Leder du efter sjove ting at lave i Jylland? Glem ikke at tjekke denne liste med de bedste seværdigheder og oplevelser i Jylland.
I Jylland finder du mange spændende attraktioner og oplevelser for hele familien. Her på siden kan du finde inspiration til alt fra gratis oplevelser og naturoplevelser til museer og forlystelsesparker i Jylland.
Læs med her på siden, hvor du kan finde inspiration til mange sjove oplevelser i Jylland for hele familien.
Oplevelser er opdelt i henholdsvis Nordjylland og Midtjylland samt Syd- og Sønderjylland. På den måde er det nemt at finde rundt i, hvilke ting du ikke må gå glip af i de forskellige områder i Jylland.
Seværdigheder og Oplevelser i Nordjylland:
1. Klitmøller
Klitmøller ligger i Nordjylland og bliver ofte kaldt for Cold Hawaii, fordi det er et af Europas bedste surfspots. Ja, faktisk er Klitmøller det bedste sted at surfe i hele Nordeuropa, hvilket tiltrækker surfere fra nær og fjern.
Er du ikke er den fødte surfer, men vil du alligevel gerne vil prøve kræfter med det? Så kan du med fordel besøge en af de mange surferskoler i Klitmøller.
Du må heller ikke glemme at slå vejen forbi flotte Nationalpark Thy, som kun ligger en kort køretur derfra.
2. Verdenskortet
Verdenskortet ligger ved Klejtrup Sø i nærheden af Hobro og er en miniudgave af hele verden. I naturskønne omgivelser, kan du tage familien med på en jordomrejse på rekordtid.
Her er der både søer, floder, bjergkæder og flag. Udover selve verdenskortet, er der også mange andre sjove aktiviteter.
Du kan for eksempel spille minigolf, hoppe på hoppepuder, lege på en stor naturlegeplads, klappe geder og meget mere. Et besøg i Verdenskortet er uden tvivl en af de bedste attraktioner og oplevelser i Jylland for børnefamilier.
3. Rubjerg Knude Fyr
Rubjerg Knude Fyr står på Rubjerg Knudes imponerende vandreklit nær Lønstrup og Løkken i Nordjylland. Fyret blev bygget for mere end 120 år siden og byder på en storslået udsigt over Vesterhavet og Vendsyssel fra 100 meters højde.
Rubjerg Knude Fyr har været faretruende tæt på at styrte i havet på grund af den barske natur og de hårde storme i området, som langsomt får klinten til at forsvinde.
I oktober 2019 valgte man at redde fyret, som blev flyttet 70 meter ind i landskabet. Det er dermed i forholdsvis sikkerhed de næste mange år.
4. Bunkermuseum Hanstholm
I Hanstholm i Nordjylland finder du Bunkermuseum Hanstholm, som er Nordeuropas største befæstningsanlæg fra 2. verdenskrig. Det er dermed Danmarks største bunkermuseum og en af de bedste historiske oplevelser i Jylland.
Den store kystbefæstning blev bygget af Nazityskland på beordring af Hitler og var bemandet af tyske soldater, der skulle beskytte Nordsøen mod fjender.
I dag kan du udforske det enorme bunkermuseum med et stort antal bunkere, et dokumentationscenter, et frilandsmuseum, kanoner og meget mere.
Læs også: 14 Vilde Action Oplevelser i Jylland
5. Lille Vildmose
Lille Vildmose er et smukt naturområde i nærheden af Aalborg. Med en størrelse på 7.600 hektar, er det Nordeuropas største højmose og det største fredede område i Danmark.
I det vilde og uberørte landskab, kan du være heldig at møde kongeørne, kronhjorte, vildsvin og endda elge!
Sidstnævnte virker måske lidt surrealistisk, men den er altså god nok! Der findes majestætiske og gigantiske elge i Danmark. Du kan bare kun møde elge i Danmark lige her i Lille Vildmose.
6. Nationalpark Thy
Nationalpark Thy dækker over et stort område på 244 kvadratkilometer og er Danmarks største og ældste nationalpark. På grund af sin rå natur, kaldes den ofte for Danmarks sidste vildmark.
Når du besøger Nationalpark Thy, kan du nyde den smukke og særprægede natur.
Her er der gode vandrestier, ødemarker, klitheder, store skovområder, rene søer, brede sandstrande, historiske seværdigheder og et rigt dyreliv. Et besøg i Nationalpark Thy er en af de bedste naturoplevelser i Jylland!
7. Nordsøen Oceanarium
Nordsøen Oceanarium i Hirtshals er Nordeuropas største akvarium med 6 millioner liter vand og 81 forskellige dyrearter fra Nordsøen. Her er der 10.000 kvadratmeter at udforske indendørs og 6.000 kvadratmeter udendørs.
Når du besøger Nordsøen Oceanarium, kan du tage på opdagelse i et stort antal forskellige akvarier. Her kan du hilse på hajer, sæler, skaldyr og utallige forskellige fiskearter.
Der er ingen tvivl om, at Nordsøen Oceanarium er en af de bedste attraktioner og oplevelser i Jylland for børnefamilier.
8. Råbjerg Mile
Råbjerg Mile ligger syd for Skagen og er ikke bare Danmarks, men også én af Europas største vandreklitter. Den store vandreklit indeholder omkring 3,5 millioner m3 sand og dækker et område på ca. 2 kvadratkilometer.
Milens højeste punkt er ca. 40 meter over havets overflade imens den rykker sig omkring 15 meter årligt. Det er en stor og helt speciel oplevelse at tage op på de uendelige sandbanker!
Når du er i området, skal du huske at smutte forbi de andre store seværdigheder i Jylland, som ligger lige i nærheden. Her taler jeg selvfølgelig om Den Tilsandede Kirke og Grenen.
Læs også: 16 Gode Oplevelser i Skagen
Oplevelser i Midtjylland:
9. Mønsted Kalkgruber
Mønsted Kalkgruber ligger lidt vest for Viborg og er den største kalkmine i verden. Det er netop derfor at det er en af de bedste oplevelser i Jylland!
Kalkgruberne ligger så tæt på jordens overflade, at du har mulighed for at besøge dem. Nede i kalkgruberne kan du udforske en endeløs labyrint af minegange, der strækker sig over 60 kilometer i flere etager.
Du kan dog kun besøge 2 kilometer af de oplyste minegange. Hvis du er heldig, støder du måske på nogle af mange flagermus, som er Mønsted Kalkgrubers faste beboere.
10. Himmelbjerget
Himmelbjerget i Silkeborg blev dannet i den seneste istid og er måske ikke ligefrem verdens største ”bjerg”.
Ikke desto mindre er det et af de højeste punkter i Danmark med en højde på 147 meter over havets overflade. Det ligger dog kun 125 meter over Julsø, hvortil der er en fantastisk udsigt!
Du kan enten parkere tæt ved tårnet på toppen af Himmelbjerget eller sejle til bunden af Himmelbjerget og vandre derop. For at sejle dertil, kan du for eksempel leje en kano eller hoppe på Hjejlen, som er verdens ældste hjuldamper.
11. Energimuseet
Energimuseet ligger ved Tange Sø i nærheden af Bjerringbro. Her kan du besøge et specialmuseum og formidlingscenter med fokus på energiens historie og den grønne omstilling.
Det kæmpestore museum har både indendørs- og udendørs udstillinger, som hver især har fokus på energi.
Når du besøger Energimuseet, kan du opleve Danmarks største vandkræftværk, se et lynshow, gå på skattejagt og meget mere.
Energimuseet er en af de mest lærerige og sjove oplevelser i Jylland uanset alder og temperament. Børnene får dog mest ud af det, hvis de er gamle nok til at forstå formålet med energi og grøn omstilling.
12. Randers Regnskov
Randers Regnskov er en tropisk regnskov i Randers med mere end 250 dyrearter. I regnskovens tre store kupler er der et fugtigt og varmt tropisk klima, som straks giver følelsen af, at være i en ægte regnskov.
Her er der brusende vandfald, gyngende lianer, eksotiske planter og ”fritlevende” dyr. Inde i regnskoven støder du på aber, dovendyr, leguaner, flagermus, fugle og meget mere.
Du kan også besøge akvariet, natzooen, slangetemplet, børnezooen og flere forskellige anlæg. Randers Regnskov er en af de mest populære seværdigheder og oplevelser i Jylland for børnefamilier.
13. Nationalpark Mols Bjerge
På Djursland ligger Nationalpark Mols Bjerge, som består af et unikt gammelt istidslandskab dannet for tusindvis af år siden. Her bliver du mødt af et bakket landskab med en fantastisk natur, som bare venter på at blive udforsket.
Det højeste punkt i Nationalpark Mols Bjerge er Agri Bavnehøj, som er beliggende 137 meter over havets overflade. Herfra er der en fantastisk udsigt!
Du kan også nyde udsigten fra Trehøje eller opleve Tinghulen, som er et stort dødishul skabt af en kæmpestor isblok under seneste istid.
Læs også: De 26 Bedste Oplevelser i Danmark
14. Den Gamle By
Den Gamle By er beliggende i Aarhus Midtby og er hele Danmarks købstadsmuseum med et stort frilandsmuseum.
Her kan du rejse tilbage i tiden og lære om livet i Danmark i gamle dage. Ja, faktisk kan du rejse helt tilbage til 1550 og frem til dette århundrede.
I Den Gamle By bliver du mødt af charmerende gamle brostensgader, smukke bindingsværkshuse, hyggelige baggårde og meget mere.
Du kan også opleve nogle mere moderne etageejendomme med lejligheder fra omkring 1970’erne. Den Gamle By er virkelig et levende museum med mange spændende udstillinger og sjove ting at lave.
Læs også: Besøg Den Gamle By: Danmarks Købstadmuseum
15. Fængslet
Det tidligere Horsens Statsfængsel er i dag omdannet til Europas største fængselsmuseum. Horsens Statsfængsel blev taget i brug i 1853 og husede gennem 153 år nogle af Danmarks værste forbrydere.
I dag er Horsens Statsfængsel et prisvindende museum, som giver et unikt indblik i livet bag tremmer.
Inde i Fængslet kan du bl.a. udforske verdens største fængselssamling med mere end 10.000 genstande. Her kan du både lære om livet som indsat og ansat ved hjælp af spændende – og til tider – skræmmende historier.
Hvis du vil have en ekstraordinær oplevelse, kan du også prøve at overnatte i en gammel fængselscelle. Du kan bestille overnatning i Horsens Statsfængsel her (reklamelink).
16. Djurs Sommerland
I Nimtofte på Djursland ligger Djurs Sommerland, som er hele Nordens største sommerland. Her kan du prøve mere end 60 sjove forlystelser til store såvel som små.
Djurs Sommerland er dermed en af de absolut bedste seværdigheder og oplevelser i Jylland for hele familien! Her kan du finde et stort antal spændende temalande og nogle af Danmarks største rutsjebaner.
Du kan for eksempel prøve Dragekongen, som er Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster. Du kan også prøve mange andre sjove forlystelser, såsom Danmarks største Gyro Swing.
Djurs Sommerland byder desuden på et stort badeland, et bondegårdland, piratskibe, utallige legepladser og meget mere.
Læs også: Gode Forlystelsesparker i Danmark
Oplevelser i Syd- og Sønderjylland
17. Gråsten Slot
Gråsten Slot er den danske kongefamilies sommerresidens og er en af de største seværdigheder i Sønderjylland.
Slottet blev givet som bryllupsgave til den daværende Kronprins Frederik og Kronprinsesse Ingrid i 1935. Ved Dronning Ingrids død i 2000, overgik slottet til Dronning Margrethe.
Hvis kongefamilien ikke benytter slottet, kan du udforske slotshaven, som er en smuk og naturskøn engelsk inspireret landskabshave. Du kan også besøge slotskirken, som er udsmykket med mange enestående detaljer.
18. Nationalpark Vadehavet
Vadehavet er Danmarks største nationalpark og er blandt verdens ti vigtigste vådområder. Grunden til dette skyldes, at det er én af de sidste store tidevandsøkosystemer i verden.
Vadehavet er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og er uden tvivl en af de bedste oplevelser i Jylland.
Ved Nationalpark Vadehavet, kan du opleve to helt unikke naturfænomener. Den ene er de særlige tidevandsforhold, som blotlægger havbunden to gange dagligt. Den anden er sort sol, hvor op imod 1 million trækfugle samles på himlen.
19. Legoland Billund
Legoland er kendt i hele verden, men vores helt egen Legoland Billund er den originale af alle Legoland-parker på verdensplan. Men det vidste du sikkert allerede, for Legoland Billund er en af de største turistattraktioner i Danmark.
En af de helt store attraktioner i Legoland Billund er Miniland, som består af store dele af verden bygget i miniformat.
Ja, faktisk er der brugt mere end 25 millioner legoklodser til at bygge miniland og 65 millioner legoklodser i hele parken i alt! Du kan selvfølgelig også prøve mere end 50 sjove forlystelser i Legoland.
Læs også: Populære Sommerhusområder i Jylland
20. Mennesket ved havet
Mennesket ved havet er en 9 meter høj skulptur med 4 hvide mænd, som skuer ud over havet ved Sædding Strand nord for Esbjerg.
Skulpturen kan ses i op til 10 kilometers afstand og byder rejsende fra søsiden velkommen til byen. Den blev opført i anledning af Esbjerg kommunes 100-års jubilæum, og er sidenhen blevet et stort vartegn for byen.
Kunstnerens formål med Mennesket ved havet er, at symboliserer det rene menneskes møde med naturen.
21. Jelling Monumenterne
Jelling Monumenterne består af Jellingstenene, Jelling Kirke og to kæmpestore gravhøje. Tilsammen udgør de en af Europas vigtigste arve fra vikingetiden.
Området er et bevis på den første officielle overgang fra hedenskab til kristendom i Skandinavien. Når du besøger Jelling Monumenterne, kan du tage med på en rejse tilbage i tiden.
Her kan du lære om den danske historie, kristendommen, Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Jelling Monumenterne er optaget på UNESCOs verdensarvsliste og er en af de mest historiske seværdigheder i Jylland.
Læs også: UNESCO-Seværdigheder i Danmark
22. Givskud Zoo
I Givskud Zoo kan du opleve mere end 700 dyr, der er fordelt udover omkring 60 forskellige dyrearter. Her kan du bl.a. møde giraffer, løver, zebraer, pingviner, elefanter, næsehorn, bjørne, aber, gorillaer og mange andre dyrearter.
Noget af det bedste ved Givskud Zoo er deres safaripark, hvor du kan køre rundt blandt dyrene og komme helt tæt på. Du kan også besøge Danmarks største dinosaurudstilling.
Givskud Zoo er uden tvivl en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Jylland for børnefamilier.
23. Universe Science Park
Universe Science Park ligger på Als i Sønderjylland og er en populær science park med fokus på naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.
Inde i Universe Science Park, kan du nemt udforske parkens mange interaktive udstillinger i timevis. Her foregår læringen på en sjov og oplevelsesrig måde, som især er populær blandt børn.
Prøv sjove VR-forlystelser, se en film i 5D biografen, kør på segway, løft en bil, udfør spændende eksperimenter og meget mere.
24. Ribe
Ribe er Danmarks ældste by og er en stor seværdighed i Jylland i sig selv. Det er den bedst bevarede middelalderby i Danmark med en historie, der går tilbage til før vikingetiden. Ja, faktisk dateres Ribe helt tilbage til oldtiden!
Gå en tur i de historiske gamle brostensbelagte gader med bindingsværkshuse, gammeldags gadelamper og meget mere.
Du kan også besøge Ribe Domkirke, som har domineret bybilledet siden 1200-tallet og dermed er Danmarks ældste domkirke. Hvis du vil lære mere om vikingetiden, skal du huske at slå vejen forbi Ribe VikingeCenter.
Det var alt på denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Jylland. Hvad er dine favoritoplevelser i Jylland? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Danmark:
• Vilde Action Oplevelser i Jylland
• Populære Sommerhusområder i Jylland
• 16 Utrolige Oplevelser i Nordjylland
• 13 Oplevelser i Syd- og Sønderjylland
… Eller læs alle artikler fra Danmark
Skriv en kommentar