Seværdigheder og oplevelser i Krakow, Polen - Rejs Dig Lykkelig

25 Must-See Seværdigheder og Oplevelser i Krakow

Leder du efter sjove ting at lave i Krakow? Tjek denne liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow.

Krakow er den næststørste by i Polen og er en af de absolut mest populære storbyer til en miniferie i Europa.

Den tidligere polske hovedstad emmer af historiske seværdigheder og smukke middelalderbygninger, som alt sammen bidrager til en eventyrlig atmosfære.

Hvis du planlægger en tur til Krakow, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, Polen.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af din rejse:

Bestil fly til Krakow (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Krakow (reklamelink)

Bestil biludlejning i Krakow (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Krakow (reklamelink)

 

Seværdigheder og Oplevelser i Krakow:


1. Markedspladsen

Markedspladsen (Rynek Glówny) kan dateres tilbage til det 13. århundrede og er den største middelalderlige markedsplads i Europa.

Den er placeret i hjertet af Krakows gamle bydel, som er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Markedspladsen er byens vigtigste samlingspunkt. Her ligger restauranter, caféer og barer side om side med nogle af de største seværdigheder og oplevelser i Krakow.

Den flotte plads er omkranset af middelalderlige bygninger. Nogle af de mest imponerende er Jomfru Mariakirken, Klædehallen og Rådhustårnet, som alle nævnes længere nede på listen over Krakow’s seværdigheder.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Markedspladsen - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Mariakirken

På Markedspladsen finder du Mariakirken (Bazylika Mariacka), som blev bygget i det 14. århundrede og er en af de største turistattraktioner i Krakow.

Inde i den gotiske kirke, kan du nyde synet af dens smukke udsmykning og verdens største gotiske altertavle. Hvis du er på udkig efter et godt udsigtspunkt i Krakow, kan du med fordel tage en tur op i kirketårnet.

For at komme op til toppen af kirketårnet, kræver det at du bestiger 239 trappetrin. De mange trappetrin er dog det hele værd, for udsigten over Krakow herfra er fantastisk!

Hver hele time afspilles der en trompetlyd fra kirketårnet, som stopper meget pludseligt. Det siges at en trompetblæser spillede netop denne melodi fra tårnet for hundredvis af år siden.

Han ville angiveligt advare byen mod et mongolsk angreb, men blev ramt i halsen af en pil undervejs. I dag stopper melodien præcis det samme sted som dengang han blev ramt.

 

3. Klædehallen

En anden af de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow er Klædehallen (Sukiennice). Den stammer fra det 15. århundrede og var engang det vigtigste handelscentrum i byen.

Her blev der importeret eksotiske produkter såsom krydderier, silke, læder og voks. Herudover blev der bl.a. eksporteret tekstiler, bly og salt fra Wieliczka-saltminen.

Selvom at Klædehallen ikke længere fungerer som det internationale handelscentrum i Krakow, kan du stadig handle derinde. I dag fungerer det som et turistcentrum, hvor du kan købe alverdens souvenirs i de mange boder.


Læs også: De Største Oplevelser i Polen

Klædehallen - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Rynek Underground

For at besøge Rynek Underground, skal du rejse ned under Markedspladsen. Her finder du et underjordisk museum, som tager dig med på en historisk rejse tilbage til middelalderen i Krakow.

Rynek Underground dækker et enormt areal på 6.000 kvadratmeter. Museet byder på en lang række arkæologiske udgravninger af genstande, gamle handelsboder og en kirkegård fra middelalderen.

Der er også rekonstruktioner af værksteder samt teknologiske udstillinger, hvor du kan lære om livet i Krakow for 700 år siden.

Rynek Underground er dermed et rigtig godt sted til at lære om byens historie! Det er også netop derfor, at det er en af de mest populære seværdigheder og oplevelser i Krakow.

 

5. Rådhustårnet: Seværdigheder i Krakow

Når du besøger Markedspladsen i Krakows gamle bydel, kan du ikke undgå at bemærke Rådhustårnet (Wieża ratuszowa w Krakowie).

Det 70 meter høje tårn blev bygget i det 14. århundrede som en del af det første rådhus i Krakow. For at åbne op omkring Markedspladsen blev Rådhuset revet ned i 1820, men tårnet fik lov at stå ensomt tilbage.

Rådhustårnet bliver også kaldt for ”det skæve tårn i Krakow”, fordi det hælder 55 cm til den ene side. Det siges at hældningen er opstået efter en voldsom storm tilbage i 1703.

Inde i tårnet er der et par udstillinger og et udsigtspunkt, som dog ikke ligefrem er noget at skrive hjem om. Så efter at have set Rådhustårnet udefra, anbefaler jeg at tage videre til andre seværdigheder i Krakow, Polen.

 

6. Florianska Street

Florianska Street (Ulica Florianska) er en af de mest populære gader i Krakow og var engang en af byens vigtigste handelsgader.

Gaden strækker sig fra Markedspladsen til St. Florian’s Gate, og er omkranset af historiske og charmerende gamle bygninger. Når du slentrer ned ad gaden, kan du finde masser af små butikker samt et par gode restauranter og barer.


Læs også: Krakow Shopping Guide

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Florianska Street - Rejs Dig Lykkelig

 

7. Lost soul’s alley

Hvis du har modet til at prøve noget sindssygt skræmmende og sjovt på samme tid, bør du ikke gå glip af Lost soul’s alley!

Her kan du møde dine værste mareridts i en uhyggelig blanding af et spøgelseshus og et escape room. Du har ca. 30 minutter til at løse gåderne sammen med din gruppe, så I kan slippe væk fra rædslerne i de mørke rum.

Undervejs sker der mange uhyggelige ting, fordi de ansatte går rundt derinde og forsøger at skræmme dig fra vid og sans. Fik jeg for resten sagt, at det virkelig er uhyggeligt?!

Inden turen starter, skal du vælge et smerteniveau som er med til at bestemme, hvor uhyggelig du ønsker turen skal være.

Du skal være opmærksom på at der ikke er adgang for børn under 14 år. Selv det laveste niveau er nemlig stadig uhyggeligt! Det er desuden vigtigt, at du lader det pæne tøj blive hjemme, da du kan risikere at det bliver ødelagt.

 

8. St. Florian’s Gate

For enden af Florianska Street står St. Florian’s Gate, som er et polsk gotisk tårn fra omkring det 14. århundrede.

Tårnet var oprindeligt en del af de massive bymure, som blev bygget for at forsvare den gamle bydel imod fjender. I dag er der ikke mange rester af bymuren tilbage, men St. Florian’s Gate er alligevel blevet bevaret.

St. Florian’s Gate markerer desuden starten på Krakows Royal Road, hvor de kongelige i århundreder rejste gennem porten for at nå frem til Wawel Slottet.

I dag er det muligt at gå på resterne af de gamle bymure, hvorfra der er en god udsigt over Florianska Street.

 

9. Barbican

Lige overfor St. Florian’s Gate står Barbican (Barbakan), som er en middelalderlig forsvarspost i udkanten af Krakows gamle bydel. Den var oprindeligt forbundet til St. Florian’s Gate med en vindebro, som krydsede en dyb voldgrav.

Barbican skulle efter sigende være én ud af kun tre af disse slags befæstede forposter, som stadig er bevaret i Europa.

Der er mulighed for at komme ind i Barbican, men det er ærligt talt ikke specielt spændende derinde.

Hvis du alligevel har planer om at besøge St. Florian’s Gate, kan du dog lige så godt overveje at besøge Barbican. Billetten gælder nemlig til begge de historiske seværdigheder i Krakow.

Barbican - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Kanonicza Street

Kanonicza Street (Ulica Kanonicza) er en endnu en historisk gade i Krakows gamle bydel. Her er der ligeledes fyldt med charmerende gamle bygninger og brostensbelagte gader.

Den smukke gade bliver faktisk kaldt for den ældste gade i hele Krakow. Den er dermed en fin attraktion og et besøg værd, hvis du alligevel er i området.

 

11. Besøg en mælkebar

Når du er i Polen er det et must at spise et måltid på en mælkebar (bar mleczny). En mælkebar kan nok bedst beskrives som et slags cafeteria med traditionelle polske retter.

Her kan du få utroligt meget mad til utroligt billige priser, men forholdene afspejler sig altså også herefter. Alligevel er det en af dé aktiviteter og oplevelser i Krakow, som du bør prøve mindst én gang under din storbyferie!

Efter kommunismens fald lukkede de fleste mælkebarer i Polen, men der er heldigvis stadig et par få stykker tilbage i dag.

Du kan finde mælkebarerne over alt i Krakows centrum, men mange af de mest populære ligger ved den gamle bydel. Vær opmærksom på, at der ikke serveres alkohol på mælkebarerne.

 

12. Planty Park: Oplevelser i Krakow

Planty Park omkranser den historiske gamle bydel i Krakow og fungerer som en slags erstatning for de gamle bymure.

Det er en af de største byparker i Krakow og består af smukt dekorerede haver. Her er der fyldt med historiske monumenter, sprudlende springvand, høje træer, velduftende blomsterbede og grønne plæner.

Det kan især anbefales at besøge Planty Park om sommeren, hvor det er populært at følge den cirkulære vandrerute rundt om den gamle bydel. Hvis du er tidsbegrænset, kan du også sagtens nøjes med at nyde parkens stilhed.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Planty Park - Rejs Dig Lykkelig

 

13. Wawel-Slottet

Kongeslottet på Wawel-højen har en stor betydning for Polens befolkning og er en af de vigtigste kulturelle seværdigheder i Krakow.

Slottet er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og er bygget i mange forskellige stilarter, som er med til at repræsenterer slottets turbulente historie.

Wawel Slottet var i flere århundreder hjem til polske konger og dronninger, men huser i dag forskellige museer og udstillinger. Du kan f.eks. besøge de private kongelige gemakker, de statslige rum og et skatkammer med Wawels kronjuveler og våben.

Hvis du har planer om at se én af udstillingerne, er det en god idé at ankomme så tidligt som muligt. Der sælges nemlig kun et begrænset antal billetter pr. dag.

 

14. Wawel-Katedralen

Ved siden af Kongeslottet på Wawel-højen, finder du en af de vigtigste kirker i hele polen. Wawel-Katedralen (Katedra Wawelska) har en imponerende tusindårig gammel historie bag sig.

Den nuværende katedral har dog ”kun” stået her siden det 14. århundrede. Imellem tiden har den både fungeret som kroningssted og begravelsesplads for de kongelige i Polen samt store biskopper, nationale helte og andre vigtige personer.

De mange forskellige stilarter på katedralens facade, giver den desværre et meget rodet udtryk. Det indvendige er til gengæld meget smukt dekoreret.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Wawel Kathedralen - Rejs Dig Lykkelig

 

15. Wawel-Dragestatuen

For foden af Wawel-højen i retning mod Vistula River, står der en dragestatue, som ifølge legenden boede i Dragon’s Den omme bagved dragen.

Wawel-Dragestatuen (Smok Wawelski) spyr med ægte ild og er et stort hit for børn i Krakow. Det er derimod nok ikke en af de mest spændende seværdigheder og oplevelser i Krakow for voksne.

Uanset hvad, kan det anbefales at lægge vejen forbi dragestatuen, hvis du alligevel er i nærheden. Hele byen er præget af Wawel-dragen på alt fra bygninger til souvenirs, da det er et af Krakows helt store varemærker.

 

16. Kazimierz: Seværdigheder i Krakow

Kazimierz er det jødiske kvarter og en af de mest populære bydele i Krakow. Her bliver du mødt af en charmerende stemning med krakelerede bygninger, store synagoger og gamle jødiske kirkegårde.

Det kan anbefales at slentre en tur gennem bydelen og evt. besøge en af de mange specielle butikker, gallerier, barer, restauranter og caféer i Kazimierz.

Glem ikke at lægge vejen forbi Old Synagogue, som er den ældste tilbageværende synagoge i hele Polen. Den er desuden et af de vigtigste vartegn for den jødiske arkitektur i Europa.


Læs også: De Bedste Rejsemål i Polen

 

17. Father Bernatek Footbridge

Når du besøger Krakow, kan det anbefales at gå en tur langs floden Wisla. Her kan du med fordel krydse floden via Father Bernatek Footbridge (Kladka Ojca Bernatka).

Langs fodgænger- og cykelbroens kabler, hænger der sjove skulpturer imens hegnet er prydet af kærlighedshængelåse fra forelskede par i Krakow.

Hvis du er en håbløs romantiker, kan du købe en hængelås og hænge op på broen sammen med din udvalgte. Husk at nøglen skal smides i Wisla-floden som et tegn på uendelig kærlighed imellem jer.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Father Bernatek Footbridge - Rejs Dig Lykkelig

 

18. Église Saint-Joseph

Når du krydser Father Bernatek Footbridge, kan du ikke undgå at få øje på Église Saint-Joseph. Med sit 80 meter høje klokketårn, troner den katolske kirke højt over resten af området.

Kirken ligner noget fra en eventyrfortælling og er det perfekte sted til, at tage nogle gode feriebilleder i Krakow. Der er også en hyggelig lille park med bænke, hvor du kan sidde og slappe lidt af i benene.

 

19. Ghetto Heroes Square

Ghetto Heroes Square (Plac Bohaterów Getta) var den største åbne plads i den tidligere jødiske ghetto i Krakow under 2. verdenskrig.

Dengang var pladsen altid fyldt med mennesker, som ønskede at slippe lidt væk fra de trængte forhold i lejlighederne. Det ændrede sig dog markant, da Polen blev overtaget af nazisterne i 1939.

Pladsen blev pludselig omdannet til et smertefuldt sted, hvor familier blev revet fra hinanden pga. massedeportationer til koncentrationslejrene. Der skete også mange ydmygelser, vold og henrettelser på pladsen.

I dag er Ghetto Heroes Square omdannet til et mindesmærke med 70 store metalstole. Stolene repræsenterer de næsten 70.000 jøder, som fik deres skæbne afgjort på pladsen.

Ud af de 70.000 jøder i Krakow, var det kun 15.000 af dem, som fik lov til at blive i byen. Det er uden tvivl en af de mest tankevækkende og bevægende seværdigheder og oplevelser i Krakow fra 2. verdenskrig.

 

20. Oskar Schindlers Fabrik

Oskar Schindlers Fabrik ligger tæt på den tidligere jødiske ghetto. Det er en af de største must-see seværdigheder i Krakow, hvis du interesserer dig for historien fra 2. verdenskrig.

Historien om Oskar Schindler blev for alvor kendt efter udgivelsen af Steven Spielbergs film ”Schindler’s List”. Hvis du ikke allerede har set filmen, kan det anbefales at se den inden din rejse til Krakow.

Oskar Schindler var en tysk forretningsmand, der reddede næsten 1.200 jøder fra at blive deporteret til koncentrationslejrene.

Ved hjælp af en liste, fik han mulighed for at ansætte dem som billig arbejdskraft på sin emaljefabrik i Krakow. Herfra kunne han også beskytte dem.

I den tidligere administrationsbygning, kan du besøge et spændende museum, hvor du kan lære meget mere om Oskar Schindler. Du kan også blive klogere på nazisternes hærgen og besættelsen af Krakow under 2. verdenskrig.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Oskar Shindlers Fabrik - Rejs Dig Lykkelig

 

21. Krakus Mound: Oplevelser i Krakow

Krakow er omgivet af fire store grønne høje, som hver især tilbyder en fantastisk udsigt over byen.

Den ældste høj er Krakus Mound, som er så gammel, at der simpelthen ikke er nogen der ved, hvornår den egentligt stammer fra. Rygtet siger, at det er hvilestedet for Kong Krakus, der var Krakows grundlægger.

Krakus Mound ligger tæt på Krakows centrum og er oplagt at besøge, hvis du er tidsbegrænset. Det kan være hårdt at bestige den 16 meter høje gravhøj, men udsigten fra toppen er besværet værd. Den er meget stejl, så pas på du ikke falder ned.

 

22. Kościuszko Mound

Lidt længere udenfor byen, finder du Kościuszko Mound, som er den største og mest populære høj i Krakow. Den blev lavet i 1820-1823 til ære for den polske militærleder Tadeusz Kościuszko, som var en national helt.

Med sin højde på 35 meter, tilbyder Kościuszko Mound en smuk panoramaudsigt over det meste af Krakow og de omkringliggende forstæder. Der er langt op til toppen af højen, men heldigvis er der en sti som gør turen meget nemmere.

Hvis du er interesseret i historien bag Kościuszko Mound, er der desuden et museum på stedet. Et besøg på højen er helt klart en af de bedste oplevelser i Krakow!

Kościuszko Mound - Rejs Dig Lykkelig.

 

23. Polish Aviation Museum

Polish Aviation Museum er et stort flymuseum, som er beliggende på en nedlagt flyveplads fra 1912. Det er dermed en af de ældste militære flyvepladser i Europa.

Museet er flere gange blevet kåret til at være et af de bedste luftfartsmuseer i verden. Her er der en stor samling på mere end 200 fly og cirka 100 motorer.

De mange genstande er ikke bare udstillet i hovedbygningen, men også i gamle flyhangarer samt udenfor bygningerne.

Flere af flyene anses for at være unikke på verdensplan, hvoraf 22 af dem endda er ekstremt sjældne. Der er altså ingen tvivl om, at det er en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Krakow for enhver fly entusiast.

 

Seværdigheder og Oplevelser i Krakow og omegn:


24. Wieliczka-saltminen

En af de absolut bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, er Wieliczka-saltminen lidt udenfor byen.

Den nedlagte mine er så imponerende, at den er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og er blandt de mest populære oplevelser i hele Polen! Wieliczka har udvundet salt i mere end 700 år, og er dermed en af verdens ældste saltminer.

Igennem hundredvis af år, har minearbejderne udhugget underjordiske tunneler og rum inde i minen.

De har skabt et stort kunstværk med skulpturer, lysekroner og meget mere, som er udhugget med dekorative detaljer. De har også udhugget tre kapeller samt en ekstremt imponerende katedral, som kun består af salt.

Du kan finde et stort udvalg af populære billetter og ture til Wieliczka-saltminen her (reklamelink).

 

25. Auschwitz-Birkenau

Det lyder måske mærkeligt, men Auschwitz-Birkenau er ikke bare en af de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, men også i resten af Polen.

Koncentrationslejren Auschwitz-Birkenau var den største og mest berygtede udryddelseslejr fra nazisternes hærgen under 2. verdenskrig. Fra 1941 til 1944 blev omkring 1,1 millioner fanger dræbt i lejren under et af de største massemord i menneskets historie.

Et besøg i Auschwitz-Birkenau er meget rørende og skræmmende, fordi det giver et unikt indblik i de ekstreme forhold som fangerne gennemlevede hver eneste dag frem til deres død.

Samtidig er det også en mindeværdig oplevelse, som efterlader de fleste målløse og meget mere informerede om 2. verdenskrig.

Auschwitz-Birkenau ligger cirka 1 times kørsel fra Krakow, men er stadig nem at besøge. Hvis du ikke kører i egen bil, kører der masser af busser fra Krakows busterminal dagligt.

Du kan også vælge at booke en guidet tur til Auschwitz-Birkenau, hvor transporten er inkluderet i prisen. Du kan finde et stort udvalg af gode ture til Auschwitz koncentrationslejr her (reklamelink).


Læs også: Guide til Auschwitz

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Auschwitz-Birkenau - Rejs Dig Lykkelig (1)

Det var alt på denne liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, Polen. Hvad er dine favoritoplevelser i Krakow? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Krakow:

Krakow Shopping Guide

De Bedst Dagsture fra Krakow

Guide til Auschwitz-Koncentrationslejren

De Største Seværdigheder i Polen

De Bedste Rejsemål i Polen

… Eller læs alle artikler fra Krakow eller Polen

Planlæg din rejse til Krakow:

Bestil fly til Krakow (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Krakow (reklamelink)

Bestil biludlejning i Krakow (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Krakow (reklamelink)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

kommentarer