16 Must-See Seværdigheder og Oplevelser på Fyn - Fyns Hoved - Rejs Dig Lykkelig

16 Seværdigheder og Oplevelser på Fyn

Leder du efter sjove ting at lave på Fyn? Tjek denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser på Fyn.

Det fynske landskab er spækket med spændende seværdigheder og naturoplevelser. Her er der noget for hele familien! Det gælder for alle – store såvel som små.

Her finder du alt fra charmerende købstæder og enestående natur til historiske museer, smukke slotte og sjove forlystelsesparker.

På Fyn finder du alt, hvad du har brug for, i en overkommelig afstand. Fyn er nemlig fin – som i rigtig fin!

Bor du på Fyn? Eller planlægger du måske en tur dertil? Så skal du blive hængende på min rejseblog lidt endnu. Her får du en liste over de bedste og mest spændende seværdigheder og oplevelser på Fyn.

 

Seværdigheder og Oplevelser på Fyn:


1. Egeskov Slot

Fyns absolut største turistattraktion er uden tvivl Egeskov Slot. Det blev opført i 1554, men kan dateres helt tilbage til 1400-tallet.

Det er faktisk en af Europas bedst bevarede vandborge såvel som en af Nordeuropas fineste renæssancebygninger.

Egeskov Slot er omgivet af en eventyrlig park, som ofte kaldes for Danmarks smukkeste have.

Under dit besøg kan du opleve den fortryllende have og komme en tur ind på selve slottet.

Du kan også se en lang række omfattende samlinger og udstillinger. Her er der bl.a. veteranbiler, Falck-køretøjer, motorcykler, fortidens mode, legetøj og meget mere.

16 Must-See Seværdigheder og Oplevelser på Fyn - Egeskov Slot - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Bridgewalking Lillebælt

Er du på udkig efter mere unikke og anderledes oplevelser på Fyn? Så må du ikke gå glip af bridgewalking på toppen af Den Gamle Lillebæltsbro.

Turen varer et par timer og byder på de smukkeste udsigter over Lillebælt, Jylland og Fyn. Inden turen får du selvfølgelig sikkerhedsinstrukser, får udleveret en heldragt og bliver spændt fast i sikkerhedsliner.

Bridgewalking Lillebælt er faktisk det eneste sted i Europa, hvor du kan prøve bridgewalking.

Du kommer helt op i en højde på op til 60 meter! Det er højere end turen på Sydney Harbour Bridge i Australien. Hvem havde lige troet det!?

Læs også: 16 Action Oplevelser i Danmark

 

3. Svanninge Bakker

Svanninge Bakker bliver også kaldt for De Fynske Alper. De rejser sig nemlig i en højde på op til 126 meter over havets overflade.

Sammen med Svanninge Bjerge og Sollerup Skov, dækker Svanninge Bakker over et enormt område på omkring 1.000 hektar. Det er dermed det største sammenhængende naturområde på Fyn.

Det bakkede landskab byder på enestående naturoplevelser. Her er der et stort antal forskellige plantearter, skove og grønne græsenge.

Glem endelig ikke at lave et stop ved Arreskov Sø! Det er nemlig Fyns største sø.

16 Must-See Seværdigheder og Oplevelser på Fyn - Svanninge Bakker - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Kristoffer S B PedersenUnsplash

 

4. H.C. Andersens Hus

Det lille gule hjørnehus på Hans Jensens Stræde 43 i Odense bliver kaldt for H.C. Andersens hus. Det lå engang i det fattigste område i Odense.

Det er efter sigende her vores helt egen verdenskendte eventyrdigter og forfatter blev født tilbage i 1805.

I dag fungerer huset som hovedmuseet for H.C. Andersen – og er faktisk et af verdens ældste digtermuseer.

Som et resultat heraf, er det selvfølgelig også en af de bedste must-see seværdigheder og oplevelser på Fyn.

Da H.C. Andersen var 2 år gammel flyttede familien ind i et andet lille gult hus på Munkemøllestræde 3. Dette kaldes for H.C. Andersens barndomshjem, fordi han boede her fra han var 2 til 14 år gammel.

 

5. Odense Zoo

I Odense Zoo kan du opleve mere end 2.000 dyr. Dyrene er fordelt på omkring 147 forskellige arter.

Her kan du møde løver, aber, giraffer, kænguruer, tigre, røde pandaer, slanger, pingviner, søløver og mange andre dyrearter.

Du kan komme helt tæt på dyrene, opleve fodringer og meget mere. Odense Zoo er helt klart en af de mest populære ting at give sig til på Fyn for børnefamilier.

Odense Zoo - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Kunstmuseum Brandts

Kunstmuseum Brandts ligger i Brandts Klædefabrik i centrum af Odense. Det er kendt som det største kunstmuseum på Fyn.

Her udstilles der en samling på mere end 15.000 klassiske, moderne og samtidige genstande. De mange genstande kommer til udtryk i alt fra kunstværker og tegninger til film og fotografier.

Er du kunstinteresseret? Så er Kunstmuseum Brandts uden tvivl en af de bedste seværdigheder og oplevelser på Fyn for dig!

 

7. Fyns Hoved

Fyns Hoved ligger på halvøen Hindsholm, og er det nordligste punkt på Fyn.

Området byder på en af Fyns mest fantastiske naturoplevelser. Her er der et bakket landskab, en stenfyldt kyst, brusende hav og stejle moræneklinter.

Den dramatiske og rå natur er helt specielt! Området er meget enestående og er præget af adskillige sjældne plantearter.

Der er også et usædvanligt rigt fugleliv og fiskeliv. Når du besøger Fyns Hoved er det oplagt, at tage på en vandretur eller fisketur og studerer fuglelivet.

Fyns Hoved - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Naturama

Naturama er et naturhistorisk museum i Svendborg. Samtidigt er det også et formidlings- og videnscenter. Her kan du komme helt tæt på dyrene og blive inspireret til bevarelse af naturen.

Vær dog opmærksom på, at det nok mest er en af de bedste seværdigheder og oplevelser på Fyn for børn.

Det naturhistoriske museum byder på en stor samling af udstoppede dyr til vands, til lands og fra luften. De udstoppede dyr stammer primært fra Norden og Arktis.

Når du besøger Naturama kan du også være heldig, at opleve en af deres gennemførte naturhistoriske særudstillinger.

 

9. Helnæs

Helnæs er en halvø. Den er forbundet til Fyn ved hjælp af én enkelt vej, der strækker sig langs en smal dæmning. Køreturen ud til halvøen er virkelig smuk og kan klart anbefales!

På Helnæs bliver du mødt af naturskønne omgivelser og fantastiske havudsigter.

Her er det oplagt, at besøge Helnæs by eller tage på vandreture i det skønne uspolerede landskab.

En anden mulighed er, at besøge Helnæs Fyr og Helnæs Mølle. Nogle af de mest populære naturområder på halvøen er Helnæs Made og Bobakkerne, som står i stor kontrast til hinanden.

Er du interesseret i uspolerede naturoplevelser? Så er Helnæs uden tvivl en af de bedste seværdigheder og oplevelser på Fyn.

16 Must-See Seværdigheder og Oplevelser på Fyn - Helnæs - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Mikkel DammUnsplash

 

10. Den Fynske Landsby

Den Fynske Landsby er et populært frilandsmuseum i Odense med gamle bindingsværkshuse og gårde fra det 18. og 19. århundrede.

Bygningerne er omgivet af blomstrende haver og opdyrket jord med bondegårdsdyr. Det bidrager alt sammen til et komplet landsbymiljø.

Her kan du få et unikt indblik i, hvordan Danmark så ud dengang H.C. Andersen levede.

Om sommeren og i udvalgte ferier bliver Den Fynske Landsby for alvor bragt til live. Her er der nemlig massevis af aktiviteter og underholdningsmuligheder.

 

11. Snave

Er du fan af Polle fra Snave fra filmen ”Polle Fiction” fra 2002? Så er du simpelthen nødt til, at smutte en tur forbi Snave på Fyn!

Byen har egentligt kun omkring 200 indbyggere. Alligevel er den blevet landskendt efter at have været med i filmen.

Der har desværre været store problemer med tyveri af byskiltene. Hvis der mod forventning er et byskilt i Snave, er det selvfølgelig obligatorisk med et billede foran det.

 

12. Ditlevsdal Bison Farm

Ditlevsdal Bison Farm er hjem til hundredvis af amerikanske bisoner, hvilket gør det til Europas største bisonfarm.

Tag med på bisonsafari på den nordfynske prærie eller overnat i en shelter med udsigt til bisonerne.

Spis et udsøgt måltid på restauranten eller køb bisonkød i gårdbutikken. Om sommeren arrangerer Ditlevsdal Bison Farm desuden mange sjove aktiviteter for hele familien – både for børn og voksne.

16 Must-See Seværdigheder og Oplevelser på Fyn - Ditlevsdal Bison Farm - Rejs Dig Lykkelig

 

13. Danmarks Jernbanemuseum

En af de bedste oplevelser på Fyn er, at besøge Danmarks Jernbanemuseum i Odense. Museet er beliggende i en gammel remisebygning fra 1954, som oprindeligt fungerede som et depot.

Her kan du blive klogere på den danske jernbanehistorie. Det foregår i en spændende udstilling, som både fascinerer store og små.

Oplev et stort antal gamle togvogne og lokomotiver tæt på. Du kan også se Danmarks ældste bevarede damplokomotiv fra 1868.

Danmarks Jernbanemuseum tilbyder også mange sjove aktiviteter til børn. Du kan både slippe dem fri i Børnebanegården, på legepladsen og i minitogsanlægget.

Det er altså slet ikke så svært at forstå, hvorfor det er en af Fyns mest populære seværdigheder.

Læs også: De Bedste Oplevelser i Danmark

 

14. Valdemars Slot

Valdemars Slot på Tåsinge er et af de mest imponerende slotte på Fyn. Det blev bygget af Kong Christian d. 4 i 1639 til 1644. Han gav det i gave til sin søn, Valdemar Christian.

I dag er Valdemars Slot ejet af tv-baronessen Caroline Flemmings søster. Du har sikkert allerede hørt om alt dramaet omkring slottet!

Det er også netop derfor, at det i en længere periode ikke har været muligt, at besøge selve slottet.

I maj 2025 åbnede det dog endelig for besøgende igen! I dag kan du opleve en imponerende kunstudstilling med historiske værker og international samtidskunst.

Valdemars Slot - Rejs Dig Lykkelig

 

15. Sundfarten M/S Helge

M/S Helge er et gammelt dansk veteran- og passagerskib fra 1924. I 2012 blev det udpeget som bevaringsværdigt.

Det gamle hjuldamperskib sejler på en fast rute i Det Sydfynske Øhav og Svendborgsund med en samlet sejltid på næsten 2 timer. Undervejs bliver du ført gennem smuk natur med skove, strande og små havne.

Når du sejler med M/S Helge kan du vælge, at stige af eller på i Svendborg, Vindebyøre, Christiansminde, Troense, Grasten og Valdemars Slot.

Bemærk, at veteranskibet kun sejler fra midten af maj til midten af september.

 

16. Vikingemuseet Ladby

I nærheden af Kerteminde finder du Vikingemuseet Ladby.  Her udstilles der gamle arkæologiske fund fra vikingetiden.

Hovedattraktionen er Ladbyskibet, som er Danmarks eneste vikingeskibsgrav. Her blev en vikingekonge efter sigende begravet i omkring år 925.

Udover de imponerende arkæologiske fund af Ladbyskibet, kan du også lære om vikingetiden.

Om sommeren er der desuden mange sjove aktiviteter for børnene.

Her kan de både prøve bueskydning, klæde sig ud som vikinger og meget mere. Vikingemuseet Ladby er dermed en af de sjoveste seværdigheder og oplevelser på Fyn for børnefamilier.

Vikingemuseet Ladby - Rejs Dig Lykkelig

 

Det var alt her på listen over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser på Fyn.

Hvad er dine favoritoplevelser på Fyn? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden, så andre kan få inspiration til sjove aktiviteter og ting at lave.

 

Læs flere artikler fra Danmark:

13 Seværdigheder i Syd- og Sønderjylland

26 Oplevelser i Midtjylland

• De Bedste Sommerhusområder i Danmark

24 Sjove Oplevelser i Jylland

… Eller læs alle artikler fra Danmark

 

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *