Guide til Yellowstone National Park - Rejs Dig Lykkelig

Ultimativ Guide til Yellowstone National Park

Planlægger du en tur til Yellowstone? Glem ikke at tjekke denne ultimative guide til Yellowstone National Park med masser af tips og oplevelser til dit besøg.

Yellowstone National Park blev oprettet i 1872 og er ikke bare den ældste nationalpark i USA, men også den ældste nationalpark i verden. Den dækker et enormt areal på 8.991 km2 og breder sig over staterne Wyoming, Idaho og Montana. Størstedelen af Yellowstone ligger dog i det nordvestlige Wyoming.

I Yellowstone National Park bliver du mødt af en enestående natur med høje bjerge, dybe kløfter, åbne dale, rislende floder, brusende vandfald og vulkansk aktivitet. Der er også et rigt dyreliv med bisoner, bjørne, ulve, elge, hjorte og meget mere.

Det absolut største trækplaster i Yellowstone er den vulkanske aktivitet med sprøjtende gejsere, farverige varme kilder og boblende mudderpøle. I undergrunden rumsterer en af verdens største og farligste supervulkaner, der siges at være en tikkende bombe. Med hundredvis af gejsere, er Yellowstone faktisk det mest aktive gejserområde i verden.

Hvis du planlægger en tur til Yellowstone, er der sikkert mange ting du gerne vil vide inden turen. Det er netop derfor jeg har lavet denne guide til Yellowstone National Park.

Firehole River - Rejs Dig Lykkelig

 

Det bedste tidspunkt at besøge Yellowstone

Yellowstone har åbent året rundt, men der er ærligt talt ikke meget ved at besøge parken i vinterhalvåret. Eftersom at Yellowstone er en del af Rocky Mountains, er der som regel meget lave temperaturer og store snemængder fra omkring oktober til april/maj. Det betyder desværre også at mange veje er lukket i vinterhalvåret.

Det mest populære tidspunkt at besøge Yellowstone er fra juni til august, hvor millioner af turister indtager parken. I disse måneder har alt åbent, men det betyder desværre også at der er overfyldt med turister. Hvis du besøger Yellowstone om sommeren, skal du huske at afsætte god tid af til at komme rundt i parken. For at undgå de værste turistmængder, kan det være en god idé at ankomme til parken tidligt om morgenen.

Det bedste tidspunkt at besøge Yellowstone er sent på foråret eller tidligt på efteråret. I disse måneder er der ikke nær så mange turister som om sommeren. Der er som regel heller ikke sne.

Guide til Yellowstone National Park - Det bedste tidspunkt at besøge parken - Rejs Dig Lykkelig

 

Indgangspris til Yellowstone

For at besøge Yellowstone skal du købe et 7-dages pas ved én af indgangene. Det koster $35 pr. bil og giver fri adgang til parken i 7 dage.

Jeg anbefaler dog kraftigt at købe et American the Beautiful Pass, hvis du har planer om at besøge mindst 3 nationalparker indenfor et år. Passet koster $80 pr. bil og giver fri adgang for alle passagerne i bilen til at besøge alle nationalparker i USA ubegrænset i et år. Indgangspriserne til parkerne ligger som regel på et sted mellem $15-$35 pr. bil, så du kan spare mange penge ved at købe passet. Du kan købe passet ved indgangen til parkerne.

Guide til Yellowstone National Park - Indgangspris - Rejs Dig Lykkelig

 

Kom rundt i Yellowstone

Yellowstone National Park er en af de største nationalparker i USA. Og det er seriøst en kæmpestor park! Det er derfor nødvendigt med en bil eller en anden form for køretøj for at komme rundt i parken. Hvis du vil have mest muligt ud af Yellowstone, er det en god idé at bruge 2-3 dage i parken. Vi brugte en hel dag derinde, men nåede slet ikke at se alt det vi egentligt ville.

Hovedvejen i Yellowstone hedder Grand Loop Road og er formet som et stort ottetal. Den 228 kilometer lange vej fører forbi mange af de største attraktioner og oplevelser i Yellowstone National Park. Der er også flere sidevej, som fører hen til forskellige attraktioner og vandrestier. Når du kører langs hovedvejen, er der desuden nem adgang til parkens besøgscentre.

Du kan flette ind på Grand Loop Road fra alle parkens fem indgange, hvor du også kan snuppe et gratis kort over parken. Når du besøger Yellowstone, kan du ikke stole på GPS’ens anslåede tid til at nå rundt på Grand Loop Road. Turen rundt i parken tager som regel mange timer, dels på grund af trafikken og dels på grund af seværdighederne.

Guide til Yellowstone National Park - Kom rundt i parken - Rejs Dig Lykkelig

 

Dyreliv i Yellowstone

Der er et rigt dyreliv i Yellowstone med bisoner, bjørne, ulve, elge, hjorte og meget mere. De fleste turister støder på bisoner, når de kører rundt i parken. Bisonerne kan sagtens finde på at stoppe alt trafikken, fordi de går rundt midt på kørebanen. Dyrene har førsteretten, så I kan altså hurtigt komme til at vente i meeeget lang tid. De er ikke specielt bange for mennesker, og det er en vild oplevelse at være så tæt på de majestætiske dyr.

Hvis du derimod drømmer om at møde bjørne og ulve, skal du være meget mere heldig. Der er størst chance for at se dem ved solopgang og skumringstid. Hvis du støder på et af de vilde dyr, skal du huske at bevare roen og holde en forsvarlig afstand på mindst 25 meter til bisonerne og 100 meter til bjørnene. Der er et par eksempler på nogle kinesere der har mistet livet, fordi de absolut skulle have en selfie med en bison.

Bemærk at det er strengt forbudt at fodre dyrene i Yellowstone. Hvis det bliver opdaget at et dyr har fået menneskemad bliver det aflivet.

Guide til Yellowstone National Park - Dyreliv - Rejs Dig Lykkelig

 

Populære oplevelser i Yellowstone

Der er så mange spændende oplevelser i Yellowstone National Park, at du umuligt kan nå at se det hele. Hvis du drømmer om at se det hele, skal du hvert fald tilbringe rigtig mange dage i parken. I denne guide til Yellowstone National Park får du et overblik over nogle af de absolut bedste oplevelser i Yellowstone.

1. Old Faithful

Old Faithful er den største og mest trofaste gejser i Yellowstone. Den går gennemsnitligt i udbrud cirka hvert 91. minut, men der kan altså gå omkring 35-120 minutter imellem udbruddene. Selvom at udbruddene kun varer et par minutter, formår Old Faithful alligevel at sende 14.000-32.000 liter kogende vand op i 30-55 meters højde med en voldsom og eksplosiv kraft.

2. Morning Glory Pool

Morning Glory Pool er en af de mest populære varme kilder i Yellowstone med de smukkeste regnbuefarver. Den plejede at have en mere blålig farve, men er desværre mere grønlig i dag.

Igennem årene er der blevet smidt så mange sten og skrald i Morning Glory Pool, at dens varme kilde er blevet blokeret. Dette har desværre resulteret i at temperaturen er faldet og farverne har ændret sig.

Morning Glory Pool - Rejs Dig Lykkelig

3. Upper Geyser Basin Trail

For at nå frem til Morning Glory Pool, skal du følge Upper Geyser Basin Trail fra Old Faithful Geyser. Turen tager cirka 25 minutter, men ender højest sandsynligt med at tage meget længere tid. Langs stien kommer du nemlig forbi et stort antal andre gejsere og varme kilder, der helt sikkert vil imponere dig.

Nogle af de mest populære er Castle Geyser, Grand Geyser, Grotto Geyser, Beehive Geyser og Riverside Geyser. Hvis du er heldig, kommer du måske lige når én af dem er i udbrud. En gåtur langs Upper Geyser Basin Trail er uden tvivl en af de bedste oplevelser i Yellowstone National Park.

4. Hayden Valley

Et af de bedste steder til at spotte dyrelivet i Yellowstone er i Hayden Valley, der er parkens største dal. Her er der rig mulighed for at se bisoner, som sagtens kan finde på at gå langs vejkanten.

Hvis du besøger dalen ved solopgang eller solnedgang, er der desuden en større chance for at spotte bjørne og ulve. Når du besøger dalen, må du kun færdes på de anlagte stier.

Guide til Yellowstone National Park - Hayden Valley - Rejs Dig Lykkelig

5. Lamar Valley

Et andet populært sted at spotte dyrelivet i Yellowstone National Park er i Lamar Valley. Dalen siges at være hjem til cirka halvdelen af bisonerne i Yellowstone, så du burde med garanti kunne opleve dem her.

Udover bisoner, er Lamar Valley også hjem til ulve, bjørne, hjorte, elge, ørne og meget mere. En køretur i Lamar Valley ved skumringstiden var helt klart en af mine bedste oplevelser i Yellowstone.

6. Mammoth Hot Springs

Mammoth Hot Springs er et unikt naturfænomen som kun kan ses få steder i verden. På trods af navnet, kan du ikke bade i de varme kilder. De er faktisk så varme, at de nemt vil kunne smelte dig væk.

Det unikke ved Mammoth Hot Springs er til gengæld de mange kalkstensterrasser og varme kilder, der er dannet af den underjordiske vulkanske aktivitet. Terrasserne er dannet i alverdens former og farver, hvilket gør det til en helt speciel oplevelse i Yellowstone.

7. Grand Prismatic Springs

Grand Prismatic Springs er den tredjestørste varmekilde i verden og er kun overgået af to kilder i New Zealand. Den har en imponerende diameter på omkring 112 meter og en dybde på mere end 37 meter. Udover at være kæmpestor, er den også utroligt smuk med sine mange regnbuefarver. Det er helt klart en af de oplevelser i Yellowstone, som at du ikke må gå glip af.

Du kan opleve Grand Prismatic Springs ved at gå på gangbroen helt nede ved kilden. En anden mulighed er at tage op til udsigtspunktet ved Fairy Falls Trailhead. Herfra er der en fantastisk panoramaudsigt over Grand Prismatic Springs! Stien rundt er kun 1,6 kilometer lang, men forbered dig på at den er stejl og går op ad bakke.

Grand Prismatic Springs - Rejs Dig Lykkelig

8. West Thumb Geyser Basin

Selvom at West Thumb Geyser Basin ikke er det største gejserområde, er det stadig en af de bedste oplevelser i Yellowstone National Park. Placeringen lige op af Yellowstone Lake, gør det til et af de smukkeste og mest naturskønne områder i parken. Nogle af de mest populære gejsere og varme kilder i området er Abyss Pool og Fishing Cone.

9. Grand Canyon of the Yellowstone

En anden populær oplevelse i Yellowstone er parkens helt eget svar på Grand Canyon i Arizona. Den dybe kløft er dannet af Yellowstone River og strækker sig over cirka 32 kilometer.

Udover at nyde synet af den imponerende kløft, kan du også se Lower Falls med et fald på 94 meter og Upper Falls med et fald på 33 meter. Der er mange gode udsigtspunkter ved Grand Canyon of the Yellowstone, hvoraf nogle af de bedste er Artist Point og Uncle Tom’s Point.

10. Norris Geyser Basin

Norris Geyser Basin er det mest aktive gejserområde i Yellowstone med de varmeste og ældste gejsere i parken. Det er her du finder Steamboat Geyser, der er den højeste aktive gejser i verden. Når den går i udbrud, skyder den kogende vand i op til 120 meters højde. Det er dog en meget uforudsigelig gejser, så det er aldrig helt til at vide hvornår den går i udbrud.

Guide til Yellowstone National Park - Norris Geyser Basin - Rejs Dig Lykkelig

 

Overnatning i Yellowstone

Der findes mange forskellige overnatningsmuligheder i Yellowstone National Park. Det kan kraftigt anbefales at have mindst én overnatning, men du skal forvente at prisen er til den høje side. Der er flere hoteller og campingpladser inde i parken, men de bliver hurtigt udsolgt – især i højsæsonen. Hvis du gerne vil overnatte inde i parken, skal du dermed huske at booke din overnatning i god tid.

En anden og langt billigere mulighed, er at overnatte i en by i nærheden af Yellowstone. Tre populære byer som ligger forholdsvist tæt på Yellowstone er Cody i Wyoming, Jackson Hole i Wyoming, Gardiner i Montana og West Yellowstone i Montana.

Old Faithful Inn - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt i denne guide til Yellowstone National Park. Hvad er dine favoritoplevelser i Yellowstone? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Planlægger du en rejse til USA? Du vil måske også kunne lide disse artikler:
Planlæg din tur til Yellowstone National Park

Bestil fly til USA på Momondo.dk (Reklamelink)

Bestil biludlejning i USA på Discovercars.dk (Reklamelink)



Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.