Leder du efter ting at lave i Utah? Glem ikke at tjekke min guide til de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Utah.
Utah er en naturskøn stat, som er en del af den eventyrlige klassiske road trip rute i Det Vestlige USA.
Den populære amerikanske stat er især kendt for sin store mormonbefolkning og enestående natur. Ja, faktisk finder du intet mindre end 5 nationalparker i Utah!
Udover nationalparkerne, er der også fyldt med Statsparker, nationale monumenter og meget mere, der alle sammen bidrager til fantastiske oplevelser.
Jeg har selv besøgt Utah to gange på forskellige road trips og har derfor valgt, at lave en guide. Den kan forhåbentligt hjælp dig med, at finde hoved og hale i de bedste seværdigheder og oplevelser i Utah, USA.
Seværdigheder og Oplevelser i Utah:
1. Zion National Park
Et af de steder, som står højest på alles bucketliste i det vestlige USA er Zion National Park.
Zion er da også den mest populære af Utahs ”Mighty 5”, der bruges som fællesbetegnelse for delstatens fem nationalparker.
Her bliver du mødt af et varieret og naturskønt landskab med dybe dale, frodige kløfter, rislende floder og røde klippeformationer. Tag på vandreture, bliv betaget af udsigterne, hop på shuttlebusserne og nyd naturen.
OBS. Har du planer om at besøge adskillige nationalparker i USA? Så kan det ofte betale sig, at købe et America the Beautiful Annual Pass til $80.
2. Great Salt Lake
I det nordlige Utah ligger Great Salt Lake, som er en af de mere oversete seværdigheder og oplevelser. Det er ellers til trods for, at det er den største saltvandssø på den vestlige halvkugle.
Det er et must, at tage på en svømmetur fra en af strandene. Søen består nemlig af så meget salt, at du nemmere end nogensinde før kan flyde på vandet.
Du kan også prøve forskellige vandsportsaktiviteter eller køre en tur langs Interstate 80 syd for Great Salt Lake.
Hvis du har god tid, kan du også tage ud til halvøen Antelope Island, der er kendt for sit rige dyreliv. Her er der rig mulighed for, at se bisoner, tykhornsfår og fugle.
3. Canyonlands National Park
Canyonlands National Park er Utahs svar på Grand Canyon – bare uden de store turistmasser.
Parken er især kendt for sine dramatiske ørkenlandskaber. Her har snoede floder nemlig skabt dybe kløfter og smukke udsigtspunkter.
Canyonlands er opdelt i flere forskellige områder. De byder hver især på fantastiske naturoplevelser. Den mest populære del er Island in the Sky, hvor hovedattraktionen er stenbuen Mesa Arch.
4. Dead Horse Point State Park
Lige uden for Canyonlands National Park ligger Dead Horse Point State Park, som byder på gudesmukke panoramaudsigter over Colorado River.
Her er du omgivet af et barskt ørkenlandskab og kan se, hvordan Colorado River slår et dramatisk knæk. Det er et helt enestående syn, som du er nødt til at opleve. Husk masser af ledig plads på dit kamera!
Du kan køre rundt til mange steder derinde, men der er er også cykel- og vandrestier. Bemærk, at Dead Horse Point er en statspark, så det koster lidt at besøge den.
5. Salt Lake City
Salt Lake City er hovedstaden og den største by i Utah. Den er beliggende i den nordlige ende af delstaten og har mange spændende ting at give sig til.
Byen fungerer som hovedkvarteret for den mormonske kirke og er bl.a. hjem til verdens største mormontempel. Templet er beliggende på Temple Square og er helt klart et besøg værd!
Vil du gerne lærer mere om byen og mormonbefolkningen? Så kan du med fordel besøge This Is The Place Heritage Park.
Salt Lake City byder desuden på adskillige skønne haver, museer, monumenter, historiske bygninger og meget mere.
6. Udforsk kløfterne
På et road trip på USA’s vestkyst besøger mange danskere Antelope Canyon i Arizona. Men vidste du, at der faktisk også findes massevis af små kløfter i Utah?
Ja, faktisk er det her du finder en af verdens højeste koncentrationer af slot canyons!
Mange af dem er tilgængelige for besøgende. De har vidt forskellige sværhedsgrader, så af sikkerhedsmæssige årsager er det vigtigt, at du undersøger informationer om kløfterne grundigt inden.
Nogle af de mest populære til vandreture er Peekaboo Slot Canyon, The Narrows, Zebra Slot Canyon, Little Wild Horse Canyon og Buckskin Gulch.
7. Bryce Canyon National Park
Bryce Canyon er endnu et af de steder, som du bare ikke må gå glip af! Den storslåede park er beliggende tæt på Zion i det sydlige Utah.
Her bliver du mødt af et kolossalt amfiteater, der er skabt af naturens kræfter gennem millioner af år. Overalt er der unikke klippeformationer og høje klippespir (hoodoos) i røde, orange og hvide farver.
Tag på vandreture, kør på Bryce Scenic Drive, benyt shuttlebussen og oplev solopgangen over det tørre ørkenlandskab.
8. Homestead Crater
Homestead Crater ses på de færreste lister over gode seværdigheder og oplevelser i Utah. Ikke desto mindre, fortjener den stadig en plads her i guiden.
Krateret ligner nemlig til forveksling de berømte cenotes på Yucatan-halvøen i Mexico!
Inde i kalkstensgrotten er der en varm kilde med en konstant temperatur på over 30 grader. Her kan du svømme, snorkle og dykke i tropiske omgivelser. I loftet er der et stort hul, som naturligt lukker lys og luft ind i grotten.
9. Dinosaur National Monument
Er du interesseret i fortiden? Så er du næsten nødt til, at smutte en tur forbi Dinosaur National Monument på grænsen mellem Utah og Colorado.
Nationalmonumentet byder på en sjælden samling på mere end 1.500 velbevarede fossiler fra dinosaurer. De er indlejret i klippevæggene og vidner om, at der formentligt har været et vandhul i forhistorisk tid.
Udover at opleve de oldgamle dinosaurfossiler, er der også mange ting at lave i naturen. Du kan f.eks. prøve kræfter med vandreture, rafting eller camping.
10. Four Corners Monument
Four Corners Monument er et sjovt sted at besøge, hvis det alligevel passer ind i din road trip rute på vestkysten.
Her kan du nemlig opleve det eneste sted i USA, hvor fire stater mødes. Ved at stå på den beskedne plade, kan du altså være i Arizona, Utah, Colorado og New Mexico på én og samme tid.
Det er en fin aktivitet for hele familien, hvis I gerne vil have taget et ikonisk billede på jeres rejse.
11. Goosenecks State Park
Gider du ikke køre hele vejen op til Dead Horse Point State Park? Så kan du også nøjes med, at se Goosenecks State Parks i den sydøstlige ende af delstaten.
Inde i statsparken kan du nemlig ligeledes finde et spektakulært udsigtspunkt over en snoet flodkløft. Her er det til gengæld bare San Juan River, der skærer sig gennem klipperne nedenfor.
Der er ikke rigtig så meget andet at give sig til derinde, men udsigten er heldigvis hele besøget værd!
12. Lake Powell
Lake Powell er en opdæmmet del af Colorado River, som både er beliggende i Utah og Arizona. Det er USA’s næststørste kunstige sø og ligger i et område, der også kaldes for Glen Canyon.
Søen er omgivet af høje røde sandstensklipper og fungerer som en skøn oase midt i ørkenlandskabet.
Her kan du tage på sejlture, dyrke vandsportsaktiviteter, tage på vandreture og meget mere. Glem ikke at opleve Glen Canyon Dam, Rainbow Bridge og Muley Point.
Læs også: 19 Gode Seværdigheder i Arizona
13. Capitol Reef National Park
Capitol Reef National Park er den mest oversete af Utahs fem nationalparker. Som et resultat heraf, kan du også være ret så sikker på, at der ikke er propfyldt med turister.
Manglen på de store turistmasser skyldes ikke, at der ikke er nogen oplevelser derinde. Det skyldes nærmere, at det er en svært tilgængelig og afsidesliggende park i Utah med få veje til biler.
Hvis du vælger at besøge parken, kan du se frem til et billedskønt westernlandskab. Her er der fyldt med imponerende klippeformationer og flotte udsigter.
Kør på vejene, oplev naturskabte stenbroer, udforsk kløfter, se gamle hulemalerier og tag på vandreture langs stierne.
14. Park City
Var det noget med en skitur i Utah? Så er et besøg i Park City den perfekte aktivitet for dig i vintermånederne!
Det lyder måske mærkeligt, men der falder faktisk en overraskende stor mængde sne i Utah om vinteren. Mange af de bedste skiresorts ligger under en times kørsel fra Salt Lake City.
Det kan især anbefales, at besøge Park City. Det er nemlig et af de bedste og mest populære skiresorts i hele Nordamerika. Byen har endda været vært for vinter-OL i 2002.
Park City er helt klart bedst at besøge om vinteren. Når det så er sagt, er der dog også super hyggeligt i sommermånederne.
15. Bonneville Salt Flats
I det vestlige Utah ligger Bonneville Salt Flats, som ved første øjekast kunne ligne verdensberømte Salar de Uyuni i Bolivia.
Her bliver du mødt af en stor saltslette, der stammer fra en udtørret saltvandssø. Den saltede hvide overflade ligner til forveksling sne i tørvejr. Efter regnvejr skabes der til gengæld en spejllignende illusion på overfladen.
Gennem tiden er der sat mange landhastighedsrekorder på saltsletterne. Hvis der er tørt, kan du selv køre en tur på Bonneville Speedway.
16. Arches National Park
Den sidste nationalpark i min guide til de bedste must-see seværdigheder oplevelser i Utah er Arches National Park.
Parken byder på et smukt ørkenlandskab med mere end 2.000 naturskabte sandstensbuer i forskellige størrelser. Det store antal er medvirkende til, at det er verdens største koncentration af stenbuer!
Derudover er der også alverdens klippeformationer, der ligesom buerne er skabt af vind og vejr gennem millioner af år.
Arches National Park er et utroligt smukt sted. Ja, faktisk vil jeg endda vove at påstå, at det er en af de smukkeste nationalparker i USA.
17. Svøm i varme kilder
Udover Homestead Crater, som er nævnt længere oppe, byder Utah også på mange andre varme kilder.
Ja, faktisk kan du finde naturlige termiske kilder med mineralfyldt vand overalt i staten. Nogle er let tilgængelige imens andre kræver en gåtur eller et adgangsgebyr.
Nogle af de mest besøgte varme kilder er Fifth Water Hot Springs, Mystic Hot Springs og Crystal Hot Springs. Derudover kan der også nævnes Meadow Hot Springs, Gandy Warm Springs og Baker Hot Springs.
18. Coral Pink Sand Dunes State Park
Coral Pink Sand Dunes State Park er en statspark, som næsten udelukkende består af sand. Den er kendetegnet ved, at være præget af sandklitter i en unik koral-lyserød farve.
Klitterne kan udforskes på flere måder. Den mest populære er dog blot, at tage på en gåtur i de flotte omgivelser. Husk endelig kameraet, for det er det oplagte sted til et lille fotoshoot.
Du kan også prøve kræfter med sandboarding, køre ATV eller andre offroad køretøjer i sandklitterne.
19. Moab
Moab er en lille amerikansk by med omkring 5.000 indbyggere. Ved første øjekast ser den måske ikke ud af meget, men den er faktisk en favorit blandt mange rejsende.
Den lille by er nemlig et vaskeægte mekka for friluftsentusiaster med masser af ting at give sig til. Her er der rig mulighed for vandring, mountainbiking, rafting, klatring og mere. Find udflugter fra Moab her (reklamelink).
Moab fungerer også som et godt udgangspunkt for dagsture til højdepunkter såsom Arches National Park, Canyonlands National Park og Dead Horse Point State Park.
Der er mange overnatningsmuligheder i byen (reklamelink), men jeg kan især anbefale at overnatte på en lokal ranch. Glem heller ikke at udforske det charmerende lille centrum, som er et besøg værd.
20. Monument Valley
Monument Valley ligger egentligt mest i Arizona, men det spreder sig altså også over grænsen til Utah.
Det er beliggende i Navajo indianerreservatet og er berømt for sit rødlige ørkenlandskab med høje fritstående klipper. De ikoniske klipper er skabt af erosion og skyder dramatisk op midt i det ellers så øde landskab.
Mange betragter Monument Valley som indbegrebet af det vilde vesten. Det mægtige område har nemlig været brugt som kulisse i alskens westernfilm.
Bemærk, at Monument Valley ikke er en national- eller statspark. Du skal dermed betale en entré på $8 pr. person pr. dag.
21. Goblin Valley State Park
Goblin Valley State Park er en statspark med et unikt landskab. Her er der fyldt med hoodoos, som er et andet navn for høje tynde klippespir skabt af vind og vejr.
Parkens mange svampelignende hoodos er formet helt unikt. De menes at se ud som Gobliner, der er et slags fiktivt væsen.
Se de specielle klippeformationer, brug fantasien og tag på vandreture. Vær opmærksom på, at det er et meget afsidesliggende område med få faciliteter. Husk at fylde depoterne op og tanke bilen inden du tager dertil.
22. Kør på smukke vejstrækninger
En af de mest uforglemmelige oplevelser i Utah er faktisk ”bare”, at suse afsted på de billedskønne vejstrækninger.
Der findes mange smukke veje nær de største attraktioner, men også på øde strækninger, som fører forbi de fineste landskaber.
Det er især et must, at køre på Scenic Byway 12, der er så enestående, at den er udnævnt som en All-American Road. Derudover kan jeg også anbefale en køretur på Highway 128, State Route 95 og Nebo Loop Scenic Byway.
Det var alt i min guide med inspiration til de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Utah.
Har du allerede besøgt Utah? Hvis ja, hvad var så dine favoritoplevelser? Hvad glæder du dig mest til, hvis du har planlagt en rejse til det vestlige USA?
Læs flere artikler fra USA:
• De Største Oplevelser i det Vestlige USA
• Rejseforslag: Road Trip Rute i Det Vestlige USA
• Praktisk Huskeliste inden Rejsen til USA
… Eller læs alle artikler fra USA
Planlæg din rejse til Utah:
Bestil fly til Utah (reklamelink) Bestil hotel i Utah (reklamelink) Bestil biludlejning i Utah (reklamelink) Bestil aktiviter i Utah (reklamelink)
Skriv en kommentar