Leder du efter sjove ting at lave i Danmark? Glem ikke at tjekke min liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Danmark.
Det kan godt være, at Danmark er et lille land, men der findes faktisk utroligt mange spændende ting at lave.
Det gælder uanset om du er interesseret i storslåede naturoplevelser, UNESCO-seværdigheder, historiske slotte, lærerige museer eller sjove forlystelsesparker.
Ja, faktisk er det nærmest umuligt, at komme til at kede sig!
Har du planer om, at holde ferie i Danmark? Eller mangler du måske blot inspiration til udflugter? Så er du landet på den helt rigtige rejseblog.
Her får du nemlig en liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Danmark.
Seværdigheder og Oplevelser i Danmark:
1. Skagen
Skagen er Danmarks nordligste by. Det er en eftertragtet ferieby med charmerende skagensgule huse, hvide sandstrande og mange solskinstimer.
Det omkringliggende område byder desuden på nogle af Danmarks mest populære attraktioner.
Du kan få et hurtigt overblik over dem herunder.
Grenen: Danmarks nordligste spids, hvor de to have Kattegat og Skagerak mødes. Nyd en gåtur langs kysten eller hop på Sandormen, som fragter besøgende frem og tilbage.
Den Tilsandede Kirke: En gammel kirke opført i slutningen af 1300-tallet. De omkringliggende sandklitter er skyld i, at det kun er kirketårnet, der står ensomt tilbage.
Råbjerg Mile: Danmarks største vandreklit med omkring 3,5 millioner m3 sand, som dækker et areal på cirka 1 km2.
Læs også: 16 Seværdigheder i Skagen

2. Mønsted Kalkgruber
Mønsted Kalkgruber ligger lidt vest for Viborg. Det er ikke bare Danmarks, men hele verdens største kalkmine.
Det er også netop derfor, at det er en af de bedste oplevelser i Danmark!
De helt specielle jordforhold i området har betydet, at Mønsted Kalkgruber ligger så tæt på jordens overfalde, at du kan besøge dem.
Her kommer du ned under jorden, hvor du kan udforske en endeløs labyrint af minegange. De strækker sig over 60 kilometer i flere etager.
Vær dog opmærksom på, at det kun er muligt, at besøge 2 kilometer af de oplyste minegange.
Hvis du er heldig støder du måske endda på flagermus, der er grubernes faste beboere. Der hersker ingen tvivl om, at Mønsted Kalkgruber er et besøg værd for både børn og voksne.
Læs også: 24 Steder du skal opleve i Jylland
3. Palmestranden
I Frederikshavn i Nordjylland finder du en usædvanlig dansk badestrand. I det kolde nord kan du nemlig blive bidt af en caribisk stemning.
Her venter der hvidt sand, svajende palmer og brusende blå bølger.
At ligge på en palmestrand i kolde Danmark er blandt de mest surrealistiske og specielle oplevelser. Palmestranden er børnevenlig og byder på mange sjove aktiviteter og faciliter.
Udover at slappe af og bade i havet kan du bl.a. også spille beachvolley og besøge iskiosken eller den tropiske strandbar.
Bemærk, at Palmestrandens cirka 100 palmer flyttes ind i et gartneri i de kolde måneder.

4. Forlystelsesparker
De mange forlystelsesparker i Danmark er perfekte til en underholdende dag for hele familien.
De ligger godt spredt ud over det danske sommerland. Derfor er der sjældent langt til den nærmeste forlystelsespark.
På listen nedenfor kan du se et lille udpluk af nogle af landets absolut mest populære forlystelsesparker.
Læs også: Gode Forlystelsesparker i Danmark

5. Bunkermuseum Hanstholm
I Nordjylland finder du Bunkermuseum Hanstholm. Det er Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. verdenskrig.
Det er tilmed Danmarks største bunkermuseum.
Som et resultat heraf, er det en af de bedste historiske seværdigheder og oplevelser i Danmark.
Den store kystbefæstning blev bygget af Nazityskland på beordring af Hitler. Den var bemandet af tyske soldater, der skulle beskytte Nordsøen mod fjender.
I dag kan du udforske det enorme bunkermuseum. Her er der bunkere, kanoner, dokumentationscenter, frilandsmuseum og meget mere.
6. Troldejagt i Danmark
Rundt omkring i Danmark – og resten af verden, kan du finde et stort antal kæmpestore trolde i genbrugstræ.
De ligger spredt ud over smukke og skjulte lokationer, der indbyder til at tage på en sjov troldejagt i naturen.
Troldeskulpturerne er lavet af den danske skulptør, Thomas Dambo. Herefter har han spredt dem ud over det danske sommerland.
Du kan finde adskillige trolde rundt omkring i Jylland, men også på Fyn og Sjælland. Se et skattekort med ledetråde til, at finde troldene her: Trollmap.com.

7. Klitmøller
Klitmøller i Nordjylland bliver også kaldt for Cold Hawaii. Det er nemlig et af Europas bedste surfspots. Ja, faktisk er Klitmøller det bedste sted at surfe i hele Nordeuropa!
Det er også netop derfor, at den populære ferieby tiltrækker et stort antal surfere fra nær og fjern.
Er du ikke professionel surfer, men vil du gerne prøve kræfter med det? Så kan du med fordel besøge en af de mange surfskoler i Klitmøller.
Du må heller ikke glemme, at slå vejen forbi naturskønne Nationalpark Thy. Det ligger kun en kort køretur derfra.
8. Jelling Monumenterne
Jelling Monumenterne består af Jellingstenene, Jelling Kirke og to kæmpestore gravhøje. Alt dette udgør tilsammen en af Europas vigtigste arve fra vikingetiden.
Området er et bevis på den første officielle overgang fra hedenskab til kristendom i Skandinavien.
Jelling Monumenterne er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Derudover er det en af de mest historiske seværdigheder i Danmark.
Her kan du rejse tilbage i tiden. Undervejs kan du lære om alt fra den danske historie og kristendommen til Gorm den Gamle og Harald Blåtand.

9. H.C. Andersens Hus
Det lille gule hjørnehus på Hans Jensens Stræde 43 i Odense bliver kaldt for H.C. Andersens hus. Det lå engang i det fattigste område i Odense.
Det er eftersignede her vores helt egen verdenskendte eventyrdigter- og forfatter blev født tilbage i 1805. I dag fungerer huset som hovedmuset for historien om H.C. Andersen.
Det er ét af de ældste digter-museer i verden. Samtidig er det en af de mest obligatoriske oplevelser i Danmark.
Da H.C. Andersen var 2 år gammel, flyttede familien ind i et nyt lille gult hus på Munkemøllestræde 3.
Dette hus bliver i dag kaldt for H.C. Andersens barndomshjem. Han boede der nemlig fra han var 2-14 år gammel.
10. Ditlevsdal Bison Farm
Ditlevsdal Bison Farm på Fyn er hjem til hundredvis af amerikanske bisoner, hvilket gør det til Europas største bisonfarm.
Tag med på bisonsafari på den nordfynske prærie eller overnat i en shelter med udsigt til bisonerne.
Du kan også spise et udsøgt måltid på restauranten eller købe noget lækkert bisonkød i gårdbutikken.
Om sommeren arrangerer Ditlevsdal Bison Farm desuden mange sjove aktiviteter for store såvel som små. Her kan hele familien sagtens være med.

11. Silkeborgsøerne og Himmelbjerget
Silkeborgsøerne består af en lang række søer. De er forbundet til hinanden ved hjælp af Gudenåen.
Søerne ligger i et naturskønt område mellem Silkeborg og Ry i Midtjylland.
Den største og dybeste af søerne hedder Julsø. Det er her du finder Himmelbjerget, som med sine 147 meter er et af de højeste punkter i Danmark.
Du kan parkere tæt ved tårnet på toppen af Himmelbjerget. Den bedste oplevelse er dog, at sejle til bunden af bjerget og derefter gå derop.
Det kan du eksempelvis gøre ved, at tage på en sejltur med Hjejlen, som er verdens ældste hjuldamper.
Der er også rig mulighed for, at opleve Silkeborgsøerne på en kanotur. Du kan leje kanoer flere steder i Søhøjlandet.
Læs også: 15 Oplevelser i Silkeborg

12. København
Vores smukke hovedstad er altid et besøg værd. Byen summer altid af liv med sine mange indbyggere og charmerende bydele.
I København skal du bestemt ikke være bange for, at komme til at kede dig.
Hvad enten du er til sjove aktiviteter, kulturelle seværdigheder, gode shoppingmuligheder eller noget helt fjerde, er der det hele i København. Få et overblik over topattraktionerne herunder.
Nyhavn: Et farverigt og ikonisk havnekvarter, som summer af liv og glade dage.
Tivoli: Verdens næstældste forlystelsespark.
Den lille havfrue: Danmarks mest kendte statue sidder smukt placeret og skuer håbefuld ud over havet.
Christiania: En fristad for folk med en alternativ livsstil.
Rundetårn: Europas ældste fungerende observatorium. Det er fra 1642 og har en udsigtsplatform i 34,8 meters højde.
Læs også: De 29 bedste oplevelser i København
13. Møns Klint
Møns Klint ligger i et enestående naturområde. Den er kendt som Danmarks højeste klint.
Den imponerende klint rejser sig i en højde på op til 128 meter over havet, hvilket skaber en fantastisk udsigt.
Klinten strækker sig desuden langs kystlinjen i ca. 7 kilometer. Her er der rig mulighed for, at opleve den unikke natur i området.
Det høje kalkindhold i klinten er medvirkende til, at der både findes planter, dyr og fossiler, som ikke kan ses noget andet sted i Danmark.
Kig eventuelt forbi GeoCenter Møns Klint, som er Nordeuropas mest moderne science center.
Her kan du rejse 70 mio. år tilbage i tiden og lære om Danmarks dramatiske fortid for millioner af år siden. Møns Klint er helt klart en af de bedste oplevelser i Danmark!

14. Bridgewalking Lillebælt
En af de mest specielle oplevelser i Danmark er, at tage på bridgewalking på toppen af Den Gamle Lillebæltsbro. Turen varer et par timer og byder på smukke udsigter over Lillebælt, Jylland og Fyn.
Inden turen får du selvfølgelig sikkerhedsinstrukser, låner en heldragt og bliver spændt fast i sikkerhedsliner.
Bridgewalking Lillebælt er faktisk det eneste sted i Europa, hvor du har mulighed for at prøve bridgewalking.
Du kommer op i en højde på op til 60 meter, hvilket er højere end på turen på Sydney Harbour Bridge i Australien. Hvem havde lige troet det!?
Læs også: 16 Adrenalinfyldte Oplevelser i Danmark
15. Nationalpark Vadehavet
Vadehavet strækker sig hele vejen fra Ho bugt ved Esbjerg til den Hollandske by, Den Helder. Den danske del af Vadehavet blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 2014.
Det er et helt specielt sted, fordi du kan opleve to unikke naturfænomener.
Den ene er Sort Sol imens den anden er de særlige tidevandsforhold, som blotlægger havbunden to gange dagligt.
Der er størst chance for, at opleve Sort Sol i foråret og efteråret. Her samles op mod 1 million trækfugle på himlen.
Har du aldrig besøgt Nationalpark Vadehavet? Så bør det altså virkelig være på din liste over fremtidige oplevelser i Danmark!
Læs også: Populære Sommerhusområder i Jylland

16. Slotte
Danmark er et land med et stort antal fascinerende slotte. De byder hver især på en overflod af spændende historier, kongelige objekter, interessante udstillinger og smukke haver.
Er du interesseret i landets slotte? Så er der heldigvis rigeligt, at vælge imellem!
Jeg har samlet en liste herunder med nogle af de smukkeste og mest populære slotte i Danmark.
Kronborg Slot: Et af Nordeuropas fineste renæssanceslotte. Det er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste.
Frederiksborg Slot: Eventyrligt slot som huser Det Naturhistoriske Museum med mere end 500 års Danmarkshistorie.
Egeskov Slot: Et af Europas bedst bevarede vandborge med mange spændende udstillinger og måske den smukkeste have i Danmark.
Amalienborg Slot: Residens for den danske kongefamilie og regenternes faste bopæl i København.
Rosenborg Slot: Danmarks tidligere kongebolig fungerer som et kunsthistorisk museum med nogle af landets største kulturskatte.

17. Lille Vildmose
Lille Vildmose er et smukt naturområde i nærheden af Aalborg.
Det er faktisk Nordeuropas største højmose samt det største fredede område i Danmark med et areal på 7.600 hektar.
Det er dermed også en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Danmark. I det vilde og uberørte landskab kan du risikere, at møde kongeørne, kronhjorte, vildsvin og endda elge!
Sidstnævnte virker måske lidt surrealistisk, men den er altså god nok!
Der findes majestætiske og gigantiske elge i Danmark. Du kan bare kun møde dem lige her i Lille Vildmose.
18. Bornholm
Bornholm ligger i Østersøen. Den er både kendt som Danmarks solskinsø og klippeø samt Europas næstbedste ferieø.
Selvom at Bornholm ligger langt væk fra resten af Danmark, er køreturen og færgeturen besværet værd.
Bornholm er nemlig en utroligt smuk og fantastisk ø! Herunder får du et lille udpluk af nogle af de mest populære oplevelser der.
Hammershus: Nordeuropas største borgruin. Den er beliggende på en 70 meter høj klippeknold.
Christiansø: Danmarks østligste punkt er en lille ø, som har været hjemsted for Europas første søfæstning i 1684.
Helligdomsklipperne: En af Danmarks største naturattraktioner med dramatiske klippevægge i op til 20 meters højde.
Østerlars Rundkirke: Den største og ældste af Bornholms fire rundkirker.
Dueodde Strand: Bornholms og måske endda hele Danmarks mest populære sandstrand.
Læs også: 24 Ting du kan lave på Bornholm

19. Rubjerg Knude Fyr
Rubjerg Knude Fyr står ovenpå Rubjerg Knudes imponerende vandreklit i nærheden af Lønstrup og Løkken i Nordjylland.
Fyret blev bygget for mere end 120 år siden. Det lukkede dog i 1968 pga. store problemer med sandflugt i området.
I dag er der igen mulighed for, at komme op i det 100 meter høje fyr. Det byder på en af de mest storslåede udsigter over Vesterhavet og Vendsyssel.
Rubjerg Knude Fyr har faktisk været faretruende tæt på, at styrte i havet.
Grunden til dette skyldes den barske natur og de hårde storme i området, som langsomt får klinten til at forsvinde.
I oktober 2019 valgte man heldigvis at redde fyret, som blev flyttet 70 meter ind i landskabet. Fyret er dermed i forholdsvis sikkerhed de næste mange år.
20. Ribe
Ribe er Danmarks ældste by og er en stor seværdighed i sig selv. Det er den bedst bevarede middelalderby i Danmark med en historie, der går helt tilbage til før vikingetiden.
Ja, faktisk dateres Ribe helt tilbage til oldtiden!
Her kan du gå en tur i de historiske brostensbelagte gader med flotte bindingsværkshuse, gammeldags gadelamper og meget mere.
Du kan også besøge Ribe Domkirke. Den har domineret bybilledet siden 1200-tallet og er den ældste domkirke i Danmark.
Vil du hellere lære mere om vikingetiden? Så kan du også smutte en tur forbi Ribe VikingeCenter.

21. Nationalpark Thy
Nationalpark Thy er den største nationalpark i Danmark. Den dækker over et enormt område på 244 kvadratkilometer.
Derudover var det faktisk også den første nationalpark i Danmark.
Som et resultat af den rå natur, kaldes Nationalpark Thy ofte for Danmarks sidste vildmark. Det er dermed det perfekte sted at besøge, hvis du vi nyde smuk og særpræget natur.
Her der fyldt med gode vandrestier, ødemarker, klitheder, store skovområder, rene søer, brede sandstrande, historiske seværdigheder og et rigt dyreliv.
Nationalpark Thy er helt klart en af de største naturoplevelser her i guiden!
22. Zoologiske haver og akvarier
Rundt omkring i Danmark gemmer der sig et stort antal zoologiske haver, dyreparker og akvarier.
Det er næsten altid et stensikkert hit for børnefamilier, men faktisk også for kærestepar, vennepar og mange andre.
Herunder får du et lille udpluk af nogle af de bedste zoologiske haver, dyreparker og akvarier i Danmark.

23. Stevns Klint
Stevns Klint er optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Det er et af landets smukkeste og mest historiske steder.
Det er også netop derfor, at det er en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Danmark.
Klinten rejser sig dramatisk op fra havet i en højde på op til 41 meter. Herfra er der en fantastisk udsigt over Øresund! På en klar dag kan du se hele vejen til København, Sverige og Møn.
Klinten består af kridt og hvide kalksten. Det blev dannet for millioner af år siden, da Danmark stadig lå under havet.
Her findes der spor, som vidner om den store katastrofe, der skete for 65 millioner af år siden.
Katastrofen ramte hele jorden og udslettede mere end halvdelen af alt liv, inklusive dinosaurerne. Stevns Klint vidner desuden også om atomtruslen under Den Kolde Krig.
24. Mennesket ved Havet
Mennesket ved Havet er en 9 meter høj skulptur med 4 hvide mænd. De skuer ud over havet ved Sædding Strand nord for Esbjerg.
Skulpturen kan ses i op til 10 kilometers afstand og byder rejsende fra søsiden velkommen til byen.
Skulpturen blev opført i anledning af Esbjerg kommunes 100-års jubilæum. Sidenhen er den blevet et stort vartegn for byen.
Formålet med Mennesket ved Havet er, at symboliserer det rene menneskes møde med naturen.

25. Camp Adventures Skovtårn
Camp Adventures 45 meter høje skovtårn er en af de lidt nyere seværdigheder og oplevelser i Danmark. Alligevel er det allerede et stort vartegn, som de fleste kender til.
Efter en kort gåtur gennem Gisselfeld Klosters bøgeskove, står du pludselig for foden af det imponerende timeglasformede skovtårn.
Her finder du en 650 meter lang sti som snor sig op over trækronerne inden den ender ved Sjællands højest tilgængelige punkt.
Herfra er der en fantastisk 360 graders udsigt over den sydsjællandske natur. På en klar dag kan du se mere end 25 kilometer væk!
Læs også: 18 Seværdigheder på Sjælland
26. Aarhus
Aarhus er en skøn og nytænkende by, som har fået kælenavnet ”Smilets By”.
Tilbage i 2017 blev Aarhus kåret til Europas Kulturhovedstad, hvilket ikke siger så lidt om Danmarks næststørste by.
I Aarhus bliver du mødt af mange spændende og kulturelle oplevelser. Du kan få et overblik over nogle af de bedste herunder.
Den Gamle By: Danmarks Købstadsmuseum og et stort frilandsmuseum. Læs mere her.
ARoS: Et af Nordeuropas største kunstmuseer. Det er især kendt for sin enorme regnbue med en 360 graders udsigt over Aarhus.
Tivoli Friheden: En populær forlystelsespark tæt på centrum.
Marselisborg Dyrehave: En stor dyrehave, hvor du kan komme helt tæt på dådyr, hjorte og vildsvin.

Afsluttende tanker
Det var alt her på min liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Danmark.
Listen indeholder dog kun et lille udpluk af de mange ting du kan lave. Der findes nemlig også utroligt mange andre skønne steder i vores dejlige land!
Hvad er dine favoritoplevelser i Danmark? Hvad drømmer du mest om at opleve? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Danmark:
• Uforglemmelige Oplevelser i Danmark for Par
• Danmarks Bedste Sommerhusområder
• UNESCO-Seværdigheder i Danmark
… Eller læs alle artikler fra Danmark




Hej Nikita.
Tak for et super indlæg! Vi tager selv til bornholm i år og vil opleve det danske natur. Er der nogen steder på bornholm du kan anbefale og tag hen? Udover dine anbefalinger på bloggen her?
Vh Olsen famillen fra Haslev
Hej med jer. 🙂
Det lyder dejligt med en tur til skønne Bornholm! Jeg ved ikke om I allerede har set den, men ellers har jeg skrevet en artikel med mange gode oplevelser på Bornholm her: https://rejsdiglykkelig.dk/sevaerdigheder-og-oplevelser-paa-bornholm/
Hvis I gerne vil opleve den danske natur, kan jeg især anbefale at tage en tur til Døndalen, Ekkodalen, Paradisbakkerne, Helligdomsklipperne og Jons Kapel.
Med venlig hilsen
Nikita/Rejs Dig Lykkelig
Under nr 22- Zoologiske haver og akvarier
synes jeg
Knuthenborg Safaripark i Bandholm
(Nordeuropas største safaripark) burde være med.
Venlig hilsen Susanne F.P.
Hej Susanne.
Det vil jeg faktisk give dig helt ret i! Den er lige blevet tilføjet til listen.
Tak for tippet og god sommer! 🙂
Med venlig hilsen
Nikita fra Rejs Dig Lykkelig