Leder du efter shopping i London? Glem ikke at tjekke denne guide med en liste over de bedste steder til shopping i London, England.
Shopping i London er blandt verdens bedste. Den britiske hovedstad er et vaskeægte modemekka med noget til enhver type shopper.
Her finder du alt fra verdensberømte shoppinggader og markeder til enorme stormagasiner og shoppingcentre.
Med så mange valgmuligheder, er det slet ikke så svært at forstå, hvorfor London er en af verdens bedste shoppingbyer. Det er nemlig de færreste byer, der kan hamle op med den britiske hovedstad.
Hvis du planlægger en storbyferie i London, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en liste over de bedste steder til shopping i London, England.
Artiklen fortsætter under boksen.
Gode sider til planlægning af rejsen:
Bestil fly til London (reklamelink) Bestil hotel i London (reklamelink) Bestil pakkerejse til London (reklamelink) Bestil oplevelser i London (reklamelink)
De Bedste Steder til Shopping i London:
1. Oxford Street
Okay, vi starter med den helt åbenlyse, som selvfølgelig er Oxford Street, der er en af Londons vigtigste handelsgader.
Den 2,5 kilometer lange handelsgade er beliggende i det centrale London og er spækket med internationale og britiske butikker. Ja, faktisk byder Oxford Street på mere end 300 butikker!
De mange butikker spænder over alt fra Selfridges og Niketown til Top Shop og Zara. Det er også her du finder en Primark! Oxford Street er helt klart et af de bedste steder til shopping i London.
2. Selfridges
Selfridges ligger på Oxford Street og er et af Englands største stormagasiner. Det spreder sig over 6 etager og er stopfyldt med eksklusive mærkevarer til børn og voksne i alle aldre.
Inde i det populære stormagasin, kan du købe alt fra tøj, sko og tasker til make-up, parfumer og boliginteriør. Priserne er godt nok dyre, men hvorfor ikke smutte en tur for Selfridges, hvis du alligevel shopper på Oxford Street?
3. Regent Street
Det er umuligt at lave en liste over de bedste steder til shopping i London uden at nævne Regent Street. Den smukke og elegante shoppinggade er hjem til nogle af Londons ældste og mest berømte butikker.
Regent Street byder på et stort antal butikker, heriblandt flere kæmpestore flagskibsbutikker fra anerkendte brands såsom Burberry og Apple.
Hvis du rejser med børn i London, må du heller ikke glemme at besøge Hamleys, som er verdens største og ældste legetøjsbutik!
4. Liberty
Liberty ligger ved Regent Street og er kendt for at være Londons ældste stormagasin. Det blev grundlagt tilbage i 1875 og er beliggende i en smuk gammel bygning med en ekstraordinær arkitektur.
Det populære stormagasin sælger alverdens luksusvarer, som spænder over alt fra tøj, sko og tasker til smykker, kosmetik og boliginteriør.
Liberty er desuden kendt for sine mange blomsterprints og grafiske mønstre, som findes på en stor andel af varerne derinde.
Læs også: London Bucketlist: 60+ Oplevelser i London
5. Carnaby Street
Tæt på Regent Street og Oxford Street finder du Carnaby Street, som er endnu et af de bedste steder til shopping i London.
Den historiske gamle gågade bliver let overset i skyggen af de enorme shoppinggader i området – og det er virkelig ærgerligt!
Træd ind under den ikoniske Carnaby Street-bue og bliv betaget af den charmerende atmosfære. Her kan du svinge kreditkortet i mere end 100 butikker og over 60 restauranter, caféer og barer.
Du må heller ikke glemme at smutte forbi Kingly Court, som byder på et enormt udvalg af gode spisesteder.
6. Borough Market
Borough Market er et af de største, ældste og mest populære madmarkeder i London. Her finder du mere end 100 forskellige boder, som sælger alt fra friske råvarer til færdiglavede retter.
Udvalget er virkelig enormt, så du bør ikke snyde dig selv for udsøgte smagsoplevelser! Borough Market er helt klart et af de bedste steder til ”mad” shopping i London.
7. Westfield shoppingcentrene
Der findes faktisk ikke så mange shoppingcentre i London, udover Westfields to populære shoppingcentre.
Det ene hedder Westfield Stratford City og er beliggende i Stratford i det østlige London. Det andet hedder Westfield London og ligger i White City i det vestlige London.
De to shoppingcentre byder hver især på hundredvis af butikker og et bredt udvalg af spisesteder.
De mange butikker består af en god blanding af dyre mærkevarebutikker og budgetvenlige modebutikker. Det er også netop derfor, at Westfield centrene er blandt de bedste steder til shopping i London!
Læs også: 14 Smukke Udsigtspunkter i London
8. Old Spitalfields Market
Old Spitalfields Market er et rigtig godt overdækket marked i London, som har eksisteret helt siden 1638.
Som et resultat af sin høje alder, anses det for at være det ældste marked i London! På Old Spitalfields Market kan du finde et bredt udvalg af boder med vintagetøj, sko, tasker, smykker, street food og meget mere.
9. Brick Lane Market
I kort afstand fra Old Spitalfields Market finder du Brick Lane Market, som er endnu et populært marked i London. Loppemarkedet har kun åbent om lørdagen og søndagen, men er helt klart et besøg værd!
Brick Lane Market byder på et stort antal boder, som sælger alt fra antikviteter og vintagetøj til genbrugsmøbler og eksotiske krydderier.
Glem ikke at besøge én af de mange indiske restauranter i området. Restauranterne er kendt for at lave nogle af verdens bedste karryretter.
10. Bond Street
Bond Street er et af de bedste steder til shopping i London, hvis du er på udkig efter eksklusive luksusvarer. Den ekstravagante shoppinggade ligger kun et stenkast fra Regent Street.
Det er her de rige og berømte svinger deres guldkort i svinedyre designerbutikker som Burberry, Louis Vuitton, Versace og Tiffany & Co.
Gaden er opdelt i det nordlige New Bond Street og det sydlige Old Bond Street. Glem ikke at smutte en tur forbi Sotheby’s, som er verdens ældste auktionshus.
11. Jermyn Street
Tæt på Old Bond Street finder du Jermyn Street, der er kendt som en shoppinggade i London for gentlemen. Her finder du næsten udelukkende eksklusive herrebutikker med alverdens varer.
Udover butikker, byder Jermyn Street også på mange fine skræddere, skomagere, skjortemagere og meget mere.
12. Camden Market
Et andet af de bedste steder til shopping i London er på Camden Market. Det er beliggende i Camden Town, som er en helt unik og alternativ bydel i den britiske hovedstad.
Camden Market består egentligt af seks individuelle markeder, som er blevet slået sammen til et kæmpestort marked.
Det har åbent alle ugens dage og byder på hundredvis af boder. Her sælges der alt fra håndlavede smykker og vintagetøj til souvenirs og alverdens street food.
13. Savile Row
Savile Row er endnu en populær shoppinggade i London. Den er beliggende tæt på Regent Street og er helt klart et besøg værd.
Savile Row er kendt som Londons skræddergade. Den er primært rettet mod kvalitetsbevidste mænd, der leder efter det fineste skræddersyede jakkesæt.
Læs også: 18 Must-See Seværdigheder i London
14. Covent Garden
Covent Garden er et af de smukkeste og mest livlige shoppingområder i London. Det er også netop derfor, at det er et utroligt populært sted at besøge for turister.
Her finder du et stort antal butikker, restauranter, caféer og barer. Glem ikke at smutte forbi Covent Garden Market med sine mange boder med kunstværker.
Du må heller ikke glemme at besøge Neal’s Yard, som en yderst charmerende gyde med små butikker, barer og caféer. Af andre gode steder i Covent Garden, kan der også nævnes Seven Dials og Floral Street.
15. Harrods
Det verdensberømte stormagasin Harrods er beliggende i Knightsbridge, som er et af Londons mest populære shoppingdistrikter.
Det luksuriøse stormagasin dækker over et enormt område på 7 etager med 330 forskellige afdelinger med luksusvarer. Ja, faktisk er Harrods så stort, at det er kendt for at være Europas største stormagasin.
Priserne i Harrods er skyhøje, så de fleste turister nøjes med at vinduesshoppe i de ekstravagante omgivelser. Glem ikke at smutte forbi stormagasinet Harvey Nichols, som kun ligger et stenkast derfra.
16. Sloane Street
Sloane Street ligger i gåafstand fra Harrods og er kendt som en af de absolut mest eksklusive shoppinggader i London.
Her finder du svinedyre designerbutikker som Gucci, Prada, Valentino, Tom Ford og Jimmy Choo. Der er dermed slet ingen tvivl om, at det er et af de bedste steder til luksus shopping i London.
Læs også: Rejseguide til London
17. Portobello Road Market
Et af de mest kendte gademarkeder i London er Portobello Road Market, som er beliggende i Notting Hill. Det er kendt for at være verdens største antikmarked og opleves bedst om lørdagen.
Selvom at Portobello Road Market er kendt for sine mange boder med antikviteter, findes der også mange andre slags varer.
På markedet kan du nemlig også købe alverdens souvenirs, tøj, sko, tasker, frugt, grøntsager og meget andet.
18. Outlet centre
Hvis du er på udkig efter designervarer til billige priser, kan du med fordel besøge et af Londons outlet centre.
Her kan du købe sidste sæsons kollektioner med store rabatter. Du skal dog være opmærksom på, at centrene ikke ligger i centrum.
Nogle af de mest populære outletcentre i London og omegn er London Designer Outlet, Bicester Village og ICON Outlet at The O2. Husk endelig at undersøge, hvor de individuelle outlets er beliggende.
Det var alt på denne liste over de bedste steder til shopping i London, England. Hvad er dine favoritsteder til shopping i London? Hvilke steder vil du helst besøge? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra London:
• 18 Must-See Seværdigheder i London
• London Bucketlist: 60+ Oplevelser i London
• 14 Smukke Udsigtspunkter i London
• Fortryllende Slotte i London og Omegn
• Oplevelser i London for Børn og Teenagere
… Eller læs alle artikler fra London eller England
Planlæg din storbyferie i London:
Bestil fly til London (reklamelink) Bestil hotel i London (reklamelink) Bestil pakkerejse til London (reklamelink) Bestil biludlejning i London (reklamelink) Bestil oplevelser i London (reklamelink)
Skriv en kommentar