minut i myldretiden. Du kan dog risikere at vente op til 30 minutter på det næste tog om natten i weekender samt helligdage. Eftersom at S-Bahn er Berlins hurtigtog, er det den hurtigste måde at komme rundt i byen på.

 

Sporvogn (Tram)

Berlins sporvogne kører kun i det tidligere Østberlin, men med få undtagelser til bl.a. Berlin Hauptbahnhof. Sporvognsystemet består af 22 linjer med hundredevis af stop, hvor du nemt stiger på eller hopper af direkte fra fortorvet. Der findes både Trams og Metrotrams, som tilsammen udgør et af de største og ældste sporvognssystemer i verden.

Trams er de normale sporvogne og består af 13 linjer, der kan genkendes ved et linjenummer med et to-cifret tal. I hverdagene kører Trams cirka fra kl. 04.30-00.30 og afgår hvert 15-20 minut.

Metrotrams består af 9 linjer, som kører døgnet rundt og kan genkendes ved et ”M” efterfulgt af et ét-cifret eller to-cifret tal. Metrotrams afgår mindst hvert 10 minut om dagen og hvert 30 minut om natten.



Regionaltog (Regionalbahn og Regional-Express)

Berlins regionaltog kører både i byen og i de omkringliggende forstæder. Togene stopper ikke så ofte, især ikke der, hvor de kører nær S-Bahn- og U-Bahn linjer. Det er dermed en super smart måde, at komme fra den ene ende af byen til den anden. Der findes to typer regionaltog i Berlin, som er den ofte stoppende Regionalbahn (RB) og den hurtigere Regional-Express (RE).

 

Bus

Der kører selvfølgelig også et utal af busser rundt i Berlin, som både kører i centrum og på længere strækninger. Selvom at busserne kører rundt i det meste af byen, er det ofte lettere og hurtigere at rejse med en af overstående transportmuligheder.

Normale busser udgør det meste af busnetværket og består af cirka 300 linjer, der er nummeret fra 100 til 399.

Metrobusser kører ofte døgnet rundt og består af 17 forskellige linjer. Busserne kan genkendes på et ”M” efterfulgt af et 2-cifret tal, som går fra M11 til M85.

Expressbusser kører på længere strækninger både i centrum og forstæderne. Busnetværket består af 13 hurtiglinjer med få stop undervejs. Busserne er markeret med et X efterfulgt af et ét-cifret eller to-cifret tal, som går fra X7 til X83.

Natbusser kører hele natten og erstatter de fleste normale busser og U-Bahn linjer. Der er mere end 40 natbus-linjer og de kan genkendes ved et N efterfulgt af et ét-cifret eller to-cifret tal. Natbusserne kører cirka hvert 30 minut.

 

Færge (Fähren)

Berlins omfattende netværk af vandveje har resulteret i 6 færgeruter, der hovedsageligt sejler i Treptow-Köpenick distriktet. Der er dog én linje, der sejler fra Steglitz-Zehlendorf til Spandau. Færgerne er markeret med et F efterfulgt af et to-cifret tal. De fleste færgelinjer sejler hver time, men med undtagelse fra få linjer der sejler cirka hvert 15 minut. Det er mest populært at rejse med færgerne i sommermånederne.

Guide til offentlig transport i Berlin - Rejsdiglykkelig.dk


Zoner


Berlin er transportmæssigt opdelt i 3 forskellige zoner, som er henholdsvis A, B og C. Når du skal købe billetter til offentlig transport i Berlin, skal du vælge hvilke zoner du vil rejse i. Du kan desværre ikke nøjes med én enkelt zone og er dermed nødt til at købe billetter til to eller tre zoner. Du kan enten vælge AB, BC eller ABC. Du kan som regel nøjes med en billet til Zone AB, da det dækker det centrale Berlin. Men bemærk at hvis du f.eks. skal fra Schönefeld Lufthavn til centrum, kræver det alle tre zoner.

Zone A er Berlins indre by og dækker området indenfor S-Bahn-ringen, der løber rundt om byen. De fleste af Berlins største seværdigheder ligger i zone A.

Zone B dækker området mellem S-Bahn-ringen og Berlins bygrænse. Her ligger bl.a. Tegel lufthavn, Spandau og Grünewald.

Zone C dækker de omkringliggende forstæder til Berlin og op til 15 kilometer fra bygrænsen. Zone C omfatter bl.a. Potsdam, Sachsenhausen Concentration Camp og Schönefeld lufthavn.

Guide til offentlig transport i Berlin - Kort over zoner i forskellige farver - Rejsdiglykkelig.dk


Billetter


Du kan købe billetter i automaterne på alle S-Bahn og U-Bahn stationer samt i nogle kiosker. I busser købes billetterne hos buschaufføren og i sporvogne købes de på maskiner inde i toget. Mange af billetautomaterne tager ikke imod kreditkort eller store pengesedler. Derfor skal du altid sørge for, at have små kontanter med eller købe billetterne i en kiosk. Du skal desuden være opmærksom på, at stemple din billet på perronen inden afgang. Ellers kan du risikere at få en stor bøde for en ugyldig billet, selvom du egentligt har betalt for den. Der findes et utal af forskellige billettyper og jeg vil blot komme ind på de vigtigste. Bemærk at billetterne gælder til alle former for offentlig transport i Berlin.

Børn under 6 år rejser gratis med en voksen og børn mellem 6-14 år kan køre på børnebilletter.




Enkeltbilletter tillader ubegrænset rejsen i alle former for offentlig transport og gælder i 2 timer fra den er blevet stemplet. Du må dog kun rejse i én retning og det kan give en bøde, hvis du rejser tilbage eller i cirkel med den samme billet. Du må heller ikke stemple din billet mere end én gang, da det vil gøre den ugyldig.

4-turs enkeltbilletter fungerer præcis på samme måde som enkeltbilletter, men giver dig mulighed for at spare lidt penge. Det er et godt valg, hvis du allerede ved at du skal have fire enkeltture i Berlin.

Kortturs billetter gælder enten til 3 stationer med S-Bahn og U-Bahn eller 6 stoppesteder med bus og sporvogn. Bemærk at billetten bliver ugyldig, hvis du afbryder din rejse eller skifter til et andet transportmiddel.

Dagsbilletter tillader ubegrænset rejsen i alle former for offentlig transport en hel dag. Dagsbilletter gælder fra midnat den dag de er blevet stemplet og indtil klokken 03.00 næste morgen.

Gruppe dagsbilletter er gyldig for 5 personer, der kan rejse ubegrænset i alle former for offentlig transport en hel dag. Det er uden tvivl den billigste billettype for 5 voksne.

7-dags billetter tillader ubegrænset rejsen i alle former for offentlig transport i en uge. Efter klokken 20.00 kan du desuden have 1 voksen og 3 børn på 6-14 år med gratis.

Berlin WelcomeCard giver ubegrænset adgang til alle former for offentlig transport i Berlin i 48 timer, 72 timer, 4 dage, 5 dage eller 6 dage. Derudover får du mellem 25-50% rabat på mere end 200 seværdigheder.

Berlin City Tour Card tillader ubegrænset rejsen i 48 timer, 72 timer, 4 dage eller 5 dage. Det fungerer på samme måde som Berlin WelcomeCard, men med færre rabatter. Her får du mindst 15% rabat på mere end 10 seværdigheder i Berlin.

Guide til offentlig transport i Berlin - Rejsdiglykkelig.dk


Gode råd og tips til offentlig transport i Berlin


  • Du kan nemt planlægge og finde en rejseplan over hvor du skal hen på BVG’s hjemmeside.
  • Stå altid til højre på rulletrapperne, så travle folk kan komme hurtigt forbi dig.
  • Husk at stemple din billet inden afgang, således at du ikke får en bøde.
  • Sørg for at have kontanter på dig, da det ikke er alle steder der tager imod kreditkort.
  • Husk at være opmærksom på de forskellige zoner, hvis du begiver dig ud fra Berlins centrum.

Du kan læse alle mine indlæg om Berlin her.



Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.