Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Tongariro Nationalpark - Rejs Dig Lykkelig

18 Fantastiske Oplevelser på Nordøen i New Zealand

Leder du efter uforglemmelige ting at lave i New Zealand? Glem ikke at tjekke denne liste over seværdigheder og oplevelser på Nordøen i New Zealand.

New Zealand ligger bogstaveligt talt på den anden side af kloden og bliver ofte beskrevet som verdens smukkeste land. Den storslåede natur på Sydøen er desværre medvirkende til, at Nordøen ofte bliver overset – Og det er virkelig ærgerligt!

På et road trip på Nordøen, bliver du mødt af en stor og særpræget mangfoldighed. Her kan du opleve New Zealands største byer, lære om maorikulturen, bade på kridhvide sandstrande, udforske frodige regnskove, opleve termiske områder og meget mere.

Med så mange spændende ting at lave, kan det være svært at vælge, hvad du skal opleve. Her får du en liste over de bedste seværdigheder og oplevelser på Nordøen i New Zealand.

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Rejs Dig Lykkelig

 

Oplevelser på Nordøen i New Zealand:


1. Bay of Islands

Bay of Islands er en naturskøn bugt med 144 subtropiske øer, der tilsammen udgør et af New Zealands smukkeste naturområder. Her kan du med fordel tage på en bådtur, hvor du udforsker bugten og de frodige øer.

Du kan finde mange gode bådture i Bay of Islands her (reklamelink). Undervejs kan du se klippeformationer såsom Hole in the Rock, Svømme i havet, nyde strandene eller tage på vandreture. Hvis du er heldig, møder du måske endda delfiner, pingviner eller hvaler.

Hvis du er historieinteresseret, er det et must at besøge Waitangi Treaty Grounds. Det var her maorihøvdingerne sværgede troskab til den engelske trone i 1840.

Bay of Islands - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Wai-O-Tapu Thermal Wonderland

Wai-O-Tapu Thermal Wonderland ligger i nærheden af byen Rotorua. Byen er kendt som maoriernes hovedstad og er et af verdens mest aktive termiske områder. Her er stanken af svovl og æggehørmere en del af dagligdagen.

Den termiske aktivitet opleves bedst i Wai-O-Tapu Thermal Wonderland, der er blandt de bedste seværdigheder og oplevelser på Nordøen i New Zealand. Hele parken er fyldt med fascinerende spruttende gejsere, farverige søer, varme kilder og boblende mudderhuller.

Wai-O-Tapu Thermal Wonderland - Rejs Dig Lykkelig

 

3. Mangapohue Natural Bridge

Mangapohue Natural Bridge er en af de oplevelser på Nordøen i New Zealand som fortjener langt mere opmærksomhed. Her kan du gå gennem en imponerende kalkstenskløft, der er beliggende under en 17 meter høj naturlig bue fra et gammelt hulesystem.

Vandreturen tager kun omkring 20 minutter, men det er virkelig det hele værd! Udover den imponerende bue, kan du også opleve synet af 25 millioner år gamle forstenede østers.

 

4. Wellington

Med et indbyggertal på 400.000 mennesker, er Wellington ikke ligefrem den største by i New Zealand. Alligevel er det landets hovedstad samt verdens sydligste hovedstad.

Wellington er smukt beliggende på den sydligste del af Nordøen og fungerer som et trafikalt færgeknudepunkt mellem New Zealands hovedøer. Det er altså herfra de fleste tager færgen fra Nordøen til Sydøen (reklamelink).

Nogle af de største oplevelser i Wellington er New Zealands nationalmuseum Te Papa Tongarewa og udsigtspunktet Mount Victoria. Du kan også prøve Wellington Cable Car eller besøge filmmuseet Weta Cave. Find flere oplevelser i Wellington her (reklamelink).

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Wellington - Rejs Dig Lykkelig

 

5. Cathedral Cove

Cathedral Cove ligger på Coromandel-halvøen, som er fyldt med lækre strande og sjove udendørsaktiviteter. Cathedral Cove er en smuk kalkstensklippe med en hule direkte ned til vandet. Den har bl.a. været med i filmen Narnia.

Der hersker ingen tvivl om, at klippehulen er blandt de bedste oplevelser på Nordøen i New Zealand. Vær dog opmærksom på, at det kræver en vandretur på omkring 45 minutter for at nå dertil. En anden mulighed er at tage på en bådtur til Cathedral Cove (reklamelink).

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Cathedral Cove - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Hobbiton Movie Set

Hobbiton Movie Set er en af de bedste seværdigheder og oplevelser på Nordøen. New Zealand er kendt for sine mange locations fra Ringenes Herre og Hobbiton-triologierne, så det er et absolut must – også selvom du måske ikke er kæmpe fan af filmene.

I det fortryllende bakkede landskab kan du komme på en guidet tur, hvor du kan se filmkulisser og høre om hemmeligheder fra optagelserne. Gå på vandrestierne i The Shire, se hobbit-hullerne, drik hjemmebryg på The Green Dragon Inn og meget mere.

Eftersom at det er en af de mest populære oplevelser i New Zealand, er det en god idé at booke dine billetter i god tid. Du kan med fordel købe disse topbedømte billetter til Hobbiton Movie Set (reklamelink).

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Hobbiton Movie Set - Rejs Dig Lykkelig

 

7. Termiske bade

Overalt på Nordøen finder du naturlige geotermiske bade, der siges at have en gavnlig effekt på helbredet. Nogle af de mest populære finder du i byen Rotorua, der er kendt for sin store termiske aktivitet i undergrunden.

Det mest populære termiske bad er Polynesian Spa (reklamelink), der siges at være et af verdens bedste spa-anlæg. Hvis du hellere vil prøve et termisk mudderbad, kan du med fordel besøge Hell’s Gate Geothermal Reserve and Mud Spa (reklamelink).

 

8. Lær om Maori kulturen

En af de bedste oplevelser på Nordøen i New Zealand er at lære om Maoriernes kultur, historie og traditioner. Maorierne er den oprindelige befolkning i New Zealand og udgør stadig omkring 15 procent af befolkningen.

Det bedste sted at lære om Maorierne er i Rotorua, der er maoriernes hovedstad. Her kan du bl.a. besøge Whakarewarewa Village, Mitai Maori Village og Tamaki Maori Village, der hver især byder på spændende traditionsrige Maori oplevelser.

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Lær om Maori Kulturen - Rejs Dig Lykkelig

 

9. Huka Falls

Huka Falls er et storslået vandfald på Waikato-floden. Her buldrer enorme mængder turkisblåt vand afsted igennem en smal kløft. Det er virkelig et smukt syn!

Gå en tur i de frodige omgivelser eller prøv action fyldte oplevelser. Du kan f.eks. tage på denne jetbådsoplevelse ved Huka Falls (reklamelink). Det skulle efter sigende være en sjov, men samtidig også nervepirrende tur.

Huka Falls - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Tongariro Nationalpark

Tongariro Nationalpark er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og er den ældste nationalpark i New Zealand. Ja, faktisk er det endda verdens fjerde ældste nationalpark. Her bliver du mødt af en enestående natur med 3 aktive vulkaner.

Hvis du synes at området virker bekendt, skyldes det måske at det er blevet brugt som kulisse i Ringenes Herre-filmene. Den store stratovulkan Mount Ngauruhoe er f.eks. kendt som Mount Doom i filmtrilogien.

Tongariro Nationalpark byder på mange gode vandreruter, hvoraf Tongariro alpine Crossing (reklamelink) betragtes som en af verdens flotteste heldags vandreture. Ruten er 19,4 kilometer lang og tager dig forbi et varieret landskab med vulkankratere, frodig vegetation, sorte lavalandskaber, farverige søer og utrolige udsigter.

Tongariro Nationalpark - Rejs Dig Lykkelig

 

11. Blue Spring Putaruru

En af de mest oversete seværdigheder og oplevelser på Nordøen i New Zealand er nok Blue Spring Putaruru. Her kan du opleve en af verdens reneste vandkilder. Ja, faktisk er vandet så rent, at det benyttes til omkring 60-70% af alt New Zealands flaskevand.

Blue Spring Putaruru er et utroligt smukt område med en varieret natur og krystalklart turkisblåt vand. Hele vejen langs floden løber der en sti ved navn Te Waihou Walkway. Hvis du følger stien hele vejen, skal du forvente at gåturen tager omkring 3 timer tur/retur.

 

12. Lake Taupo

New Zealands største sø hedder Lake Taupo og blev dannet af et kraftigt vulkanudbrud for 25.000 år siden. I dag er det et yndet sted at fiske, tage på vandreture og bådture, hvor du bl.a. kommer forbi Mine Bay Maori Rock Carvings.

Lake Taupo er også et godt udgangspunkt for action og adrenalin oplevelser på Nordøen i New Zealand. Her kan du prøve rafting, skydiving, bungee jumping og meget mere. Du kan finde mange sjove aktiviteter ved Lake Taupo her (reklamelink).

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Lake Taupo - Rejs Dig Lykkelig

 

13. Napier

Napier er en charmerende kystby, der blev fuldstændig jævnet med jorden under et kraftigt jordskælv i 1931. Efterfølgende blev byen genopført i en typisk art-deco stil, som var yderst moderne for tiden.

Udforsk Napiers centrum med de mange nostalgiske art-deco bygninger, nyd havbrisen og bliv betaget af atmosfæren. Glem ikke at besøge det omkringliggende grønne landskab, der er fyldt med vinstokke og små vingårde. Find flere oplevelser i Napier her (reklamelink).

Napier - Rejs Dig Lykkelig

 

14. Waitomo Glowworm Caves

De verdensberømte grotter Waitomo Glowworm Caves er selvfølgelig også blandt de bedste seværdigheder og oplevelser på Nordøen i New Zealand. Her kommer du ned under jorden i en grotte, der er fyldt med lysende glødorme.

De underjordiske grotter kan opleves på guidede gåture eller sejlture. Du kan f.eks. tage på denne topbedømte guidede tur til Waitomo Glowworm Caves (reklamelink). Hvis du er ekstra modig, kan du også prøve rafting eller ziplining inde i mørket.

 

15. Hot Water Beach

Hot Water Beach er måske lidt opreklameret, men er værd at besøge, hvis du alligevel er i nærheden. Den populære strand er helt speciel, fordi den er placeret ovenpå varme kilder i undergrunden. Ja, faktisk ligger de varme kilder lige under sandoverfladen.

Det betyder at du kan grave dit eget spabad, hvorfra du har direkte udsigt til havet. Du skal bare grave langt nok ned til, at det kogende vand begynder at strømme op fra naturens indre. Det kan dog være svært at finde de rigtige steder at grave.

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Hot Water Beach - Rejs Dig Lykkelig

 

16. Auckland

Auckland er New Zealands største by og betragtes af mange som indgangsporten til det gudesmukke land. Byen er placeret ovenpå 53 udslukte vulkaner og er omgivet af vand til alle sider. Her er der fyldt med sejlbåde, hvilket har givet byen kælenavnet ”The City of Sails”.

Udover at nyde vandet og de naturskønne omgivelser, kan du også besøge mange smukke parker og gode shoppinggader. Auckland er desuden hjem til Sky Tower, der med en højde på 328 meter er den højeste bygning på den sydlige halvkugle.

Du kan finde billetter til mange sjove aktiviteter i Auckland her (reklamelink).

Oplevelser på Nordøen i New Zealand - Auckland - Rejs Dig Lykkelig

 

17. Whangarei Falls

Whangarei Falls er et majestætisk 26 meter højt vandfald, der er omgivet af frodige naturskønne omgivelser. Vandfaldet fosser smukt ned over en klippekant og direkte ned i et bassin nedenunder det.

Vandfaldet kan nemt nås til fods fra parkeringspladsen, men opleves bedst på en vandretur. Her kan du opleve vandfaldet og resten af naturen fra mange forskellige vinkler. Det er en fantastisk uspoleret naturoplevelse på Nordøen i New Zealand!

 

18. Cape Reinga Lighthouse

På den nordlige spids af New Zealand finder du Cape Reinga Lighthouse, som er et ikonisk fyrtårn i billedskønne omgivelser. Selvom at fyret ikke er åbent for offentligheden, er det stadig en populær turistattraktion på Nordøen.

Fra fyrtårnet kan du se direkte ned i havets dramatiske bølger. Strømforholdene er virkelig voldsomme, fordi det er her Det Tasmanske Hav mødes med Stillehavet. Glem ikke at besøge det 800 år gamle Pohutukawa-træ, som Maorierne anser for at være meget hellig.

Cape Reinga Lighthouse - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt på denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser på Nordøen i New Zealand. Hvad er dine favoritoplevelser på Nordøen? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere aritkler fra New Zealand

Planlæg din rejse til New Zealand:

Bestil fly til New Zealand (reklamelink)

Bestil hotel i New Zealand (reklamelink)

Bestil biludlejning i New Zealand (reklamelink)

Bestil aktiviteter i New Zealand (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *