Drømmer du om et road trip i Island? Så er du nødt til, at læse min store guide med vigtige ting du skal vide om bilkørsel i Island.
At være på kør-selv-ferie i Island er noget af det mest spektakulære, som jeg har oplevet.
Landskabet skifter konstant fra grønne mosklædte lavamarker, sorte ørkener og dampende varme kilder til enorme gletsjere, sneklædte bjerge og fossende vandfald.
Det føltes som om, at jeg befandt mig på en helt anden planet!
Naturen er fuldstændig magisk, så her handler det ikke bare om, at komme fra A til B. Det handler derimod om, at gøre køreturen til en del af ferien og nyde de storslåede landskaber du passerer undervejs.
Men Island er ikke som at køre i Danmark. Her er der særlige regler, vejtyper og forhold, som du skal kende til inden turen.
Det er netop derfor, at jeg har lavet denne store guide til bilkørsel i Island.
Guiden er fyldt med erfaringer fra mit eget besøg i landet af ild og is. Du kan læse om alt fra færdselsregler og vejforhold til alverdens gode råd, vigtige tips og praktiske informationer.

Guide med alt du skal vide om bilkørsel i Island
Inden vi dykker nærmere ned i guiden, vil jeg gerne lige nævne et par gode bookingsider.
Det er alle sammen sider, som jeg også selv benytter flittigt på mine mange rejser rundt omkring i verden. Jeg brugte faktisk dem alle på min rejse til Island.
Du kan få et overblik over dem i boksen herunder.
Bemærk, at alle links i denne boks er reklamelinks.
Gode sider til planlægning af rejsen:
Bestil fly til Island Bestil hoteller i Island Bestil biludlejning i Island Bestil oplevelser i Island
Hvorfor opleve Island i bil?
Island opleves helt klart bedst i bil. Landet er nærmest skabt til det!
De offentlige transportmuligheder er meget begrænsede, og mange af de smukkeste steder ligger langt væk fra byerne.
Du kan godt tage på arrangerede og guidede ture fra Reykjavik. Problemet er bare, at det gør dig meget låst.
Når du lejer en bil får du en helt anden frihed, hvor du kan:
Stoppe spontant når det lyster
Tage omveje til andre steder
Tilpasse ruten efter vejret
Opleve alt i dit helt eget tempo
Jeg vil altså på det kraftigste anbefale, at du udforsker landet på egen hånd! Du kan læse min artikel om billeje i Island her.

Vejtyper i Island
Der er ingen motorveje i Island, men der er alligevel et godt vejnet med flere store veje.
Det er dog vigtigt, at være opmærksom på de forskellige vejtyper! Det er nemlig ikke alle, der er beregnede til almindelige biler eller uerfarne bilister.
Når det så er sagt, kan du typisk sagtens komme frem til de største attraktioner via vejene beregnet til almindelige biler.
I punkterne nedenfor har jeg skabt et overblik over de vejtyper, som du skal kende til.
Asfalterede veje
Det er kun omkring en tredjedel af Islands veje, der er asfalterede. De er som regel velholdte, i god stand og tydeligt markerede.
Det er eksempelvis også tilfældet på Ringvejen, hvor stort set alt er asfalteret.
Ringvejen er den verdensberømte hovedvej, der fører rundt om Island. Den er cirka 1.332 kilometer lang og forbinder mange af de vigtigste steder.
Det er dermed den rute, som mange turister følger. Det var også den vi selv fulgte på vores 7-dages road trip i Island.
En anden populær rute er Golden Circle, hvor vejene mellem attraktionerne ligeledes er asfalterede.
Grusveje
Hvis du bevæger dig væk fra de store hovedveje og ind i de mere afsidesliggende områder, er der mange grusveje.
Der kan også forekomme korte stykker med grus, når du kører ud på sidevejene for, at komme hen til seværdighederne.
Nogle af dem kan være utroligt ujævne og hullede. De kan tilmed være meget smalle.
Grusvejene kan typisk godt køres på i en helt almindelig bil. Man kan dog hurtigt blive i tvivl undervejs, fordi de kan være ret så bumpede!
Du bør dermed altid huske, at udvise ekstra forsigtighed på dem. Det gælder særligt, hvis der kommer andre trafikanter, da høj fart øger risikoen for stenslag.

F-veje
F-veje er bjerg- og fjeldveje, der fører ind i højlandet. De er markeret med et F efterfulgt af et vejnummer. Nogle af de mest populære er F208 og F35.
De består typisk af grusveje med et vildt, utæmmet og barskt terræn. De kan dog også blot bestå af spor gennem vildmarken.
Vejene er ofte meget smalle og udfordrende. Nogle af dem krydser endda floder og voldsomme sten.
Dækningen og assistancen ved uheld er meget begrænset på ruterne. Det er dermed ekstremt vigtigt, at du er en dygtig og erfaren chauffør!
Det er KUN tilladt, at køre på F-vejene i en 4×4 bil, som på kvindesprog kan oversættes til en firehjulstrukket bil.
Det er desuden en rigtig god idé med en stor firehjulstrækker, så det bliver nemmere at krydse terrænet.
F-vejene er typisk kun åbne i sommersæsonen fra omkring juni til september, da fremkommeligheden afhænger af vejrforholdene. Undersøg altid vejforholdende inden du begiver dig ud på dem.
Offroad (forbudt)
Det er strengt forbudt og ulovligt, at køre offroad i Island. Det kan måske godt ligne af F-vejene er offroads, men det er altså stadig markerede spor, der kontrolleres til en vis grad.
Du skal dermed altid sørge for, at holde dig til de markerede spor.
Det gælder også i vildmarken, og selvom der måske er spor uden markering. Det er nemlig ikke ensbetydende med, at du må køre på dem.
Hvis det ikke overholdes, kan du risikere at få store bøder og i værste fald fængselsstraf.
Som et resultat heraf, er det ekstremt vigtigt, at være opmærksom på dette i forbindelse med bilkørsel i Island.
Det er både ulovligt fordi naturen er sårbar, men også fordi det kan være decideret farligt. Der kan være skjulte huller, grotter, sand, aske, lava, flodlejer, is og meget andet lige under overfladen.

Betalingsveje
Der findes ingen betalingsveje i Island, men der er en enkelt tunnel, hvor du skal betale en afgift.
Tunnelen hedder Vaðlaheiðargöng og ligger i nærheden af byen, Akureyri, mod nord. Den forkorter ruten med 16 kilometer, men kan altså godt undgås.
Vi kørte selv igennem den på vores tur, fordi vi skulle nå frem til vores næste hotel i tide.
Tunnelafgiften er på 2,152 ISK, hvilket svarer til cirka 111 danske kroner. Betalingen skal ske online via Veggjald.is.
Du kan betale afgiften op til 24 timer før og indtil 3 timer efter du passere tunnelen. Vi valgte selv, at betale lige inden vi kørte igennem Vaðlaheiðargöng-tunnelen.
Ensporede broer og veje
Der findes særligt mange ensporede broer i Island. Der er dog også nogle veje og sågar tunneler, hvor der kun er ét enkelt vejspor.
Her kræves der ekstra opmærksomhed og forsigtighed for at undgå ulykker.
Idet du ser skiltningen med en ensporet eller smallere vejstrækning, bør du straks sænke farten. Hvis der kommer en modkørende bil, er det smart at vurdere situationen inden.
Reglen for ensporede veje og broer er egentligt meget simpel. Den bil, der kommer først, har forkørselsret.
Vis altid hensyn og stop i god tid, hvis du ser en modkørende bil, der er tættere på end dig.
På de længere strækninger med ét enkelt spor er der typisk regelmæssige vigepladser i siderne, så I kan passere hinanden.

Rundkørsler
Rundkørslerne i Island kan være ret forvirrende for turister. Her fungerer reglerne nemlig anderledes end i Danmark.
Inden du skal ind i rundkørslen har du vigepligt for alt trafik, der allerede befinder sig derinde, præcis ligesom det er tilfældet i Danmark.
Det der skiller sig markant ud er til gengæld de tosporede rundkørsler.
Her er er det nemlig den inderste vognbane, der har forkørselsret. Det betyder, at bilisterne i den yderste vognbane skal vige for bilisterne i den inderste vognbane, når de skal forlade rundkørslen.
Så hvis du kører i det yderste spor, skal du altså stoppe op for bilisterne i det inderste spor.
De kan pludselig bare krydse ind foran dig. Det er dermed utroligt vigtigt, at være opmærksom på dette, så du undgår en kollision.

Hastighedsgrænser
Nu hvor vi har været inde på de forskellige vejtyper, er det også super relevant, at kende til hastighedsgrænserne.
Det er én af de ting, som du er nødt til at vide, når du har planer om bilkørsel i Island.
På listen herunder kan du få et hurtigt overblik over de generelle fartgrænser. De kan dog vige derfra, hvis andet er skiltet.
Byområder: 50 km/t
Boligområder: Typisk 30 km/t
Asfalterede landeveje: 90 km/t
Grusveje: 80 km/t
Uanset fartgrænserne, bør du dog altid køre efter vejrforholdene, vejene og omgivelserne.
Der er ikke meget politi på vejene i Island, men der er en del fartkameraer. De er ofte placeret før tunneler og på hovedveje.
Nogle af fartkameraerne advares der mod med et skilt imens andre er skjulte. Hvis du bliver stoppet af politiet, kan du ofte betale bøden på stedet og spare penge.
Færdselsregler i Island
Det er nemt og trygt at køre rundt på Island, hvis du blot respekterer reglerne og forholdene.
Der er en del færdselsreglerne, men mange af dem skiller sig faktisk ikke så meget ud fra Danmarks.
Jeg har samlet nogle af de vigtigste. Dem kan du se på listen nedenfor.
Kørselsside: I Island kører man i højre side af vejen, ligesom i Danmark.
Kørelys: Det er lovpligtigt, at køre med nærlys eller godkendt kørelys døgnet rundt. Det gælder også i dagslys og om sommeren.
Sikkerhedssele: Alle skal bruge sikkerhedssele under bilkørsel i Island.
Mobiltelefon: Det er kun tilladt, at snakke i håndfri mobiltelefon.
Alkoholgrænse: Promillegrænsen er 0,2, hvilket er så lavt, at du slet ikke bør drikke inden du kører bil.
Aldersgrænse: For at leje en almindelig personbil i Island skal du være mindst 20 år og haft kørekort i minimum 1 år.
Børn: Børn under 135 cm skal sidde i godkendt sikkerhedsudstyr tilpasset barnets størrelse, herunder autostole og selepuder.

Vejrforhold
Noget af de allervigtigste når du skal på kør-selv-ferie i Island er, at være opmærksom på vejret og respekterer det.
Vejret er nemlig meget omskifteligt og uforudsigeligt. Det kan lynhurtigt skifte fra høj solskin til kraftig vind, tæt tåge og sågar snestorm.
De hurtige vejrskift sker især om vinteren.
Vi har selv været i Island i april, hvor vi faktisk var meget heldige med vejret. Vi oplevede dog både dejlig solskin, kraftig blæst og sne med alt fra behagelige temperaturer til iskolde ”fornøjelser”.
Du kan altså snildt opleve alle fire årstider på én enkelt dag. Du bør derfor altid tjekke op på vejret inden du kører ud.
Det gælder særligt om vinteren, hvor der er størst risiko for pludselige vejlukninger, storme og isglatte veje.
Som et resultat heraf, er du nødt til, at være fleksibel med din rejseplan. Den kan nemlig pludselig ændre sig pga. vejret og naturen.
Det er i øvrigt en rigtig god idé, at pakke rigeligt med varmt tøj, som du også tager med i bilen. Det gælder uanset årstiden!
Hvis du skal til Island om vinteren, er det bedst med en firehjulstrukket bil. Om sommeren kan du derimod sagtens nøjes med en almindelig personbil på Ringvejen. Vi kørte selv i en normal bil i april.

Dyr på vejen
En anden ting, der er værd at vide er, at der er mange frie dyr i Island. Når du kører på vejene skal du dermed være ekstra obs på dyrelivet.
Du kan både støde på frie får, islandske heste, rensdyr, polarræve, fugle og andre dyrearter, der pludseligt krydser vejen.
Der er størst chance for, at du støder på får og lam. De opholder sig nemlig ofte nær vejen i flokke og er meget uforudsigelige, hvis de først bliver paniske.
En anden årsag er måske, at der faktisk bor flere får end mennesker på Island. Det er dog bestemt ikke alle, der går frit omkring.
Hvis du støder på frie dyr eller kører i skiltede områder med dyr, skal du huske at sænke farten og udvise ekstra forsigtighed.
Det skyldes først og fremmest, at det selvfølgelig er synd for dyret, hvis det bliver bange eller du rammer det.
Derudover kan du faktisk også være erstatningspligtig for det påkørte eller skadede dyr. Det er strafbart, hvis du ikke stopper eller hvis du bare forlader et påkørt dyr uden at melde det.
I tilfælde af uheld, kan du ringe til politiet og rapportere ulykken på 112.

Tankstationer
Tankstationerne ligger spredt udover hele landet, men der er helt klart flest i Reykjavik. Der ligger dog også en del i de andre større byer og langs Ringvejen.
Når det så er sagt, kan der altså være langt mellem tankstationerne i de øde områder – særligt i Øst-og Nordisland.
Så hvis du skal ud i de øde områder, bør du altid fylde bilen helt op med brændstof inden!
Mit personlige råd er, at du altid har mindst en halv tank på bilen. I de øde områder er det en god idé, at du altid fylder tanken når du har muligheden for det.
Tankstationernes butikker har begrænsede åbningstider, men de fleste har åbent for selvbetjening døgnet rundt.
Hvis butikkerne har åbne, kan du typisk købe mad, snacks og drikkevarer derinde. Du kan eksempelvis ofte købe den berømte islandske hotdog, som er et must at prøve!
På de større tankstationer er der som regel også gratis bilvask, hvor man selv skal vaske køretøjet.
Du kan også leje elbiler i Island, men det er mere besværligt. Vi kører selv i elbil herhjemme, men ville ikke leje en i Island.

Parkering
Når du har planer om bilkørsel i Island er det også vigtigt, at have styr på parkering.
Det er gratis, at parkere i meget at landet. Det koster dog penge i Reykjavik og Akureyri centrum såvel som ved de populære turistattraktioner.
Du skal eksempelvis betale for parkering ved Thingvellir Nationalpark, Skógafoss og Jökulsárlón Gletsjerlagune.
Betalingen sker som regel via app eller en automat på stedet. Det er dog gratis, at parkere om søndagen.
Vær opmærksom på, at du kun må parkere på afmærkede parkeringspladser. Hvis du parkerer ulovligt, kan politiet fjerne bilen. Undgå desuden at stoppe midt på vejen for, at tage billeder.
Er det sikkert at køre bil i Island?
Det er generelt sikkert, at køre bil i Island. Det er nemt og lige til, men det kræver at du forbereder dig og læser op på reglerne og forholdene inden turen.
Heldigvis, har du allerede styr på det meste efter, at have læst denne guide på min rejseblog!
For at gøre din tur så sikker som muligt, bør du desuden gøre følgende:
Respekter vejret og naturen
Overhold hastighedsgrænserne
Forstå færdselsreglerne
Kør efter forholdene
Overvurder ikke dine køreevner, især ikke på F-vejene
Det er bestemt ikke farligt, at køre i Island. Det kræver blot, at du har respekt for reglerne og forholdene.

Afsluttende tanker om bilkørsel i Island
Det var alt her i min store guide med vigtige ting du skal vide om bilkørsel i Island.
Vi har været inde på alt fra vejtyper og færdselsregler til vejrforhold, tankning og parkering. Nu er du altså godt forberedt til, at tage på et uforglemmeligt eventyr i landet af ild og is!
Hvis du elsker storslåede naturoplevelser og road trips, er Island et af de bedste lande til det!
Har du allerede prøvet det? Hvis ja, hvad syntes du så om dit besøg? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Island:
• 25 Fantastiske Oplevelser i Island
• Alt du skal vide om Billeje i Island
• Vores 7-dages Road Trip på Islands Ringvej
• De 9 Flotteste Vandfald i Island
… Eller læs alle artikler fra Island
Bemærk, at alle links i denne boks er reklamelinks.
Planlæg din næste rejse:
Bestil fly til Island Bestil hoteller i Island Bestil biludlejning i Island Bestil oplevelser i Island




Skriv en kommentar