Rejsebudget til London - Rejs Dig Lykkelig

Rejsebudget: London

Planlægger du en storbyferie i London? Glem ikke at tjekke dette rejsebudget til London, England.

Under vores storbyferie i London skrev jeg alle udgifterne ned undervejs. Det gjorde det super nemt for os, at få et bedre overblik over den totale pris på rejsen.

Vi var afsted i 3 dage og forsøgte at leve nogenlunde billigt, men uden at leve på en sten. Jeg har medregnet alle vores udgifter i budgettet lige fra flybilletter og overnatning til shopping og snacks.

 

Rejsebudget: London


Priserne er for 3 dage i London for 2 personer

Fly: 276 kr.

Hotel: 807,50 kr.

Transfer t/r til lufthavn: 353,50 kr.

Metro: 109 kr.

Mad og drikke: 980 kr.

Oplevelser: 583 kr.

Shopping: 513 kr.

 

Samlede udgifter: 3.622 kr.

Samlede udgifter pr. person: 1.811 kr.

Pr. dag: 1.207,50 kr.

Pr. dag pr. person: 603,50 kr.

Rejsebudget London - www.rejsdiglykkelig.dk

 


Detaljer om Rejsebudgettet


Fly

Vi bestilte vores flybilletter på Momondo (reklamelink). De blev bestilt 21 dage før vi skulle afsted, fordi de kun kostede 276 kr. for 2 personer t/r.

Vi fløj med Ryanair fra Billund lufthavn til Stansted Airport og tilbage igen. Vi valgte at nøjes med håndbagage, da det kostede en hel del ekstra med kufferter.

 

Hotel

Vi boede på det 2-stjernede Vegas Hotel i Victoria-området. Det lagde forholdsvist tæt på centrum, og man kunne sagtens gå til Big Ben på 30 minutter. Hotellet lå også tæt på en stor metrostation og en busstation, som havde mange afgange til Londons lufthavne.

Der var gratis kontinental morgenmad i kælderen på hotellet, og udvalget var faktisk helt okay. Vi bestilte vores værelse gennem Hotels.com, hvor vi havde en gratis overnatning. Derfor sparede vi 350 kr. på hotellet.

Prisen for de 3 overnatninger blev 807,50 kr. Men man kan sagtens finde meget dyrere såvel som lidt billigere overnatninger. Vi fokuserede på, at vores hotel skulle ligge tæt på centrum, en metrostation og en busstation, så vi nemt kunne komme frem og tilbage.



Transfer t/r til lufthavn

Vi landede som sagt i Stansted Airport og valgte at tage en bus ind til London, fordi det var billigst. Vi købte busbilletterne i en automat ved Stansted Airport, men man kan også bestille lufthavnstransfer hjemmefra (reklamelink).

Vi gav 353,50 kr. for 2 busbilletter t/r til Victoria Coach Station, som lagde tæt på vores hotel. Busselskabet hed National Express og kan klart anbefales. Det er et supernemt system og busserne er behagelige at sidde i.

Rejsebudget i London - Transfer - Rejsdiglykkelig.dk

 

Metro

Vi købte to Oyster Cards i en automat på en metrostation. Man kan også sagtens bestille dem hjemmefra og spare lidt penge. Man kan selv bestemme, hvor meget man indbetaler på sit Oyster Card. Hvis man ikke bruger hele beløbet, kan man få pengene tilbage igen.

Et Oyster Card fungerer både til Metro, tog og busser. Priserne bliver automatisk udregnet, når du swiper dit kort. Vi startede med at indbetale 210 kr. til sammen inkl. et depositum på omkring 42 kr. pr. kort.

Da vi fik depositummet og det overskydende beløb tilbage, svarede det til, at vi kun havde brugt 109 kr. på metroen. Det skal lige siges, at vi også kun tog metroen 6-7 gange, fordi vores hotel havde sådan en god placering.

 

Oplevelser

Selvom at vi oplevede meget i løbet af vores 3 dage i London, brugte vi kun 583 kr. på oplevelser. Mange af seværdighederne i London er nemlig gratis. Det var faktisk kun Tower Bridge Exhibition og Tower of London vi betalte for at opleve.

Derudover besøgte vi også 6 forskellige museer samt adskillige populære shoppinggader og flotte parker. Vi så også mange store seværdigheder udefra, herunder Big Ben, London Eye, Westminster Abbey, Saint Paul’s Cathedral og Buckingham Palace.

Man kan også sagtens bruge MANGE flere penge på oplevelser. Hvis man f.eks. skal prøve London Eye, se Westmintser Abbey indeni, besøge Madame Tussauds eller nyde udsigten fra The Shard, bliver det pludselig betydeligt dyrere.

Rejsebudget i London - Oplevelser - Rejsdiglykkelig.dk

 

Mad og drikke

Under vores tur til London brugte vi 980 kr. på mad og drikke, hvilket både inkluderer restaurantbesøg, snacks, drikkevarer osv. Vi ville egentlig kun have spist på McDonald’s, Burger King og lignende fastfood kæder for at spare penge, men sådan endte det ikke helt.

Vi spiste et par gange på McDonald’s og bestilte mad fra en pølsevogn samt thaimad. Men vi spiste også på to billige restauranter, hvor vi dog bare fik pizza, lasagne og fish and chips. Vi købte også lidt snacks på turen, masser af sodavand samt lidt vand.

Man kan sagtens bruge mange flere penge på mad og drikke i London. Men man kan også bruge mindre, hvis man undgår restaurantbesøg. Vi kunne sagtens have nøjes med at bruge 600 kr. på mad og drikke, hvis vi ikke havde spist på de to restauranter.

 

Shopping

Udgifterne til shopping er meget forskellige fra person til person, men vi brugte 513 kr. på lidt tøj. Vi kunne sagtens have købt mange flere penge på tøj, men vi havde jo kun håndbagage med, så den gik desværre ikke. ØV!

Der er virkelig mange gode shoppingmuligheder i London. Vi var store fans af Oxford Street, som har rigtig mange gode butikker. Det er bl.a. her du finder Primark.

Rejsebudget i London - Shopping - Rejsdiglykkelig.dk

Det var alt i vores rejsebudget til London, England. Jeg håber det kunne hjælpe dig med, at få en lille idé om, hvor mange penge du skal spare op til din storbyferie i London. Husk at priserne kan have ændret sig siden vores tur i januar 2018.

Læs flere artikler fra London:

• London Bucketlist: 60+ Oplevelser i London

• 18 Must-See Seværdigheder i London

• Rejseguide til London

• Hvor skal man bo i London?

… Eller læs alle artikler fra London eller England

Planlæg din storbyferie i London:

Bestil fly til London på Momondo.dk (reklamelink)

Bestil biludlejning i London på Discovercars.dk (reklamelink)

Bestil oplevelser i London på GetYourGuide.dk (reklamelink)

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.