Planlægger du en tur til Yellowstone? Glem ikke at tjekke denne guide til Yellowstone National Park med masser af tips og oplevelser til dit besøg.
Yellowstone National Park blev oprettet i 1872 og er ikke bare den ældste nationalpark i USA, men også den ældste nationalpark i verden.
Den dækker over et enormt areal på 8.991 km2 og breder sig over staterne Wyoming, Idaho og Montana. Størstedelen af Yellowstone ligger dog i det nordvestlige Wyoming.
I Yellowstone National Park bliver du mødt af en enestående natur med høje bjerge, dybe kløfter, åbne dale, rislende floder, brusende vandfald og vulkansk aktivitet.
Der er også et rigt dyreliv med alt fra bisoner, bjørne og ulve til elge, hjorte og meget mere.
Det absolut største trækplaster i Yellowstone er den vulkanske aktivitet med sprøjtende gejsere, farverige varme kilder og boblende mudderpøle.
I undergrunden rumsterer en af verdens største og farligste supervulkaner, der siges at være en tikkende bombe. Med hundredvis af gejsere er Yellowstone faktisk det mest aktive gejserområde i verden.
Hvis du planlægger en tur dertil, er der sikkert mange ting du gerne vil vide inden turen. Det er netop derfor, at jeg har lavet denne guide til Yellowstone National Park.
Det bedste tidspunkt at besøge Yellowstone
Yellowstone har åbent hele året rundt. Der er dog ærligt talt ikke meget ved, at besøge parken i vinterhalvåret.
Eftersom at Yellowstone er en del af Rocky Mountains, er der som regel meget lave temperaturer og store snemængder fra omkring oktober til april/maj. Det betyder desværre også at mange veje er lukket i vinterhalvåret.
Det mest populære tidspunkt at besøge Yellowstone er fra juni til august, hvor millioner af turister indtager parken.
I disse måneder har alt åbent, men det betyder også at der er overfyldt med turister. Hvis du besøger Yellowstone om sommeren skal du derfor huske, at afsætte god tid til at komme rundt i parken.
For at undgå de værste turistmængder kan det være en god idé, at ankomme til parken tidligt om morgenen.
Det bedste tidspunkt at besøge Yellowstone er sent på foråret og tidligt på efteråret. I disse måneder er der ikke nær så mange turister som om sommeren. Der er som regel heller ikke sne.
Indgangspris til Yellowstone
For at besøge Yellowstone skal du købe et 7-dages pas ved én af indgangene. Det koster $35 pr. bil og giver fri adgang til parken i 7 dage.
Hvis du har planer om, at besøge mindst 3 nationalparker indenfor et år kan jeg dog kraftigt anbefale, at købe et American the Beautiful Pass.
Passet koster $80 pr. bil og giver fri adgang for alle passagere i bilen til, at besøge alle nationalparker i USA ubegrænset i et år.
Indgangspriserne til parkerne ligger som regel på et sted mellem $15-$35 pr. bil. Du kan dermed spare mange penge ved at købe passet. Du kan købe passet ved indgangen til parkerne.
Kom rundt i Yellowstone
Yellowstone National Park er en af de største nationalparker i USA. Det er virkelig en kæmpestor park! Det er derfor nødvendigt med en bil eller en anden form for køretøj for at komme rundt i parken.
Hvis du vil have mest muligt ud af Yellowstone er det en god idé, at bruge 2-3 dage i parken.
Vi brugte selv en hel dag derinde, men nåede slet ikke at se alle de ting, som vi egentligt gerne ville.
Hovedvejen i Yellowstone hedder Grand Loop Road og er formet som et stort ottetal. Den 228 kilometer lange vej fører forbi mange af de største attraktioner og oplevelser i Yellowstone National Park.
Der er også flere sideveje, som fører til forskellige attraktioner og vandrestier. Når du kører langs hovedvejen er der desuden nem adgang til parkens besøgscentre.
Du kan flette ind på hovedvejen, Grand Loop Road, fra alle parkens fem indgange. Her kan du også snuppe et gratis kort over parken.
Når du besøger Yellowstone kan du ikke stole på GPS’ens anslåede tid til, at nå rundt på Grand Loop Road. Turen rundt i parken tager som regel mange timer, dels på grund af trafikken og dels på grund af seværdighederne.
Dyreliv i Yellowstone
Der er et rigt dyreliv i Yellowstone med bisoner, bjørne, ulve, elge, hjorte og meget mere. De fleste turister støder på bisoner når de kører rundt i parken.
Bisonerne kan sagtens finde på, at stoppe alt trafikken, fordi de går rundt midt på kørebanen.
Dyrene har førsteretten, så I kan altså hurtigt komme til, at vente i meeeget lang tid. De er ikke specielt bange for mennesker – og det er en vild oplevelse, at være så tæt på de majestætiske dyr.
Hvis du derimod drømmer om, at møde bjørne og ulve skal du være mere heldig. Der er størst chance for at se dem ved solopgang og skumringstid.
Hvis du støder på et af de vilde dyr skal du huske, at bevare roen og holde en forsvarlig afstand på mindst 25 meter til bisonerne og 100 meter til bjørnene.
Der findes eksempler på kinesere som har mistet livet, fordi de absolut skulle have en selfie med en bison.
Bemærk, at det er strengt forbudt at fodre dyrene i Yellowstone. Hvis det bliver opdaget, at et dyr har fået menneskemad, bliver det aflivet.
Populære oplevelser i Yellowstone
Der er så mange spændende oplevelser i Yellowstone National Park, at du umuligt kan nå at se dem alle. Hvis du drømmer om at se det hele, skal du hvert fald tilbringe rigtig mange dage i parken.
I denne guide til Yellowstone National Park får du et overblik over nogle af de absolut bedste oplevelser i Yellowstone.
1. Old Faithful
Old Faithful er den største og mest trofaste gejser i Yellowstone. Den går gennemsnitligt i udbrud hvert 91. minut, men der kan varer omkring 35-120 minutter mellem udbruddene.
Selvom at udbruddene kun varer et par minutter, formår Old Faithful alligevel at sende 14.000-32.000 liter kogende vand op i 30-55 meters højde med en voldsom og eksplosiv kraft.
2. Morning Glory Pool
Med sine smukke regnbuefarver er Morning Glory Pool en af de mest populære varme kilder i Yellowstone. Den plejede at have en mere blålig farve, men er desværre grønlig i dag.
Gennem årene er der blevet smidt så mange sten og skrald i Morning Glory Pool, at dens varme kilde er blevet blokeret. Dette har desværre resulteret i, at temperaturen er faldet og farverne har ændret sig.
3. Upper Geyser Basin Trail
For at nå frem til Morning Glory Pool, skal du følge Upper Geyser Basin Trail fra Old Faithful Geyser. Turen tager cirka 25 minutter, men ender højest sandsynligt med, at tage meget længere tid.
Langs stien kommer du nemlig forbi et stort antal andre gejsere og varme kilder, som helt sikkert vil imponere dig!
Nogle af de mest populære er Castle Geyser, Grand Geyser, Grotto Geyser, Beehive Geyser og Riverside Geyser.
Hvis du er heldig, kommer du måske lige når en af dem er i udbrud. En gåtur langs Upper Geyser Basin Trail er uden tvivl en af de bedste oplevelser i Yellowstone National Park.
4. Hayden Valley
Et af de bedste steder til, at spotte dyrelivet i Yellowstone er i Hayden Valley, som er parkens største dal. Her er der rig mulighed for at se bisoner, som sagtens kan finde på at gå langs vejkanten.
Hvis du besøger dalen ved solopgang eller solnedgang er der desuden større chance for, at spotte bjørne og ulve. Når du besøger dalen må du kun færdes på de anlagte stier.
5. Lamar Valley
Et andet populært sted til, at spotte dyreliv i Yellowstone National Park er i Lamar Valley. Dalen siges, at være hjem til cirka halvdelen af bisonerne i Yellowstone. Du burde derfor med garanti møde dem her.
Udover bisoner er Lamar Valley også hjem til ulve, bjørne, hjorte, elge, ørne og meget mere.
En køretur i Lamar Valley ved skumringstiden var helt klart en af mine bedste oplevelser i Yellowstone national park.
6. Mammoth Hot Springs
Mammoth Hot Springs er et unikt naturfænomen, som kun kan opleves få steder i verden. På trods af navnet, kan du ikke bade i de varme kilder. De er faktisk så varme, at de nemt vil kunne smelte dig væk.
Det unikke ved Mammoth Hot Springs er til gengæld de mange kalkstensterrasser og varme kilder, der er dannet af den underjordiske vulkanske aktivitet.
Terrasserne er dannet i alverdens former og farver, som gør dem helt specielle og unikke.
7. Grand Prismatic Springs
Grand Prismatic Springs er den tredjestørste varme kilde i verden, og er kun overgået af to kilder i New Zealand. Den har en imponerende diameter på omkring 112 meter og en dybde på mere end 37 meter.
Udover at være kæmpestor, er den også utroligt smuk med sine mange regnbuefarver. Det er helt klart en af de oplevelser i Yellowstone, som du ikke må gå glip af!
Du kan opleve Grand Prismatic Springs ved, at gå på gangbroen helt nede ved kilden.
En anden mulighed er, at tage op til udsigtspunktet ved Fairy Falls Trailhead. Herfra er der en fantastisk panoramaudsigt over Grand Prismatic Springs! Stien er kun 1,6 kilometer tur/retur, men den er meget stejl.
8. West Thumb Geyser Basin
Selvom at West Thumb Geyser Basin ikke er det største gejserområde, er det stadig en af de bedste oplevelser i Yellowstone National Park.
Placeringen lige op af Yellowstone Lake gør det til et af de smukkeste og mest naturskønne områder i parken. Nogle af de mest populære gejsere og varme kilder i området er Abyss Pool og Fishing Cone.
9. Grand Canyon of the Yellowstone
En anden populær oplevelse i Yellowstone er parkens helt eget svar på Grand Canyon i Arizona. Den dybe imponerende kløft er dannet af Yellowstone River og strækker sig over cirka 32 kilometer.
Udover at nyde synet af kløften, kan du også se Lower Falls med et fald på 94 meter og Upper Falls med et fald på 33 meter.
Der er mange gode udsigtspunkter ved Grand Canyon of the Yellowstone, hvoraf nogle af de bedste er Artist Point og Uncle Tom’s Point.
10. Norris Geyser Basin
Norris Geyser Basin er det mest aktive gejserområde i Yellowstone med de varmeste og ældste gejsere i parken. Det er her du finder Steamboat Geyser, som er den højeste aktive gejser i verden.
Når den går i udbrud, skyder den kogende vand i op til 120 meters højde. Det er dog en meget uforudsigelig gejser, så det er aldrig helt til at vide, hvornår den går i udbrud.
Overnatning i Yellowstone
Det kan kraftigt anbefales, at have mindst én overnatning i Yellowstone National Park. Der findes mange forskellige overnatningsmuligheder i parken, men du skal forvente, at priserne ikke er helt billige.
Der findes flere hoteller og campingpladser inde i parken, men de bliver hurtigt udsolgt – især i højsæsonen!
Hvis du gerne vil overnatte inde i parken, skal du dermed huske, at booke din overnatning i god tid på forhånd. Du kan med fordel kigge efter hoteller i Yellowstone her (reklamelink).
En anden og langt billigere mulighed er, at overnatte i en af byerne i nærheden af Yellowstone.
Tre populære byer som ligger forholdsvist tæt på Yellowstone er Cody i Wyoming, Jackson Hole i Wyoming, Gardiner i Montana og West Yellowstone i Montana.
Det var alt i denne ultimative guide til Yellowstone National Park.
Hvad er dine favoritoplevelser i Yellowstone? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra USA:
• 12 Smukke Nationalparker i USA
• 30 Ting du skal vide når du besøger USA
• Praktisk Huskeliste inden Rejsen til USA
… Eller læs alle artikler fra USA
Planlæg din rejse til USA:
Bestil fly til USA (reklamelink) Bestil hotel i USA (reklamelink) Bestil biludlejning i USA (reklamelink) Bestil oplevelser i USA (reklamelink)
Skriv en kommentar