Planlægger du et road trip i Australien? Glem ikke at tjekke dette rejsebudget fra vores rejse i Australien.
Australien er ikke et billigt rejseland. Inden vi rejste dertil var vi meget nervøse for, om vi nu også havde sparet nok penge op. Vi ville jo nødigt løbe tør undervejs, så jeg læste mig igennem mange rejseblogs med rejsebudgetter.
De mange rejsebudgetter var en stor hjælp og gav os en god fornemmelse af priserne i Australien.
Vi lagde et budget i den høje ende med et par tusinde kroner ekstra til uforudsete udgifter. Det endte da også med, at vi overholdt vores rejsebudget i Australien uden at bruge ekstra.
Vores rejse bestod af et road trip fra Brisbane til Melbourne med en afstikker til Great Ocean Road. Vi havde kun 13 dage, men kunne godt have brugt lidt flere dage. Der var nemlig meget kørsel og begrænset tid til hvert sted.
Vi har forsøgt at leve nogenlunde billigt og har ikke boet på luksushoteller, tværtimod. Vores budget indeholder også fornøjelser og shopping, som man sagtens kan spare lidt penge på.
Alt det kan du læse mere om i vores rejsebudget i Australien, hvor jeg kommer nærmere ind på de enkelte udgiftsposter.
Bemærk, at flybilletterne ikke er medregnet i rejsebudgettet, da priserne varierer meget. Vi var afsted i februar 2019.
Rejsebudget i Australien
Priserne er for 13 dages road trip i Australien for 2 personer
Hotel: 4.550 kr.
Mad: 1.484 kr.
Drikkevarer: 830 kr.
Indkøb: 266 kr.
Biludlejning: 5.449 kr.
Benzin: 2.567 kr.
Parkering: 190 kr.
Oplevelser: 184 kr.
Fornøjelser: 1.210 kr.
Shopping: 334 kr.
Andet: 108 kr.
Samlede udgifter: 17.172 kr.
Samlede udgifter pr. person: 8.586 kr.
Udgifter pr. dag: 1.321 kr.
Udgifter pr. dag pr. person: 660,50 kr.
Detaljer om Rejsebudgettet
Hotel
På rejsen brugte vi 4.550 kr. på hoteller i 13 nætter, hvilket er et gennemsnit på 350 kr. pr. overnatning for 2 personer. Vi brugte Hotels.com (reklamelink) til at bestille alle overnatninger på turen.
Vi satser nemlig altid på, at indsamle nok overnatninger til, at få en gratis overnatning gennem deres loyalitetsprogram.
Det lykkedes også denne gang, hvor vi sparede en overnatning til en værdi af små 255 kr. Undervejs forsøgte vi at finde de billigste hoteller, så vi har boet på mange backpacker hostels.
Vi har dog været villige til, at betale lidt ekstra for, at have vores eget værelse. Vi har til gengæld ofte delt badeværelse med de andre gæster.
Jo tættere vi kom på Melbourne, jo bedre hoteller fik vi for pengene. Måske var det bare et tilfælde? Alle vores overnatninger er bestilt få dage før vi ankom til overnatningsstedet.
Mad
Vi brugte kun 1.484 kr. på mad i 13 dage, hvilket svarer til 742 kr. pr. person og 57 kr. pr. person pr. dag. Der skal lige gøres opmærksom på, at vi ikke spiser så mange gange om dagen som andre måske ville gøre.
Madbudgettet består udelukkende af fastfood, sandwiches og 2 restaurantbesøg i den billige ende.
Der er selvfølgelig også medregnet drikkevarer til de fleste måltider. Vi spiste også meget brød og kager, men det medregnes ikke i denne post.
Drikkevarer
Vi brugte 830 kr. på drikkevarer i 13 dage. Det svarer til 415 kr. pr. person og 32 kr. pr. person pr. dag.
Der er kun medregnet drikkevarer fra supermarkeder, tankstationer osv., da drikkevarer til maden er medregnet i madposten. Det skal dog lige siges, at der er et par enkelte milkshakes hist og her.
Der er mulighed for, at spare lidt penge på denne post, eftersom at vi hovedsageligt har købt den ene sodavand efter den anden.
Vi startede med at købe små sodavand, men endte med at købe store flasker og hælde over i små flasker. Vi sparede mange penge på den måde, da en 2 liters koster nogenlunde det samme som en 600 ml sodavand.
Indkøb
Vi brugte 266 kr. på indkøb på 13 dage, hvilket svarer til 133 kr. pr. person og 10 kr. pr. person pr. dag. Udgifterne til indkøb består bl.a. af lidt chips og popcorn samt masser af kager og brød.
Undervejs købte vi nemlig ofte brød og kager til morgenmad eller frokost i supermarkedernes bagerafdelinger.
Det har alt sammen været medvirkende til, at vi har sparet mange penge på madposten i Australien.
Biludlejning
Vi brugte 5.449 kr. på biludlejning i 13 dage, hvilket svarer til en gennemsnitspris på 419 kr. pr. dag. Vi lejede en bil i SUV-klassen, for den kostede kun få hundrede kroner mere end den billigste udlejningsbil.
Da vi afhentede bilen i Brisbane lufthavn fik vi en gratis opgradering, men det var en rigtig benzinsluger. Vi fandt bilen gennem rentalcars.com og valgte Hertz som udlejningsfirma.
Udover selve biludlejningen har jeg også medregnet et envejsgebyr og en lokal skat, som udgjorde en høj procentdel af beløbet.
Jeg har også medregnet vores tilkøb af fuld beskyttelse til bilen på 773 kr. Det anbefales at købe fuld beskyttelse, for selvrisikoen kan være ekstrem høj i Australien.
Vi så flere biler med et depositum og en selvrisiko på over 30.000 kr.! Så husk nu at læse lejebetingelserne og købe fuld beskyttelse til bilen!
Benzin
På vores road trip brugte vi 2.567 kr. på benzin i 13 dage. Det svarer til 1.283,50 kr. pr. person og 98,50 kr. pr. person pr. dag.
Der skal lige gøres opmærksom på, at vi havde et kæmpe skrummel af en bil, som var en rigtig benzinsluger. Der kan altså sagtens spares en del penge på, at leje en mere økonomisk bil.
Vi kørte som sagt fra Brisbane til Melbourne med en afstikker til Great Ocean Road og Grampians National Park.
På 13 dage nedlagde vi 4.200 kilometer på de Australske landeveje. Vi har dermed i gennemsnit kørt 323 kilometer pr. dag.
Parkering
Vi brugte kun 190 kr. på parkering, men kunne sagtens have brugt meget mere. Det var gratis at parkerer i mindre byer, men det var virkelig dyrt i f.eks. Sydney.
Vi kom af med 122,50 kr. for at parkerer i 2 timer omkring en halv times gang fra Operahuset i Sydney.
Da vi først skimtede skiltet med priser, så det ellers ud til at være billigt. Men det viste sig, at den billigste pris kun var for en halv times parkering, og ikke en hel time.
Vi havde ikke mulighed for, at benytte offentlig transport. Det var nemlig ikke gratis parkering på vores hostel alligevel, selvom de ellers reklamerede med det.
Derfor var vi nødsaget til, at tage bilen med rundt i byen, så vi ikke skulle betale tusindvis af kroner for parkering.
Ved en park et stykke derfra, kunne man heldigvis parkerer gratis om natten. Det var selvfølgelig en stor fordel!
Oplevelser
I dette rejsebudget i Australien, skal vi selvfølgelig også ind på oplevelser. Vi brugte kun 184 kr. på oplevelser i 13 dage, hvilket svarer til 92 kr. pr. person.
Vi brugte faktisk kun penge på entréen til Tamborine Rainforest Skywalk. Det betyder dog bestemt ikke, at vi har kedet os! Det gode ved Australien er nemlig, at de største oplevelser er i naturen.
Det betyder også at mange oplevelser er gratis, herunder Australiens nationalparker, som du kan besøge kvit og frit.
Du skal med andre ord ikke være bange for, at du ikke får oplevet noget på et skrabet budget!
Fornøjelser
På 13 dage brugte vi 1.210 kr. på fornøjelser. Det svarer til 605 kr. pr. person og 46,50 kr. pr. person pr. dag. Det er en meget høj post, men det er der en helt særlig grund til.
Vi er nemlig begge rygere, og Australien er uheldigvis landet med verdens dyreste cigaretter. På forhånd besluttede vi os for, at ryge lidt mindre i Australien.
Vi troede at man måtte have 2,5 pakker med pr. person, men det viste sig at være mindre. Alligevel gav de os utroligt nok lov til, at tage dem med ind i landet.
Det endte med, at vi købte 12 pakker cigaretter til sammen, som i gennemsnit kostede 97 kr. pr. pakke. Vi havde faktisk læst os frem til priser på 125-150 kr. pr. pakke, men blev positivt overraskede.
Shopping
Vi brugte 334 kr. på shopping, hvilket er 167 kr. pr. person. Vi købte lidt forskellige souvenirs til hjemmet og lidt billigt tøj.
Der blev ikke shoppet så meget, som vi egentligt havde regnet med. Det skyldes måske, at rejsen var en del af vores rundrejse i Asien og Oceanien. Posten varierer selvfølgelig også meget fra person til person.
Andet
Vi brugte 108 kr. på et omformerstik og en tøjvask. Vores omformer virkede åbenbart ikke i Australien, så vi måtte ud og købe en. Heldigvis, var der en i det første supermarked vi besøgte, pyh!
Eftersom at Australien ikke var den eneste destination på vores rejse var vi nødt til, at vaske tøj undervejs.
Der er derfor også lidt penge at spare på denne post, hvis du ikke lige har brug for et omformerstik eller tøjvask.
Det var alt fra vores rejsebudget i Australien. Jeg håber den kunne hjælpe dig med, at få en idé om, hvor mange penge du skal spare op til dit road trip i Australien.
Bemærk, at priserne har ændret sig en hel del siden vores tur i februar 2019.
Læs mere fra Australien:
• 20 Oplevelser på Great Ocean Road
• 10 Must-See Seværdigheder i Sydney
… Eller læs alle artikler fra Australien
Planlæg din rejse til Australien:
Bestil fly til Australien (reklamelink) Bestil hotel i Australien (reklamelink) Bestil biludlejning i Australien (reklamelink) Bestil oplevelser i Australien (reklamelink)
Skriv en kommentar