Guide til at finde de billigste flybilletter - Rejs Dig Lykkelig

Guide til at Finde de Billigste Flybilletter

Leder du efter billige flybilletter? Glem ikke at tjekke denne komplette guide til, hvordan du bedst muligt finder de billigste flybilletter.

Vi har alle prøvet det. At være fast besluttet på at finde de billigste flybilletter, men alligevel endt med at sidde foran skærmen i timevis. Efter gentagne søgninger, kan det blive smertefuldt og trættende, at blive ved med at lede efter de billigste flybilletter.

Det kan altså hurtigt blive en frustrerende opgave, når der er et uendeligt antal søgemaskiner og konstant svingende priser. Men det behøver faktisk slet ikke være dyrt at rejse, selvom flybilletterne ofte udgør størstedelen af rejsebudgettet.

Der findes heldigvis mange gode tips og tricks til at spare tid og penge på ferieplanlægningen. Hvis du følger mine tricks til at finde de billigste flybilletter, kan du være stensikker på én ting. Du behøver aldrig mere være dén person på flyet, der har betalt mest for sin flybillet.


Læs også: Guide til at Finde det Bedste Hotel til Prisen

Guide til at finde de billigste flybilletter - Rejsdiglykkelig.dk

 

Guide til at Finde de Billigste Flybilletter


1. Søg i al hemmelighed

Mange websteder gemmer din søgehistorisk på internettet ved hjælp af cookies. Det er praktisk at webstedet husker dine tidligere søgninger, men det kan også være en ulempe. Det kan nemlig betyde at prisen på de billigste flybilletter pludselig stiger markant.

Når prisen stiger, kan det resultere i at du kommer i en form for paniktilstand. Du ender måske med at købe nogle meget dyrere flybilletter, fordi du frygter at prisen kommer til at stige endnu mere. Det hele er altså gennemtænkt ned til mindste detalje for at fremme salget.

Hvis du ikke gider overvåges af webstedet, skal du altid huske at slette dine cookies eller søge i inkognito-browservinduet. Du kommer dermed til at søge i al hemmelighed, så flyselskaberne ikke længere kan se dine tidligere søgninger.

Du skal dog være opmærksom på, at der ikke findes konkrete beviser på, at det bliver billigere ved at søge i al hemmelighed. Men hvorfor overhovedet tage chancen?

 

2. Brug de bedste søgemaskiner

Det er hurtigt og nemt at bruge søgemaskiner til at finde de bedste og billigste flybilletter. Søgemaskinerne søger efter billetter på tværs af mange forskellige flyselskaber, hvor de sammenligner priserne.

De tilbyder hver især mange gode værktøjer såsom prisforudsigelse og priskort baseret på specifikke destinationer. Selvom at der ikke findes søgemaskiner som er helt perfekte, er der alligevel nogle som er bedre end andre. Du kan få et overblik over nogle af de bedste søgemaskiner herunder:

 

3. Sammenlign priserne flere steder

Der er aldrig én enkelt søgemaskine, der altid har de absolut billigste flybilletter. Det er derfor en god idé at tjekke flere forskellige sider. Der findes efterhånden mange forskellige søgemaskiner og flyselskaber, men jeg anbefaler kraftigt at benytte dem der er listet ovenover.

Du kan med fordel starte med Momondo (reklamelink), der har et omfattende udbud af flyselskaber i enhver prisklasse. Men husk også at tjekke andre søgemaskiner for en god ordens skyld! Hvis du finder nogle gode billetter, er det desuden en god idé at tjekke om prisen er billigere på flyselskabets egen hjemmeside.

Guide til at finde de billigste flybilletter - Sammenlign priser - Rejsdiglykkelig.dk

 

4. Søg på billetterne enkeltvis

Hvis du skal rejse med din familie eller en mindre gruppe, kan det være en god idé at opdele bookingen. Flyselskabet viser altid den højeste billetpris i en gruppe billetter, og det kan altså komme til at koste dig dyrt.

Hvis du f.eks. skal have fire flybilletter, finder flyselskabet fire sæder, der er baseret på den dyreste billetpris. Det vil sige, at hvis der kun er én enkelt billet til 1.000 kr. og de andre tre koster 2.000 kr., kommer du alligevel til at betale 2.000 kr. pr. stk. for alle fire billetter.

I eksemplet ovenover kommer du altså til at betale 8.000 kr. for alle fire billetter, hvorimod du kunne nøjes med at betale 7.000 kr., hvis bare du bestilte billetterne én ad gangen. Hvis du har mulighed for at vælge sæder, kan du sagtens stadig sørge for, at din familie kommer til at sidde sammen i flyet.

 

5. Tilmed dig loyalitetsprogrammer

De fleste store flyselskaber har et loyalitetsprogram, hvor du kan optjene point til at få rabatter og gratis opgraderinger. Det er som regel gratis at blive medlem og kan godt betale sig, selvom at du måske ikke flyver så meget.

Hver gang du bruger flyselskabet fremover optjener du points til at få rabat på f.eks. flybilletter eller gratis opgraderinger. Det tager lang tid at optjene nok points til, at få store rabatter på flybilletter, men tålmodighed er en dyd. Hellere spare noget end slet ikke at spare noget.

 

6. Rejs uden for højsæson

Det er ingen hemmelighed, at priserne ryger i vejret, så snart der er høj efterspørgsel. De fleste vælger at rejse i ferier og weekender samt på helligdage. Du kan derfor spare mange penge ved at rejse uden for højsæson, når andre ikke kan eller vil rejse.

Hvis du rejser uden for højsæson, skal du dog huske at tjekke op på, om turiststederne overhovedet har åbent på din destination. Du skal desuden huske at være opmærksom på, hvornår der er højsæson i andre lande.

Priserne på flybilletter til Thailand er f.eks. meget dyre om vinteren imens de er billige om sommeren, fordi der er ekstremt varmt og regnsæson om sommeren. Flybilletter til Kina er derimod meget billige om vinteren og dyre om sommeren, fordi der er ekstremt koldt i Kina om vinteren.

Der er desuden visse strategier til at spare penge på at flyve på helligdage. Der er nemlig ikke så mange om udbuddet på f.eks. juledag eller nytårsdag. Du kan dermed spare mange penge på, at vælge de skæve datoer.

 

7. Vær fleksibel med rejsedatoer og tidspunkter

Det absolut bedste tip til at finde de billigste flybilletter, er at være fleksibel med rejsedatoen. Gør dig selv den tjeneste at søge en uge eller et par dage før eller efter din foretrukne afrejsedato. Prisen kan ændre sig markant med få dages forskel og det kan i bedste fald, spare dig for tusindvis af kroner.

De fleste rejser i weekenderne, hvilket betyder at flybilletterne ofte er meget dyrere i weekenderne eller lige op til dem. Du har måske hørt rygtet om, at det er billigst at flyve om tirsdagen, men det er altså bare en myte. Det er dog generelt billigt at rejse tirsdag og onsdag, men der er ingen garanti for, at det er de billigste dage.

Du kan også være heldig at spare lidt penge ved at flyve på de skæve tidspunkter på dagen. Der er ikke mange der gider flyve meget tidligt om morgenen eller midt om natten. Der er derfor gode chancer for, at du kan spare lidt penge der.

Fleksibel med rejsedato og tidspunkt - Rejsdiglykkelig.dk

 

8. Tjek alternative lufthavne

Hvis du gerne vil spare penge, skal du ikke kun være fleksibel med rejsedatoerne, men også med lufthavnene. Danmark er et lille land og det kan ofte godt betale sig, at tjekke priserne på flybilletter fra andre lufthavne.

Hvis du plejer at flyve fra Billund, kan der måske være mange penge – og tid – at spare ved at flyve fra København. Hvis du derimod bor i København, kan der måske være mange penge at spare ved at flyve fra Malmø. Hvis du er villig til at køre lidt længere, kan du desuden ofte finde gode flyforbindelser til billige priser fra Hamborg.

Husk at undersøge, hvorvidt det kan betale sig at flyve fra andre lufthavne. Hvor meget vil det koste i benzin og for parkering eller offentlig transport? Hvor lang tid vil det tage at komme frem til lufthavnen og hvor meget tid sparer du på selve flyrejsen?

Du kan også vælge en anden lufthavn på din rejsedestination, men husk at undersøge, hvor langt væk den egentligt ligger. Hvis du er heldig, er en alternativ lufthavn meget billigere samtidig med, at du kun skal betale et beskedent beløb for transport.

 

9. Sammensæt din egen flyrejse

Du har nok allerede bemærket, at du kommer langt med at være fleksibel, når du skal finde de billigste flybilletter. Men vidste du, at du også kan spare penge med at være fleksibel med din rejserute og hvilken lufthavn du mellemlander i?

De fleste søgemaskiner kan sagtens sammensætte forskellige flyselskaber i én rejse, men det er ikke altid den billigste løsning. Hvis du skal på en længere flyvetur med en mellemlanding, kan det sommetider være en god idé, at købe to separate flybilletter.

Hvis du f.eks. rejser til Los Angeles med en mellemlanding i London, kan du måske spare penge ved at købe en enkelt billet til London og derefter en ny enkelt billet fra London til Los Angeles. Hvis du vælger denne metode er det dog vigtigt, at du har god tid mellem flyene.

Når du booker billetterne enkeltvis, kan du ikke bare blive sat på det næste fly, hvis noget går galt. Det kan også blive et problem, hvis det første fly er så forsinket, at du ikke når det næste. Derudover bliver din kuffert med stor sandsynlighed ikke bare sendt automatisk videre til det næste fly. Du bør derfor overveje, hvorvidt det er besværet værd.

 

10. Køb en returbillet

Hvis du kun skal flyve én vej, kan det i nogle tilfælde stadig betale sig at købe en returbillet. Du flyver selvfølgelig kun den ene vej og undgår simpelthen at dukke op til returbilletten. Det lyder måske skørt, men det sker.

Hvis du ikke vil bruge beskidte tricks, kan du med god samvittighed kontakte flyselskabet og give dem besked om situationen. Der kan være mange penge at spare med dette trick, så det er en god idé at undersøge om det kan betale sig.

 

11. Rejs efter tilbud

Hvis du ikke har en bestemt destination i tankerne, kan du eventuelt prøve at rejse efter tilbudende. Måske har du allerede planer om en storbyferie til Barcelona eller Rom, men er samtidig træt af at priserne er alt for dyre?

Overvej om du kan gå på kompromis og tage til f.eks. Prag eller Budapest i stedet for? Der kan ikke bare være mange penge at spare på flybilletter, men også på udgifter på destinationen.

De fleste søgemaskiner har en funktion, der gør det muligt at se, hvilke byer i verden, der er billigst at rejse til. Du kan selv vælge rejsedatoer og prisniveau, hvorefter den filtrer udvalget.

Det giver et godt overblik over, hvilke destinationer du har råd til og hvor det er billigst at rejse hen. Det er ikke altid du kan regne helt med priserne, men det giver stadig en god fornemmelse af, hvor du har råd til at rejse hen.

Guide til at finde de billigste flybilletter - Rejs efter tilbud - Rejsdiglykkelig.dk

 

12. Køb en ungdomsbillet

Hvis du er under 26 år eller studerende, skal du huske at udnytte din alder. Der er flere flyselskaber og rejsebureauer, der giver en god rabat til unge og studerende. Du kan f.eks. få rabat på flyrejser gennem både SAS og Norwegian.

Det er meget forskelligt, hvor og hvornår, det er muligt at få ungdomsrabat. Husk derfor altid at undersøge dine muligheder grundigt inden du bestiller flybilletter.

 

13. Glem kufferten derhjemme

Det kan være en dyr fornøjelse at medbringe sin kuffert på flyrejsen. Du kan ofte spare mange penge ved, at lade dem blive hjemme. Det er ikke unormalt at du skal betale hundredvis af kroner for, at tage din kuffert med til f.eks. London eller Rom.

Hvis du til gengæld skal til USA, hvor det virker logisk at have en kuffert med – ja så kan du altså nemt komme af med 1.000 kr. pr styk! Det er ikke altid du kan se prisen på bagage ved første øjekast. Det kræver nogle gange, at du lader som om at du bestiller flybilletterne, før du må se prisen.

Hvis du skal på storbyferie i Europa, er det lidt nemmere at lade kufferten blive hjemme. Du kan faktisk have mange kilo med i håndbagagen og det er en god løsning til at rejse billigt. De fleste lavprisselskaber har yderst fornuftige priser, hvis du lader kufferten blive hjemme.

 

14. Undgå ekstra gebyrer

De fleste flyselskaber kræver efterhånden penge for alt, men det er nok også derfor selve flybilletterne er blevet så billige. Hvis du gerne spare penge, skal du ganske enkelt undgå at blive fristet af alle flyselskabernes uendelige tilkøb.

Du skal ofte betale ekstra for at vælge sæde, men du kan som regel vælge dit sæde ganske gratis, hvis du sørger for at check-in i god tid. De fleste flyselskaber giver dig mulighed for check-in op til 24 timer før afrejse. Du kan også blive udsat for, at skulle betale ekstra for at bruge dit kreditkort ved køb af flybilletterne.

Det er heller ikke unormalt, at du skal tilkøbe service ved problemer under flyrejsen. Derudover skal du også betale ekstra for bagage og mad på korte flyrejser. Nå ja, og så kan du også købe en afbestillingsforsikring, som du formentligt ikke får brug for, hvis du allerede har en god rejseforsikring.

 

15. Bestil i god tid

Hvis du ved hvor du skal hen og hvornår, skal du ikke vente med at booke dine flybilletter. Det er meget sjældent at du finder de billigste flybilletter i sidste øjeblik – især hvis du skal rejse på en bestemt dato. Fly er traditionelt opdelt i mange forskellige prisklasser og de billigste flybilletter sælges ofte først.

Det bedste tidspunkt til at købe de billigste flybilletter er omkring 1-3 måneder før afrejse, hvis du skal rejse inden for Europa. Hvis du derimod skal rejse uden for Europa, er det ofte billigst at købe dine flybilletter omkring 3-6 måneder før afrejse. Hvis du rejser i højsæson er det faktisk en god idé, at bestille i endnu bedre tid.

Selvom at du skal bestille flybilletter i god tid, skal du heller ikke bestille dem i alt for god tid. Hvis du booker et helt år i forvejen, bliver flyselskaberne opmærksomme på, at du VIL afsted på det valgte tidspunkt. De bliver derfor opmærksomme på, at de kan tillade sig at tage et meget højere beløb for det.

På den anden side, er det absolut værste tidspunkt at købe flybilletter under 2 uger før afrejse. Priserne er typisk skyhøje i de sidste 2 uger. Derudover er der som regel kun dårlige ruter tilbage med lange mellemlandinger eller dårlige rejsetidspunkter.

Bestil i god tid - Rejsdiglykkelig.dk


Det var alt i denne komplette guide til at finde de billigste flybilletter. Kender du andre gode tricks, der kan være en hjælp til at finde billige flybilletter? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Find flere rejsetips til din næste rejse:

… Eller læs alle Rejs Dig Lykkeligs rejsetips

Planlæg din næste rejse:

Bestil fly på Momondo.dk (reklamelink)

Bestil biludlejning på Discovercars.dk (reklamelink)

Bestil oplevelser på GetYourGuide.dk (reklamelink)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.