UNESCO-Seværdigheder i Danmark - Stevns Klint - Rejs Dig Lykkelig

12 UNESCO-Seværdigheder i Danmark

Leder du efter Danske attraktioner på UNESCOs verdensarvsliste? Glem ikke at tjekke denne liste over UNESCO-seværdigheder i Danmark.

Danmark er ganske vist et lille land. Alligevel har vi formået, at få tolv fantastiske steder optaget på UNESCOs verdensarvsliste.

De mange UNESCO-seværdigheder i Danmark byder på alt fra enestående natur til en spændende Danmarkshistorie. De er fordelt således:

Seks af stederne ligger på Sjælland.

Et af stederne ligger på Fyn.

Fem af stederne ligger i Jylland.

UNESCOs Verdensarvsliste er en international liste, som omfatter et stort antal unikke steder verden over. Listen indeholder alt fra naturvidundere, historiske bygninger og religiøse monumenter til hele byer.

Alle UNESCO-seværdighederne har dét tilfælles, at de er bevaringsværdige og anerkendte som verdenskulturarv.

Når du besøger dem er du næsten stensikker på, at få en oplevelse ud over det sædvanlige.

Vil du udforske Danmarks fantastiske UNESCO-steder? Så skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en liste over de tolv UNESCO-seværdigheder i Danmark.

 

UNESCO-seværdigheder i Danmark:


1. Stevns Klint

Stevns Klint er et af Danmarks smukkeste og mest historiske steder. Det blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 2014.

Klinten rejser sig dramatisk op fra havet i en højde på op til 41 meter. Herfra er der en smuk udsigt over Øresund! På en klar dag kan du faktisk se hele vejen til København, Sverige og Møn.

Klinten består af kridt og hvide kalksten. Det blev dannet for millioner af år siden, dengang Danmark stadig lå under havet.

Ved Stevns Klint findes der spor, som vidner om den store katastrofe for 65 millioner af år siden. Katastrofen ramte hele jorden og udslettede mere end halvdelen af alt liv på jorden, inklusive dinosaurerne.

Udover dinosaurernes uddøen, vidner Stevns Klint også om atomtruslen under Den Kolde Krig.

Det er dermed både et smukt og spændende naturhistorisk sted. Det er en af de UNESCO-seværdigheder i Danmark, som du skal se mindst én gang i livet.

Læs også: 18 Fantastiske Seværdigheder på Sjælland

Stevns Klint - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Sebastian Bill fra Unsplash

 

2. Christiansfeld

Christiansfeld er en lille by i Sønderjylland, som blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i 2015.

Byen blev grundlagt i 1773 på beordring af Kong Christian VII. Den blev bygget af det verdensomspændende trofællesskab ”Brødremenigheden”, som nøje og systematisk planlagde byplanen.

I dag findes der mange lignende menighedsbyer i Europa. Alligevel er Christiansfeld Europas bedst bevarede brødremenighedsby.

Byen har gennemgået en omfattende renovering. Den fremstår dog stadig så original som muligt.

Christiansfeld er så velbevaret, at en gåtur i byen hurtigt giver en følelse af, at befinde sig i gamle dage.

 

3. Kronborg Slot

Kronborg Slot er en af de fineste og mest betydningsfulde renæssanceslotte i Europa.

Slottet har spillet en stor rolle i Danmarkshistorien. Dens historie går helt tilbage til 1420. Den strategiske placering ved Øresund har resulteret i, at det bl.a. har fungeret som et vigtigt militært fæstningsværk.

I Shakespeares berømte fortælling om ”Hamlet” benyttede han Kronborg Slot som scenen for sit skuespil.

Som et resultat heraf, er slottet i dag kendt over hele verden som ”Hamlets slot”.

Slottet er desuden hjem til Holger Danske. Han har  efter sigende sovet i kælderen under Kronborg i hundredvis af år.

Rygtet siger, at han først vågner igen den dag, hvor han skal beskytte Danmark mod fjender.

Det smukke slot i Helsingør blev optaget på UNESCOs Verdensarvsliste i år 2000. Det er uden tvivl en af de mest unikke oplevelser i Danmark.

UNESCO-Seværdigheder i Danmark - Kronborg Slot - Rejs Dig Lykkelig

 

4. De danske ringborge

De fem danske ringborge udgør fem af Danmarks UNESCO-seværdigheder. Jeg har derfor valgt, at samle dem i ét punkt for sig selv her på listen.

Ringborgene blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2023. Der findes to i Jylland, en på Fyn og to på Sjælland. De fem ringborge er helholdsvis:

• Nonnebakken i Odense (Fyn)

• Aggersborg ved Løgstør (Nordjylland)

• Fyrkat ved Hobro (Nordjylland)

• Trelleborg ved Slagelse (Sjælland)

• Borgring i Køge (Sjælland)

De blev opført af Harald Blåtand i slutningen af 900-tallet. Det er dermed vikingeborge, som består af geometrisk præcise cirkulære forhøjninger i jorden.

 

5. Roskilde Domkirke

Roskilde Domkirke er en af Danmarks vigtigste bygningsmonumenter og har stor betydning for Europæisk arkitekturhistorie. Ja, faktisk er det et af de tidligste eksempler på gotiske domkirker i Skandinavien.

Den storslåede kirke har en mere end 1.000 år lang Danmarkshistorie.

Byggeriet af den nuværende kirke begyndte i 1170’erne. Siden dengang har der været mange tilføjelser.

Roskilde Domkirke har været brugt som kongeligt gravkammer i hundredvis år. Her er mindst 38 danske konger og dronninger stedt til hvile. Dronning Margrethe II skal også begraves her.

Roskilde Domkirke - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Nationalpark Vadehavet

Vadehavet er Danmarks største nationalpark og et af verdens ti vigtigste vådområder. Det er nemlig et af verdens sidste store tidevandsøkosystemer.

Vadehavet strækker sig hele vejen fra Ho bugt i Esbjerg til den Hollandske by, Den Helder. Den danske del blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2014.

Ved Nationalpark Vadehavet kan du opleve to helt unikke naturfænomener.

Den ene er de særlige tidevandsforhold, som blotlægger havbunden to gange dagligt. Den anden er sort sol, hvor op imod 1 million trækfugle samles på himlen i foråret og efteråret.

Det varme og lave vand ved Vadehavet gør det til et yndet sted for dyreliv. Det er bl.a. hjem til Danmarks største bestand af spættede sæler.

Der hersker ingen tvivl om, at Nationalpark Vadehavet er en af de mest populære UNESCO-seværdigheder i Danmark.

UNESCO-Seværdigheder i Danmark - Nationalpark Vadehavet - Rejs Dig Lykkelig

 

7. Parforcejagtlandskabet

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland er endnu en af de enestående UNESCO-seværdigheder i Danmark.

Landskabet består af Store Dyrehave, Gribskov og Jægersborg Dyrehave. Tilsammen danner de tre steder et enormt naturområde.

På en tur til Versailles nær Paris blev Kong Christian den 5. inspireret af barokhaverne. Efterfølgende besluttede han sig for, at omdanne de kongelige jagtmarker til et parforcejagtlandskab.

Parforcejagt var kongens foretrukne jagtform. Det var en meget brutal form for jagt, hvor kongen kunne demonstrere sin magt.

Her blev et krondyr jagtet indtil den var så udmattet, at selskabets æresgæst kunne dræbe den med et sværd eller et spyd.

I dag er parforcejagtlandskabet optaget på UNESCOs Verdensarvsliste. Det er nemlig et usædvanligt eksempel på, hvordan den europæiske baroks værdier blev brugt til at designe naturen.

 

8. Jelling Monumenterne

Jelling Monumenterne består af Jellingstenene, Jelling Kirke og to kæmpestore gravhøje. Tilsammen udgør de en af Europas vigtigste arve fra vikingetiden.

Området er et bevis på den første officielle overgang fra hedenskab til kristendom i Skandinavien. Det kom på UNESCOs verdensarvsliste i 1994, som den første UNESCO-seværdighed i Danmark.

Områdets to store gravhøje og Jellingstenene er opført af de to konger, Gorm den Gamle og Harald Blåtand.

Jelling Kirke er blot én ud af flere kirker, som er blevet opført samme sted. Kirken er faktisk placeret lige der, hvor Harald Blåtands trækirke blev opført i 900-tallet.

Jellingestenene bliver ofte kaldt for Danmarks dåbsattest. De skildrer nemlig den ældste skrift med Danmarks navn indskrevet.

På den ene sten er der indhugget en kristusfigur, som faktisk også er fremstillet i alle danske pas.

De to høje ved Jelling Monumenterne byder på en god udsigt over området. Den ene høj menes, at have været Gorm den Gamle’s første gravhøj imens den anden formentligt bare er en mindehøj.

Glem ikke at besøge museet, Kongernes Jelling, som ligger i nærheden og fortæller om historien bag Jelling Monumenterne.

Jelling Monumenterne - Rejs Dig Lykkelig

 

Det var alt på min liste over de tolv UNESCO-seværdigheder i Danmark.

Føler du dig inspireret til, at se nogle af de unikke steder? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

 

Læs flere artikler fra Danmark:

De Bedste Oplevelser i Danmark

Uforglemmelige Paroplevelser i Danmark

Action Oplevelser i Danmark

De Bedste Sommerhusområder i Danmark

… Eller læs alle artikler fra Danmark

 

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *