Seværdigheder og Oplevelser i Skagen - Det Grå Fyr - Rejs Dig Lykkelig

16 Seværdigheder og Oplevelser i Skagen

Leder du efter sjove ting at lave i Skagen? Glem ikke at tjekke denne liste med de bedste seværdigheder og oplevelser i Skagen og omegn.

I toppen af Danmark – på Jyllands nordligste spids – bliver du mødt af en af Danmarks mest populære feriebyer. Der er selvfølgelig tale om ingen ringere end Skagen, der simpelthen bare er indbegrebet af ferie i Danmark.

Den charmerende ferieby er kendt for sin fantastiske stemning, smukke lysforhold, Skagensmalere, gulkalkede huse, røde fiskepakhuse og naturskønne omgivelser.

Derudover er området også spækket med spændende attraktioner. Ja, faktisk er det her du finder nogle af Danmarks største attraktioner.

Hvis du leder efter sjove ting at lave i Skagen, skal du blive hængende her på rejsebloggen lidt endnu. Her får du en liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Skagen, Nordjylland.

Seværdigheder og Oplevelser i Skagen - Rejs Dig Lykkelig

 

Seværdigheder og Oplevelser i Skagen:


1. Grenen

Den største af alle seværdigheder i Skagen og omegn er uden tvivl Grenen. Det er Danmarks nordligste punkt og er et absolut must-see!

Her mødes havene Skagerrak og Kattegat i en perfekt sammensmeltning, der har resulteret i et helt unikt naturfænomen.

Det er en helt speciel oplevelse, at stå på toppen af Danmark med en fod i hvert hav. Du skal dog være opmærksom på, at det er livsens farligt, at bade i de kraftige strømme ved Grenen.

Grenen - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Ihor MalytskyiUnsplash

Landskabet omkring Grenen er et fredet naturreservat og er hjem til et stort antal forskellige dyrearter.

Her kan du bl.a. være heldig, at møde små sæler i vandkanten. De opleves bedst tidligt om morgenen, før de store turistmasser indtager området. Vær dog opmærksom på, at du kun bør se sælerne på afstand!

For at nå ud til Grenen, kan du nyde en frisk, blæsende og smuk gåtur langs kysten. I størstedelen af sommerhalvåret, kan du desuden også hoppe på Sandormen.

Sandormen er en populær traktor med passagervogne, der fragter de besøgende frem og tilbage mellem Grenen og parkeringspladsen.

Seværdigheder og Oplevelser i Skagen - Sæler ved Grenen - Rejs Dig Lykkelig
Foto af SevakUnsplash

 

2. Skagen Havn

Skagen Havn er er Danmarks nordligste havn. Den fungerer både som en lystbådehavn og Danmarks største fiskerihavn. En af de bedste oplevelser i Skagen er helt klart, at gå en tur på havnen.

Sug den fantastiske stemning til dig, beundr lystbådene, hils på fiskerne og oplev en vaskeægte fiskeauktion.

Der er også rig mulighed for, at nyde lækre fiske- og skaldyrsretter i havneområdets mange restauranter. Nogle af de bedste restauranter er beliggende i de karakteristiske røde fiskepakhuse.

 

3. Skagen bymidte

I Skagens bymidte bliver du mødt af charmerende omgivelser og en autentisk atmosfære. Her finder du mange forskellige butikker, der spænder over alt fra tøjbutikker til specialforretninger.

Glem endelig ikke, at besøge Bolcheriet! Skagen bymidte byder desuden også på et bredt udvalg af gode restauranter, caféer og barer.

Seværdigheder og Oplevelser i Skagen - Skagen bymidte - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Råbjerg Mile

Det er umuligt, at lave en liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Skagen uden at nævne Råbjerg Mile. Det er beliggende lidt syd for Skagen og er ikke bare Danmarks, men også én af Europas største vandreklitter.

Den store vandreklit indeholder omkring 3,5 millioner m3 sand og dækker over et område på ca. 2 kvadratkilometer.

Milens højeste punkt befinder sig ca. 40 meter over havets overflade og rykker sig omkring 15 meter årligt. Det er en helt unik oplevelse, at tage op i de uendelige sandbanker!

Råbjerg Mile - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Jan VasaUnsplash

 

5. Skagens Museum

Skagens Museum er et populært kunstmuseum, der er dedikeret til de verdensberømte Skagensmalerne. Den unge gruppe af kunstnere blev så inspirerede af Skagens særlige lys og fiskermiljø, at de slog sig ned i en kunstnerkoloni i byen.

Museet er en del af Skagens museerne, der foruden Skagens Museum også består af Anchers Hus og Drachmanns Hus.

Hvis du er interesseret i Skagensmalernes mesterværker, er kunstmuseet helt klart en af de bedste must-see seværdigheder i Skagen.

 

6. Ruths Hotel og Brøndums Hotel

Ruths Hotel (reklamelink) og Brøndums Hotel (reklamelink) er to meget ikoniske badehoteller i Skagen. Udover at fungere som badehoteller, byder de også hver især på gourmetrestauranter i absolut topklasse.

Ja, faktisk er restauranterne så populære, at du skal forvente MEGET lange køer i sommermånederne. Det skulle dog efter sigende, være den lange ventetid værd.

Brøndums Hotel - Rejs Dig Lykkelig

 

7. Vippefyret

En anden af de bedste seværdigheder og oplevelser i Skagen er Vippefyret. Det blev oprindeligt opført tilbage i 1627 for, at undgå de mange skibsforlis ved Grenen.

Når brændekurven var antændt med ild, var det nemt for skibene at se den brændende flamme på afstand.

Vippefyret i Skagen er helt unikt, fordi det var den første af sin slags i Danmark. I dag kan du opleve en tro kopi af Vippefyret, som er placeret på samme sted som det oprindelige.

 

8. Solnedgangspladsen

Solnedgangspladsen ligger i Gammel Skagen og byder på en fantastisk udsigt til Skagens verdensberømte lys. Her kan du opleve storslåede og magiske solnedgange i naturskønne omgivelser.

Sæt dig til rette på Solnedgangspladsen og nyd synet af solens sidste stråler, der langsomt synker ned i havets blå bølger.

Seværdigheder og Oplevelser i Skagen - Solnedgange - Rejs Dig Lykkelig
Aftensmad på stranden i solnedgang et andet sted ved Skagen

 

9. Sømærket

Sømærket er ligeledes beliggende i Gammel Skagen – nærmere bestemt i klitplantagen på Kirkebakken. Det ikoniske sømærke er placeret højt over byen og byder på området bedste udsigt.

Herfra kan du se udover klitterne, havet og de karakteristiske skagenhuse med røde tage. Bemærk, at det kræver en kort gåtur for at komme derop.

 

10. Den Tilsandede Kirke

Den Tilsandede Kirke hedder rigtigt Sankt Laurentii Kirken og er en gammel kirke opført i slutningen af 1300-tallet. Det er er en af de største seværdigheder og oplevelser i Skagen, fordi det ikke bare er en hvilken som helst kirke.

De omkringliggende sandklitter og den barske natur har nemlig været skyld i, at der har været store sandflugte i området.

Det har alt sammen været medvirkende til, at kirken og de omkringliggende huse og gårde er blevet begravet under sandet. I dag er det kun kirketårnet, der står ensomt tilbage.

Den Tilsandede Kirke - Rejs Dig Lykkelig

 

11. Det Grå Fyr

Det Grå Fyr er blot ét af mange fyr på toppen af Danmark. Alligevel er det en af de bedste attraktioner og oplevelser i Skagen. Det 46 meter høje fyr er bygget på Skagens Odde og er faktisk Danmarks næsthøjeste fyr.

Når du besøger Det Grå Fyr, kan du komme op i toppen, hvorfra der er en fantastisk udsigt udover Grenen og de omkringliggende klitter.

Du kan også besøge fyrets oplevelses- og formidlingscenter med fokus på de mange trækfugle i området.

Det Grå Fyr - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Nikos KavvadasUnsplash

 

12. Skagen Bunkermuseum

Hvis du vil opleve en vaskeægte bunker som tyskerne brugte under 2. verdenskrig, kan du med fordel besøge Skagen Bunkermuseum.

Den fungerede oprindeligt som en sanitetsbunker for de sårede tyske soldater. I dag er den i stedet blevet omdannet til et moderne lille krigsmuseum.

 

13. Strande

Hvis du besøger Skagen i sommersæsonen, er det selvfølgelig oplagt at tage en tur på stranden. I Skagen og omegn finder du kilometervis af lange sandstrande, der indbyder til en forfriskende dukkert i havets blå bølger.

Nogle af de mest populære strande i Skagen og omegn er Skagen Sønderstrand, Nordstrand, Damstederne, Kandestederne og Hulsig Strand.

Vær opmærksom på, at det IKKE er tilladt at bade ved Grenen grundet de kraftige strømforhold.

Seværdigheder og Oplevelser i Skagen - Strande - Rejs Dig Lykkelig

 

14. Skagen Strand Badeland

Hvis du gerne vil bade, men vejret ikke ligefrem tillader det, kan du med fordel besøge Skagen Strand Badeland.

Det er ikke verdens største badeland, men det er stadig virkelig hyggeligt og er helt klart et besøg værd! Det er især en god oplevelse, hvis du har børn.

Skagen Strand Badeland er cirka 500 kvadratmeter stort og byder på oplevelser for hele familien. Badelandet byder bl.a. på en vandrutsjebane, boblegrotte, vandkanoner, sauna og dampbad.

 

15. Dino Golf

Dino Golf er en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Skagen for hele familien. Her kan I spille minigolf på en stor 18-huls bane, der udfolder sig inde i en skov.

Undervejs på turen støder I på dinosaurer, der engang herskede over jorden. Skulpturerne er især et stort hit for børn!

Minigolf - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Jakub MičuchUnsplash

 

16. Anchers Hus og Drachmanns Hus

Anchers Hus og Drachmanns Hus er to individuelle museer, der begge er en del af Skagens museerne.

Begge husene var engang hjem til nogle af de verdensberømte Skagensmalere. I dag kan du besøge husene og se en lang række kunstværker, malernes personlige ejendele og meget mere.

Anchers Hus - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt på denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Skagen og omegn. Hvad er dine favoritoplevelser i Skagen? Hvilke attraktioner synes du lyder mest spændende? Skriv en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Nordjylland:

• 21 Utrolige Oplevelser i Nordjylland

• Populære Sommerhusområder i Jylland

• 14 Vilde Action Oplevelser i Jylland

26 Bedste Oplevelser i Danmark

… Eller læs alle artikler fra Danmark

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *