Rejseguide til Berlin

Det er slet ikke så svært at forstå, hvorfor Berlin er blevet så populær blandt os danskere. Det er nemlig en fantastisk by med tusindvis af oplevelser og en spændende, men dramatisk historie. Tysklands hovedstad er helt speciel og det er jeg sikker på, at mange andre også kan skrive under på. Berlin er det perfekte valg, hvis du vil på en oplevelsesrig ferie med mindesmærker fra 2. verdenskrig, imponerende bygninger, smuk natur og ikke mindst shopping. Berlin har det hele og det kan tydeligt mærkes, når du sætter dine fødder i storbyen for første gang. Men du er måske kommet i tvivl om, hvordan du kommer til Berlin, hvilken bydel du skal bo i eller noget helt tredje. Alt det kan du få svaret på i min rejseguide til Berlin herunder.

Miniguide til Berlin - www.rejsdiglykkelig.dk


Hvornår er det bedst at besøge Berlin?

Der er ikke noget rigtigt eller forkert tidspunkt til at besøge Berlin. Du kan altså sagtens besøge Tysklands hovedstad hele året rundt. Det er hvert fald meget populært at besøge Berlin om sommeren, når byen er fuld af liv og glade dage med sol og festivaler. Derudover er det også meget populært at besøge Berlin i December, hvor byen er prydet med hyggelige julemarkeder, eventyrligt julepynt og ikke mindst fyrværkeri nytårsaften. Det er altså fuldstændig ligemeget, hvornår du besøger Berlin. Det er bare med at komme afsted til den fantastiske by!

 

Hvordan kommer man til Berlin?

Der er mange muligheder for at komme til Berlin og du kan både vælge at køre bil, bus, tog eller fly. Valget af transport til Berlin er nok lidt af en smagssag, alt efter hvad du er mest til og hvad der er billigst på rejsetidspunktet.

Bil: Da jeg skulle til Berlin valgte jeg, at bestille et miljømærke til min gamle C1’er og så blev sømmet ellers slået i bund på motorvejen fra Herning til Berlin. Køreturen tog 10 timer inkl. Pauser, men nu kan min bil heller ikke ligefrem køre så stærkt, selvom at det kunne have været meget rart i Tyskland. Vi kunne godt lide friheden ved at have vores egen bil med og det kan klart anbefales! Du skal bare lige være forberedt på de dyre p-billetter og den stressende trafik i Berlin.

Tog og bus: Der er rig mulighed for at tage med et tog eller en bus til Berlin fra Danmark. En tog- eller busbillet kan sagtens koste et sted mellem 600-800 kr. tur/retur. Hvis du har børn under 16 år, er det en stor fordel at vælge toget. De kan nemlig køre med ganske gratis.

Fly: Der er mange som vælger, at flyve til Berlin. Hvis du er heldig kan du finde flybilletter tur/retur til få hundrede kroner. Men du skal selvfølgelig også lige huske på transporten til og fra lufthavnene både økonomisk og med tiden.

Miniguide til Berlin - Hvordan kommer man til Berlin - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Hvor skal man bo i Berlin?

Berlin har mange hyggelige bydele og det kan hurtigt blive svært, at vælge hvor man helst vil bo. Der er ikke noget rigtigt eller forkert sted at bo i Berlin, så det skal du endelig ikke være bange for. Hvis du ikke er kørt i din egen bil, er det en stor fordel, at bo i nærheden af en metrostation. Det gør turen meget nemmere og du kan let komme frem og tilbage mellem Berlins centrum og hotellet. Hvis du er kommet for at opleve byen, vil jeg selvfølgelig anbefale at du bor så tæt på centrum som muligt. Bydelene herunder er meget populære og kan klart anbefales.

Berlin Mitte er Berlins centrum og er en oplagt bydel, hvis det er dit første besøg i den Tyske hovedstad. Her bor du tæt på mange af de største seværdigheder i Berlin og du kan sagtens komme rundt på gåben. Det er et meget populært område og det kan klart anbefales.

Charlottenburg er et godt og billigt alternativ til Berlin Mitte. Det er bedst at bo nær Kurfürstendamm, som er Berlins største shoppinggade. Charlottenburg er altså det perfekte valg, hvis du vil gå shop amok eller spare lidt penge på hotelovernatningen.

Prenzlauer Berg er en af de mest trygge og sikre bydele i hele Berlin. Det gamle arbejderkvarter er mange danskeres foretrukne bydel og er især populær blandt børnefamilier. Her bor du nær mange stilfulde barer og restauranter, men stadig i et roligt område.

Friedrichshain-Kreuzberg er en bydel med masser af barer, natklubber og caféer. Det er det perfekte sted for unge mennesker, der vil opleve det Berlinske natteliv med fest og farver til den lyse morgen.

 

Hvordan kommer man rundt i Berlin?

Berlin har mange transportmuligheder og du kan bl.a. kører med bus, metro eller S-tog. Der findes mange forskellige typer billetter, men det anbefales at købe heldagsbilletter eller billetter til flere dage, hvis du skal rejse mere end et par gange om dagen. Det kan nemlig sagtens ende med at blive meget billigere i sidste ende. Du kan selvfølgelig også komme rundt med taxi, udlejningscykel eller i din egen bil. Husk, at det koster en del penge at parkerer i Berlins centrum. Undersøg evt. om det overhovedet kan betale sig, at køre rundt i sin egen bil.



 

Hvad skal man opleve i Berlin?

Berlin byder på utroligt mange spændende seværdigheder og det er umuligt, at se dem alle på én tur. Den tyske hovedstad er fuld af historiske mindesmærker, smukke bygninger og fredfyldt natur. Men jeg vil blot komme ind på få af Berlins bedste oplevelser herunder.

Brandenburger Tor ligger for enden af Unter den Linden og har været Berlins vartegn i mere end 200 år. Den imponerende byport er den sidst bevarede af 18 byporte i Berlin. Det er ikke en seværdighed der tager lang tid at se, men den er simpelthen bare et must see, nu hvor det er byens vartegn.

Reichstag har dannet rammen om store politiske begivenheder og er et af Berlins mest historiske vartegn. Det er meget populært at besøge kuplen på taget, som giver en 360 graders udsigt over Berlin.

Berlin muren er et stort symbol på Den Kolde Krig og opdelingen af Berlin. Der er en barsk historie bag muren og det er virkelig et must, at se noget af muren i Berlin. Det kan især anbefales at besøge Gedenkstätte Berliner Mauer, som har et 220 meter intakt stykke af Berlin muren med indermur og vagttårne.

Berliner Fernsehturm er et 368 meter højt TV-tårn i Berlin. Der er rig mulighed for at komme op i kuplen og nyde den smukke panorama udsigt over Berlin. Der er desuden en roterende restaurant, som giver en 360 graders udsigt over byen. Tv-tårnet kan ses fra mange kanter af byen og er blevet et symbol for Berlin.

Gedenkstätte Berlin Hohenschönhausen er et gammelt STASI-fængsel, hvor tidligere fanger blev tortureret psykisk med isolation, søvnberøvelse og trusler mod familiemedlemmer. Du kan tage på en guidet rundtur, hvor det oftest er tidligere fanger der fortæller om de forfærdelige ting, der foregik bag fængslets høje mure.

Du kan også læse mine indlæg med 20 must see seværdigheder i Berlin og 16 oversete seværdigheder i Berlin.

Miniguide til Berlin - Hvad skal man opleve i Berlin - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Hvor skal man shoppe i Berlin?

Berlin har virkelig mange shoppingområder og er et sandt shoppingmekka for en shopaholic. Byen er fuld af store shoppingcentre, stormagasiner, shoppinggader og markeder. Her får du tre af de bedste steder, når det kommer til shopping i Berlin.

Kurfürstendamm er den mest elegante, populære og længste shoppinggade i hele Berlin. Her er der noget til enhver smag og ethvert prisniveau. Du kan både finde dyre designerbutikker, specialbutikker, superstores og helt normale butikker såsom H&M og Zara.

Mall of Berlin er et af Berlins største og nyeste shoppingcentre. Her finder du over 270 butikker med noget til enhver smag. Du kan finde alt fra Hugo Boss, Armani og Levis til H&M, Deichmann og meget mere. Centret har også et stort område ovenpå, hvor du kan vælge mellem et bredt udvalg af mad.

KaDeWe er et glamourøst og enormt stormagasin med et rimeligt højt prisniveau. Det er faktisk Europas næststørste stormagasin, kun slået af Harrods i London. KaDeWe har 8 etager med alt fra dyrt designertøj og make-up til legetøj og brugskunst. Der er også et stort område med restauranter og mad på 6 etage.

 

Hvad skal man spise i Berlin?

Berlin byder på masser af gode restauranter og caféer på ethvert gadehjørne. Jeg vil ikke komme ind på nogle specielle restauranter, da udvalget simpelthen er enormt. Men jeg lover dig, at det ikke bliver svært at finde noget lækkert mad i Berlin. Der findes meget forskelligt mad i alle prisniveauer og der findes mad fra alle verdenshjørner. Du må ikke glemme, at smage lidt af tysklands specialiteter under dit ophold. Det anbefales hvert fald at smage deres tyske pølser og øl, som altid smager godt. Jeg skal altid have en Wienerschnitzel i Tyskland, hvilket også er typisk tysk mad.

Miniguide til Berlin - Hvad skal man spise i Berlin - Rejsdiglykkelig.dk

 

Gode tips og hurtige facts om Berlin

  • Der bruges Euro i Berlin og det er vigtigt, at du hæver lidt kontanter til turen. Det er nemlig kun de færreste steder der tager imod kreditkort, på trods af at byen er så stor. Utroligt, men sandt. Du kan heldigvis hæve penge på næsten hvert eneste gadehjørne.
  • Det er almindeligt at lægge 5-10 procent af regningen i drikkepenge på restauranter.
  • Hvis du kører i din egen bil, er det vigtigt at bestille det tyske miljømærke, da du kan få en bøde ellers. Miljømærket kan bestilles på internettet eller ved bilforretninger. Jeg købte mit miljømærke hos FDM.
  • I nogle tilfælde kan det være en god idé at købe et Berlin WelcomeCard, der giver fri transport og rabat til flere store seværdigheder i Berlin.

 

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.