Leder du efter de bedste ting at lave i Wroclaw? Glem ikke at tjekke denne liste med de sjoveste seværdigheder og oplevelser i Wroclaw, Polen.
På trods af at Wroclaw er den fjerdestørste by i Polen, bliver den desværre let overset til fordel for andre europæiske storbyer. Det er virkelig en skam, for Wroclaw byder på en lang række spændende seværdigheder og oplevelser med alt fra historiske bygninger til idylliske parker.
Hvis du planlægger en tur til Wroclaw, skal du blive hængende her på siden lidt endnu. Her får du en liste med de bedste og sjoveste seværdigheder og oplevelser i Wroclaw, Polen.
Artiklen fortsætter under boksen.
Gode sider til planlægning af din rejse:
Bestil fly til Wroclaw (reklamelink) Bestil pakkerejse til Wroclaw (reklamelink) Bestil biludlejning i Wroclaw (reklamelink) Bestil oplevelser i Polen (reklamelink)
Seværdigheder og Oplevelser i Wroclaw
1. Markedstorvet
Markedstorvet er et gammelt middelaldertorv fra det 13. århundrede, der er blandt de største markedspladser i Europa. Det er Wroclaws hjerte og er altid fyldt med liv og glade dag. Der er derfor ingen tvivl om, at det er én af de største seværdigheder og oplevelser i Wroclaw.
Stemningen er helt fantastisk og torvet er præget af farverige bygninger, der er opført i den smukkeste barok- og renæssancestil. Området blev desværre totalt bombarderet under 2. verdenskrig, så bygningerne er kun rekonstruktioner af de oprindelige bygninger.
2. Det Gamle Rådhus
Midt på markedspladsen finder du det gamle rådhus, der ligeledes er bygget i det 13. århundrede. Det er ét af byens vigtigste vartegn og er samtidig det ældste og højeste rådhus i Polen. Det gamle gotiske rådhus var engang hjem til byens myndigheder, men huser i dag Museum of Bourgeois Art. Indtil for nylig lå Europas ældste restaurant under rådhuset. Restauranten hed Piwnica Świdnicka og åbnede tilbage i 1275.
3. Wroclaws Dværge
Når du bevæger dig rundt i Wroclaw, kan du ikke undgå at støde på små bronzeskulpturer af dværge. De er placeret over alt i byen og er efterhånden blevet et stort vartegn for Wroclaw. Ja, faktisk kan du finde hundredvis af små dværge, der ofte er placeret de mest besynderlige steder. Én af de sjoveste oplevelser i Wroclaw med børn, er helt klart at tage på dværgejagt.
Wroclaws dværge har oprindelse i en politisk modstandsbevægelse under kommunismen i Polen. Bevægelsen hed Det Orange Alternativ og benyttede en dværg eller nisse som deres symbol. De lavede graffiti med små dværge over alt i byen som en protest mod kommunismen. Sidenhen er skulpturerne af dværgene dukket op igen som et minde for bevægelsen.
4. Sky Tower
Sky Tower er den eneste skyskraber i Wroclaw og byder på en formidabel udsigt over den polske storby. Med en højde på 212 meter og 51 etager, er Sky Tower desuden én af de højeste bygninger i hele Polen. Du kan nyde udsigten over Wroclaw fra 49. etage, hvorfra du har et godt overblik over byen fra et fugleperspektiv.
5. Szczytnicki Park
Szczytnicki Park er en fredelig oase midt i storbyen. Det er den største park i Wroclaw og byder på et stort antal træer, planter, vandløb og grønne plæner. Inde i parken, kan du også finde en skøn japansk have, der nok er den største attraktion i Szczytnicki Park.
6. Wroclaw Multimedia Fountain
I Szczytnicki Park finder du Wrocław Multimedia Fountain, der er Polens største springvand såvel som ét af Europas største. Springvandet består af 300 vandstråler og 800 lys, der tilsammen skaber et fantastisk show til lyden af musik.
Du kan opleve springvandshowet hver hele time fra kl. 10.00-20.00 fra maj til slutningen af oktober. Du kan læse mere om Wroclaw Multimedia Fountains showtider her. Det er uden tvivl én af de bedste oplevelser i Wroclaw, hvis du besøger byen i sommersæsonen.
7. Hundredeårshallen
Når du alligevel besøger Wroclaw Multimedia Fountain eller Szczytnicki Park, skal du huske at lægge vejen forbi Hundredeårshallen, der officielt hedder Hala Stulecia. Den åbnede i 1913 og er bygget i en fascinerende blanding af traditionel og moderne arkitektur, hvilket har givet den en plads på UNESCOs verdensarvsliste.
8. Domkirkeøen
Én af de bedste seværdigheder og oplevelser i Wroclaw, er at tage på en gåtur på Domkirkeøen, der officielt hedder Ostrow Tumski. Med en historie der går helt tilbage til det 10. århundrede, er Domkirkeøen den ældste del af Wroclaw.
Domkirkeøen er yderst charmerende med brostensbelagte gader, smukke historiske bygninger og storslåede kirker. Det kan især anbefales at besøge området om aftenen, når de antikke gaslamper tændes. Husk at smutte en tur over Most Tumski, der er en stålbro fyldt med kærligheds-hængelåse.
9. Skt. Johannes Døberens Katedral
Skt. Johannes Døberens Katedral troner højt på Domkirkeøen, og er den mest imponerende kirke i Wroclaw. Den blev bygget i det 13. århundrede ovenpå resterne af en gammel kirke fra det 10. århundrede. Skt. Johannes Døberens Katedralen menes at have været den første gotiske kirke i Polen.
Den imponerende kirke er et arkitektonisk mesterværk med mange kreative udsmykninger. Inde i kirken, kan du opleve en gotisk altertavle og det største orgel i Polen. Glem heller ikke at tage op i kirketårnet, hvorfra der er en smuk panoramaudsigt over Wroclaw.
10. Panorama Racławicka
Én af de mest populære seværdigheder og oplevelser i Wroclaw er Panorama Racławicka, der er det største maleri i Polen. Maleriet er 15 meter højt og 114 meter langt og blev udformet af flere kunstnere i det 19. århundrede. Det er meget fascinerende lavet, især taget i betragtning af tidsperioden. Maleriet skal forestille et vigtigt slag i det 18. århundrede, der er af stor betydning for polakkerne.
11. Bridge of Penitents
Bridge of Penitents er en gammel bro, der er blandt de bedste oplevelser i Wroclaw. Broen forbinder St. Mary Magdalene-kirkens to kirketårne i 45 meters højde og er dermed den højest placerede bro i Wroclaw. Herfra får du enestående panoramaudsigter over den polske storby. Legenden siger at broen er hjemsøgt og fyldt med sjæle fra unge hensynsløse piger, der ikke giftede sig som unge.
Det var alt på denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Wroclaw. Hvad er dine favoritoplevelser i Wroclaw? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Polen:
- De Største Oplevelser i Polen
- De Bedste Rejsemål i Polen
- 4 Fantastiske Byer i Polen
- 25 Must-See Seværdigheder i Krakow
- Guide til Auschwitz
Skriv en kommentar