Seværdigheder og oplevelser i Krakow, Polen - Rejs Dig Lykkelig

25 Must-See Seværdigheder og Oplevelser i Krakow

Leder du efter sjove ting at lave i Krakow? Tjek denne liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow.

Krakow er den næststørste by i Polen samt en af de mest populære storbyer til en miniferie i Europa.

Den tidligere polske hovedstad er propfyldt med historiske steder og smukke middelalderbygninger. Det bidrager alt sammen til en eventyrlig atmosfære.

Planlægger du en tur til dejlige Krakow? Så skal du blive hængende her på rejsebloggen lidt endnu. Her får du en guide med en liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, Polen.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til Krakow (reklamelink)

Bestil hotel i Krakow (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Krakow (reklamelink)

Bestil biludlejning i Krakow (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Krakow (reklamelink)

 

Seværdigheder og Oplevelser i Krakow:


1. Markedspladsen

Markedspladsen er kendt som Europas største middelalderlige plads. Den hedder officielt Rynek Glówny og kan dateres tilbage til det 13. århundrede.

Pladsen er beliggende i hjertet af Krakows gamle bydel, som er optaget på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Her fungerer den som byens vigtigste samlingspunkt. Overalt ligger restauranter, caféer og barer side om side med nogle af de største turistattraktioner.

Den flotte plads er omkranset af middelalderbygninger. Nogle af de mest imponerende er Jomfru Mariakirken, Klædehallen og Rådhustårnet. De nævnes alle længere nede på listen over Krakows seværdigheder.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Markedspladsen - Rejs Dig Lykkelig
Markedspladsen med udsigt til Mariakirken og Klædehallen.

 

2. Mariakirken

På Markedspladsen finder du Mariakirken – eller Bazylika Mariacka på polsk. Den blev bygget i det 14. århundrede og er et af de steder, som du bare skal se i byen.

Inde i den gotiske kirke, kan du nyde synet af dens smukke udsmykning og verdens største gotiske altertavle. Hvis du er på udkig efter et godt udsigtspunkt i Krakow, er det et must at tage op i kirketårnet.

For at nå op til toppen af kirketårnet kræver det, at du bestiger 239 trappetrin. De mange trin er dog det hele værd, for udsigten herfra er fantastisk!

Hver hele time afspilles der en trompetlyd fra kirketårnet, som stopper meget pludseligt. Det siges at en trompetblæser spillede netop denne melodi fra tårnet for hundredvis af år siden.

Han ville angiveligt advare byen mod et mongolsk angreb, men blev ramt i halsen af en pil. I dag stopper melodien præcis det samme sted, som dengang han blev ramt.

 

3. Klædehallen

En anden bygning du ikke må gå glip af er Klædehallen, der også kaldes Sukiennice. Den stammer fra det 15. århundrede og var engang det vigtigste handelscentrum i byen.

Her blev der importeret eksotiske produkter såsom krydderier, silke, læder og voks. Herudover blev der bl.a. eksporteret tekstiler, bly og salt fra Wieliczka-saltminen.

Selvom at Klædehallen ikke længere fungerer som det internationale handelscentrum i Krakow, kan du stadig handle derinde. I dag fungerer det som et turistcentrum, hvor du kan købe alverdens souvenirs i boderne.

Læs også: De Største Oplevelser i Polen

Klædehallen - Rejs Dig Lykkelig
Klædehallen i Krakow hedder officielt Sukiennice på polsk.

 

4. Rynek Underground

For at besøge Rynek Underground skal du rejse ned under Markedspladsen. Her er der et underjordisk museum, som tager dig på en historisk rejse tilbage til middelalderen.

Rynek Underground dækker et enormt område på 6.000 kvadratmeter. Museet byder på en lang række arkæologiske udgravninger af genstande, gamle handelsboder og en kirkegård fra middelalderen.

Der er også rekonstruktioner af værksteder samt teknologiske udstillinger, hvor du kan lære om livet i Krakow for 700 år siden.

Rynek Underground er dermed et godt sted til, at lære om historien. Det er også netop derfor, at det er en af de mest populære oplevelser i Krakow.

 

5. Rådhustårnet

Når du besøger Markedspladsen i den gamle bydel, kan du ikke undgå at bemærke Rådhustårnet (Wieża ratuszowa w Krakowie).

Det 70 meter høje tårn blev bygget i det 14. århundrede som en del af Krakows første rådhus. For at åbne op omkring Markedspladsen blev Rådhuset revet ned i 1820, men tårnet fik lov at stå ensomt tilbage.

Rådhustårnet kaldes også for ”det skæve tårn i Krakow”, fordi det hælder 55 cm til den ene side. Det siges at hældningen er opstået efter en voldsom storm tilbage i 1703.

Inde i tårnet er der et par udstillinger og et udsigtspunkt, som dog ikke ligefrem er noget at skrive hjem om. Så efter at have set Rådhustårnet udefra, anbefaler jeg, at tage videre til andre seværdigheder i Krakow.

 

6. Florianska Street

Florianska Street hedder officielt Ulica Florianska og er en af byens mest populære gader.

Den strækker sig fra Markedspladsen til St. Florian’s Gate, og var engang en af Krakows vigtigste handelsgader.

Gaden er omkranset af historiske og charmerende gamle bygninger. Når du slentrer ned ad den, kan du finde masser af små butikker samt et par gode restauranter og barer.

Læs også: Shopping Guide til Krakow

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Florianska Street - Rejs Dig Lykkelig
Flotte Florianska Street med udsigt til Marikakirken på Markedspladsen.

 

7. Lost soul’s alley

Hvis du har modet på, at prøve noget sjovt og sindssygt skræmmende på samme tid, bør du ikke gå glip af Lost soul’s alley!

Her kan du møde dine værste mareridts i en blanding af et spøgelseshus og et escape room. Du har ca. 30 minutter til at løse gåderne med din gruppe, så I kan slippe væk fra rædslerne i de mørke rum.

Undervejs sker der mange uhyggelige ting, fordi de ansatte går rundt og skræmmer dig fra vid og sans. Fik jeg forresten sagt, at det virkelig er uhyggeligt?!

Inden turen starter, skal du vælge et smerteniveau. Det er med til at bestemme, hvor uhyggelig turen skal være.

Vær opmærksom på, at der ikke er adgang for børn under 14 år. Selv det laveste niveau er nemlig stadig uhyggeligt! Det er desuden vigtigt, at du lader det pæne tøj blive hjemme, da det kan blive ødelagt.

 

8. St. Florian’s Gate

For enden af Florianska Street står St. Florian’s Gate. Det polsk gotiske tårn stammer fra omkring det 14. århundrede.

Tårnet var oprindeligt en del af de massive bymure, der blev bygget til at forsvare den gamle bydel imod fjender. I dag er der ikke meget af bymuren tilbage. Alligevel er St. Florian’s Gate blevet bevaret.

St. Florian’s Gate markerer desuden starten på Krakows Royal Road. Her rejste de kongelige i århundreder gennem porten for at nå frem til Wawel Slottet.

I dag kan du gå på resterne af de gamle bymure, hvorfra der er en god udsigt over Florianska Street.

 

9. Barbican

Overfor St. Florian’s Gate står Barbican (Barbakan), som er en middelalderlig forsvarspost i udkanten af Krakows gamle bydel. Den var oprindeligt forbundet til St. Florian’s Gate med en vindebro, der krydsede en dyb voldgrav.

Barbican skulle efter sigende være én ud af kun tre af disse slags befæstede forposter, som stadig er bevaret i Europa.

Der er mulighed for at komme ind i Barbican, men det er ærligt talt ikke specielt spændende derinde.

Hvis du alligevel har planer om at besøge St. Florian’s Gate, kan du dog lige så godt overveje at besøge Barbican. Billetten gælder nemlig til begge de historiske seværdigheder i Krakow.

Barbican - Rejs Dig Lykkelig
Foto af den gamle middelalderlige forsvarspost, Barbican.

 

10. Kanonicza Street

Kanonicza Street hedder Ulica Kanonicza på polsk og er en endnu en historisk gade i den gamle bydel. Her er der ligeledes fyldt med charmerende gamle bygninger og brostensbelagte gader.

Den smukke gade bliver faktisk kaldt for den ældste gade i hele Krakow. Den er dermed en fin attraktion og et besøg værd, hvis du alligevel befinder dig i området.

 

11. Besøg en mælkebar

Når du er i Polen er det et must, at spise et måltid på en mælkebar (bar mleczny). En mælkebar kan nok bedst beskrives som et slags cafeteria med traditionelle polske retter.

Her får du utroligt meget mad til utroligt billige priser, men forholdene afspejler sig altså også herefter. Alligevel er det en af dé aktiviteter og oplevelser i Krakow, som du bør prøve mindst én gang under din storbyferie!

Efter kommunismens fald lukkede de fleste mælkebarer i Polen, men der er heldigvis stadig et par få stykker tilbage i dag.

Du kan finde mælkebarerne over alt i centrum, men mange af de mest populære ligger ved den gamle bydel. Vær opmærksom på, at der ikke serveres alkohol der.

 

12. Planty Park

Planty Park omkranser den historiske gamle bydel og fungerer som en slags erstatning for de gamle bymure.

Det er en af de største byparker i Krakow og består af smukt dekorerede haver. Her er der propfyldt med historiske monumenter, sprudlende springvand, høje træer, velduftende blomsterbede og grønne plæner.

Jeg kan især anbefale at besøge Planty Park om sommeren, hvor det er populært at følge den cirkulære vandrerute rundt om den gamle bydel.

Hvis du er tidsbegrænset, kan du også sagtens nøjes med at nyde parkens stilhed. Sæt dig i græsset eller på en bænk og nyd roen.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Planty Park - Rejs Dig Lykkelig
Rolige Planty Park i centrum af Krakow.

 

13. Wawel-Slottet

Kongeslottet på Wawel-højen har stor betydning for Polens befolkning. Det er nemlig en af Krakows vigtigste kulturelle seværdigheder.

Slottet er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og er bygget i mange forskellige stilarter. Alt dette repræsenterer dets turbulente historie.

Wawel Slottet var i århundreder hjem til polske konger og dronninger. I dag huser det forskellige museer og udstillinger, herunder de private kongelige gemakker, statslige rum og et skatkammer med Wawels kronjuveler og våben.

Har du planer om at se en af udstillingerne? Så er det en god idé, at ankomme så tidligt som muligt. Der sælges nemlig kun et begrænset antal billetter pr. dag.

 

14. Wawel-Katedralen

Ved siden af Kongeslottet står en af de vigtigste kirker i hele polen. Wawel-Katedralen (Katedra Wawelska) gemmer på en imponerende tusindårig gammel historie.

Den nuværende katedral har dog ”kun” stået der siden det 14. århundrede. I mellemtiden har den fungeret som kroningssted og begravelsesplads for Polens kongelige, store biskopper, nationale helte og andre vigtige personer.

De mange stilarter på katedralens facade, giver den et ret rodet udtryk. Det indvendige er til gengæld meget smukt dekoreret.

Hvis du gerne vil besøge både slottet og katedralen, kan jeg varmt anbefale disse billetter til Wawel (reklamelink).

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Wawel Kathedralen - Rejs Dig Lykkelig
Wawel-Katedralen er en af de vigtige historiske bygninger på Wawel-højen.

 

15. Wawel-Dragestatuen

For foden af Wawel-højen i retning mod Vistula River, står der en dragestatue, som ifølge legenden boede i Dragon’s Den omme bagved dragen.

Wawel-Dragestatuen hedder officielt Smok Wawelski. Den spyr med ægte ild og er et stort hit for børn. Det er derimod nok ikke en af de mest spændende seværdigheder og oplevelser i Krakow for voksne.

Uanset hvad, kan det anbefales at lægge vejen forbi dragestatuen, hvis du alligevel er i nærheden.

Hele byen er præget af Wawel-dragen på alt fra bygninger til souvenirs, da det er et af Krakows helt store varemærker.

 

16. Kazimierz

Kazimierz er det jødiske kvarter og en af Krakows mest populære bydele. Her er der en charmerende stemning med krakelerede bygninger, store synagoger og gamle jødiske kirkegårde.

En hyggelig ting at lave er, at slentre en tur gennem bydelen. Besøg evt. nogle af de mange specielle butikker, gallerier, barer, restauranter og caféer.

Glem ikke at smutte forbi Old Synagogue, som er den ældste tilbageværende synagoge i Polen. Den er desuden et af de vigtigste vartegn for jødisk arkitektur i Europa.

Læs også: Hvor skal man bo i Krakow?

 

17. Father Bernatek Footbridge

Når du besøger Krakow, kan jeg anbefale at gå en tur langs floden Wisla. Her kan du med fordel krydse floden via Father Bernatek Footbridge – også kaldet Kladka Ojca Bernatka.

Langs fodgænger- og cykelbroens kabler, hænger der sjove skulpturer imens hegnet er prydet af kærlighedshængelåse fra forelskede par i Krakow.

Hvis du er en håbløs romantiker, kan du købe en hængelås og hænge op på broen sammen med din udvalgte. Husk, at nøglen skal smides i Wisla-floden som et tegn på uendelig kærlighed mellem jer.

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Father Bernatek Footbridge - Rejs Dig Lykkelig
Father Bernatek Footbridge med sine sjove skulpturer.

 

18. Église Saint-Joseph

Når du krydser Father Bernatek Footbridge, kan du ikke undgå at få øje på Église Saint-Joseph. Med sit 80 meter høje klokketårn, troner den katolske kirke højt over resten af området.

Kirken ligner mest af alt noget fra en eventyrfortælling. Det er dermed det perfekte sted til, at tage et par gode feriebilleder i Krakow.

Foran kirken er der også en hyggelig lille park med bænke, hvor du kan sidde og slappe lidt af i benene.

 

19. Ghetto Heroes Square

Ghetto Heroes Square hedder Plac Bohaterów Getta på polsk. Det var den største åbne plads i Krakows jødiske ghetto under 2. verdenskrig.

Engang var pladsen altid fyldt med mennesker. De ønskede nemlig at slippe lidt for de trængte forhold i lejlighederne. Det ændrede sig dog markant, da Polen blev overtaget af nazisterne i 1939.

Med ét blev pladsen omdannet til et smertefuldt sted, hvor familier blev revet fra hinanden pga. massedeportationer til koncentrationslejrene. Der var også mange ydmygelser, vold og henrettelser på pladsen.

I dag er Ghetto Heroes Square omdannet til et mindesmærke med 70 store metalstole. Stolene repræsenterer de næsten 70.000 jøder, som fik deres skæbne afgjort på pladsen.

Ud af Krakows 70.000 jøder var det kun 15.000 af dem, der fik lov at blive i byen. Det er uden tvivl en af de mest tankevækkende og bevægende seværdigheder og oplevelser i Krakow fra 2. verdenskrig.

Læs også: De Bedste Rejsemål i Polen

 

20. Oskar Schindlers Fabrik

Oskar Schindlers Fabrik ligger tæt på den gamle jødiske ghetto. Det er ligeledes et sted du bare skal se, hvis du interesserer dig for 2. verdenskrig.

Historien om Oskar Schindler blev for alvor kendt efter udgivelsen af Steven Spielbergs film ”Schindler’s List”. Hvis du ikke allerede har set filmen, kan det anbefales at se den inden din rejse til Krakow.

Oskar Schindler var en tysk forretningsmand, der reddede næsten 1.200 jøder fra at blive deporteret til koncentrationslejrene.

Ved hjælp af en liste kunne han ansætte dem som billig arbejdskraft på sin emaljefabrik. Herfra kunne han også beskytte dem.

I den tidligere administrationsbygning er der et spændende museum, hvor du kan lære mere om Oskar Schindler. Du kan også blive klogere på nazisternes hærgen og besættelsen af Krakow under 2. verdenskrig.

Vil du gerne besøge museet? Så kan du med fordel se efter billetter til Schindlers Fabrik her (reklamelink).

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Oskar Shindlers Fabrik - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Oskar Shindlers berømte fabrik i Krakow.

 

21. Krakus Mound

Krakow er omgivet af fire store grønne høje, som hver især tilbyder en fantastisk udsigt over byen.

Den ældste høj er Krakus Mound. Den er så gammel, at der simpelthen ikke er nogen der ved, hvornår den egentligt stammer fra. Rygtet siger, at det er hvilestedet for Kong Krakus, der var Krakows grundlægger.

Krakus Mound ligger tæt på Krakows centrum. Den er derfor oplagt at besøge, hvis du er tidspresset.

Det kan være hårdt, at bestige den 16 meter høje gravhøj. Udsigten fra toppen er dog alt besværet værd. Den er meget stejl, så pas på du ikke falder ned.

 

22. Kościuszko Mound

Lidt længere udenfor byen finder du Kościuszko Mound. Det er til gengæld byens største og mest populære høj.

Den blev lavet i 1820-1823 til ære for den polske militærleder Tadeusz Kościuszko. Han var kendt som en national helt.

Med sin højde på 35 meter, tilbyder højen en smuk panoramaudsigt over det meste af Krakow og forstæderne. Der er langt op til toppen, men heldigvis er der en sti som gør turen nemmere.

Hvis du er interesseret i historien bag Kościuszko Mound, er der et museum på stedet. Et besøg på højen er helt klart blandt de bedste oplevelser i Krakow!

Kościuszko Mound - Rejs Dig Lykkelig.
Kościuszko Mound der er den største og mest populære af byens fire høje.

 

23. Polish Aviation Museum

Polish Aviation Museum er et stort flymuseum. Det er beliggende på en nedlagt flyveplads fra 1912. Det er dermed en af de ældste militære flyvepladser i Europa.

Museet er flere gange blevet kåret til, at være et af verdens bedste luftfartsmuseer. Her er der en stor samling på mere end 200 fly og cirka 100 motorer.

De mange genstande er ikke bare udstillet i hovedbygningen. De er nemlig også udstillet i gamle flyhangarer samt udenfor bygningerne.

Flere af flyene anses for, at være unikke på verdensplan. Der er endda 22 af dem, der er ekstremt sjældne. Som et resultat heraf, er det en sjov aktivitet og attraktion for enhver flyentusiast.

 

Seværdigheder og Oplevelser i Krakow og omegn:


24. Wieliczka-saltminen

Et andet sted, som du bare skal se og opleve i Krakow er Wieliczka-saltminen lidt udenfor byen.

Den nedlagte mine er så imponerende, at den er optaget på UNESCOs Verdensarvsliste og er blandt Polens største oplevelser! Wieliczka har udvundet salt i mere end 700 år, så det er en af verdens ældste saltminer.

Igennem hundredvis af år, har minearbejderne udhugget underjordiske tunneler og rum inde i minen.

De har skabt et stort kunstværk med skulpturer, lysekroner og meget mere med dekorative detaljer. De har også udhugget tre kapeller samt en ekstremt imponerende katedral, som kun består af salt.

Du kan finde et stort udvalg af populære billetter og ture til Wieliczka-saltminen her (reklamelink).

 

25. Auschwitz-Birkenau

Det lyder måske underligt. Men Auschwitz-Birkenau er ikke bare en af de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, men også i resten af Polen.

Koncentrationslejren var den største og mest berygtede udryddelseslejr fra nazisternes hærgen under 2. verdenskrig. Fra 1941 til 1944 blev omkring 1,1 millioner fanger dræbt i lejren under et af de største massemord i historien.

Et besøg i Auschwitz-Birkenau er meget rørende og skræmmende. Det giver et unikt indblik i de ekstreme forhold som fangerne gennemlevede hver dag frem til deres død.

Samtidig er det også en mindeværdig aktivitet, der efterlader de fleste målløse og mere informerede om 2. verdenskrig.

Auschwitz-Birkenau ligger cirka 1 times kørsel fra Krakow, men er stadig nem at besøge. Kører du ikke i egen bil? Så kører der masser af busser fra byens busterminal dagligt.

Du kan også booke en guidet tur, hvor transporten er inkluderet i prisen. Se et stort udvalg af gode ture til Auschwitz koncentrationslejr her (reklamelink).

Læs også: Guide til Auschwitz

Seværdigheder og oplevelser i Krakow - Auschwitz-Birkenau - Rejs Dig Lykkelig (1)
Hovedindgangen med togskinnerne til Auschwitz II – Birkenau. Her foregik udvælgelsen af fangerne.

Det var alt på denne liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Krakow, Polen.

Hvad er dine favoritoplevelser i Krakow? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Krakow:

• Hvor skal man bo i Krakow?

Krakow Shopping Guide

Polen Største Seværdigheder

De Bedste Rejsemål i Polen

… Eller læs alle artikler fra Krakow eller Polen

Planlæg din rejse til Krakow:

Bestil fly til Krakow (reklamelink)

Bestil hotel i Krakow (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Krakow (reklamelink)

Bestil biludlejning i Krakow (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Krakow (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

kommentarer