Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Surfing - Rejs Dig Lykkelig

22+ Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande

Leder du efter sjove ting at lave i Hvide Sande? Glem ikke at tjekke denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande.

Hvide Sande er en charmerende og aktiv fiskerby med en unik placering på en smal landtange på den jyske vestkyst. Her er byen omgivet af Vesterhavet på den ene side og Ringkøbing Fjord på den anden side.

Byen blev grundlagt i 1931 i forbindelse med, at man byggede det store sluseanlæg mellem Nordsøen og Ringkøbing Fjord.

I dag er Hvide Sande en populær ferieby, der er omgivet af et smukt landskab. Her er der fyldt med storslået natur, hvide sandstrande, endeløse klitlandskaber, brusende hav, rolig fjord, vandsportsaktiviteter og lystfiskere.

Hvis du planlægger at besøge den autentiske fiskerby, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Orienteringsløb - Rejs Dig Lykkelig

 

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande:


1. Hvide Sande Sydstrand

Hvide Sande Sydstrand er uden sammenligning den mest populære strand i Hvide Sande. Ja, faktisk har den tidligere været kåret til, at være Danmarks bedste badestrand.

På Sydstranden bliver du mødt af en bred sandstrand med høje klitter og fint sand. Her er der rig mulighed for, at slænge sig i solen, bade i bølgerne, bygge sandslotte, finde rav og gå en tur langs vandkanten.

Vær dog opmærksom på, at vejret, bølgerne og vinden ved Vesterhavet kan være ret kraftigt! I sommerferieperioden er der livreddere, som passer på strandens gæster.

Sydstranden kan besøges via parkeringspladsen på Dækmolevej. Her er der toiletfaciliteter samt en flisebelagt sti, der giver nem adgang for kørestolsbrugere og barnevogne.

Hvide Sande Sydstrand - Rejs Dig Lykkelig
Foto af bennett tobiasUnsplash

 

2. Ald’i’leg

Ald’i’leg er uden tvivl en af de sjoveste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande for børn. Det store indendørs legeland egner sig desuden rigtig godt til en gråvejrsdag.

Her kan børnene slå sig løs i et 550 kvadratmeter stort legeland med klatrebaner, rutsjebaner, spillemaskiner, byggeklodser, små køretøjer og meget mere. De voksne kan drikke kaffe og slappe af i massagestolen imens.

 

3. Troldbjerg

Troldbjerg er en høj klit midt i Hvide Sande, hvorfra der er en flot udsigt over byen, havet og fjorden. På toppen står der en hvid signalmast, der engang hjalp fiskerne med indsejling i havnen.

Den høje klit byder også på to gamle bunkere, der blev bygget af Hitler i slutningen af 2. Verdenskrig. Der er både en mandskabsbunker og en observationsbunker, hvoraf sidstnævnte kan besøges.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Troldbjerg - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Drageflyvning

Det blæsende vejr i Hvide Sande, gør byen til et ideelt sted til drageflyvning. Den vilde vestenvind giver nemlig de perfekte betingelser for, at flyve med drager ved Vesterhavet!

Hvis du besøger Hvide Sande med børn, er det dermed oplagt, at prøve drageflyvning. Medbring jeres egen drage, køb en drage i en af butikkerne eller lav jeres helt egen hjemmelavede drage.

 

5. Surfing

Surfing og andre vandsportsaktiviteter er helt klart blandt de bedste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande. Ja, faktisk byder Hvide Sande på nogle af de bedste surferforhold i Danmark.

På den ene side af byen, kan garvede surfere udfordre sig selv i Vesterhavets vilde bølger. På den anden side, kan nybegyndere og øvede surfere slå sig løs på Ringkøbing Fjord.

Hvide Sande er et vaskeægte vandsportsparadis, der kan begejstre enhver vandhund! Hvis du vil lære at surfe, kan du med fordel smutte forbi West Wind, som tilbyder surferskole for hele familien.

Surfing - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Mads Schmidt RasmussenUnsplash

 

6. Abelines Gaard

En anden sjov aktivitet i Hvide Sande er, at besøge Abelines Gaard syd for byen. Her bliver du mødt af en autentisk tidslomme på vestkysten.

Den firlængede gård blev bygget i 1800-tallet og huser i dag et museum, der viser hvordan livet var ved Vesterhavet i gamle dage.

På Abelines Gaard kan du udforske gården, stalden og de mange labyrintiske rum. Du kan også prøve gammeldags spil og lege, besøge caféen og deltage i en skattejagt, der giver et indblik i børns liv for 100 år siden.

 

7. Hvide Sande Havn

Havnen i Hvide Sande er byens hjerte imens fiskeri er havnens sjæl. Ja, faktisk er Hvide Sande Havn den femtestørste fiskerihavn i Danmark.

Den aktive havn summer af liv med brummende og farverige fiskekuttere, der har lasterne fyldte med friskfangede fisk. Derudover er havnen også fyldt med fragtskibe, mindre både, mennesker og meget mere.

Havnen - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Kabelpark

Kabelpark ligger i udkanten af Hvide Sande med direkte adgang til Ringkøbing Fjord. Her kan store og små vandhunde ned til 8 år give den gas med sjove vandsportsgrene.

På parkens kabelbane, kan nybegyndere såvel som øvede prøve kræfter med vandski og wakeboarding. De øvede kan udfordre sig selv med tricks på ramperne imens nybegyndere kan lære at finde balancen på brættet i rolige omgivelser.

Kabelparken har også en café, som er beliggende helt ude ved anlægget. Ved siden af parken er der desuden en børnevenlig strand med lavt vand og uden strøm.

 

9. Ridecenter Vinterlejegård

Er du vild med heste og ridning? Så er et besøg på Ridecenter Vinterlejegård formentligt en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande for dig!

Ridecentret ligger cirka 10 kilometer syd for Hvide Sande og tilbyder udlejning af heste. Her kan du tage på en ridetur i skoven eller på stranden. Der er også mulighed for, at få rideundervisning på stedet.

Ridning på stranden - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Hvide Sandes Moler

I Hvide Sande er der to store moler i Vesterhavet, som hedder henholdsvis Sydmolen og Nordmolen. Den mest populære er Sydmolen, der strækker sig over 700 meter og dermed er den længste af dem.

På begge moler er der rig mulighed for, at gå en tur ud på dem. Her bliver du mødt af gode udsigter, store vindmøller, høje bølger, fiskere og turister.

Vær opmærksom på, at vejret kan være ret voldsomt! Det er ikke unormalt, at Vesterhavets store bølger rammer ind over stierne. Sørg for at tage dine forholdsregler – og undgå molerne i blæsende vejr.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Molerne - Rejs Dig Lykkelig

 

11. Sømærke Aargab

Sømærke Aargab er et af de få tilbageværende sømærker eller båker ved Vesterhavet. I gamle dage var Vesterhavet en befærdet handelsvej i Europa, men det var bestemt ikke alle skibe, der klarede den farlige sejlads.

Derfor valgte man at opsætte sømærker, der kunne hjælpe søfarerne med bedre at kunne orientere sig ude på det åbne hav.

Sømærke Aargab blev bygget i 1884 og er et 12 meter højt sømærke. Den har ikke længere nogen funktion, men er derimod en fredet historisk attraktion på Vestkysten.

 

12. Nyd restaurantscenen

I Hvide Sande finder du mange gode og hyggelige spisesteder. Her kan du spise på alt fra røgerier og fiskerestauranter til pizzeriaer og caféer.

Hvis du er på udkig efter fiskeretter kan det især anbefales, at smutte en tur forbi Hvide Sande Røgeri og Havnens Røgeri.

Af andre gode restauranter i Hvide Sande, kan der også nævnes Kommandobroen, Ruth & Co, Café Marina og Restaurant LAVA. Der er selvfølgelig også mange andre spisesteder, som bestemt er et besøg værd!

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Restauranter - Rejs Dig Lykkelig

 

13. Helikoptertur

Har du altid drømt om, at flyve højt over landskabet i en helikopter? Så har du faktisk muligheden for, at prøve det i Hvide Sande.

Det er uden tvivl en af de mest unikke og mindeværdige oplevelser i byen. Det er selvfølgelig heller ikke helt billigt, men det er virkelig alle pengene værd! Du kan købe en helikoptertur i Hvide Sande her (reklamelink).

 

14. Lystfiskeri

Fiskeri er en vigtig del af livet i Hvide Sande. Overalt i byen kan du møde lystfiskere, der forsøger at få fat på dagens fangst. Fiskerne står med deres fiskestænger på molerne samt ved havnen, sluserne og stranden.

Du kan også medbringe din egen fiskestang og forsøge dig med, at fange din egen aftensmad. Udover de nævnte steder, kan du også svinge fiskestangen ved flere søer og åer samt fra fiskekutteren M/S Solea.

Hvis du ikke har medbragt dit eget udstyr, er der adskillige lokale lystfiskerbutikker i omegnen. Her kan du som regel både købe og leje fiskeudstyr.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Fiskeri - Rejs Dig Lykkelig

 

15. Fiskeauktion

Som et resultat af Hvide Sandes status som fiskerby, er en fiskeauktion selvfølgelig blandt de bedste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande.

Hvis du er morgenfrisk, kan du overvære en fiskeauktion på havnen fra mandag til fredag fra kl. 07.00 om morgenen. Du kan desværre ikke selv deltage i den, men det er stadig en sjov oplevelse at overvære.

Om sommeren er der desuden regelmæssige fiskeauktioner, hvor turisterne også kan deltage. Her kan du byde på friske fisk, som du kan tage med hjem på middagsbordet.

 

16. Vesterhavsstien

Hvis du gerne vil ud og gå eller cykle en tur, kan du med fordel overveje at gøre det på Vesterhavsstien. Den populære sti strækker sig hele vejen langs vestkysten – fra den tyske grænse til Skagen.

Det er en meget lang rute, men du kan for eksempel nøjes med, at tage det cirka 18 kilometer lange stykke mellem Hvide Sande og Søndervig.

Vesterhavsstien er en meget flot og naturskøn sti! Det slænger sig smukt langs kysten, hvor den byder på fantastiske udsigter over klitlandskaber, havet og fjorden undervejs.

Vesterhavsstien - Rejs Dig Lykkelig

 

17. Hvide Sande Bryghus

Hvide Sande Bryghus ligger i et gammelt fiskepakhus på havnen i Hvide Sande. Her kan du komme på rundvisning i bryghuset, få et indblik i historien og prøve en ølsmagning, hvor du kan smage på bryghusets gode specialøl.

Ikke nok med det, så kan du også besøge deres butik og købe specialøl med hjem. Det er helt klart en af de bedste aktiviteter i Hvide Sande for ølelskere!

 

18. Fiskeriets Hus

Fiskeriets Hus er et museum og akvarium, der er beliggende i en rød træbygning ved vandet. Her kan du lære om Hvide Sandes historie og fiskeriets udvikling i lokalområdet.

Museet byder også både på fersk- og saltvandsakvarier med dyr og fisk, der netop lever i havet og fjorden omkring Hvide Sande. Fiskeriets Hus byder på masser af sjov, leg og læring for store såvel som små.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Fiskeriets Hus - Rejs Dig Lykkelig

 

19. Tyskerhavnen

Tyskerhavnen er en autentisk lille fjordhavn, der er beliggende midt i Hvide Sande. Her bliver du mødt af en naturskøn og idyllisk tidslomme. Tyskerhavnen blev nemlig opført i 1912 og er dermed ældre end Hvide Sande.

I dag bliver havnen stadig brugt flittigt af fjordfiskerne, som stadig lander deres daglige fangst ved kajen i Tyskerhavnen.

Havnen er stadig fyldt med fiskernes gamle redskabshuse. Nogle er dog blevet omdannet til sommerhuse ligesom der også er kommet turister i husbåde og kunstnere til området.

 

20. Bådtur

I Hvide Sande er der et skønt havnemiljø og en fantastisk maritim atmosfære, der nærmest indbyder til en bådtur. Heldigvis, er der også rig mulighed for, at tage på en bådtur i Hvide Sande.

Du kan både finde bådture som foregår i havnen, langs Vestkysten og i Ringkøbing Fjord. Her kan du for eksempel sejle med Fiskekutteren M/S Solea og Skonnerten Maja.

Du kan også besøge shoppen i Mamrelund, hvor Seaside Safari tilbyder sejlture. En helt anden mulighed er, at leje din egen lille kajak eller båd ved Westcoast-Sportfishing.

Bådtur - Rejs Dig Lykkelig

 

21. Besøg butikkerne

Der er desværre ikke så mange butikker i Hvide Sande, men der er da alligevel lidt rundt omkring i byen. De få butikker består primært af specialforretninger, genbrugsbutikker og outdoorbutikker.

Hvis du bevæger dig lidt uden for byen, er der desuden flere gårdbutikker med lokale varer. Hvis du hellere vil shoppe i store kædebutikker, skal du ind til de større byer.

 

22. Lyngvig Fyr

Der hersker slet ingen tvivl om, at Lyngvig Fyr er en af de mest ikoniske must-see seværdigheder og oplevelser i Hvide Sande. Det blev bygget i 1906 i håbet om, at det kunne mindske antallet af skibsulykker i det farlige Vesterhav.

Med sin unge alder, er Lyngvig Fyr det yngste fyrtårn i Danmark. Her kan du følge den snoede trappe med fyrmesterens slidte fodspor op til toppen af fyrtårnet.

Herfra bliver du mødt af en fantastisk udsigt over det omkringliggende område! Med fyrets placering ovenpå en høj klit, kan du nemlig komme helt op i en højde på 53 meter over havets overflade.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Lyngvig Fyr - Rejs Dig Lykkelig

 

23. Hvide Sande Svømmehal

Et besøg i Hvide Sande Svømmehal er helt klart en af de sjoveste ting at lave i Hvide Sande for vandhunde og børnefamilier.

Svømmehallen er beliggende midt i byen og byder på et svømmebassin, en 35 meter lang rutschebane, en børnerutschebane og to udspringsvipper. Ikke nok med det, så har svømmehallen også spa, sauna og dampbad.

 

24. Orienteringsløb

I Hvide Sande kan du tage på et spændende orienteringsløb for hele familien. Rundt omkring i byen og klitterne er der opsat intet mindre end 70 poster, som du kan løbe imellem og forsøge at finde frem til.

Det er en rigtig sjov måde, at få lidt motion på. Hvis du vil have et detaljeret kort med instruktioner over posterne, kan du hente det på turistinformationen i Hvide Sande.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Orienteringsløb - Rejs Dig Lykkelig

 

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande og Omegn:


Udover de mange spændende ting at lave i Hvide Sande, er der også rigtig mange gode attraktioner i det nærliggende område.

Herunder får du et hurtigt overblik over nogle af de bedste seværdigheder og oplevelser i nærheden af Hvide Sande.

Søndervig (12 km): Dejlig ferieby med Lalandia, Sandskulpturfestival, golfbane og meget mere. Læs om Søndervig.

Houvig Fæstningen (16 km): Et tysk fæstningsanlæg med omkring 50 bunkere og cirka 50 andre betonanlæg.

Eventyrskoven (18 km): En eventyrskov med sansesti, skulpturer, naturlegeplads og meget mere.

Adventure Park (19 km): En sjov park med minigolf, adventuregolf, fodboldgolf, håndboldgolf og meget mere.

Jettes Strudsefarm (19 km): Danmarks største strudsefarm med strudse og lidt andre dyrearter.

Naturkraft (22 km): Et legerigt oplevelsescenter, hvor du kan lære om naturens kræfter og bæredygtighed.

Ringkøbing (23 km): Den største by i omegnen og byder på gode muligheder for shopping.

Bork Havn (31 km): Ferieby og fiskerleje med et stort legeland, Bork Vikingehavn og meget mere.

Tipperne (33 km): En halvø i sydenden af Ringkøbing Fjord med flot natur og fuglereservat.

Wow Park Skjern (40 km): En kæmpestor naturpark med plads til leg i trækronerne og skovbunden.

Seværdigheder og Oplevelser i Hvide Sande - Aktiviteter i omegnen - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt på denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Hvide Sannde. Hvad er dine favoritoplevelser i Hvide Sande? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil?

Læs flere artikler fra Danmark:

Populære Sommerhusområder i Jylland

• 26 Gode Oplevelser i Midtjylland

• 14 Vilde Action Oplevelser i Jylland

… Eller læs alle artikler fra Danmark

Planlæg din ferie i Danmark:

Bestil sommerhus i Danmark (reklamelink)

Bestil hotel i Danmark (reklamelink)

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *