Hvor skal man bo i Malaga - Rejs Dig Lykkelig

Hvor skal man bo i Malaga?

Leder du efter de bedste steder at bo i Malaga som turist? Glem ikke at tjekke denne guide til, hvor man skal bo i Malaga, Spanien.

Med et befolkningstal på mere end en halv million indbyggere, er Malaga den 6. største by i Spanien. Det er altså en forholdsvis stor by, som er hjem til mange dejlige bydele samt hoteller i massevis.

Det kan dermed være utroligt svært, at finde ud af, hvor du skal bo under din ferie i Malaga. Der findes nemlig rigtig mange skønne områder med vidt forskellige formål.

Hvis du har planer om, at besøge den populære ferieby på Spaniens solkyst, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en guide til, hvor man skal bo i Malaga som turist.

Inden du fortsætter må du heller ikke glemme, at læse min artikel om de bedste seværdigheder i Malaga.

 

Hvor skal man bo i Malaga?


1. Centro Histórico: For førstegangsejsende

Centro Histórico er uden tvivl det bedste sted at bo i Malaga for turister! Den gamle bydel er Malagas centrum, så her er du i gåafstand til det meste.

I det historiske centrum emmer der af charme! Her er der fyldt med gamle bygninger, flot arkitektur, elegante pladser, historiske monumenter, storslåede kirker, vigtige museer og meget mere.

Ikke nok med det, så er der også gode shopping- og underholdningsmuligheder med et bredt udvalg af butikker, restauranter, barer og natklubber.

Centro Histórico ligger desuden tæt på kysten. Der er dermed nem adgang til stranden og havnen. Hvis du vælger at bo i den gamle bydel, har du altså alt lige inden for rækkevidde!

Vær dog opmærksom på, at den centrale placering er ensbetydende med, at der altid er mange turister. Find hoteller i Centro Histórico her (reklamelink).

Den Gamle Bydel - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Calle Larios: For shopping

Calle Larios ligger teknisk set i Centro Histórico. Alligevel fortjener den sin helt egen plads på listen over, hvor man skal bo i Malaga.

Calle Larios er Malagas hovedstrøg og er en populær gågade, som er spækket med butikker. Ja, faktisk er det en af de mest berømte shoppinggader i Europa!

Her finder du alt fra modebutikker til antikbutikker. Der er også mange gode restauranter, barer og iskiosker. Der hersker dermed ingen tvivl om, at det er et vaskeægte paradis for shoppere.

Med sin placering direkte i centrum, skal du dog være opmærksom på, at der ligeledes er rigtig mange mennesker.

Lyder den berømte shoppinggade som et af de bedste steder at bo i Malaga for dig? Så kan du finde mange gode hoteller nær Calle Larios her (reklamelink). Bemærk dog, at det er et ret dyrt område.

 

3. La Malagueta: For strandløver

La Malagueta er populært og centralt område i Malaga. Det er især kendt for den lange bystrand, Playa la Malagueta.

Playa la Malagueta er den mest populære strand i byen. Her er der en afslappende atmosfære, blødt sand, flotte havudsigter og alverdens strandaktiviteter.

Der er også en lang strandpromenade samt et bredt udvalg af restauranter, caféer og barer. Området ligger desuden så centralt, at du nemt kan gå ind til den gamle bydel.

La Malagueta er altså det perfekte sted at bo, hvis du gerne vil bo ved stranden, men samtidig være tæt på det meste. De rolige, men centrale omgivelser gør det også til et godt sted at bo i Malaga for familier med børn.

Hvis du gerne vil bo i strandområdet, kan du med fordel kigge efter hoteller i La Malagueta her (reklamelink).

Hvor skal man bo i Malaga - La Malagueta - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Soho: For trendy omgivelser

Soho er et upcoming og trendy kunstkvarter i Malaga, som er steget voldsomt i popularitet de seneste år. Her er der en dejlig, livlig og ungdommelig atmosfære.

Overalt i Soho bliver du mødt af gadekunst, kunstgallerier, hippe butikker, trendy caféer og alternative barer. Der er generelt en skøn lokalstemning samtidig med, at du kan nyde kunst i alle afskygninger.

Der er ikke så mange topattraktioner i Soho, men det ligger til gengæld lige op af Centro Histórico og La Malagueta. Du kan dermed nemt gå til de andre områder på kort tid.

Lyder det trendy kunstkvarter som et af de bedste steder at bo i Malaga for dig? Så findes der mange cool hoteller i Soho her (reklamelink).

 

5. La Merced: For festaber

Undrer du dig over, hvor man skal bo i Malaga for at finde det bedste natteliv? Så bør du helt klart overveje, at finde et hotel i La Merced!

La Merced er et lille kvarter, som er beliggende nordøst for Centro Histórico. Det ligger så tæt på den gamle bydel, at du sagtens kan gå til mange af byens største seværdigheder.

På trods af den centrale placering, er der slet ikke lige så mange turister som i Malagas absolutte centrum. Der er til gengæld et vildt og pulserende natteliv med et bredt udvalg af natklubber, barer og restauranter.

Hvis du gerne vil bo i det pulserende kvarter, kan du med fordel kigge efter hoteller i La Merced her (reklamelink).

Hvor skal man bo i Malaga - La Merced - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Quino AlUnsplash

 

6. El Perchel: For budgetrejsende

El Perchel er et charmerende kvarter, der er beliggende sydvest for den gamle bydel – på den anden side af floden. Det ligger dermed ikke i centrum, men det kræver kun en køretur på cirka et kvarter eller et par metrostops dertil.

I El Perchel er der fyldt med gamle gader og bygninger. Det er et af byens ældste kvarter, så der emmer af charme og historie.

De fleste turister har aldrig hørt om El Perchel. Som et resultat heraf, er det et meget uturistet og overset område med en skøn lokalstemning.

Her er der ingen kendte seværdigheder, men derimod massevis af traditionelle spanske restauranter, lokale butikker og billige overnatningsmuligheder.

El Perchel er altså et rigtig godt sted at bo i Malaga, hvis du rejser på et budget! Du kan finde et bredt udvalg af gode hoteller her (reklamelink).

 

7. El Palo: For familier

Er du i tvivl om, hvor man skal bo i Malaga for at få en vaskeægte Costa del Sol-ferie? Så bør du kraftigt overveje, at bo i den nærliggende kystby, El Palo.

El Palo ligger omkring 7 kilometer øst for Malagas gamle bydel. Hvis du gerne vil bo i dette område, er det dermed en rigtig god idé, at leje en bil (reklamelink).

I den gamle fiskerby bliver du mødt af en tilbagelænet og afslappende atmosfære. Det fungerer som et beboelsesområde, men er også blevet meget turistvenligt de seneste år.

Her er der dejlige strande med en dertilhørende strandpromenade og et udmærket udvalg af restauranter. De gode strande er netop en af årsagerne til, at det er et af de bedste steder at bo i Malaga for familier med børn.

Hvis den gamle fiskerby lyder som det perfekte sted i Malaga for dig, kan du se efter hoteller i El Palo her (reklamelink).

El Palo - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvor skal man ellers bo i Malaga?


Når du er på udkig efter, hvor man skal bo i Malaga, bør du helt klart overveje nogle af ovenstående steder. Områderne byder hver især på vidt forskellige ting, så der er lidt til enhver type rejsende.

Synes du alligevel ikke helt, at stederne passer til dig og dit formål med ferien? Så kan du også finde et par andre gode steder at bo herunder:

Pedregalejo: Fiskerby uden for Malaga med dejlige strande og gode fiskerestauranter.

Maria Zambrano: Hvis du vil hurtigt rundt i byen, kan du bo ved togstationen, der fungerer som byens trafikknudepunkt.

La Goleta: Ligger lige nord for den gamle bydel, men er er billigere og mere roligt nabolag.

Ciudad Jardin: Et stille boligkvarter helt oppe i den nordlige ende af byen med mange parker og naturskønne omgivelser.

 

 

Farlige områder i Malaga


Malaga er generelt en meget sikker by. Ja, faktisk er det en af de sikreste storbyer i Europa. Alligevel er der visse områder, som du bør undgå på din ferie.

Det gælder især i den nordlige ende af byen, hvor du finder boligkvartererne La Palmilla og Palma-Palmilla. Det er et meget dårligt stillet område, som du bør holde dig langt væk fra.

Heldigvis, ligger området langt væk fra den typiske turistrute. Du skal dermed være ekstremt uheldig for, at ende derude!

Ligesom i enhver anden storby skal du selvfølgelig huske, at tage dine forholdsregler overalt i byen. Vær opmærksom på dine omgivelser, pas på dine værdigenstande og undgå at gå alene i øde områder om aftenen.

Hvor skal man bo i Malaga - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Jonas DenilUnsplash

Det var alt i denne guide til, hvor man skal bo i Malaga som turist. Har du allerede besøgt Malaga? Hvis ja, hvilke områder var så dine favoritter? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Spanien:

• 26 Gode Oplevelser i Malaga

• Shopping Guide til Malaga

• 23 Vigtige ting du SKAL vide inden rejsen til Spanien

• Drikkepenge i Spanien: Hvor meget skal man give?

• Kør-selv-ferie i Spanien: Ting du skal vide

… Eller læs alle artikler fra Malaga eller Spanien

Planlæg din rejse til Malaga:

Bestil pakkerejse til Malaga (reklamelink)

Bestil fly til Malaga (reklamelink)

Bestil hotel i Malaga (reklamelink)

Bestil biludlejning i Malaga (reklamelink)

Bestil oplevelser i Malaga (reklamelink)

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *