Leder du efter de bedste steder at bo i Singapore som turist? Glem ikke at tjekke denne guide til, hvor man skal bo i Singapore.
På trods af, at Singapore er et lille land, er der stadig mange forskellige områder at bo i. Hvis du vil have mest muligt ud af din rejse til Singapore, er det vigtigt, at du finder den rigtige base til dit storbyeventyr.
Singapore er kendt for, at være et af verdens dyreste lande – og hotelpriserne er bestemt ingen undtagelse!
Du skal dog ikke blive helt afskrækket, for det er faktisk muligt, at finde billige hoteller lidt uden for centrum. Det vigtigste er egentligt bare, at du bor tæt på en metrostation, således at du nemt kan blive transporteret rundt i byen.
Her får du en guide til de bedste steder at bo i Singapore. Listen indeholder ikke bare gode områder til ethvert rejsebudget, men også til enhver rejsetype.
Inden du fortsætter, må du heller ikke glemme at læse min rejseguide til Singapore. Du kan også læse om de bedste oplevelser i Singapore her.
De Bedste Steder at Bo i Singapore:
Clarke Quay – For festaber
Clarke Quay er beliggende langs Singapore-floden, og er placeret centralt mellem Orchard Road og Marina Bay Sands. Det er dermed et af de absolut bedste steder at bo i Singapore!
Ja, faktisk kræver det kun en kort gåtur eller metrotur for, at nå frem til mange af byens største seværdigheder.
Området er berømt for sit travle natteliv med verdensklasse restauranter, vilde natklubber, moderne barer og charmerende pubber. Clarke Quay er dermed et oplagt sted at bo, hvis du elsker god mad, drinks og vilde fester til den lyse morgen.
Det er dog ikke helt billigt, at bo i Clarke Quay. Området henvender sig mest til dem, der har lidt ekstra på kistebunden.
Alligevel er det muligt, at finde hoteller og hostels, som er til at betale for. De ligger som regel bare lidt væk fra det populære område ved kajen. Du kan finde mange gode hoteller i Clarke Quay her (reklamelink).
Marina Bay – For førstegangsrejsende
Marina Bay er beliggende centralt i byen, og et af Singapores smukkeste og absolut mest populære områder.
Ja, faktisk er det hjemsted til nogle af Singapores største vartegn og attraktioner. Herunder Marina Bay Sands, Gardens by the Bay og Merlion.
Det er også her du finder nogle af Singapores største og mest luksuriøse hoteller, eksklusive restauranter, barer, shoppingcentre og imponerende skyskrabere.
Marina Bay er det perfekte sted at bo for enhver rejsende, da det ligger centralt placeret. Det kræver dermed kun en kort gåtur til Singapores største seværdigheder.
Den gode beliggenhed er selvfølgelig ikke gratis. Ja, faktisk koster det knaster, at bo i det luksuriøse område. Uanset hvad, er det hvert fald et must, at besøge Marina Bay mindst én gang under ferien!
Lyder det populære område som et af de bedste steder at bo i Singapore for dig? Så kan du med fordel kigge efter hoteller i Marina Bay her (reklamelink).
Little India – For backpackere
Som navnet antyder, er Little India centrum for det indiske samfund i Singapore.
Little India er kendt som et af byens mest pulserende områder. Her er der fyldt med farverige huse, imponerende templer, moskeer, gadekunst og spændende markeder.
Det er ikke kun et godt sted at bo, hvis du elsker kultur – men også hvis du elsker mad. Her er der nemlig mange gode restauranter! Det kan være utroligt svært, at stå for den stærke duft af krydret indisk mad i gaderne.
Little India er desværre ikke så centralt beliggende, som mange andre områder på listen. Heldigvis, er der gode metroforbindelser til resten af byen samtidig med, at det er en billig bydel.
Backpackerne elsker Little India, fordi det er en af de bedste bydele, hvis du rejser på budget i Singapore. Find hoteller i Little India (reklamelink).
Chinatown – For madelskere
Ligesom Little India er Chinatown en etnisk enklave, der til gengæld fungerer som centrum for Singapores kinesere. Det er et af byens mest autentiske områder og summer af liv.
Gaderne er foret med kinesiske butikker, farverige markeder, unik arkitektur, traditionelle lanterner, smukke templer og religiøse attraktioner.
Det er også her du finder noget af den bedste mad i hele Singapore. Smagsoplevelserne er utallige! Her kan du spise på alt fra små smagfulde gadekøkkener til luksuriøse restauranter.
Chinatown er desuden kendt for, at have nogle af de billigste hoteller i det centrale Singapore. Det er dermed et oplagt sted at bo, hvis du elsker mad og gerne vil bo billigt.
Jeg boede selv i Chinatown under min ferie i Singapore, og var meget tilfreds med området. Det vigtigste er bare, at dit hotel ligger nær en metrostation. Du kan finde hoteller i Chinatown her (reklamelink).
Sentosa Island – For børnefamilier
Den lille ø, Sentosa, er Singapores ferieparadise og bliver besøgt af mere end 20 millioner mennesker årligt.
Sentosa er det perfekte sted at bo i Singapore, hvis du drømmer om en strandferie. Her er der nemlig fyldt med smukke hoteller, menneskeskabte strande, gode spisesteder og massevis af underholdningsmuligheder.
De spændende attraktioner på Sentosa Island omfatter bl.a. Universal Studios Singapore, S.E.A. Aquarium, Adventure Cove Waterpark og Madame Tussauds Singapore.
Det er altså et godt sted at bo for børnefamilier, der gerne vil besøge Singapores forlystelsesparker. Hvis du hellere vil opleve Singapores traditionelle seværdigheder, anbefales det ikke at bo på Sentosa.
Der er rig mulighed for, at komme frem og tilbage til fastlandet, men det er besværligt. Så er det bedre at nøjes med et par nætter på Sentosa, og derefter bruge resten af tiden i selve Singapore.
Lyder den lille ferieø som et af de bedste steder at bo i Singapore for dig? Så er det muligt, at finde mange skønne hoteller på Sentosa Island her (reklamelink).
Læs også: 20 Underlige Love og Regler i Singapore
Civic Center – For kulturelle
Civic Center er beliggende centralt i Singapore. Ja, faktisk har bydelen den perfekte placering tæt på de mest populære områder i byen.
Det ligger nemlig ikke bare i gåafstand til Marina Bay, men også til Orchard Road, Clarke Quay og Little India.
Bydelen er kendt for sine vigtige offentlige bygninger, museer, parker, mindesmærker og smukke arkitektur. Der er selvfølgelig også et godt udvalg af restauranter og butikker samt et varieret natteliv.
Civic Center er uden tvivl et af de bedste steder at bo i Singapore. Det gælder især, hvis du gerne vil bo centralt og være i gåafstand til alt det bedste Singapore har at byde på.
Her finder du det hele, hvad enten du elsker museer og historie, et vildt natteliv, udsøgte smagsoplevelser, autentiske oplevelser eller verdenskendte attraktioner.
Hotellerne i Civic Center er selvfølgelig ikke lige så billige som i f.eks. Little India og Chinatown. Den centrale placering er dog alle pengene værd! Se efter hoteller her (reklamelink).
Orchard Road – For shopping-entusiaster
Orchard Road er en af de ældste og mest populære gader i Singapore. Den 2,2 kilometer lange boulevard er verdensberømt for sine gode shoppingmuligheder og er proppet med eksklusive butikker og shoppingcentre.
Det er det perfekte sted at bo, hvis du elsker at shoppe i designerbutikker. Der er også mange gode caféer og restauranter, hvor du kan sidde og nyde tilværelsen for en stund.
Det er luksuriøst og dyrt at bo på Orchard Road, så du skal grave dybt i lommerne. Hvis du alligevel ikke gider tilbringe hele ferien med shopping, bør du vælge et andet sted at bo.
Orchard Road kunne i princippet ligge ethvert andet sted i verden, og giver bestemt ikke den rigtige Singapore-følelse. Du bør altså uden tvivl vælge et andet sted, hvis du søger en mere autentisk oplevelse.
Hvis du gerne vil bo ved Singapores største shoppinggade, kan du finde mange gode hoteller nær Orchard Road her (reklamelink).
Det var alt i denne guide til, hvor man skal bo i Singapore som turist. Bemærk, at listen ikke er endegyldig. Der findes også mange andre gode områder at bo i, når turen går til Singapore.
Har du allerede besøgt Singapore? Hvis ja, hvilke områder var så dine favoritter? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Singapore:
• 18 Must-See Seværdigheder i Singapore
• 20 Underlige Love og Regler i Singapore
… Eller læs alle artikler fra Singapore
Planlæg din rejse til Singapore:
Bestil fly til Singapore (reklamelink) Bestil hotel i Singapore (reklamelink) Bestil oplevelser i Singapore (reklamelink)
Holland Village. Et spændende område med små etniske restauranter og et lille shopping center.