Planlægger du en ferie på Bornholm? Glem ikke at tjekke denne liste med de absolut bedste must-see seværdigheder og oplevelser på Bornholm.
I slutningen af 2019 blev Bornholm kåret som Europas næstbedste ferieø, og er faktisk kun overgået af den kroatiske ø Hvar. Bornholm slår dermed populære ferieøer som Mallorca, Kreta og Sicilien.
Det virker helt surrealistisk at vores lille solskinsø Bornholm har fået så stor en titel, men det er der en helt særlig grund til. Det er nemlig blevet yderst populært at rejse til uopdagede destinationer og her kan Bornholm altså sagtens følge med.
Hvis du planlægger en smuttur til Danmarks solskinsø, skal du blive hængende her på siden lidt endnu. Her får du en liste med de allerbedste must-see seværdigheder og oplevelser på Bornholm.
Indhold på siden
De bedste oplevelser på Bornholm:
1. Hammershus
Den mest berømte attraktion på Bornholm er Hammershus, der er Nordeuropas største borgruin. Hammershus er beliggende på en 70 meter høj klippeknold, som i sin tid fungerede som et naturligt forsvarsværk imod fjender.
I middelalderen var Hammershus ikke ligefrem elsket af bornholmerne, for det var her magthaverne holdt til. Bornholmerne kaldte det for Den Forhadte Borg, men forholdet til Hammershus er da heldigvis noget anderledes i dag.
Du kan lære meget mere om historien bag Hammershus i besøgscentret. Der er også rig mulighed for at gå på opdagelse i den gamle borgruin, der er beliggende i naturskønne omgivelser.
Selvom at Hammershus er en af de største must-see seværdigheder på Bornholm, er der alligevel gratis adgang til hele området. I sommerhalvåret koster det dog 30 kr. at parkere bilen ved besøgscentret.
2. Jons Kapel
Jons Kapel er en imponerende fritstående klippe, hvori der ligger en klippehule, der kaldes Jons Kirke. Hulen er blot én af flere såkaldte tør ovne, der er opstået af bølgernes slag mod klipperne i området.
Jons Kirke ligger på en strand 40 meter under klippen, og turen derned kræver at du tager de mange trappetrin. Det vides ikke med sikkerhed hvor mange trin der er, men folk plejer at tælle til et sted imellem 108 og 188 trappetrin. Det er uden tvivl en af de bedste oplevelser på Bornholm.
Ifølge sagnet ankom den irske præst Jon til Bornholm for at gøre bornholmerne kristne. Han bosatte sig i klippehulen og tiltrak nysgerrige bornholmere, som han fortalte historier fra biblen. Der endte med at komme så mange mennesker, at der ikke længere var plads i klippehulen. Jon valgte derfor at kravle op på klippen og fik senere udhugget en prædikestol på toppen af Jons Kapel.
3. Rønne
Med lidt over 13.000 indbyggere, er Rønne den største by på Bornholm. Den største og vigtigste havn på Bornholm ligger i Rønne, og næsten alt søgående trafik foregår ved havnen. Det er også her du bliver sat af, hvis du sejler med færge til Bornholm.
Den gamle bydel i Rønne er super hyggelig med bindingsværkshuse og smalle brostensbelagte gader. Bag de gamle huse og hvide stakitter gemmer der sig små velholdte gårdhaver, der dufter af de skønneste blomster og frugter. Vinduerne i husene er ofte prydet med alverdens porcelænsfigurer og håndlavede ting.
Du må ikke glemme at besøge Store Torv, der er Rønnes levende centrum med et utal af caféer og butikker. Af andre seværdigheder i Rønne, kan nævnes Sct. Nicolai Kirke og Rønne Fyr samt Bornholms mindste hus Vimmelskafte 11. Uanset hvad, er et besøg i Rønne én af de bedste oplevelser på Bornholm.
4. Bornholms Middelaldercenter
En af de bedste oplevelser på Bornholm, er et besøg på Bornholms Middelaldercenter. Her bliver der genfortalt en vigtig del af Danmarkshistorien i naturskønne omgivelser. Oplev hvordan det var at leve i middelalderen med middelalderhuse, historiske dyreracer og levende statister.
Bliv opslugt af stemningen, besøg de kreative værksteder, gå på opdagelse i Eskils testamente eller begiv dig ud på en stor skattejagt, der nemt kunne varer flere dage.
I juli og august afholder middelaldercentret sine populære ildnætter, ligesom der også er gøglershows, våbendemonstrationer og mange andre sjove aktiviteter. I midten af juli afholdes der desuden et hyggeligt middelaldermarked, hvor stemningen i de gamle bygninger er på sit højeste.
Entreen til Bornholms Middelaldercenter er 140 kr. for voksne og 70 kr. for børn i højsæsonen. I lavsæson kan I nøjes med at betale 80 kr. for voksne og 40 kr. for børn.
Læs også: 25 Oplevelser på Bornholm for Børn
5. Ekkodalen
Ekkodalen strækker sig over 12 kilometer og er Danmarks længste sprækkedal. Navnet skyldes at dalen er kendt for sit ekko, der opstår når du er omgivet af de stejle klippevægge. Det er også netop derfor at Ekkodalen er en af de bedste must-see seværdigheder på Bornholm.
Når du besøger Ekkodalen er det selvfølgelig oplagt at teste om dalen nu også lever op til sit navn. Du kan jo altid prøve klassikeren ”Hvad drikker Møller?” og høre om du bliver svaret tilbage med ”øller!”. Det bedste ekko kan opleves ved H.C. Østerleds Kilde.
Ekkodalen byder på en smuk natur med en næsten 200 år gammel skov, hvori der er afmærkede ruter til vandreture. Hvis sulten melder sig, kan det anbefales at besøge Ekkodalshuset, der er landskendt for sine gigantiske tarteletter.
6. Opalsøen og Hammeren Fyr
Opalsøen er en ferskvandssø, der er omkranset af stejle klipper i smukke omgivelser. Søen ligger i et gammelt granitbrud, der vidner om dengang granitbrydning var en stor indtægtskilde på Bornholm.
Husk badetøjet, så du kan tage en dukkert i den dybblå sø. Du kan også besøge det nærliggende Hammeren Fyr. Fyret er blandt et af Danmarks smukkeste, og udsigten fra toppen er fantastisk.
Opalsøen bliver i dag brugt til en af Danmarks længste og sjoveste tovbaner. Svævet på banen er 290 meter langt og starter 48 meter oppe i klipperne med en topfart på 60 km/t. Du mærker hurtigt pulsen stige, når du står oppe på klipperne og skal springe ud over kanten.
Hvis du får kolde fødder deroppe, er det muligt at få refunderet sine penge. Det koster 150 kr. for den første tur og 75 kr. for én ekstra tur. Bemærk at tovbanen kun har åbent i sommer højsæsonen.
7. Bornholms Kunstmuseum
En af de bedste must-see seværdigheder på Bornholm for kunstelskere er selvfølgelig Bornholms Kunstmuseum. Museet er placeret ovenfor Helligdomsklipperne og er fordelt i flere niveauer, der naturligt følger det hældende landskab ned mod klippekysten.
Udstillingerne på Bornholms Kunstmuseum består af en lang række værker, hvor der primært fokuseres på Bornholmsk kunst og kunsthåndværk. Det helbredende vand fra Helligdomskilden udspringer også på stedet og var engang yderst populært at besøge. I dag løber Helligdomskilden bogstaveligt talt tværs gennem museumsbygningen og fungerer som en slags vandkunst.
For at besøge Bornholms Kunstmuseum skal du betale en entre på 90 kr. for voksne, 70 kr. for pensionister og 50 kr. for studerende. Der er gratis entre for børn under 18 år.
8. Gudhjem
Gudhjem er Danmarks eneste bjergby og er en af de bedste oplevelser på Bornholm, som du ikke må gå glip af. Lyset i byen er helt specielt og har tiltrukket mange Skagensmalere igennem tiden.
Gudhjem er berygtet for at have perfekte solnedgange. Et af de bedste steder at opleve solnedgangen er på Bokul, der er et 48 meter højt bjerg med udsigt over Gudhjem, havnen og havet.
Når du besøger Gudhjem, må du ikke glemme at nyde en middag på et af de mange røgerier, hvor du kan smage det berømte smørrebrød ”Sol over Gudhjem”.
Bagefter kan du eventuelt besøge stejle Brøddegade, der er prydet med hyggelige butikker, caféer og restauranter. Du må heller ikke gå glip af en tur på havnen eller et besøg i byens pandekagehus og karamelkogeri.
Læs også: De bedste byer på Bornholm
9. Bornholms Sommerfuglepark
Bornholms Sommerfuglepark er hjem til mere end 1.000 farvestrålende sommerfugle. De mange sommerfugle lever i et tropisk klima med en høj luftfugtighed og ca. 27 grader året rundt.
Sommerfuglene flyver rundt om ørene på gæsterne, og det giver en enestående mulighed for at opleve dem helt tæt på. I et tilstødende glasbur, kan du få et unikt indblik i puppernes udvikling til farverige sommerfugle.
Når du går rundt i sommerfugleparken, vil du hurtigt føle at du går rundt midt i naturen blandt store planter, søer, vandfald og frie fugle. Du kan også møde skildpadder og tropiske fisk såsom piratfisk. Udendørs kan du finde en sjov naturlegeplads og et område med kaniner.
Vær opmærksom på at Bornholms Sommerfuglepark kun har åbent i sommerhalvåret fra midt april til midt september. Entreen er 115 kr. for voksne og 75 kr. for børn.
10. Røgerier
En ferie på Bornholm er simpelthen ikke fuldendt uden et besøg på et vaskeægte røgeri. Det er uden tvivl en af de bedste oplevelser på Bornholm og én af de ting, som du absolut ikke må gå glip af.
Når du besøger et røgeri på Bornholm, er det et must at bestille en omgang Sol over Gudhjem. Denne ret består af røget sild og er en klassisk bornholmer specialitet. Røgerierne med de karakteristiske skorstene er spredt ud over hele Bornholm. De består typisk af en blanding af restaurant og butik.
11. NaturBornholm
NaturBornholm er et sjovt indendørs naturvidenskabeligt oplevelsescenter og er blandt de bedste seværdigheder på Bornholm for børn. Bornholms enestående natur adskiller sig fra resten af Danmark, hvilket betyder at solskinsøen har haft et helt specielt plante- og dyreliv.
På oplevelsescentret kan du lære om den bornholmske natur i fortiden og nutiden ved hjælp af interaktive udstillinger. Her kan du se forstenede fodspor fra dinosaurer, udstoppede bisoner, dinosaurs figurer og meget mere. Det er uden tvivl en af de bedste oplevelser på Bornholm for hele familien!
Entreen til NaturBornholm er 125 kr. for voksne, 60 kr. for børn fra 3-11 år og gratis for børn under 3 år. Bemærk at centret kun har åben for besøgende i sommerhalvåret fra maj til og med oktober.
12. Helligdomsklipperne
Helligdomsklipperne ligger imellem Tejn og Gudhjem, og er en Danmarks største naturattraktioner. De stejle og dramatiske klippevægge er op til 20 meter høje og er opkaldt efter en hellig kilde, der engang løb for foden af dem.
Gennem tusindvis af år har havets stærke kræfter formet Helligdomsklipperne, hvilket har skabt det dramatiske udtryk med dybe kløfter og mørke klippegrotter.
Helligdomsklippernes dybeste grotter er Våde Ovn, Tørre Ovn og Sorte Gryde, hvoraf den sidstnævnte er mest populære. I Sorte Gryde er der mulighed for at bevæge sig cirka 60 meter ind i grotten, der er hjem til den sjældne bornholmske grotteedderkop.
Helligdomsklipperne kan opleves på afstand eller ved at tage de stejle trapper ned i dybet, hvorfra der er adgang til Sorte Gryde. Selvom at turen op ad trapperne igen, kan være hård, er det alligevel en af de bedste oplevelser på Bornholm.
Hvis du besøger Bornholm i sommerperioden og gerne vil have en eventyrlig oplevelse, kan det anbefales at tage på en sejltur med den lille båd M/S Thor. Båden afgår fra Gudhjem flere gange dagligt.
13. Rytterknægten
Rytterknægten ligger i Danmarks tredjestørste skov – Almindingen – og er Bornholms højeste punkt med en højde på 162 meter over havets overflade.
Her står der et gammelt stentårn fra 1856, som hedder Kongemindet og blev bygget til minde om Frederik VII og Grevinde Danners besøg på Bornholm et par år forinden. Efter 43 år var skoven i området vokset så meget, at bornholmerne forhøjede stentårnet med et stålstillads, så det stod 184 meter over havets overflade.
Fra toppen af Kongemindet på Rytterknægten er der en fantastisk udsigt over hele Bornholm. På en klar dag er det faktisk muligt at se hele vejen til Christiansø og Sverige. Det er en god attraktion på Bornholm, hvis du gerne vil nyde en smuk udsigt.
14. Østerlars Rundkirke
Når du besøger Bornholm, er det et absolut must at besøge mindst én af Bornholms fire rundkirker. Den største og ældste er Østerlars Rundkirke, der er beliggende lidt udenfor Gudhjem.
Kirken menes at være bygget omkring år 1150 og var oprindeligt uden tag, fordi den i datiden både fungerede som en kirke og en fæstning imod fjender. Hvis du besøger Østerlars Rundkirke, kan du blandt andet opleve det flotte kirkerum med flere fine kalkmalerier. Du kan også nyde den gode udsigt fra kirkens øverste etage.
Østerlars Rundkirke er som regel åben for besøgende mandag til lørdag, når der ikke er kirkelige begivenheder. Entreen er 20 kr. for voksne og 10 kr. for unge fra 10-18 år. Der er gratis entre for børn under 10 år. Rundkirkerne er blandt de bedste oplevelser på Bornholm, fordi de har en stor historisk betydning for solskinsøen.
15. Bornholms Tekniske Samling
Bornholms Tekniske Samling er et teknisk museum, der er beliggende i en gammel gård på Bornholm. Museet drives af frivillige, der byder besøgende hjerteligt velkommen fra maj til og med efterårsferien i oktober.
Den store udstilling består af en enorm samling af gamle og historiske genstande, der har en tilknytning til Bornholm. Der fokuseres primært på tekniske genstande, selvom du også kan finde en lang række andre ting.
Tag på en nostalgisk rejse tilbage i tiden med gamle maskiner, køretøjer og motorer, et gammelt elværk, kontormaskiner, kameraer og meget mere. Et besøg på Bornholms Tekniske Samling er uden tvivl en af de bedste seværdigheder på Bornholm, hvis du interesserer dig for gammel teknik.
Entreen til Bornholms Tekniske Samling er 75 kr. for både børn og voksne. Der er dog gratis entre for børn under 2 år.
16. Døndalen
Døndalen er en smuk og frodig sprækkedal, der byder på enestående naturoplevelser på Bornholm året rundt. Inde i dalen falder en å omkring 20 meter ned i skovbunden og danner dermed Danmarks højeste vandfald. Selvom at 20 meter ikke lyder af meget sammenlignet med vandfald i mange andre lande, er det altså tilfældet her i Danmark.
Vandfaldet kan opleves året rundt, men er smukkest i foråret, når skovbunden er dækket af anemoner, duftende ramsløg og syngende nattergale. For at komme ned til vandfaldet kræver det en gåtur på cirka 1,5 kilometer tur/retur. Turen tager ca. en times tid og kan også klares af folk, der ikke er vant til at gå langt.
I den nordvestlige ende af Døndalen, finder du en 20 meter høj klippevæg, hvorpå udsigtspunktet Amtmandsstenen er placeret. Herfra er der en fantastisk udsigt over dalens grønne trætoppe, Christiansø og Østersøen.
For at komme op til udsigtspunktet, skal du holde øje med en trappe på vejen til Danmarks højeste vandfald. Du skal dog være opmærksom på at turen op til dette udsigtspunkt på Bornholm er langt mere krævende.
17. Melstedgård
Melstedgård Landbrugsmuseum er et levende frilands- og landbrugsmuseum, der er beliggende i en gammel gård lidt uden for Gudhjem. Den gamle gård kan dateres tilbage til 1600-tallet, men er senere blevet genopbygget.
På Melstedgård Landbrugsmuseum kan du lære om livet på landet på Bornholm i omkring 1860’erne, hvor mange gårde næsten var selvforsynende. Her kan du møde søde bondegårdsdyr, udforske stuehuset og se gamle landbrugsredskaber- og maskiner.
Melstedgård er en del af Bornholms Museum og afholder en lang række aktiviteter i løbet af året. Et besøg på den gamle gård er en af de bedste seværdigheder på Bornholm for hele familien! Entreen til Melstedgård Landbrugsmuseum er 90 kr. for voksne og gratis for børn under 18 år.
18. Svaneke
Svaneke er Danmarks mindste købstad og blev tilmed kåret som Danmarks smukkeste købstad i 2013. Byen oser af charme med sine landlige omgivelser og nogle af Bornholms ældste bindingsværkshuse.
Svaneke er desuden fuld af spændende kunsthåndværksbutikker, såsom glaspusterier, keramikbutikker og kunstgallerier. Når du besøger Svaneke, må du ikke glemme at besøge Svaneke Havn, Bolcheriet, Svaneke Chokoladeri og Svaneke Bryghus. De mange specialbutikker i Svaneke er blandt de bedste ting at lave på Bornholm.
19. Brændesgårdshaven
Brændesgårdshaven blev indviet i 1933 og er dermed Danmarks ældste legeland. Det er en af de bedste must-see seværdigheder og oplevelser på Bornholm for børnefamilier.
Her finder du bl.a. et opvarmet udendørs vandland, robåde, hoppeborge, bowlingbaner, minigolf, karusseller, klatrebane, svævebane, blomsterpark og shows. Der er også en lille dyrepark med aber, emuer, geder og meget mere. Det er tilladt at medbringe sin egen mad og drikke i Brændesgårdshaven.
Entreen til Brændesgårdshaven er 149-169 kr. pr. person og inkluderer fri benyttelse af alle legelandets aktiviteter. Entreen er gratis for børn fra 0-3 år. Seniorer over 60 år kan nøjes med at betale 50 kr. pr. person. Bemærk at der er mulighed for rabatter ved køb af familiebilletter.
20. Christiansø
Christiansø ligger ca. 20 kilometer nordøst for Bornholm og er en rolig og naturskøn klippeø med lidt under 100 fastboende. Christiansø er en del af øgruppen Ertholmene, der også består af Frederiksø og Græsholmen.
Christiansø er Danmarks østligste punkt, og pga. den centrale placering i Østersøen blev Europas første søfæstning placeret på øen i 1684. Fæstningen blev brugt til at forsvare Danmark imod bl.a. svenskerne. Senere i historien blev fæstningen omdannet til et fængsel. Øen er i dag fredet og er præget af historiske bygninger og en smuk natur, der er meget fascinerende trods øens lille størrelse.
Hvis du vil besøge Christiansø, skal du efterlade bilen på Bornholm, da det er en bilfri ø. Christiansøfarten afgår fra Gudhjem dagligt, og turen tager ca. en times tid. Når den lille færge sejler ud af havnen om formiddagen, står nogle af Gudhjems beboere og synger færgen afsted. Kort før ankomsten til Christiansø sejler færgen forbi skæret Tat, hvor der som regel er sæler på klipperne.
Sejlturen med Christiansøfarten koster 225 kr. for voksne tur/retur og 120 kr. for børn i alderen 6-14 år. Børn under 6 år sejler gratis. Hvis I rejser på udvalgte tidspunkter i højsæsonen, er der mulighed for at få rabatter på børnebilletter.
21. Bornholmertårnet
Hvis du er interesseret i Bornholms og Danmarks historie er Bornholmertårnet en af de bedste must-see seværdigheder på Bornholm. Her kan du opleve et tidligere tophemmeligt militært anlæg, der er blevet brugt som lyttepost af NATO under Den Kolde Krig.
Inde i det gamle topsikrede militære anlæg, kan du lære om forsvarets efterretningstjenestes metoder til at skaffe oplysninger, besættelsen af Bornholm og meget mere. Du kan også tage op i det 70 meter høje Bornholmertårn, hvorfra der er en fantastisk udsigt! Kæmp dig op af de mere end 400 trin eller benyt den langt hurtigere elevator.
Entreen til Bornholmertårnet og det dertilhørende udstillingscenter er 75 kr. for voksne, 50 kr. for børn fra 4-12 år og gratis for børn under 4 år. Der er mulighed for grupperabat og familierabat, hvis din familie består af 2 voksne og 2 børn.
22. Dueodde Strand
Dueodde Strand strækker sig over flere kilometer og er Bornholms – og måske endda hele Danmarks – mest berømte strand. Ja, faktisk menes Dueodde Strand ligefrem at være en af de bedste sandstrande i Europa.
Sandet på stranden er så fint og hvidt, at det er blevet brugt som sand i mange timeglas. Vandet er desuden så klart og rent, at det kan svært at modstå fristelsen for en dukkert i havets indbydende blå bølger.
Når du besøger Dueodde Strand, må du ikke glemme at lægge vejen forbi Dueodde Fyr. Fyret har en højde på 47 meter og er dermed det højeste fyr i Nordeuropa.
Turen op til toppen af fyret er hård, men du bliver til gengæld belønnet med en fantastisk udsigt over kystområdet og det sydlige Bornholm. Entreen til Dueodde Fyr er kun 10 kr. for voksne og 5 kr. for børn fra 5-12 år. Det er gratis for børn under 5 år.
23. Rokkestenen
En af de mest populære oplevelser på Bornholm, er Rokkestenen som ligger i Paradisbakkerne. Denne kæmpestore vandreblok er endt lige her i skoven, efter at være blevet forflyttet af indlandsisen under istiden.
På trods af at Rokkestenen vejer 35 tons og måler omkring 4x3x2 meter, kan den faktisk rokkes fra side til side. Hvis det skal lykkes, skal du dog skubbe det helt rigtige sted. Rokkestenen i Paradisbakkerne er den største ud af tre store rokkesten på Bornholm, men er den eneste som kan rokke.
Hvis du vil følge den korteste vandrerute til Rokkestenen, skal du følge den røde rute, der starter ved parkeringspladsen ved Klintebygård. Turen er næsten 3 kilometer lang tur/retur og tager omkring en times tid.
Undervejs på ruten bliver du ført gennem den smukke og enestående natur i Paradisbakkerne. Du kommer blandt andet forbi Fjeldstauan, der stammer fra 1919 og er Danmarks ældste vandrerhjem. Paradisbakkerne er generelt et meget naturskønt sted og er blandt de bedste oplevelser på Bornholm.
24. Bornholms Rovfugleshow
Bornholms Rovfugleshow er endnu en af de mest populære seværdigheder og oplevelser på Bornholm. Det er placeret lidt udenfor Nyker og er omgivet af Bornholms enestående natur med skov, søer, åer og klipper.
Her kan du komme helt tæt på forskellige rovfugle, såsom ørne, falke, gribbe og ugler. Der opføres flyveopvisninger dagligt, hvor du kan opleve rovfuglene flyve frit omkring. Hvis vejret er dårligt, bliver opvisningerne fremført i en indendørs flyvehal. Efter showet er der mulighed for at snakke med falkoneren. Bornholms Rovfugleshow har også en udstilling om fuglene.
Hvis du ønsker at opleve rovfuglene, koster det 145 kr. for voksne fra 13-59 år, 120 kr. for seniorer på 60+ år og 90 kr. for børn fra 3-12 år. Der er gratis adgang for børn under 3 år. Bemærk at der er mulighed for familierabat.
Det var alt på denne liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser på Bornholm. Hvad er dine favoritoplevelser på Bornholm? Hvilke seværdigheder og oplevelser på Bornholm, synes du lyder mest spændende? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Danmark:
- De bedste byer på Bornholm
- 25 Gode Oplevelser på Bornholm for Børn
- 17 af de bedste oplevelser i Danmark
- De bedste sommerhusområder i Danmark
- 7 UNESCO-Seværdigheder i Danmark
- De 29 bedste oplevelser i København
… Eller læs alle artikler fra Danmark
Bestil et sommerhus på Bornholm på Dancenter.dk (reklamelink)
Bestil rejsebogen “Turen går til Bornholm” på Saxo.com (reklamelink)
Mit yndlingssted på Bornholm er røghus. Du kan spise og tage smukke billeder. https://visitbornholm.com/da/byer-steder/udvalgte-steder/roegerier
Det er dejligt i disse corona tider, at læse om en kommende ferie, selv om man har været på øen over 25 gange, er det altid dejligt at få frisket hukommeren op, tak for det
Til jeres orientering hedder haven Brændesgårdshaven i mangler et s i navnet
Hej Klaus.
Det har du da helt ret i! Tusind tak for at informerer omkring dette.
Det er hermed blevet rettet 🙂
Rigtig god sommer!
Med venlig hilsen
Nikita fra Rejs Dig Lykkelig