Oplevelser i Frankfurt - Rejs Dig Lykkelig

18 Seværdigheder og Oplevelser i Frankfurt

Leder du efter sjove ting at lave i Frankfurt? Glem ikke at tjekke denne liste med de bedste seværdigheder og oplevelser i Frankfurt am Main.

Frankfurt am Main bliver normalt bare kaldt for Frankfurt. Det er den femtestørste by i Tyskland, så den er ret så stor!

Det er Tysklands bankhovedstad, og de mange skyskrabere i byen har givet den kælenavnet ”Mainhattan”.

Frankfurt er et stort trafikknudepunkt i Tyskland. Alligevel er det som om, at de fleste turister glemmer at udforske byen. Det er virkelig ærgerligt, for Frankfurt byder utroligt mange spændende oplevelser.

Planlægger du en tur til Frankfurt? Her får du en liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Frankfurt am Main, Tyskland.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til Frankfurt (reklamelink)

Bestil hotel i Frankfurt (reklamelink)

Bestil biludlejning i Frankfurt (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Frankfurt (reklamelink)

 

Seværdigheder og Oplevelser i Frankfurt:


1. Römerberg

Römerberg er en stor åben plads. Den ligger i Frankfurts gamle bydel omgivet af charmerende bindingsværkshuse.

Det er blandt andet her du finder Römer, der har fungeret som Frankfurts rådhus i mere end 600 år.

De fleste bygninger på pladsen blev ødelagt under 2. verdenskrig. Derfor er mange kun rekonstruktioner af de originale bygninger. Rekonstruktion eller ej, så er Römerberg en af de bedste oplevelser i Frankfurt.

Hvis du besøger Frankfurt i december er det et must, at opleve det historiske julemarked på Römerberg.

Römerberg - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Kleinmarkthalle

Kleinmarkthalle er en indendørs markedsplads med et stort antal boder, som sælger alverdens friske råvarer.

Her kan du købe smagfulde tyske specialiteter, men du kan også købe specialiteter fra mange andre verdenshjørner.

Glem ikke at besøge spiseområdet, hvor der er et godt udvalg af spisesteder med alt fra tapas til sandwich og Bratwurst. Det populære marked i Frankfurt har åbent alle ugens dage, undtagen om søndagen.

 

3. Alte Oper

Alte Oper er Frankfurts gamle operahus. Det blev oprindeligt opført i 1880, men blev desværre ødelagt under 2. verdenskrig.

I dag kan du se en rekonstruktion af operahuset, som genåbnede i 1981. Det er en utroligt smuk bygning, som er et besøg værd hvis du alligevel er i nærheden.

Alte Oper er en af Frankfurts vigtigste koncertsale. Her er der mere end 300 koncerter og shows årligt. Der er dermed rigeligt med shows, at vælge imellem. Der er som regel stor rift om billetterne, så husk at bestille i god tid.

Oplevelser i Frankfurt - Alte Oper - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Frankfurt Katedral

Frankfurt Katedral er en gammel gotisk kirke. Den har tidligere været vært for kroningsceremonier af romerske kejsere i Tyskland.

Kirken er en af de mest populære seværdigheder og oplevelser i Frankfurt. Det er desuden et stort vartegn for byen.

I kirken kan du se religiøse genstande og statuer. Højdepunktet er dog det 95 meter høje kirketårn. Her kan du bestige mere end 300 trappetrin til toppen af tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over Frankfurt.

 

5. Zeil

Det bedste sted til shopping i Frankfurt er på gågaden Zeil. Det er Frankfurts største shoppinggade og har fået kælenavnet ”The Fifth Avenue of Germany”.

Her finder du alt, hvad du overhovedet kan drømme om for, at få en perfekt shoppingtur i Tyskland.

Det er også her du finder shoppingcentret MyZeil, som er propfyldt med butikker og restauranter. Glem ikke at prøve centrets 42 meter lange rulletrappe, som er Europas længste ikke-understøttede indendørs rulletrappe.

MyZeil - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Eschenheimer Turm

Eschenheimer Turm er et 47 meter højt middelaldertårn, der kan dateres tilbage til starten af det 15. århundrede. Det gamle tårn fungerede oprindeligt som en byport i bymuren, der forsvarede byen mod fjender.

Store dele af Frankfurts middelaldermur blev revet ned for mange år siden. Heldigvis, blev Eschenheimer dog bevaret i sidste øjeblik.

I dag er det et af de ældste vartegn i Frankfurt og står i stor kontrast til de omkringliggende moderne skyskrabere.

 

7. Main Tower

Selvom at størstedelen af Tysklands skyskrabere står i Frankfurt, er det alligevel kun Main Tower, som har et observationsdæk. Det er den fjerdehøjeste skyskraber i Frankfurt og dermed også den fjerdehøjeste i Tyskland.

Tag med den lynhurtige elevator, som bringer dig op til observationsdækket i 200 meters højde på bare 5 sekunder.

Herfra er der en fantastisk panoramaudsigt over Frankfurt! Hvis sulten melder sig, kan du eventuelt besøge Main Tower Restaurant & Lounge.

Oplevelser i Frankfurt - Main Tower - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Sachsenhausen

Sachsenhausen er et distrikt i Frankfurt med en charmerende gammel bydel, som er fyldt med brostensgader og bindingsværkshuse.

Hele området er propfyldt med livlige pubber, barer og ølhaver, hvor du kan købe Apfelwein – også kaldet Ebbelwoi.

Apfelwein er en lokal specialitet i Frankfurt, som er produceret i de omkringliggende regioner. Den alkoholiske drik er så populær, at du nærmest ikke kan have været i Frankfurt uden at smage den!

Læs også: Hvor skal man bo i Frankfurt?

 

9. Städel Museum

En af de bedste kulturelle seværdigheder og oplevelser i Frankfurt er Städel Museum. Det store kunstmuseum blev grundlagt i 1815 og huser en imponerende samling af malerier, tegninger og skulpturer.

Museets tusindvis af værker består af europæiske kunstværker, der er skabt af kunstnere gennem de sidste syv århundreder.

Flere af værkerne er lavet af verdenskendte kunstnere såsom Rembrandt, Picasso, Renoir og Monet.

Städel Museum - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Mainkai

I Frankfurt centrum finder du Mainkai, som er en skøn promenade, der flugter langs floden Main. Hvis du besøger byen i godt vejr er en gåtur, løbetur eller cykeltur (reklamelink) langs floden en af de bedste oplevelser i Frankfurt.

Her kan du nyde dejlige parkområder imens du bliver betaget af den smukke udsigt over Frankfurts skyline.

 

11. Frankfurt Stock Exchange

I Bankenviertel finder du Frankfurt Stock Exchange, som er en af verdens største og vigtigste børser.

Hvis du interesserer dig for det store finansielle marked er der mulighed for, at komme på en guidet tur derinde.

Du skal dog være opmærksom på, at hvis du vil have gratis adgang, skal du huske at reservere en guidet tur på forhånd.

Foran Frankfurt Stock Exchange finder du to ikoniske bronzestatuer, som er henholdsvis en bjørn og en tyr. De symboliserer tilsammen de mange op- og nedture, der finder sted på verdens aktiemarkeder.

Oplevelser i Frankfurt - Frankfurt Stock Exchange - Rejs Dig Lykkelig

 

12. Goethe House

Er du fan af forfatteren og filosoffen Johann Wolfgang Von Goethe? Så er Goethe House en af de bedste oplevelser i Frankfurt for dig!

Har du (ligesom mig) heller ingen idé om, hvem han er? Så er det måske ikke ligefrem en af de mest spændende must-see seværdigheder i Frankfurt.

Det viser sig faktisk, at Goethe åbenbart er en af de største og mest anerkendte forfattere i hele Tyskland. Han blev født i Frankfurt og boede i Goethe House i de første 16 år af hans liv.

I dag kan du besøge huset og få et helt unikt indblik i rammerne fra hans barndom såvel som ungdom.

 

13. Palmengarten

En af de bedste seværdigheder i Frankfurt er Palmengarten, som er en stor botanisk have på 22 hektar. Her kan du nyde synet af plantearter fra alle verdenshjørner.

Planterne er opdelt i temaområder efter regionerne de stammer fra, og er både placeret udendørs såvel som i forskellige drivhuse.

Hvis du bliver træt af, at kigge på planter er der også flere spisesteder, picnicområder, robåde og legepladser til børnene.

Oplevelser i Frankfurt - Palmengarten - Rejs Dig Lykkelig

 

14. Berger Straße

Med en længde på 3 kilometer er Berger Straße den længste vej i Frankfurt. Det er et yderst populært sted til, at gå i byen for Frankfurts lokalbefolkning.

Så trænger du til, at slippe lidt væk fra turistmængderne? Så er det altså her du skal tage hen! På Berger Straße er der et stort udvalg af restauranter og caféer.

Der er også flere barer, hvilket gør det til et populært sted at gå i byen i Frankfurt. Hvis du er træt af de internationale kædebutikker, er der også mange små finurlige butikker på Berger Straße.

 

15. Senckenberg Museum

Senckenberg Museum er blandt de bedste seværdigheder og oplevelser i Frankfurt for hele familien. Her kan du gå på opdagelse i Tysklands næststørste naturmuseum og Europas største udstilling af dinosaurer.

Samlingen er meget imponerende! Den består bl.a. af fossiler og genskabelser af dinosaurer i naturtro størrelse. Det er uden tvivl et stort hit for børn i Frankfurt!

Senckenberg Museum byder også på mange andre spændende udstillinger med alt fra planetens biodiversitet til menneskets udvikling gennem historien.

Du kan også lære om havets dyb og se et stort antal udstoppede nulevende og uddøde dyrearter.

Oplevelser i Frankfurt - Senckenberg Museum - Rejs Dig Lykkelig

 

16. Klassikstadt

Klassiskstadt er en af de bedste oplevelser i Frankfurt for enhver bilentusiast. Her kommer du ind i en gammel 16.000 kvadratmeter stor produktionsbygning med en imponerende samling af biler udstillet på flere etager.

Inde i Klassikstadt finder du både biludstillinger, bilforhandlere og værksteder med et stor antal gamle veteranbiler og lynhurtige sportsvogne.

Flere af bilerne er privatejede, så udstillingerne forbliver sjældent de samme i længere perioder ad gangen.

Det bedste af det hele er, at Klassikstadt er fuldstændig gratis at besøge! Det gælder dog selvfølgelig kun, hvis du kan stå imod fristelsen af de mange biler.

Seværdigheder og Oplevelser i Frankfurt - Klassikstadt - Rejs Dig Lykkelig

 

17. Hop-on Hop-off Bustur

Det er en rigtig god idé, at starte din storbyferie i Frankfurt med en bustur i en hop-on hop-off bus.

Her kommer du med garanti forbi mange af de største must-see seværdigheder og oplevelser i Frankfurt am Main.

Det er en rigtig god måde, at opleve byen på! Imens bliver du nemlig transporteret rundt mellem seværdighederne. Du kan med fordel købe billetter til en hop-on hop-off bustur i Frankfurt her (reklamelink).

 

18. Eiserner Steg

Eiserner Steg er en gammel gangbro, som blev bygget i 1869 og krydser floden Main. Den forbinder bydelen Sachsenhausen med Frankfurts centrum og er en af de mest ikoniske attraktioner i Frankfurt.

Når du krydser Eiserner Steg bliver du mødt af en fantastisk udsigt. Det gælder uanset, hvilken retning du kigger til!

Nyd synet af Frankfurts skyline eller medbring en kærligheds-hængelås til, at hænge på broens jernkonstruktion.

Eiserner Steg - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt på denne liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Frankfurt, Tyskland.

Hvad er dine favoritoplevelser i Frankfurt? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Tyskland:

• Hvor skal man bo i Frankfurt?

12 Eventyrlige Slotte i Tyskland

Top 10 Forlystelsesparker i Tyskland

2. Verdenskrig Seværdigheder i Tyskland

… Eller læs alle artikler fra Tyskland

Planlæg din storbyferie i Frankfurt:

Bestil fly til Frankfurt (reklamelink)

Bestil hotel i Frankfurt (reklamelink)

Bestil biludlejning i Frankfurt (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Frankfurt (reklamelink)

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *