Anmeldelse af Camping Park Playa Bara

Det er ved at være en del år siden, at jeg besøgte Camping Park Playa Bara i Spanien. Det er faktisk omkring 8 år siden, hvilket er ret lang tid. Selvom at det er længe siden, så må jeg simpelthen nødt til, at fortælle lidt om den skønne campingplads. Min familie og jeg boede i en bungalow, men der er også rig mulighed for, at medbringe sin egen campingvogn, telt eller lignende. Park Playa Bara er det perfekte sted for hele familien og kan klart anbefales.


Beliggenhed

Camping Park Playa Bara ligger i udkanten af Roc de Sant Gaietá, som er en hyggelig lille by ved stranden. Pladsen er også omringet af flere små byer, hvoraf Roda de Bara nok er den mest kendte. Barcelona ligger omkring 76 kilometer derfra og den romerske by, Tarragona, ligger omkring 25 kilometer derfra. Campingpladsens romerske stil er faktisk lavet som en hyldest til Tarragona. Park Playa Bara har direkte og nem adgang til en lækkert sandstrand ved Costa Dorada kysten. Der ligger blandt andet en golfbane, gokart bane, hestefarm og et badeland mindre end 20 kilometer fra campingpladsen.

Anmeldelse af Camping Park Playa Bara - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Swimmingpools

Jeg er stor fan af poolområdet, som består af fire swimmingpools, hvoraf de to største er forbundet til hinanden med en bred vandrutchebane. Den store swimmingpool har en poolbar, hvor man kan få slukket tørsten og hvis man vil være lidt aktiv, er der vandgymnastik. Der er også to børnepools med vandrutchebaner og legeland til de små. Poolområdet er omgivet af palmer og tusindvis af andre planter, som giver en eksotisk stemning.

Hvis man trænger til selvforkælelse, kan man besøge det romerske spa eller tage i jacuzzi, boblebad, sauna eller solarium. Der er nok ikke så mange, som vælger at besøge et solarium i Spanien, men der er heldigvis masser af liggestole ved de mange swimmingpools samt en solterrasse. Man skal være opmærksom på, at man skal være mindst 18 år for at besøge spa- og wellnessområdet. Derudover må man desværre ikke have badedyr med ned til poolområdet.

Anmeldelse af Camping Park Playa Bara - Swimmingpools - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Faciliteter

Det er næsten umuligt, at kede sig i Camping Park Playa Bara, for der er virkelig mange faciliteter til hele familien. Om aftenen er der underholdning til både børn og voksne på det store amfiteater, hvor der ofte kommer tryllekunstnere, dansere, sangere, temaaftener og meget mere. Efter aftenshowet kan man besøge pladsens underjordiske diskotek og få en drink eller to. Der er også rig mulighed for, at synge i karaoke på pladsen. Park Playa Bara har desuden en lille biograf og en spillehal med forskellige spillemaskiner, bordfodbold og bordtennis.

Børnene kommer bestemt heller ikke til at kede sig med de fem legepladser, talentkonkurrencer, børnediskotek og andet børneunderholdning. Til de aktive er der både et fitnesscenter, sportskonkurrencer, basketball, fodbold, tennis, volleyball og petanque. Man kan også samle hele familien til et hyggeligt spil minigolf eller leje en cykel og tage på tur.

Campingpladsen har forskellige butikker såsom et supermarked, kiosk, bager, souvenirbutik og frisør. Der er også nogle restauranter og barer rundt omkring på pladsen. Sidst men ikke mindst, så har pladsen WiFi, internet cafe, hæveautomater, vaskemaskiner, bilvask og selvfølgelig toiletter med bruser osv. Dine muligheder er som sagt uendelige og jeg har ikke engang skrevet om alt.

Anmeldelse af Camping Park Playa Bara - Faciliteter - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Bedømmelse

Jeg siger det lige for titusinde gang nu, men der er virkelig meget at lave i Park Playa Bara og der er noget til hele familien. Der er både noget til børnene, teenagerne, forældrene og bedsteforældrene. Jeg havde meget svært ved at kede mig, da jeg besøgte campingpladsen i 14 dage, og jeg kunne sagtens have brugt endnu længere tid der!

Det er ved at være en del år siden, at jeg besøgte Park Playa Bara og jeg var faktisk en rebelsk teenager dengang, hvor jeg var afsted med mine forældre og min dengang 6-årige lillebror. Vi havde alle en fantastisk ferie og snakker stadig om den skønne campingplads, selvom at det er 8 år siden vi besøgte den. Der var faktisk også en del andre danskere på pladsen, selvom at vi var afsted i juni, lige før skoleferien.

Det er uden tvivl, den bedste campingplads både mig og resten af min familie har været på. Jeg håber på, at jeg kan vende tilbage til Park Playa Bara igen en dag.

Anmeldelse af Camping Park Playa Bara - Bedømmelse - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.