Hvor skal man bo på Phuket - Rejs Dig Lykkelig

Hvor skal man bo på Phuket?

Er du i tvivl om, hvor man skal bo på Phuket som turist? Her får du en guide til de bedste byer og områder på Phuket, Thailand.

Phuket er Thailands største ø og er kendt for sin frodige natur, hvide sandstrande, turkisblå hav og gode underholdningsmuligheder.

Turister fra hele verden har valfartet dertil i årtier. Som et resultat heraf, er det en af de mest populære rejsedestinationer i Thailand.

Phuket er forbundet til fastlandet i den nordlige ende, så øen er heldigvis nemt tilgængelig. Her er der også en international lufthavn, som du faktisk kan flyve direkte til fra København.

Eftersom at det er en stor ø, kan det være svært at bestemme sig for, hvor man skal bo på Phuket. Derfor har jeg lavet en guide til de bedste byer og områder.

Inden du fortsætter må du ikke glemme, at læse min guide til de allerbedste must-see seværdigheder og oplevelser på Phuket.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til Phuket (reklamelink)

Bestil hotel på Phuket (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Phuket (reklamelink)

Bestil aktiviteter på Phuket (reklamelink)

 

Hvor skal man bo på Phuket?


1. Patong: For festaber og backpackere

Patong ligger på øens vestkyst og er den mest populære badeby på hele Phuket. Den er både berømt og berygtet for sit vilde natteliv, der tiltrækker mange festglade unge og backpackere.

Her bliver du mødt af en overflod af barer, natklubber, go-go barer og aftenshows, som især kan findes på Bangla Road.

Der er desuden et stort udvalg af restauranter og caféer ligesom der også er mange shopping- og underholdningsmuligheder.

Patong er generelt meget kaotisk og turistet. Derfor er det ikke en by jeg vil anbefale at bo i, medmindre du er vild med fest, larm, kaos og mange mennesker.

Som et resultat af den vilde festscene, er det også det mest usikre sted at færdes på øen. Så husk nu at passe på dig selv! Hvis du vil opleve nattelivet, kan du finde hoteller i Patong her (reklamelink).

Hvor skal man bo på Phuket - Patong Beach - Rejs Dig Lykkelig
Stranden i Patong er stor, men der er som regel mange mennesker.

 

2. Nai Harn Beach: For at undslippe masseturismen

I en helt anden boldgade har vi Nai Harn Beach, som er lidt af et overset ferieparadis. Her kan du slippe væk fra masseturismen, som desværre har overtaget det meste af øen.

Nai Harn Beach ligger på Phukets sydlige spids og er lidt gemt væk i en bugt omgivet af grønne bakker og krystalklart vand.

Her er der en rolig atmosfære, som giver en dejlig følelse af, at komme tættere på lokallivet. Det helt store trækplaster er stranden, som betragtes som en af de flotteste på Phuket.

Selvom at det er et tilbagelænet område uden så mange turister, er der stadig lidt lokale restauranter, caféer og strandbarer. De fleste faciliteter ligger i en lille by omkring 15 minutters gang fra stranden.

Størstedelen af overnatningsstederne ligger også i byen. Du kan få et overblik over hotellerne i Nai Harn her (reklamelink).

 

3. Karon: For børnefamilier og par

Karon Beach ligger syd lidt for Patong og er en rolig turistby, der især tiltrækker mange par og familier med børn.

På trods af sin beliggenhed, er Karon slet ikke så overfyldt med mennesker som Patong. Det ændrer dog ikke på, at der stadig er en del restauranter, barer, mindre butikker og massagesaloner.

Ikke nok med det, så er der også en rigtig dejlig sandstrand, som strækker sig over mere end 3 kilometer. Den er, efter vores mening, en af de bedste i området.

Der er ikke så mange attraktioner i byen, for her handler det mest om afslapning, badning og mad. Du kan dog nemt tage på udflugter derfra.

Vi boede selv i Karon Beach i knap 1 uge under vores jordomrejse i 2023. Vi boede tæt på stranden og kunne egentligt godt lide byen. Der var bare lidt kedeligt, fordi vi har svært ved at sidde stille for længe ad gangen.

Du kan med fordel kigge efter prisvenlige hoteller i Karon her (reklamelink). Vær opmærksom på, hvor det ligger, da der kan være langt til stranden.

Karon Beach - Rejs Dig Lykkelig
Karon Beach er en af de bedste og dejligste strande på Phuket.

 

4. Kata: For cool omgivelser

Lige syd for Karon Beach ligger Kata, som består af Kata Beach og Kata Noi Beach. Sidstnævnte er det mindste af områderne.

Kata Beach udgør sammen med Patong og Karon de mest populære badebyer på Phuket. Kata Beach er mindre end de to andre byer og stranden er kun 1,5 kilometer lang.

Det betyder desværre også, at den ikke er så fredelig som i Karon. Kata Noi Beach er til gengæld mere fredelig og mindre tætpakket.

I Kata er der en rolig og cool atmosfære med trendy restauranter, barer, butikker, natklubber, hoteller og resorts. Det er et godt sted at bo for alt fra familier til par. Find hoteller i Kata her (reklamelink).

Hvor skal man bo på Phuket - Kata Beach - Rejs Dig Lykkelig
Kate Beach er ikke så stor, så den er ofte tætpakket med mennesker.

 

5. Surin Beach: For luksusrejsende

Undrer du dig over, hvor man skal bo på Phuket for vaskeægte luksus? Så er Surin Beach et rigtig godt bud!

Det er her du finder mange af øens luksuriøse resorts og hoteller såvel som luksusvillaer ejet af rige og berømte. Det er altså et godt sted at bo, hvis du har en god økonomi og ikke behøver spare helt vildt på ferien.

Surin Beach er en stilfuld lille by med trendy forretninger, eksklusive strandklubber og fine spisesteder. Her kan du opleve et højere gastronomisk niveau end mange steder på øen.

Når det så er sagt, er der ikke nogle egentlige attraktioner i byen. Der er heller ikke så meget at lave om aftenen.

Der er til gengæld masser af resorts og spacentre. Forbered dig dermed på en afslappende strandferie i sofistikerede omgivelser. Heldigvis, er der også en fantastisk strand med blødt sand og turkisblåt vand.

Du kan se efter hoteller i Surin Beach her (reklamelink). De fleste overnatningssteder er dyre, men der er et par få undtagelser.

 

6. Phuket Town: For kultur- og byliv

Hvis du er vild med kultur og historie, bør du kraftigt overveje at bo i Phuket Town. Den kaldes også for Phuket by og er hovedbyen på øen.

Den helt store ulempe ved byen er, at der ikke er nogen strande. Der er til gengæld en skøn autentisk lokalatmosfære med massevis af spændende kvarterer og områder.

I Phuket Town kan du se frem til et pulserende byliv. Her bliver du mødt af flot arkitektur, farverige bygninger, historiske steder og kulturelle oplevelser. Der er også et stort udvalg af restauranter, caféer og barer.

Hvis du trænger til shopping, er det også et oplagt sted at bo. Her kan du nemlig både besøge lokale markeder og store shoppingcentre.

Lyder hovedbyen som det oplagte sted at bo for dig? Så kan jeg anbefale at kigge efter overnatning i Phuket Town her (reklamelink).

Phuket Town - Rejs Dig Lykkelig
Den gamle bydel i Phuket Town er fyldt med farverige kinesiske- og portugisiske bygninger.

 

7. Kamala: For afslappede familier

Kamala er beliggende lidt syd for Surin Beach på Phukets vestkyst. Byen er kendt for sin afslappende atmosfære, der især tiltrækker mange familier og par.

Her er der rolige omgivelser og en smuk strand, der ikke er fuldstændigt overturistet. Stranden er bred og det krystalklare vand i den nordlige ende er roligt, hvilket er perfekt til børnefamilier.

Selvom at der er en mere tilbagelænet atmosfære end i mange andre feriebyer på Phuket, er der stadig et godt udvalg af restauranter og barer.

Der er dog ikke så mange attraktioner i byen, så stranden, vandet og spisestederne er hovedattraktionerne i Kamala.

Nogle af de store resorts har dog børneklubber, shows og andre underholdningsmuligheder. Du kan se efter hoteller i Kamala her (reklamelink). Der findes et varieret udvalg med noget i alle prisklasser.

 

8. Mai Khao: For naturoplevelser

Mai khao er et oplagt sted at vælge, hvis du vil være tæt på Phukets lufthavn. Under vores sidste rejse til Thailand overnattede vi selv tæt derpå, fordi vi skulle med et fly dagen efter.

Området er beliggende i den nordlige ende af øen og er en del af Sirinat National Park, som byder på dejlige naturoplevelser.

Det er dermed et fantastisk sted til udendørs aktiviteter og lange gåture. Det er også her du finder Mai Khao Beach, som med sine 11 kilometer er den længste strand på hele Phuket.

Stranden er så stor, at du nemt kan finde forholdsvis øde områder til, at slænge dig lidt i sandet.

Mai Khao Beach er for øvrigt også et populært sted til flyspotting. Her kan du stå ud for landingsbanen og se flyene lande lige over hovedet på dig.

Der er desværre ikke så mange faciliteter langs stranden. Du kan derimod finde lidt spisesteder, kiosker og lignende i de små byområder.

Mai Khao er altså et af de bedste steder at bo på Phuket, hvis du gerne vil være tæt på lufthavnen og naturen. Find hoteller i Mai Khao her (reklamelink).

Hvor skal man bo på Phuket - Mai Khao Beach - Rejs Dig Lykkelig
Mai Khao Beach er den længste strand på Phuket og hjem til et berømt flyspotter-sted.

 

9. Bang Tao Beach: For afslapning

Er du i tvivl om, hvor man skal bo på Phuket for afslappende omgivelser? Så er Bang Tao Beach et rigtig godt bud.

Bang Tao Beach er en af de længste strande på Phuket og byder på en tilbagelænet atmosfære. Her er der hvidt sand, turkisblåt vand og masser af plads.

Der er ikke overfyldt med turister, men det betyder desværre også at der ikke er så mange attraktioner i området. Der er til gengæld rig mulighed for, at slappe af, nyde strandlivet og prøve alverdens vandsportsaktiviteter.

Ikke nok med det, så er der også et udmærket udvalg af restauranter, strandbarer og overnatningssteder.

Omtrent midt på Bang Tao Beach ligger Laguna Beach, som er et eksklusivt område. Her er der fyldt med dyre luksusresorts og stilfulde hoteller med mange faciliteter. Det er dyrt, men lækkert.

En anden fordel ved Bang Tao er, at det ligger ret tæt på lufthavnen i den nordvestlige ende af øen. Se efter hoteller i Bang Tao Beach her (reklamelink).

 

10. Rawai: For autentisk lokalliv

Rawai er en søvnig fiskerby på den sydlige spids af Phuket. Det er ikke en typisk badeby, så her kan du opleve en autentisk og fredelig lokalatmosfære.

Eftersom at det ikke er en badeby, er stranden heller ikke så god. Hvis du er på udkig efter dejlige strande, kan du dog nemt hoppe på en longtail-båd til nærtliggende øer som Coral Island, Koh Lone og Koh Bon.

I Rawai er der mange fantastiske fiskerestauranter, hvor du kan smage friskfangne fisk og skaldyr.

Der er selvfølgelig også andre små restauranter, butikker og markeder. Trods sin uturistede atmosfære, er der også en del overnatningsmuligheder. Du kan finde hoteller i Rawai her (reklamelink).

Hvor skal man bo på Phuket - Rejs Dig Lykkelig
Rawai byder ikke på verdens bedste strand, men heldigvis er der mange andre gode sandstrande på Phuket. På fotoet ses Karon Beach.

Det var alt i min guide til, hvor man skal bo på Phuket som turist. Guiden dækkede over de bedste og mest populære byer og områder på øen.

Har du allerede været på en rejse til Phuket i Thailand? Hvis ja, hvilket område boede du så i? Ville du hellere have boet et andet sted? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Thailand:

• 22 Fantastiske Oplevelser på Phuket

• De Bedste Rejsemål i Thailand

• 25 Ting du SKAL vide inden rejsen til Thailand

16 Dages Rundrejse i Phuket, Phi Phi og Krabi

… Eller læs alle artikler fra Thailand

Planlæg din rejse til Phuket:

Bestil fly til Phuket (reklamelink)

Bestil hotel på Phuket (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Phuket (reklamelink)

Bestil aktiviteter på Phuket (reklamelink)

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *