Leder du efter sjove ting at lave i Hamborg for børn og teenagere? Glem ikke at tjekke denne liste med de bedste oplevelser i Hamborg for børn og teenagere.
Hamborg er propfyldt med spændende seværdigheder og attraktioner for hele familien. Uanset om du er på storbyferie med børn, teenagere eller begge dele, er det simpelthen umuligt at komme til at kede sig!
Læs med og bliv inspireret til mange sjove oplevelser i Hamborg for børn og teenagere. Listen dækker over alt fra underholdende forlystelsesparker og ikoniske attraktioner til lærerige museer og udendørs aktiviteter.
Inden du fortsætter, må du heller ikke glemme at læse min artikel om must-see seværdigheder i Hamborg.
Artiklen fortsætter under boksen.
Gode sider til planlægning af din rejse:
Bestil fly til Hamborg (reklamelink) Bestil hotel i Hamborg (reklamelink) Bestil pakkerejse til Hamborg (reklamelink) Bestil biludlejning i Hamborg (reklamelink) Bestil aktiviteter i Hamborg (reklamelink)
Oplevelser i Hamborg for Børn og Teenagere:
1. Miniatur Wunderland
En af de største must-see seværdigheder i Hamborg for hele familien er Miniatur Wunderland. Her kan du opleve verdens største modeljernbane, som dækker over et enormt område på flere etager.
Miniatur Wunderland byder på imponerende miniatureudgaver af kendte bygninger, byer og landskaber fra store dele af verden. Der er også computerdrevne transportmidler, som bevæger sig rundt i landskabet.
Flere af transportmidlerne og lyskrydsene, kan du faktisk selv aktiverer ved hjælp af en kontakt. Hvert 15. minut skifter lyset derinde desuden mellem dag og nat. Det er ret så imponerende for store såvel som små!
2. JUMP House Trampolinpark
Hvis børnene trænger til at få brændt noget krudt af, kan I med fordel overveje at besøge Jump House Trampolinpark. Det er nok mest en aktivitet, som henvender sig til lidt større børn, nyudklækkede teenagere og barnlige sjæle.
JUMP House Trampolinpark Hamburg-Stellingen var Tysklands første trampolinpark og byder på mange sjove aktiviteter. Her kan du bl.a. hoppe på massevis af trampoliner, prøve forhindringsbaner, VR-spil og meget mere.
3. Havnerundfart
Hamborgs enorme havn har haft en stor betydning for byen gennem flere århundreder. Ikke nok med det, så krydses Hamborgs floder og kanaler af mere end 2.500, hvilket er mere end i Venedig og Amsterdam til sammen!
Det er også netop derfor, at Hamborg ofte kaldes for Nordeuropas Venedig. Her er det helt oplagt at tage på en havnerundfart, hvor du kan opleve havnen og vandvejene på tætteste hold.
Du kan finde mange gode havnerundfarter i Hamborg her (reklamelink). Det er helt klart en af de bedste aktiviteter og oplevelser i Hamborg for alle, herunder også børn og teenagere.
4. Freilichtmuseum am Kiekeberg
Lidt syd for Hamborg ligger Freilichtmuseum am Kiekeberg, som er et udendørs familievenligt frilandsmuseum. Her kan du tage på en historisk tidsrejse og lære om livet i det nordlige Tyskland i gamle dage.
Ja, faktisk kan du rejse helt tilbage til begyndelsen af det 17. århundrede og frem til midten af det 20. århundrede. Det store frilandsmuseum byder på mange historiske bygninger, værksteder med skuespillere, bondegårdsdyr og meget mere.
5. Hagenbeck Tierpark
Hagenbeck Tierpark er Hamborgs store zoologiske have og er hjem til mere end 1.850 dyr. Her kan du møde elefanter, bjørne, aber, isbjørne, pingviner, krokodiller og mange andre dyrearter.
Hamborgs zoo blev grundlagt tilbage i 1907 og var faktisk den første zoo i verden, som ikke benyttede sig af bure. Dyrene er i stedet adskilt fra de besøgende ved hjælp af smalle voldgrave.
Husk at afsætte god tid til dit besøg, da det er en stor zoologisk have. Hagenbeck Tierpark er helt klart en af de bedste oplevelser i Hamborg for børnefamilier!
6. Se en musical
Forestillinger, musicals og andre børnevenlige shows, er næsten altid et stort hit for større børn. Og heldigvis, findes der flere forskellige muligheder for at prøve det i Hamborg.
Du kan f.eks. tage børnene med ind og se Disney’s The Lion King Show (reklamelink) eller en musical med Disney’s Frozen (reklamelink). Bemærk dog, at det ikke ligefrem er en af de billigste oplevelser med børn og teenagere i Hamborg!
7. Hamburger Dom
Hvis du besøger Hamborg på det rigtige tidspunkt, kan du være heldig at opleve Hamburger Dom. Dette er en af Tysklands største og mest populære omrejsende tivolier med mange forlystelser og mere end 100 boder med mad og drikke.
Hamburger Dom afholdes tre gange om året i en hel måned ad gangen og tiltrækker millioner af mennesker. Du kan se hvornår Hamburger Dom kommer til byen her.
Det er en af de sjoveste og hyggeligste ting at lave i Hamborg, så du bør virkelig ikke gå glip af det! Der er gratis entré, men det koster selvfølgelig lidt at prøve forlystelserne.
8. Rabatzz! Indoorspielplatz
Rabatzz! Indoorspielplatz er helt klart en af de mest børnevenlige aktiviteter i Hamborg. Her kan børnene slippes fri i et stort indendørs legeland, som både egner sig til små og mellemstore børn.
Legelandet byder på alt fra klatrebaner, rutsjebaner og små køretøjer til hoppepuder, trampoliner, legesager og meget mere. Forældrene må hellere end gerne være med, men ellers er der også flere gode forældrevenlige faciliteter.
9. Volksparkstadion
Kalder alle fodboldfans! Hvis du er vild med fodbold, er det et must at tage en tur forbi Volksparkstadion. Det store og moderne stadion er hjemmebane for fodboldholdet, Hamburger SV (HSV).
Oplev den fantastiske fodboldstemning til en fodboldkamp, gå en tur rundt om stadionet eller besøg fanshoppen. Du kan også besøge Hambuger SV-museet imod betaling. Få et overblik over kommende fodboldkampe her.
10. Bäderland Festland
Bäderland Festland er en rigtig god svømmehal i Hamborg, som byder på noget til hele familien. Børnene kan plaske rundt i det 900 m2 store børnebassin med dinosaurusser, vandrutsjebaner, grotter og babybassiner.
Imens kan de voksne svømme et par baner i en indendørs swimmingpool, en opvarmet udendørs swimmingpool eller boltre rundt med børnene.
Hvis du trænger til lidt afslapning, er der også rig mulighed for lidt selvforkælelse i en saunapool, en damppool og en brændende varm sauna.
11. Panoptikum
Panoptikum er Hamborgs helt eget voksmuseum. Det stammer fra 1879 og er dermed Tysklands ældste voksmuseum. Her kan du se mere end 120 voksfigurer af berømtheder og andre vigtige personer fra hele verden.
Et besøg i Panoptikum er en af de sjoveste seværdigheder og oplevelser i Hamborg for unge og teenagere. Du kan købe billetter til Panoptikum her (reklamelink). Billetterne er ikke specielt dyre, så det er en rigtig god oplevelse til prisen!
12. Grasbrookpark
Der findes mange gode gratis legepladser rundt omkring i Hamborg, men en af de absolut bedste er Grasbrookpark. Den er beliggende i området, HafenCity, og har dermed en god placering tæt på mange af byens største seværdigheder.
Grasbrookpark indbyder til timevis af sjov og leg for små og store børn. Imens børnene leger, kan de voksne slappe af, købe en kop kaffe og sætte sig til rette på de grønne plæner eller ved picnicbænkene.
13. Guidet byvandring
Der findes mange forskellige byvandringer i Hamborg, hvoraf nogle endda er børnevenlige! Du kan f.eks. tage på denne populære og topbedømte Harry Potter-byvandring (reklamelink).
Hvis du rejser med større børn eller teenagere, kan I også overveje at tage på en lidt uhyggelig spøgelsesbyvandring (reklamelink). Vær dog opmærksom på, at guiderne ikke snakker dansk, men derimod tysk eller engelsk.
14. Chocoversum
Hamborg er kendt som Tysklands chokoladehovedstad. Så hvis du elsker chokolade, er det oplagt at besøge Chocoversum, som er Hamborgs chokolademuseum.
Her kan du komme med på en spændende guidet rundvisning, hvor både børn og voksne kan lære om, hvordan chokolade produceres. Der er indblik i hele processen fra bønnerne plukkes til du står med det færdige produkt i hånden.
Undervejs er der smagsprøver ved hvert eneste produktionsled – og det er virkelig lækkert! I slutningen af turen, får du endda lov til at fremstille din helt egen chokoladebar.
Læs også: Rejseguide til Hamborg
15. Planten un Blomen
Hvis børnene trænger til at få brændt noget krudt af, bør i kraftigt overveje, at besøge Planten un Blomen i centrum af Hamborg. Den store grønne park byder på masser af plads at boltre sig på!
Her kan i spille bold, løbe rundt, besøge forskellige haver, spille minigolf, prøve skak i menneskestørrelse og meget mere. I vintermånederne forvandles parkens ene sø desuden til en stor skøjtebane.
Når du rejser med små og mellemstore børn, er det bedste af det hele dog parkens store legeplads. Her er der rutsjebaner, gynger, klatrestativer og meget mere i massevis.
16. Hamburg Dungeon
Hamburg Dungeon er kun egnet til større børn, teenagere og voksne, der trænger til lidt gys og spænding. Her kommer du med på en uhyggelig rejse gennem de mørkeste perioder i Hamborgs historie.
Undervejs på turen bliver du mødt af professionelle skuespillere, uhyggelige fortællinger og uventede specialeffekter. Det er altså bestemt ikke en attraktion for sarte sjæle! Køb billetter til Hamburg Dungeon her (reklamelink).
17. Hop-on Hop-off bustur
En af de bedste oplevelser i Hamborg for børn og teenagere – og resten af familien, er en bustur i en hop-on hop-off bus.
Det er en rigtig god måde at opleve byen på samtidig med, at I bliver transporteret rundt mellem seværdighederne. Du kan finde et stort udvalg af hop-on hop-off busser i Hamborg her (reklamelink).
18. Schwarzlichtviertel
Hvis du leder efter sjove indendørs aktiviteter og oplevelser i Hamborg med børn og teenagere, bør du kraftigt overveje at besøge Schwarzlichtviertel.
Her bliver du mødt af en stor sortlys-verden med neonlys, 3D-effekter og skøre illusioner. I den forunderlige verden, kan du bl.a. spille UV-minigolf i mørke, prøve VR-briller, udfordre dig selv med laserspil og meget mere.
Oplevelser i nærheden af Hamborg for Børn og Teenagere:
19. Stå på ski
Var det noget med en skitur i nærheden af Hamborg? Så er det faktisk muligt at prøve det hele året rundt! Omkring en times kørsel fra byen, finder du nemlig to gode indendørs skihaller, som er et besøg værd.
De to skihaller er henholdsvis Alpincenter Hamburg-Wittenburg øst for Hamborg og Snow Dome Bispingen syd for Hamborg. Her kan du selvfølgelig stå på ski, tage på skiskole og prøve mange andre sjove familievenlige aktiviteter.
20. Aqua Mundo Bispinger Heide
Aqua Mundo Bispinger Heide er et populært badeland, som er beliggende i et stort feriecenter omkring en times kørsel syd for Hamborg.
Det subtropiske badeland er varmt året rundt og er smukt dekoreret med palmer, klipper, grotter, laguner og meget mere. Det giver straks følelsen af, at befinde sig under langt mere eksotiske himmelstrøg!
Aqua Mundo Bispinger Heide byder på faciliteter såsom vandrutsjebaner, børnebassiner, et bølgebassin og en spa-pool. Der er også et wellnessområde med saunaer, dampbade og massage til de voksne.
21. Heide Park
Heide Park ligger ligeledes omkring en times kørsel syd for Hamborg. Her kan I se frem til en mindeværdig dag med et væld af sjove oplevelser for børn, teenagere og voksne.
Ja, faktisk kan Heide Park prale af, at være Nordtysklands største forlystelsespark med mere end 40 forlystelser og attraktioner for hele familien.
De små kan se frem til sjove temaverdener, såsom Gurli Gris Land. De unge og gamle adrenalinjunkier kan til gengæld se frem til, at prøve nogle af Europas vildeste forlystelser. Én af dem er Colossos, som er verdens stejleste trærutsjebane!
Flere oplevelser i Hamborg for børn og teenagere:
Udover de allerede nævnte steder, findes der også mange andre seværdigheder og oplevelser i Hamborg for børn og teenagere. Du kan få et hurtigt overblik over flere af dem herunder:
• U-Boot Museum Hamburg: Gammel russisk ubåd.
• Escape rooms: Slip ud af udfordrende escape rooms.
• Elbstrand: Badestrand i Hamborg.
• Tropen Aquarium: Tropisk akvarium/zoologisk have.
• Dialog im Dunkeln: Udfør hverdagssituationer i mørke.
• KL!CK Kindermuseum: Interaktivt børnemuseum.
• Wildpark Schwarze Berge: Dyrepark i udkanten af Hamborg.
• Museum der Illusionen Hamburg: Sjovt illusionsmuseum.
• Park Fiction: Urban offentlig bypark.
• Zoologisches Museum: Museum med skeletter og udstoppede dyr.
Det var alt på denne liste over de bedste og sjoveste oplevelser i Hamborg for børn og teenagere. Hvad er dine børns favoritoplevelser i Hamborg?
Kan du anbefale andre sjove aktiviteter for børn og teenagere i Hamborg? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden, så andre rejsende kan få inspiration til deres storbyferie.
Læs flere artikler fra Hamborg:
• 24 Must-See Seværdigheder i Hamborg
… Eller læs alle artikler fra Hamborg eller Tyskland
Planlæg din tur til Hamborg:
Bestil fly til Hamborg (reklamelink) Bestil hotel i Hamborg (reklamelink) Bestil pakkerejse til Hamborg (reklamelink) Bestil biludlejning i Hamborg (reklamelink) Bestil aktiviteter i Hamborg (reklamelink)
Skriv en kommentar