Leder du efter gode hoteller, der samtidig også skal være billige? Glem ikke at tjekke denne guide med tips og tricks til at finde det bedste hotel til prisen.
Udover flybilletter, er overnatninger en af de dyreste faste rejseudgifter på ferien. Derfor er det en god idé at lære om, hvordan du finder det bedste hotel til prisen.
Det er virkelig nemt at overskride rejsebudgettet ved at købe dyre hoteller med de helt rigtige faciliteter. Men du skal huske på, at jo flere penge du spare på overnatninger desto flere at dine hårdtjente penge kan du bruge på mindeværdige oplevelser på rejsen.
Hvis du vil være en haj til at finde det bedste hotel til prisen, skal du blive hængende her på siden lidt endnu. Her får du en guide med de bedste tips og tricks til at spare penge på overnatninger og finde det bedste hotel til prisen.
Relateret: Guide til at Finde de Billigste Flybilletter
Guide til at Finde det Bedste Hotel til Prisen:
1. Rejs uden for højsæson
Det er ikke nogen hemmelighed, at priserne ryger i vejret så snart der er mange turister. Hvis du har mulighed for at rejse uden for højsæson, kan du spare mange penge på overnatninger og flybilletter.
Hvis du gerne vil finde det bedste hotel til prisen, skal du desuden være opmærksom på store events og messer på rejsemålet. Hvis der sker noget som tiltrækker mange mennesker, kan du nemlig være stensikker på at hotelpriserne stiger.
2. Undgå weekender
Du kan ofte spare mange penge ved at undgå hotelovernatninger i weekender. Prisen på de fleste overnatninger stiger markant om fredagen og lørdagen. De store prisstigninger sker især i storbyerne – så prøv at undgå dem i weekenderne, hvis altså det er muligt.
Der er som regel gode chancer for at finde et billigt overnatningssted om søndagen. De fleste turister rejser fredag og lørdag imens forretningsrejsende ofte rejser mandag til fredag. Det kan dermed give et tomrum på hoteller om søndagen, hvilket betyder at der kan være mange penge at spare.
3. Bo uden for byen
Hvis du skal på storbyferie er det en god idé at overveje, hvorvidt du skal bo i centrum eller ej. Det plejer ikke ligefrem at være billigt at bo i storbyer. Det kan hurtigt få rejsebudgettet ud af balance.
Der er som regel mange penge at spare ved at finde et hotel i udkanten af byen fremfor i centrum. Du skal bare huske at medberegne transportomkostningerne. Det nytter ikke så meget at spare 500 kr. på overnatninger, hvis du alligevel skal betale 500 kr. for transport ind til byen.
4. Kend dine behov
Det er en god idé at være opmærksom på, hvad dine behov under et hotelophold egentligt er. Overvej om du i virkeligheden har behov for gratis parkering og WiFi eller en swimmingpool og et køleskab på hotelværelset.
Hvis du rejser på et lavt budget er det ikke sikkert, at du har råd til at booke et hotel, der opfylder alle dine ønsker. Sørg for at være forberedt inden og find ud af, hvilke ting der egentligt er vigtigst for dig. Du skal bare huske på, at hotelpriserne kan stige markant, hvis du har for mange krav.
5. Sammenlign bookingsider
Det virker måske åbenlyst at sammenligne flere bookingsider, men det er virkelig nemt at blive knyttet til én enkelt bookingside. Du bør dog ikke stole på dem med det samme, da det ikke er sikkert, at de har det bedste hotel til prisen.
Mange hoteller er lagt op på flere forskellige bookingsider, og nogle sider har bare bedre tilbud end andre. Hvis du leder efter gode bookingsider, kan jeg kraftigt anbefale at tjekke Hotels.com, Booking.com og Expedia.
6. Tjek også hotellets website
Hvis du finder et billigt hotel på en bookingside, er det en god idé at tjekke prisen på hotellets egen website. Der kan være penge at spare ved at bestille direkte, da du ikke skal betale et gebyr til en tredjepart.
Hvis du kontakter hotellet direkte er de måske villige til at lave et prismatch, der matcher prisen på bookingsiden. Eller endnu bedre – måske vil de endda gå med til at give en gratis opgradering.
7. Overvej andre overnatningsmuligheder
Du kan spare mange penge ved at bo på et hostel eller i et privat hjem fremfor et hotel. Det er ikke alle hostels der er lige pæne og indbydende… Men det er altså heller ikke umuligt, at finde et udmærket hostel med eget værelse og fælles toilet.
Overvej om du kan leve med at bo på et hostel under din ferie. Det gælder især, hvis du alligevel kun har planer om at sove der og bruge minimal tid på selve overnatningsstedet.
Hvis du rejser med din familie eller en mindre gruppe, kan du ligeledes spare mange penge ved, at booke en villa eller lejlighed på Airbnb. Her kan du ofte finde meget billige overnatningsmuligheder, som samtidig er mere praktiske.
8. Tilmeld dig et loyalitetsprogram
Hvis du ofte bruger de samme hotelkæder eller bookingsider, skal du huske at tilmelde dig deres loyalitetsprogram. Det er ikke sikkert at du sparer penge i starten, men i længden tjener du måske points nok til gratis overnatninger eller opgraderinger.
På Hotels.com kan du f.eks. finde et yderst populært loyalitetsprogram. Her får du en gratis overnatning, når du har bestilt og gennemført 10 overnatninger via deres bookingside. Jeg er selv storforbruger af det og har opnået mange fordele.
9. Undersøg hotellets bedømmelser
Du kan ikke altid stole på de bedømmelser og antal stjerner, der er på bookingsiderne eller hotellets egen hjemmeside. Det er derfor vigtigt, at du altid husker at tjekke hotellets bedømmelser på TripAdvisor.
På TripAdvisor kan du læse bedømmelser fra tidligere gæster. Det giver dermed en meget bedre fornemmelse af, hvordan hotellet i virkeligheden er. Der er er faktisk mange billige hoteller, som snyder lidt med billederne af deres værelser og faciliteter.
Det kan sagtens være, at deres billeder er taget sidste gang de renoverede hotellet – og hvem ved om det er 10 år siden? Her er TripAdvisor også en stor hjælp, fordi der er delt billeder fra tidligere hotelgæster.
10. Hold øje med skjulte gebyrer
Når du bestiller et hotel, skal du altid være opmærksom på de skjulte gebyrer. Der er desværre nogle hoteller og bookingsider, der skjuler deres ekstra gebyrer godt.
Du skal altid sørge for at læse alle hotellets oplysninger – også det med småt. Et billigt hotel kan sagtens ende med at blive dyrt, hvis du pludselig skal betale ekstra for WiFi, håndklæder osv.
I mange byer bliver der desuden tilføjet lokale skatter og afgifter oveni prisen, som først skal betales når du ankommer til hotellet. Jeg har selv været udsat for at skulle betale en uventet lokal skat på 1.000 kr. ekstra for 4 nætter i Las Vegas. Jeg var nok lidt for hurtig til at booke hotellet og skulle bare have læst det med småt.
11. Book et hotel med gratis afbestilling
Hvis du booker et hotel med gratis afbestilling, kan det være med til at sikre, at finde det bedste hotel til prisen. De fleste bookingsider og hoteller tilbyder gratis afbestilling indtil 24-48 timer før dit ophold starter.
Du skal altid huske at læse afbestillingspolitikken grundigt igennem. Hold øje med priserne for at se, om du kan finde et bedre tilbud på et andet hotel eller måske endda det samme hotel. Hvis du finder noget bedre, kan du bare afbestille din reservation og lave en ny.
Selvom at det er et super smart system skal du være opmærksom på, at de fleste bookingsider ofte tilbyder en større rabat, hvis du bestiller et ikke-refunderbart værelse. Du skal derfor overveje grundigt, om det er værd at betale ekstra for gratis afbestilling. Det er jo pludselig ikke helt så gratis alligevel.
12. Book et hotel med prismatch
Hvis du ikke booker et hotel med gratis afbestilling, kan du måske spare penge ved at booke et hotel med prismatch. Hvis du finder en billigere pris på nøjagtigt det samme værelse hos en konkurrent, får du refunderet prisforskellen.
Du kan også få refunderet prisforskellen, hvis prisen falder på den samme side, som du har brugt til reservationen. Prismatch kan dog kun benyttes, hvis du opdager prisforskellen inden dit hotelophold begynder.
Derudover er det også et krav, at du sender et link direkte til siden med en billigere pris, så de selv kan tjekke om det holder stik. Mange bookingsider har desuden også et krav om, at prisen skal være i den samme valuta, som du brugte til reservationen.
13. Undersøg pakkerejser
Hvis du skal til traditionelle charterdestinationer som f.eks. Spanien, Grækenland eller Tyrkiet, er det som regel billigere at vælge en pakkerejse. Hvis du selv planlægger turen, skal du både bestille flybilletter, hotel og transfer mellem lufthavnen og hotellet.
Alt dette er normalt inkluderet i pakkerejser, men du skal dog stadig betale et ekstra beløb for transfer og kufferter. En pakkerejse kan også være mindre stressende, fordi du altid kan få hjælp, hvis noget skulle gå galt på rejsen.
14. Overvej flere bookinger
Hvis du booker et hotel i sidste øjeblik, kan det være en god idé at overveje flere separate bookinger. Det er ikke sikkert at hotellet har et ledigt værelse i 7 dage, men måske har de et billigt ledigt værelse i 3 dage.
Hvis du laver flere separate bookinger, kræver det godt nok at du skal skifte hotel undervejs på din rejse. Men der kan altså være mange penge at spare, når du er på jagt efter det bedste hotel til prisen.
15. Klag over problemer
Hvis dit værelse er beskidt, dine naboer larmer eller noget helt tredje, kan du med fordel klage til hotellet. Du kan være heldig at blive opgraderet til et andet værelse eller måske få refunderet noget af prisen for overnatningen.
Du skal selvfølgelig kun klage, hvis at der faktisk er et problem. Der findes simpelthen ikke noget værre end gæster, der bare klager og brokker sig i håb om gratis goder.
Det var alt i denne guide til at finde det bedste hotel til prisen. Kender du andre gode tips og tricks til at finde billige hotelovernatninger? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Find flere rejsetips til din næste rejse:
- Guide til at Finde de Billigste Flybilletter
- De 10 Bedste Gratis Rejse-Apps
- Undgå jetlag: 12 tips og tricks til at undgå jetlag
- Guide til at slippe af med din flyskræk
- 10 Almindelige turist-svindelnumre du skal undgå
- 24 advarende tegn på, at du er afhængig af at rejse
- Komplet pakkeliste til din næste storbyferie
… Eller læs alle Rejs Dig Lykkeligs rejsetips
Bestil fly på Momondo.dk (reklamelink)
Bestil biludlejning på Discovercars.dk (reklamelink)
Bestil oplevelser på GetYourGuide.dk (reklamelink)
Skriv en kommentar