30 ting du skal vide når du besøger USA

Senest opdateret: 07.10.2019

30 ting du skal vide når du besøger USA - Rejsdiglykkelig.dk

Det er ingen hemmelighed at USA bliver kaldt for mulighedernes land – og det er med god grund! USA lever i den grad op til forventningerne og der findes ikke noget sted i verden, som er helt som USA. Du kan finde alt hvad du drømmer om – hvad enten det er nogle af verdens mest fascinerende landskaber, gigantiske storbyer, ikoniske attraktioner, uendelige shoppingmuligheder eller udsøgt mad.

Hvis du skal besøge USA for første gang, kan du godt begynde at glæde dig. Der er ingen følelse i verden, der kan slå det første møde med det store USA. Alt hvad du ser og oplever er så stort og imponerende, at enhver dansker næsten får storhedsvanvid. Det går pludselig op for en, hvor lille en del af den store verden man egentligt udgør.

Jeg drømmer mig ofte tilbage til mit første møde med USA og selvom at jeg har besøgt adskillige lande i verden, har jeg endnu ikke fået den samme følelse. Jeg har besøgt USA flere gange efterfølgende, men den samme følelse kommer bare aldrig helt igen. Det første møde var lidt som en forelskelse og under de næste mange besøg i USA, udviklede det sig i stedet til en dyb kærlighed til landet. Så hvis du skal til USA for første gang, skal du glæde dig til at få den helt unikke følelse.

Nu må det være nok med min kærlighedserklæring til USA og vi må hellere komme videre i programmet. Der er mange vigtige ting, som at du skal vide når du besøger USA. Du kan finde alt fra love og regler til ekstra gebyrer, som at du skal være særligt opmærksom på.




USA er virkelig stor

Med sine 9.834.000 kvadratkilometer er USA et gigantisk land, som størrelsesmæssigt kun er overgået af Kina og Rusland. Alt ligger længere fra hinanden i det varierede landskab og du skal passe på med, at overplanlægge din tur. Det er nemt at blive revet med af alle de spændende oplevelser og det kan være en trættende beslutning. Hvis du skal på et road trip er det bedst at nøjes med, at køre omkring 350 kilometer pr dag.

Hvis du tænker på USA i forhold til Europa er det enormt. Der er ingen der ville planlægge et road trip fra Lissabon til Paris til Athen til Kiev på to uger. Men mange førstegangsbesøgende i USA forsøger, at planlægge en tur fra New York til Miami til Los Angeles på få uger. Det kan på ingen måder lade sig gøre – medmindre du flyver mellem destinationerne. Hvis du kun har et par uger i USA er det bedst, at udvælge et par stater og nøjes med at udforske dem.

 

Alt er bare stort

Ikke nok med at landet er gigantisk, så er alt hvad der er i USA også bare stort. Bilerne er enorme, parkeringspladserne er kæmpestore, motorvejene har et utal af spor og togene virker uendelige. Supermarkederne er gigantiske og du kan finde alt hvad du overhovedet kunne drømme om – også ting du slet ikke vidste eksisterede.

Efter et besøg i Walmart virker Bilka pludselig som en lille kiosk, der ikke har noget at vælge imellem. Alt er bare større i USA og du skal kigge langt efter en lille pose chips eller et let måltild. USA er overdrevet på den fede måde!

30 ting du skal vide når du besøger USA - Alt er bare stort - Rejsdiglykkelig.dk

 

Amerikanerne spiser meget

Hvis du besøger en restaurant i USA vil du hurtigt bemærke, at madportionerne er enorme. De er ofte så store, at én portion mad sagtens kan deles af flere personer. Inden du bestiller maden kan det være en god idé, at kigge på sidemandens tallerken. Hvis portionerne er enorme, kan I måske overveje at deles om én portion eller tage en doggybag med hjem.

De fleste spisesteder har desuden gratis refill på drikkevarer – og her kan du drikke så meget du vil. Du skal altså ikke blive chokeret, hvis at tjeneren automatisk kommer med en ny sodavand til dig.

Der er et ekstremt udvalg af mad i USA og du kan finde mad fra hele verden. Udbuddet af fastfoodkæder virker uendeligt og der er et utal af steder med burgere, sandwiches, mexicansk, kinesisk og meget mere. Det er slet ikke så svært at forstå hvorfor, at Amerika har et stort problem med fedme. Det er da heller ikke unormalt, at turister vejer et par kilo ekstra efter en ferie i USA.

 

Der er altid noget der har åbent

Du kan altid finde et sted, der har åbent døgnet rundt i USA – det handler bare om at lede grundigt nok. Hvis du bliver sulten midt om natten, kan du finde en fastfoodkæde eller endda en restaurant der har åbent. Du kan eventuelt tage på Denny’s og spise morgenmad eller andet mad kl. 03.00 om natten.

Du kan desuden handle ved mange tankstationer døgnet rundt, selvom at det kan være i et begrænset omfang. Der er ofte et lille vindue på tankstationerne, hvor en ekspedient betjener dig og finder varerne.

Hvis du pludselig indser at du mangler noget medicin, kan du også sagtens tage forbi et apotek midt om natten. Du skal heller ikke være bange for, at trangen til shopping melder sig kl. 02.00 om natten. Du kan altid finde en døgnåben Walmart, hvor du kan gå amok i deres billige tøjafdeling. Én ting er stensikkert – det er ikke i USA, at du skal være nervøs over, at du ikke når det inden lukketid.

30 ting du skal vide når du besøger USA - der er altid noget der har åbent - Rejsdiglykkelig.dk

 

Der er pistoler i USA

Den er god nok, der er pistoler i USA og der er endda masser af dem. De fleste personer der aldrig har besøgt USA før, har svært ved at tro på det. Men nu skal du altså ikke være overdrevet bekymret – det er yderst sjældent, at du oplever en amerikaner med en pistol. De fleste har opbevaret deres våben et sikkert sted i deres hjem.

Der er nogle steder, især i store byer, hvor der er meget kriminalitet med pistoler – men du skal være uheldig for at opleve det. Jeg har sammenlagt tilbragt omkring 2,5 måneder i USA og har kun oplevet personer, som åbenlyst har brugt en pistol på gaden én enkelt gang. Det var i St. George i Utah på 4th of July i 2016. Her oplevede vi en gruppe mænd, som stod i mørket under en bro og skød på en parkeret bil. De skød altså ikke efter mennesker, men vi skyndte os selvfølgelig at vende om.

Hvis du undgår at opholde dig i farlige områder, skal du altså ikke være så bange for pistoler i USA. Mange turister finder det sjovt at besøge en shooting range, hvor de kan prøve at skyde med pistoler mod betaling.

 

Hver stat er som sit eget land

USA består af 50 stater og hver stat virker på mange måder som sit eget land. Du vil hurtigt bemærke, at tingene skifter fra stat til stat – Uanset om det handler om landskab, klima, mad, personlighed, slang eller endda tøjstilen. Selv love og regler er forskellige fra stat til stat og her er det vigtigt, at du er ekstra opmærksom.

I Texas kan enhver uden en tidligere dom f.eks. købe en pistol uden tilladelse, men i Californien skal du have en særlig licens for at købe en pistol. Nogle stater har desuden legaliseret marihuana og i andre stater er det strengt forbudt. Det er kun lovligt at gamble i få stater såsom Nevada, men i andre stater er det ulovligt. Derudover skal man bruge sikkerhedssele i alle stater – undtagen i New Hampshire.

Lovene er altså vidt forskellige fra stat til stat og det er en god idé, at undersøge reglerne på forhånd. Du kan også bare vælge, at følge strømmen og bruge din sunde fornuft. Du skal ikke være så nervøs, hvis bare at du overholder de samme regler som i Danmark.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Hver stat er som sit eget land - Rejsdiglykkelig.dk

 

Du må dreje til højre for rødt lys

Det er tilladt at dreje til højre for rødt lys i alle 50 stater i USA. Der er dog få undtagelser i byer såsom New York City. Hvis du holder i højre vejbane i et lyskryds og det er sikkert at dreje til højre for rødt lys, skal du bare gøre det – medmindre andet er skiltet. Ved nogle lyskryds kan der være et skilt, som viser at du ikke må svinge til højre for rødt. Det er dog yderst sjældent.

Hvis du er i tvivl om du må dreje, er det bedre at vente til at der bliver grønt. Du skal bare være opmærksom på, at andre billister kan begynde at dytte af dig og blive sure. Du er dog ikke i tvivl om, at du gerne må dreje, hvis de bliver sure.

 

Den amerikanske bilkultur er enestående

USA er bogstaveligt talt lavet til biler og er det oplagte land til et road trip. Du kan nærmest besøge alle steder i din bil og ofte behøver du ikke engang forlade bilen. Det er faktisk lige før, at man kunne bo i bilen i USA uden de store problemer. USA har nemlig taget ordet drive-in og drive-through til det næste niveau.

De mange fastfoodkæder har selvfølgelig drive-in, men du kan også finde det ved nogle restauranter, supermarkeder og tankstationer. Hvis du trænger til at se en film, kan du besøge en drive-in biograf og nyde filmen fra forsædet. Hvis du derimod mangler kontanter, kan du bare hæve pengene i den nærmeste drive-thru bank. Det er så ekstremt, at du endda kan blive gift ved et drive-through kapel i Las Vegas. Du kan altså gøre mange ting i USA helt uden at forlade bilen.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Den amerikanske bilkultur er enestående - Rejsdiglykkelig.dk

 

Billejen er dyrere hvis du er under 25 år

Hvis du er under 25 år og vil på road trip i USA, kan det blive en dyr fornøjelse. Der er et ungfører gebyr ved næsten alle biludlejningsfirmaer og prisen er uhyggelig høj. Du skal forvente at bruge flere tusinde kroner ekstra på at leje en bil – bare fordi du er under 25 år. Vi plejede at bruge omkring 4.000 kr. ekstra på biludlejningen da vi var under 25 år – og det betød altså en fordobling i biludlejningsprisen. Det var lidt surt at være 24 år og betale så meget ekstra for en bil, når en person på 25 år lejer den til det halve. Men det er altså bare reglerne, desværre.

Hvis du er under 21 år kan det være endnu dyrere og sværere at leje en bil. Det er ikke alle biludlejningsfirmaer der vil udleje biler til personer under 21 år, men der findes da heldigvis et par stykker. Husk altid at læse det med småt således du er sikker på, at ungfører gebyret allerede er inkluderet i prisen.

 

Stol ikke på offentlig transport

Mange steder i verden er det nemt at komme rundt uden en bil, men det er ikke tilfældet i USA. Uden for storbyer såsom New York og Washington D.C. er der ikke mange muligheder for offentlig transport. Hvis der endelig er offentlig transport, skal du ikke regne med at systemet fungerer ordentligt eller at transportmidlet dukker op til tiden. USA har en stærk bilkultur og det er bedst at leje en bil og udforske landet på egen hånd.



Sikkerheden i lufthavnen er på sit højeste

USA er berygtet for at have strenge sikkerhedsregler i lufthavnen og det kan skabe store problemer for den uvidende. Det er ikke bare hvem som helst, der kan rejse ind i landet. Der er flere vigtige regler, som skal overholdes til punkt og prikke. Inden afrejse skal du f.eks. huske at ansøge om et ESTA og måske skal du også udfylde andre dokumenter.

Når du ankommer til lufthavnen i USA, skal du forberede dig på latterligt lange køer for, at komme igennem immigrationskontrollen og toldkontrollen. Det er heller ikke unormalt, at se politibetjente og narkohunde i lufthavnene. Hvis du vil have styr på reglerne, kan du læse min praktiske huskeliste inden rejsen til USA og en beskrivelse af forløbet i lufthavnen i USA.


30 ting du skal vide når du besøger USA - Sikkerheden i lufthavnen - Rejsdiglykkelig.dk

 

Undgå at tale om politik

Den amerikanske befolkning har aldrig været så splittede af politikken siden borgerkrigen og landet er som delt i to. Det er derfor bedst at undgå enhver samtale om politik, da det nemt kan fører til et skænderi. Amerikanerne er en meget stolt folkefærd og du har bare ikke lyst til, at have sådan en samtale med dem. Hvis du besøger Washington D.C. er det ikke unormalt, at opleve demonstranter der er utilfredse med politikken. Her er det altså en yderst dårlig idé, at ytre din politiske holdning.

 

Lad være med at gøre grin med Amerika

Amerikanerne er som sagt en meget stolt folkefærd og de kan være lidt dobbeltmoralske. Amerikanerne siger ofte nedladende ting om deres eget land, deres regering og andre amerikanere. Hvis en turist derimod siger nedladende ting om Amerika, vil de fleste amerikanere blive meget fornærmede. Det er lidt det samme som at tale om politik – det er noget du helst skal undgå. Hvis du absolut vil tale om disse ting, er det vigtigt at du kender personen ordentligt.

 

Amerikanerne er meget venlige

Amerikanerne er generelt en meget venlig og åben folkefærd. Deres gæstfrihed er ikke til at tage fejl af og de vil hellere end gerne hjælpe dig som turist. De fleste er meget imødekommende og nysgerrige omkring hvor du kommer fra, hvad du laver i USA osv. Du skal ikke være bange for at have en samtale med dem, da de fleste er oprigtigt interesseret. Få amerikanere er dog ikke så venlige, men du skal lede længe for at finde dem.

Danmark kan på ingen måder følge med i deres venlighed, som er fascinerende at opleve. Hver gang vi kommer tilbage til Danmark får vi et mindre chok over, hvor anderledes folk er i forhold til i USA. Vi danskere er generelt meget lukkede og egoistiske personer, der ikke er specielt imødekommende overfor fremmede. Nu håber jeg ikke på at fornærme folk, men den er altså god nok. Det er noget man for alvor bemærker efter et besøg i USA, hvor folkefærden er helt anderledes.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Amerikanerne er meget venlige - Rejsdiglykkelig.dk

 

Priserne er ikke hvad de ser ud til

Når du køber varer eller tjenester i USA er priserne ikke altid hvad de ser ud til. De fleste butikker har ikke medregnet moms på deres prismærker – og prisen stiger typisk når du ankommer til kassen. Du skal forvente at betale et sted mellem 5-10% ekstra på alt hvad du køber. Hvor mange procent du skal betale i moms afhænger af, hvilken stat og hvilken by du befinder dig i.

Der er dog fem stater uden moms og det er henholdsvis Alaska, Delaware, Montana, New Hampshire og Oregon. Det er dermed en god idé, at købe souvenirs og tage på shopping i en af de fem stater.

 

Drikkepenge forventes

Amerikanerne giver drikkepenge for næsten alle serviceydelser og det anses som meget uhøfligt ikke at gøre det. Mindstelønnen for tjenere er skræmmende lav og i nogle stater er den så lav, at de kun får $2.13 i timen! Det virker helt umenneskeligt, men det forventes derimod at lønnen stiger markant ved hjælp af drikkepenge. Størstedelen af tjenernes løn kommer altså fra drikkepenge og de har virkelig brug for dem for at overleve.

En uskreven regel er at give 15-20% i drikkepenge på restauranter. Hvis servicen har været dårlig, kan du nøjes med at give 10% i drikkepenge. Der er dog nogle restauranter som automatisk tilføjer drikkepenge til regningen, så husk at tjekke den inden du giver for mange drikkepenge. Du behøver ikke at give drikkepenge på fastfoodkæder såsom McDonald’s og Wendy’s, da de får en højere mindsteløn.

Du skal også huske at give drikkepenge for andre serviceydelser. Det er normalt at give $1-2 pr. drink i drikkepenge til bartendere. Rengøringsdamer, piccoloer og chauffører ved valet parking plejer at få $1-5 afhængig af besværet af deres arbejde. Taxachauffører plejer desuden at få et sted mellem 10-15% i drikkepenge. Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at betale drikkepenge i USA og det kan være en god idé, at medregne det i rejsebudgettet.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Drikkepenge forventes - Rejsdiglykkelig.dk

 

Hold øje med resort fees og ekstra gebyrer

Når du bestiller et hotel eller motel i USA skal du være ekstra opmærksom på, at læse det med småt. Mange overnatningssteder i USA er begyndt at kræve et resort fee, som i nogle tilfælde kan være højere end prisen på selve overnatningen. Det startede i Las Vegas og Florida, men det har efterhånden spredt sig ud over alle stater i USA.

Det er heller ikke unormalt, at der bliver lagt lokale skatter og ekstra gebyrer oveni den annoncerede pris. I mange storbyer kan overnatningsstedet også kræve en parkeringsafgift for, at parkerer bilen på hotellet. De mange ekstra udgifter kan hurtigt få prisen til at stige markant og det er derfor vigtigt, at du altid læser det med småt inden du bestiller. Hvis du skal betale for ekstra omkostninger på et billigt hotel, kan det i nogle tilfælde være billigere, at bestille et dyrere hotel.

 

USA bruger ikke det metriske system

USA er et af de eneste lande, der ikke bruger det logiske metriske system som resten af verden. De måler ikke ting i meter, men snarere i miles, inches, feet og yards. Amerikanerne vejer desuden deres ting i pund, væske i pints og gallons, og måler temperaturen i Fahrenheit i stedet for i Celsius.

De skriver datoen som MM/DD/ÅÅÅÅ (måned først) i stedet for DD/MM/ÅÅÅÅ, som de fleste andre lande. De elsker at være anderledes, selvom at det netop bare er for at være anderledes. Meget få turister i USA er fortrolige med deres system, men du kan få lidt basis viden herunder.

  • 1 Gallon = 3,78 liter
  • 1 Foot = 30,48 cm
  • 1 Yard = 0,9 meter
  • 1 Mile = 1,61 km
  • 1 Pound = 0,45 kg
  • 1 Fahrenheit = -17,22 grader

30 ting du skal vide når du besøger USA - Horseshoe Bend - Rejsdiglykkelig.dk

 

Glem ikke nationalparkerne

De fleste turister strømmer til storby-favoritter såsom New York City, Washington D.C., Los Angeles og San Francisco. Men du må altså ikke glemme de fantastiske naturoplevelser, som venter lige uden for de summende og hektiske storbyer. Nationalparkerne i USA er kendt for at være nogle af de smukkeste og bedste i hele verden.

Det er et absolut must at du besøger mindst én nationalpark under din rejse – men gerne mange flere. Variationen i hver enkelt nationalpark er helt unik og der venter dig store naturoplevelser med et rigt dyreliv! Besøg den tørre ørken i Death Valley, majestætiske bjerge i Rocky Mountains, verdens højeste træer i Californien, sumpområder i Everglades, slumrende vulkaner i Yellowstone eller dybe kløfter i Grand Canyon. USA’s nationalparker har det hele og der er noget til enhver smag.


 

Vejret kan ændre sig drastisk

Det er ikke unormalt, at vejret i USA ændrer sig drastisk fra det ene sekund til det andet. Det starter med godt vejr det ene sekund og det næste sekund falder der regndråber fra himlen – og pludselig står du midt i en voldsom regn- og tordenstorm. Det var hvert fald hvad vi oplevede i Las Vegas i sommeren 2018. Sensommeren er da også højsæson for regn- og tordenstorme, som skal tages alvorligt.

Der er mange orkaner i det sydlige og østlige USA, men myndighederne er gode til at advarer folk på forhånd. Orkansæsonen går officielt fra juni til september og her skal du være ekstra opmærksom på nyhederne. Vi var meget tæt på en orkan ved New Orleans i sommeren 2019, men slap heldigvis udenom. Det er heller ikke unormalt, at der opstår tørke, oversvømmelser, jordskred eller store skovbrande i USA.

Californien ligger ovenpå San Fernando-forkastningen, hvor to kontinentalplader mødes. Det er derfor ikke unormalt at opleve et jordskælv i Californien, men de er ofte harmløse og skader ingen personer. Der kan også forekomme tsunamier, vulkanudbrud og tornadoer i USA, men det hører til sjældenhederne. Nu skal du ikke være nervøs for naturkatastrofer under din rejse, da forskerne er gode til at forudse dem.


30 ting du skal vide når du besøger USA - vejret kan ændre sig drastisk - Rejsdiglykkelig.dk

 

USA har flere forskellige tidszoner

USA er et gigantisk land og breder sig over hele seks forskellige tidszoner. Afhængig af hvor du befinder dig, kan der være alt fra 6-12 timers tidsforskel fra Danmark. De forskellige tidszoner er følgende:

  • Eastern time zone (-6 timer)
  • Central time zone (-7 timer)
  • Mountain time zone (-8 timer)
  • Pacific time zone (-9 timer)
  • Alaska time zone (-10 timer)
  • Hawaii time zone (-11 timer)

De forskellige tidszoner kommer ikke til, at betyde det store for dig som turist. Du skal dog være opmærksom på, at du kan have en time mindre at gøre med, hvis du f.eks. kører fra Californien til Arizona på en enkelt dag.



Du skal være 21 år for at drikke alkohol

I USA kan man blive optaget i militæret, stemme og ryge cigaretter som 18-årig, men man skal være 21 år for at drikke alkohol. Det virker lidt dumt, men sådan er reglerne åbenbart og de tager det meget seriøst. Du må ikke engang sidde i baren sammen med din familie på et hotel, hvis du er under 21 år.

 

Husk dit ID

Der er som sagt strenge regler for alkohol i USA og det er dermed vigtigt, at du har et billede ID på dig. Du må nødt til at bevise din alder for, at købe alkohol i enhver butik, restaurant og bar. Selvom at du er over 30 år, kan du stadig blive spurgt om ID. Hvis du ikke kommer ind i butikken alene, kan ekspedienten ved kassen også kræve, at se et ID på den anden person. Hvis du følges med en person under 21 år er det dermed bedst, at personen bliver i bilen.

Hvis du køber alkohol skal du være opmærksom på, at du ikke må drikke alkohol på offentlige steder i USA – kun hvis det serveres. De fleste stater har desuden en regel om, at du skal opbevare alkohol i bagagerummet i bilen.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Alkohol - Rejsdiglykkelig.dk

 

Besøg ikke USA uden en udvidet rejseforsikring

Selvom at det er bedst med en rejseforsikring i alle lande, så er det virkelig nødvendigt når du besøger USA! Priserne på sundhedsydelser er blandt de dyreste i verden og du skal af med et skandaløst højt beløb for et besøg ved lægen. Mange amerikanere går konkurs på grund af medicinsk gæld, som at de simpelthen ikke kan finde penge til at betale.

En tur i ambulance kan nemt koste mere end 18.000 kr. Hvis du derimod besøger en læge eller skadestue kan det koste alt fra 1.300 kr. til 20.000 kr. Husk nu den rejseforsikring i USA – det er altså ikke et sted du har lyst til at sparer! Hvis du allerede har en rejseforsikring er det vigtigt, at du tjekker om den også dækker i USA.

 

Vær forsigtig med hvor du opholder dig i byerne

Uanset hvilket land du besøger er der altid nogle byer, hvor du skal undgå bestemte nabolag og områder. Dette er også tilfældet i USA, men her kan linjen mellem de trygge og utrygge områder være meget tynd. I nogle tilfælde kan det eneste, der adskiller områderne være én enkelt blok.

Sørg altid for at være opmærksom på dine omgivelser og vurder din situation regelmæssigt uanset tidspunktet. Det kan anbefales at lave lidt research på forhånd, således at du ved hvor du skal opholde dig og hvor du ikke skal.

 

Ring 911 i nødsituationer

Hvis du har en nødsituation og har brug for hjælp, skal du ringe til 911. Uanset om du ringer angående en brand, røveri eller en sygdom vil 911 sende den rigtige hjælp til dig. Husk at du kun må ringe til nummeret i tilfælde af en nødsituation, da du ellers kan blive straffet med en bøde eller fængselsstraf.

30 ting du skal vide når du besøger USA - nødsituationer - Rejsdiglykkelig.dk

 

Kreditkort kan bruges de fleste steder

Du kan betale med kreditkort næsten alle steder i USA og de fleste butikker foretrækker betaling med kreditkort fremfor kontanter. Du har brug for et kreditkort for, at tjekke ind på hoteller eller når du skal leje en bil. Vi plejer selv udelukkende at bruge kreditkort til alt i USA, da der ikke tages gebyrer.

Det kan dog være en god idé, at hæve lidt kontanter i tilfælde af, at der ikke tages imod kreditkort. Du skal bare være opmærksom på, at de fleste hæveautomater opkræver et gebyr – og det er udover dine bankgebyrer. Se om du kan finde en ATM, der ikke tager gebyrer eller undgå at hæve kontanter mere end én gang.

Nogle turister føler sig utrygge ved at bruge kreditkort i USA, da mange steder slet ikke kræver at man indtaster sin pinkode. Det er generelt nemmere at kopiere kortets informationer i USA, men det sker altså yderst sjældent. Hvis en ekspedient vil have dit kreditkort til betaling, skal du straks afslå og kræve at gøre det selv.

 

Shop amok i USA

USA er et sandt shoppingmekka og udvalget af varer er enormt! Mange populære mærkevarer stammer fra USA og der er rigtig mange penge at spare. Du kan dog også spare mange penge på andre mærkevarer, da det generelt er billigere at shoppe i USA end i Danmark. Du kan endda spare endnu flere penge, hvis at du besøger en af de mange factory outlets. Din kuffert kan hurtigt blive fyldt op i USA og det er en god idé, at ankomme med en næsten tom kuffert hjemmefra.

Hvis du kommer forbi Alaska, Delaware, Montana, New Hampshire eller Oregon, kan du med fordel vente med at gå shop amok. Der er ingen moms i de fem stater og der kan være mange penge at spare under din shoppingtur.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Shop amok - Rejsdiglykkelig.dk

 

Tro ikke at ”How are You” faktisk er et spørgsmål

Amerikanerne vil ofte spørge hvordan du har det ved, at sige ”How are You”, hvorefter de hurtigt går videre. Du skal ikke have det dårligt, hvis du bliver spurgt om dette og personen ikke venter på et svar. Det er næsten mere en hilsen i USA end et faktisk spørgsmål. Det er altså bare en hilsen der bliver sagt til forbipasserende – ikke en samtalestarter.

 

Find et toilet eller gratis WiFi

Hvis du har brug for et toilet eller gratis WiFi under dit road trip, kan du med fordel besøge fastfoodkæderne. Vi plejer at besøge McDonald’s eller Wendy’s, når vi mangler en af delene under køreturen. Der er dog få steder i nogle stater, som har topsikret deres toiletter med låse af en anden verden. Hvis du kommer ud for sådan en situation, må du nødt til at købe noget eller vende pænt om og finde et andet sted.

Et andet godt alternativ er Walmart, som både tilbyder toiletter og gratis WiFi. Her kommer der ikke nogen efter dig, hvis de opdager at du ikke køber noget. Hvis du er i nærheden af et shoppingcenter, kan du også vælge at benytte deres toiletter.

30 ting du skal vide når du besøger USA - Fastfoodkæder - Rejsdiglykkelig.dk


Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedintumblr

No Comments

Leave a Comment