Lider du ofte af jetlag, når du rejser mellem forskellige tidszoner? Læs med og få gode tips og tricks til, hvordan du kan reducere eller fuldstændig undgå jetlag på rejsen.
Jetlag, jetlag, jetlag… Den store synder på mange rejser til fjerne himmelstrøg. I værste fald kan den ødelægge hele feriestemningen i dagevis – eller måske endda i flere uger.
De fleste har prøvet at blive ramt af jetlag, når de har rejst på tværs af forskellige tidszoner. Det er desværre umuligt at vide med sikkerhed, om du bliver ramt af jetlag på din rejse eller ej.
Heldigvis findes der mange gode tips og tricks til at reducere bivirkningerne eller fuldstændig undgå jetlag. Læs med og bliv klogere på, hvordan du undgår at jetlag ødelægger de første dage af din ferie.
Hvad er jetlag?
Jetlag opstår som et resultat af skævhed i vores døgnrytme. Når vi rejser hurtigt på tværs af forskellige tidszoner opstår der forstyrrelser i kroppens indre biologiske ur. Den har svært ved at følge med den hurtige rejsehastighed og kommer derfor ud af balance.
Kroppen har brug for tid til at omstille sig en ny døgnrytme i en anden tidszone. Når kroppen har tilvænnet sig den nye tidszone forsvinder jetlag igen. Det tager som regel et par dage, men kan i værste fald varer i flere uger.
Jetlag rammer ofte hårdest når vi rejser østpå fremfor vestpå. Det skyldes at døgnet forkortes når vi rejser østpå (fx til Thailand) imens det forlænges når vi rejser vestpå (fx til USA). De fleste har nemmere ved at forlænge døgnet fremfor at forkorte det.
Hvem bliver ramt af jetlag?
Jetlag kan ramme alle, men det er faktisk ofte værst for A-mennesker. B-mennesker har som regel næsten ingen jetlag når de f.eks. rejser vestpå, fordi de har nemt ved at forlænge døgnet.
Det er desuden meget normalt, at jetlag rammer hårdere jo ældre vi bliver. Hvis du er over 50 år, kan det dermed være meget vanskeligt at undgå jetlag på rejser, hvor du krydser tidszoner.
Symptomer på jetlag
Symptomerne på jetlag varierer meget fra person til person. Nogle bemærker det nærmest ikke imens andre bliver meget dårlige. Hvis du bliver ramt af en slem omgang, kan det bogstaveligt talt ødelægge det meste af ferien. Nogle af de mest almindelige symptomer på jetlag er følgende:
- Søvnproblemer (mest almindelige)
- Ekstrem træthed
- Hovedpine
- Svimmelhed
- Fordøjelsesproblemer
- Kvalme
- Koncentrationsbesvær
- Hukommelsesproblemer
- Irritation
Råd til at undgå jetlag
Okay, lad os finde ud af hvordan du kan reducere eller fuldstændig undgå jetlag på din rejse. Hvis du kun skal være afsted i et par dage, bør du ikke ændre din døgnrytme betydeligt. Hvis du derimod skal på en længere rejse, er det en god idé at forberede dig allerede inden afgang.
1. Flyv på det rigtige tidspunkt
Selvom at det måske er fristende at ankomme på din destination tidligt på dagen, er det ikke altid en god idé. Hvis du flyver vestpå er det faktisk bedst at ankomme om aftenen. Undgå at sove på flyet og gå i seng så snart du ankommer til hotellet.
Hvis du derimod flyver østpå, er det bedre at du ankommer om morgenen. Sørg for at sove i flyet, så du er veludhvilet, når flyet lander på destinationen. Ved at følge dette tip er du ikke bare hurtigere frisk, men kommer dig også hurtigere over jetlag.
2. Tilpas din døgnrytme
Start med at tilpasse dig rejsemålets døgncyklus allerede et par dage inden du tager afsted. Sørg for at forskyde dine søvnvaner og spisevaner, så de gradvist stemmer mere og mere overens med rejsemålets tidszone. Gå en time senere i seng, hvis du skal vestpå og en time tidligere, hvis du skal østpå.
Jetlag opstår som sagt som et resultat af, at din krops døgnrytme er ude af balance. Du er dermed næsten stensikker på, at reducere eller helt undgå jetlag, når du langsomt tilpasser dig rejsemålets tidszone. Husk at gøre det samme når du rejser hjemad igen.
3. Dyrk motion
For at undgå jetlag er det en god idé at dyrke motion inden du tager afsted på din rejse. Motion forbedrer din krops balance og gør det nemmere for den, at indstille sig efter en ny døgnrytme. Derudover forbedrer motion søvnkvaliteten og gør dig naturligt træt. En god form er en af de vigtigste tricks til at undgå jetlag.
4. Få en god nattesøvn
For at få den bedst mulige flyrejse og undgå jetlag, er det en god idé at starte ferien veludhvilet. De fleste sover dårligt natten inden de skal ud at rejse, fordi de spekulerer på alt og ingenting. Selvom at det kan være svært, er det altså vigtigt at du får en god nattesøvn inden flyrejsen.
5. Undgå stress
Det kan være svært at undgå stress inden afrejse og måske endda også under flyrejsen, hvis du lider af flyskræk. Men stress er desværre med til at forværre jetlag betydeligt. Sørg for at være så godt forberedt som overhovedet muligt inden afrejse – og helst i god tid.
Hvis du lider af flyskræk, kan du med fordel læse min artikel om at slippe af med flyskræk. Det er slet ikke sikkert at den hjælper på din flyskræk. Men måske kan den gøre dig lidt tryggere ved flyrejsen?
6. Indstil dit ur
Allerede når du sidder på flyet, er det en god idé at indstille dit ur så det passer til rejsemålets tidszone. Det virker måske lidt skørt, men det virker faktisk på det mentale plan.
Når du sidder i flyet er det vigtigt, at du holder dig vågen, når det er dag på rejsemålet. Omvendt er det også vigtigt at få noget søvn, når det er nat på rejsemålet. De fleste flyselskaber er gode til at slukke lyset og serverer mad, så det passer med destinationens døgnrytme.
7. Husk ørepropper og sovemaske
Hvis du vil være sikker på at sove godt på flyet, er det et must at medbringe ørepropper og en sovemaske. På den måde kan du afskærme dig selv fuldstændig fra forstyrrelser som larm og lys i flyet.
De fleste langdistance flyselskaber uddeler faktisk gratis ørepropper, sovemasker og tæpper til låns på flyet. Hvis du har mulighed for at reserverer din plads på flyet, er det som regel nemmest at sove ved en vinduesplads.
8. Undgå koffein og alkohol
På flyrejsen er det en god idé at undgå koffein og alkohol, da det forstyrrer din søvn. Det er dermed også medvirkende til, at ødelægge dit forsøg på at tilpasse dig den nye døgnrytme på rejsemålet.
Ja, faktisk er det bedst at du fuldstændig undgår koffein og alkohol lige før, under og efter flyrejsen. Koffein og alkohol er også med til at dehydrere din krop, hvilket bestemt heller ikke hjælper på at undgå jetlag.
9. Drik rigeligt med vand
For at undgå jetlag er det vigtigt, at du drikker rigeligt med vand før, under og efter flyveturen. Vand holder kroppen hydreret. Det øger dermed dine chancer for at undgå symptomerne af jetlag. Luften i et fly er meget tør, så dehydrering sker nemmere i luften.
Du skal faktisk drikke meget mere vand end du måske lige regner med. En god tommelfingerregel er, at drikke et glas vand pr. time. Hvis du har en dårlig blære, kan det dog resultere i at du skal rende på toilettet hele tiden. Træls for sidemanden og din søvn, men godt at du får bevæget kroppen.
10. Følg den lokale døgnrytme
Selvom at vi allerede har været meget inde på døgnrytmen, er vi slet ikke færdige endnu. En god døgnrytme er nemlig altafgørende for at reducere eller helt undgå jetlag på rejsen. Når du ankommer til rejsemålet er det ligeledes vigtigt, at du følger den lokale døgnrytme.
Sørg for at spise og sove når de lokale også gør det. Det er en rigtig dårlig idé at sove midt på dagen, medmindre du er ved at falde om af træthed. Hvis det virkelig er nødvendigt, så sørg for guds skyld for, at det kun bliver en kort lur!
11. Ophold dig i dagslyset
Dagslys og frisk luft er altafgørende for at reducere jetlag på rejsen. Solens stråler har en stor indvirkning på kroppen og døgnrytmen. Lyset fortæller kroppen at det ikke er nat endnu samtidig med at det sætter gang i energiproduktionen.
Det er dermed vigtigt at du får rigeligt med frisk luft og dagslys, også selvom at der måske ikke er direkte sol. Du skal ligeledes undgå for meget lys om natten, da det kan snyde kroppen til at tro, at det er dag.
12. Køb Melatonin
Hvis du lider voldsomt af jetlag på dine rejser, kan du også benytte dig af en sidste mulighed. Du kan nemlig benytte det naturlige hormon Melatonin lige inden og i starten af din ferie. Melatonin kan kun købes på recept i Danmark.
Flere undersøgelser tyder på, at Melatonin hjælper på døgnrytmeforstyrrelser. Det kan derfor have en positiv effekt på jetlag. Det hjælper nemlig din krop med hurtigere at tilpasse sig en ny døgnrytme. Melatonin virker efter sigende bedst, når du rejser østpå.
Det var alt i denne artikel med de bedste tips og tricks til at reducere eller fuldstændig undgå jetlag. Kender du andre gode tricks til at undgå jetlag? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Find flere rejsetips til din næste rejse:
- Guide til at slippe af med din flyskræk
- De 10 Bedste Gratis Rejse-Apps
- 10 Almindelige turist-svindelnumre du skal undgå
- Guide til at finde de billigste flybilletter
- Sådan finder du det bedste hotel til prisen
- 24 advarende tegn på, at du er afhængig af at rejse
- Komplet pakkeliste til din næste storbyferie
… Eller læs alle Rejs Dig Lykkeligs rejsetips
Bestil fly på Momondo.dk (reklamelink)
Bestil biludlejning på Discovercars.dk (reklamelink)
Bestil oplevelser på GetYourGuide.dk (reklamelink)
Skriv en kommentar