Drømmer du om en kør-selv-ferie? Så kan du samle inspiration til økonomien på turen i vores rejsebudget fra Norditalien, Tyskland og Østrig i 2025.
I sommerferien 2025 tog min mand, Lasse, og jeg på endnu en kør-selv-ferie i Europa.
Denne gang gik turen bl.a. til det nordlige Italien, Tyskland og lidt Østrig.
Vi var afsted i 16 dage i alt (15 overnatninger), som er fordelt på 13 nætter i Italien, 2 nætter i Tyskland og 0 nætter i Østrig.
I Italien brugte vi det meste af tiden i Dolomitterne og Lido di Jesolo, hvor vi sammenlagt havde 10 nætter (5 hvert sted).
Derudover brugte vi også 2 nætter i et mobilehome på en campingplads og 1 nat på et vinslot i Veneto-regionen i Norditalien.
I Sydtyskland overnattede vi 1 nat i Bamberg samt 1 nat i nærheden af München.
Vi brugte desuden en halv dag i Østrig, men havde ingen overnatninger der. Vi skulle ellers have overnattet i Østrig på vejen hjem, men pga. dårligt vejr ændrede vi vores planer og blev i Italien.
Du kan få et mere præcist og detaljeret indblik i vores kør-selv-ferie rute i sommerferien 2025 her.
På turen levede vi ikke luksus, men vi sparede heller ikke ekstremt meget på pengene. Herunder får du et overblik over vores udgifter, så du kan få en idé om, hvad en tur dertil kan koste.

Vores Rejsebudget i Norditalien, Tyskland og Østrig
Priserne er for 16 dages kør-selv-ferie i Norditalien, Tyskland og Østrig i sommerferien 2025 for 2 personer.
Hoteller: 12.084,50 kr.
Ladning af elbil: 2.670 kr.
Vejafgifter: 553,50 kr.
Parkering: 437 kr.
Bilvask: 82 kr.
Mad og Drikke: 8.096,50 kr.
Oplevelser: 1.985 kr.
Shopping: 1.942 kr.
Toiletbesøg på rastepladser: 45 kr.
Samlede udgifter i alt: 27.895,50 kr.
Samlede udgifter pr. person: 13.948 kr.
Udgifter pr. dag: 1.743,50 kr.
Udgifter pr. dag pr. person: 871,50 kr.

Detaljer om Rejsebudgettet
Lad os springe ud i et mere dybdegående indblik i vores forskellige udgiftsposter på turen.
Jeg har skrevet lidt detaljer til hver af dem. Det kan forhåbentligt give dig en bedre idé om, hvad du selv bør spare op inden din tur sydpå!
Turen kan sagtens gøres billigere, men den kan bestemt også gøres dyrere. Det hele afhænger af, hvorvidt du vil på en budgetvenlig ferie eller ej.
Vi gider eksempelvis ikke selv bruge ekstremt mange penge, men vi gider virkelig heller ikke leve på en sten ligesom da vi var helt unge.
Hoteller
Det her er helt klart den dyreste post i vores rejsebudget fra Norditalien, Tyskland og Østrig i juli 2025.
Vi endte med at bruge 12.084,50 kr. i alt på 15 nætter. Det svarer til en gennemsnitspris pr. nat på 805,50 kr. for 2 personer.
Vores overnatninger var fordelt således:
• 13 overnatninger i Italien: 5 nætter i Dolomitterne, 2 nætter i mobilehome på campingplads i Veneto, 1 nat på vinslot i Veneto og 5 nætter i Lido di Jesolo.
• 2 overnatninger i Tyskland: 1 nat i Bamberg og 1 nat i München.
Det var især dyrt, at overnatte i Dolomitterne og Lido di Jesolo. Vores dyreste nat var dog på vinslottet i Veneto-regionen.
Vi bookede alt (på nær slottet) undervejs på turen. Slottet blev derimod booket dagen inden afrejse fra Danmark, fordi vi ville sikre os et værelse der.
Næsten alle hotellerne var udmærkede og bedømt rigtig godt, så det har helt klart også trukket prisen lidt op.
Vi bookede størstedelen af hotellerne her (reklamelink). Det er nemlig vores foretrukne bookingside!
Derudover bookede vi også lidt af overnatningsstederne her (reklamelink).

Ladning af elbil
Det var vores første kør-selv-ferie i elbil, så vi var meget spændte og lidt nervøse inden vi tog afsted!
Vi havde dog besluttet hjemmefra, at det ikke skulle være træls at køre i elbil. Derfor gik vi ikke så frygteligt meget op i at bruge mindst muligt strøm.
Hvis vi gik rigtig meget op i det, kunne det måske spare os for et par hundrede kroner eller et par ladestops. Det er bare ikke rigtig ferie og frihed for os!
Vi kørte i en Tesla model 3 Long Range, som fortalte os alt undervejs på turen.
Derfor brugte vi også Tesla Superchargers på det mest af turen (både i Tyskland, Østrig og Italien).
I Dolomitterne og Lido di Jesolo brugte vi dog andre ladeudbydere, som desværre var lidt dyrere. Der var nemlig ikke nogen Tesla Superchargers i nærheden af os.
Derudover sparede vi også ekstra rejseudgifter på to ladninger i Danmark pga. vores Clever abonnement.
Undervejs på vores kør-selv-ferie endte vi med at køre 4.275 kilometer i alt fra vi forlod vores adresse i Midtjylland til vi var hjemme igen. Det blev til en udgift på 2.670 kr. i alt for opladning af vores elbil.

Vejafgifter
Der var også lidt vejafgifter på turen. Det var heldigvis ikke lige så slemt og dyrt som på vores kør-selv-ferie til Frankrig og Schweiz året forinden!
Vejafgifterne på denne her tur løb nemlig kun op i 553,50 kr. i alt.
Udgifterne fordeler sig på 251,50 kr. for vejafgifter og vignetter i Østrig samt 302 kr. for motorvejsafgifter i Italien.

Parkering
Undervejs på turen brugte vi 437 kr. i alt på parkering. Det synes jeg egentligt er billigt for så mange dages ferie!
Parkeringsudgifterne er fordelt på 56 kr. i Tyskland, 24 kr. i Østrig og 357 kr. i Italien.
I udlandet parkerer vi ofte i parkeringshuse- og kældre, hvis altså der er mulighed for det. Det synes vi nemlig ofte er sikrest i forhold til at undgå tyveri, hærværk og skrammer på bilen.
Bilvask
I vores rejsebudget fra Norditalien, Tyskland og Østrig 2025 kan vi selvfølgelig heller ikke komme udenom bilvaske.
Biler bliver jo bare nemt beskidte efter så mange kilometer på vejene og motorvejene!
Vi nåede at vaske bilen 2 gange i alt med selvvask. Det endte med en pris på 82 kr. i alt for de to gange.

Mad og drikke
Det her er den næststørste post i vores rejsebudget! På turen brugte vi 8.096,50 kr. i alt på mad og drikke på 16 dage, hvilket svarer til 4.048,50 kr. pr. person og 253 kr. pr. person pr. dag.
Til morgenmad har vi næsten udelukkende købt mad ved købmænd og bagere.
Til aftensmad har vi til gengæld spist ude på restauranter hver aften. Vi har også fået lidt drinks og ciders på turen, men det har heller ikke været ekstremt mange!
Posten dækker i øvrigt også over rigtig mange købmandsbesøg og tankstationer, hvor vi har købt sodavand, chips, chokolade, is osv.

Oplevelser
Posten med oplevelser blev lidt dyr! Vi brugte nemlig 1.985 kr. i alt på oplevelser på turen, hvilket svarer til 992,50 kr. pr. person.
Den største udgift var kabelbanerne og stolelifterne i Dolomitterne, som løb op i 1.149 kr. for os begge.
Derudover brugte vi også 388,50 kr. på bl.a. en bådtur tur/retur til Venedig, minigolf og en spillehal i Lido di Jesolo.
En anden dyr udgift var vinsmagningen på det vinslot, som vi overnattede på i Italien. Vinsmagningen kostede nemlig 447,50 kr. for 2 personer.

Shopping
Vores rejsebudget i Norditalien, Tyskland og Østrig inkluderer også noget shopping!
Vi besøgte nemlig bl.a. lidt shoppingcentre, så vi endte med at bruge 1.942 kr. på shopping på turen.
For pengene fik vi både købt masser af tøj såvel som sko, parfume, italiensk vin, hundelegetøj og lidt brugskunst.
Toiletbesøg på rastepladser
Den sidste post her i budgettet dækker over toiletbesøg på rastepladser, for dem blev det også til lidt af.
Når det så er sagt, blev det alligevel kun 45 kr. i alt for toiletbesøg langs motorvejene i Tyskland og en enkelt gang i Italien.
Alle andre toiletter på turen var heldigvis gratis!

Vurdering af vores rejsebudget i Norditalien, Tyskland og Østrig
Nu har vi været inde på alle vores udgifter på vores kør-selv-ferie i juli 2025.
Den endelige pris blev 27.895,50 kr. for 16 dage (15 overnatninger), hvilket svarer til 13.948 kr. pr. person pr. dag.
Det betyder, at udgifterne for 2 personer var 1.743,50 kr. pr. dag mens de var 871,50 kr. pr. person pr. dag.
Det er ikke ligefrem den billigste sommerferie, så det kan helt klart gøres billigere (men også meget dyrere).
Vores sommerferie i 2025 var uden tvivl en af vores bedste! Det var virkelig en god tur med en perfekt fordeling af afslapning og oplevelser! Den bliver helt sikkert svær at slå for os fremadrettet.
Husk, at du kan se vores rute på ferien lige her.
Læs flere af mine artikler:
• Huskeliste til kør-selv-ferien i Europa
• 20 Vigtige ting du SKAL vide inden Italien
• 19 Fantastiske Oplevelser i Sydtyskland
• 12 Gode Seværdigheder i Østrig
… Eller læs alle artikler fra Italien, Tyskland eller Østrig
Bemærk, at alle nedenstående links i denne boks er reklamelinks.
Planlæg din ferie til Italien:
Bestil fly til Italien Bestil hotel i Italien Bestil campingpladser i Italien Bestil biludlejning i Italien Bestil oplevelser i Italien




Skriv en kommentar