Billeje i USA - Kørsel og færdselsregler - Rejs Dig Lykkelig

Billeje i USA: Vigtige ting du skal vide om biludlejning

Har du planer om et road trip i USA? Her får du en guide med praktiske tips og vigtige ting du skal vide om billeje i USA.

Det er fuldstændig oplagt, at tage på et road trip i USA. Mulighedernes land er nemlig lavet til biler, så det er helt klart den bedste måde at opleve landet på.

På et road trip får du den ultimative frihed til, at udforske den storslåede natur, de pulserende storbyer og små unikke steder i dit helt eget tempo. Det er også netop derfor, at de fleste lejer en bil.

Det er som regel nemt og billigt at leje en bil i USA. Når det så er sagt, er der dog en del ting, som du skal være opmærksom på.

Vi har efterhånden lejet mange biler i USA. Ud fra vores erfaringer, har jeg lavet en stor guide til billeje i USA. Den er fyldt med vigtige ting og praktiske tips, som du skal vide inden du kaster dig ud i at leje en bil.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til USA (reklamelink)

Bestil hotel i USA (reklamelink)

Bestil biludlejning i USA (reklamelink)

Bestil oplevelser i USA (reklamelink)

 

Vigtige ting du skal vide om billeje i USA:


1. Lej bilen på forhånd

Priserne på lejebiler svinger meget fra dag til dag. Det er dermed en god idé, at begynde og lede i god tid på forhånd. Det gælder især, hvis du skal rejse til USA i højsæsonen.

Der er rigtig mange biludlejningsselskaber i USA, hvilket skaber en stor konkurrence med billige priser. Det kan derfor være lidt af en jungle, at finde rundt i. Den bedste pris fås dog som regel ved, at booke mindst et par måneder før afrejse.

Hvis du booker i god tid på forhånd, er der også større sandsynlighed for, at drømmebilen stadig er tilgængelig.

En anden stor fordel er, at du hurtigere kan komme ud og starte din ferie på de amerikanske landeveje. Derudover har du også mere tid til, at sætte dig ind i hvad det egentligt er som du betaler for.

Billeje i USA - Lej bilen på forhånd - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Gode sider med billeje i USA

Hvilket biludlejningsselskab du skal vælge, afhænger i høj grad af dine præferencer og dit budget. Der kan være stor prisforskel fra selskab til selskab og fra stat til stat.

Hvis priserne er ekstremt billige ved et selskab kan det skyldes, at de har andre gebyrer og lejebetingelser. Det er dermed utroligt vigtigt, at du altid læser lejebetingelserne grundigt igennem inden du bestiller en bil.

Vi har efterhånden lejet rigtig mange biler – ikke bare i USA, men også i Australien, New Zealand, Mexico, Dubai, Spanien, Tyrkiet og mange andre lande.

I de fleste tilfælde, har vi lejet bilerne gennem forskellige prissammenligningsportaler. Her sammenlignes priser, vilkår, biltyper og meget mere på tværs af mange store biludlejningsselskaber.

De seneste år har vi især benyttet os af DiscoverCars.com (reklamelink), som vi har været meget tilfredse med!

DiscoverCars var også en stor hjælp på vores rejse til Hawaii, hvor flyet blev forsinket og vi ankom et døgn for sent. De var meget effektive og sørgede for, at vi ikke mistede den Ford Mustang som vi havde lejet.

Billeje i USA - Gode sider med billeje - Rejs Dig Lykkelig

 

3. Valg af bilklasse

En helt anden ting som du skal tage stilling til når du skal leje en bil er bilklassen. Skal det være en stor eller lille bil? Skal det være en sportsbil eller en SUV? Skal det være en standardbil eller en luksusbil?

Ligesom alt andet, er bilerne generelt også store i USA. Når det så er sagt, er der alligevel nogle biler som ikke har så meget plads til kufferter, børn osv.

Hvis du skal på et road trip i USA, kommer du formentligt til at bruge mange timer i bilen. Ikke nok med det, så har kufferterne det også med at blive større og større.

Jeg anbefaler dermed på det kraftigste, at vælge en større bil end du normalt ville. Hvis I er to personer, kan I som regel sagtens nøjes med en standardbil, men er I 4-5 personer, er det en god idé med en 7-personers bil eller minivan.

Bilstørrelsen afhænger dog i høj graf af, hvor meget bagage I har med på rejsen. Hvis I alle har kufferter med og de ikke kan være i bagagerummet, bliver det hurtigt nogle trælse dage på vejene.

Valg af bilklasse - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Læs lejebetingelserne grundigt

Når du skal leje en bil er det altid vigtigt, at læse lejebetingelserne grundigt igennem! Betingelserne svinger meget fra selskab til selskab, så husk at tjekke op på dem inden du booker bilen.

I lejebetingelserne og det med småt, kan du finde alt fra depositumsbeløb og betalingspolitikker til førerkrav, forsikring og meget mere.

Der er som regel ubegrænset antal kilometer, men der kan være visse steder, som du ikke må kører. Det kan f.eks. være på grusveje og i Death Valley. Det er heller ikke sikkert, at du må krydse grænsen til Canada.

Derudover skal du også være opmærksom på brændstofs politikken. Når du afhenter bilen, bliver du ofte spurgt om du vil aflevere bilen med en tom eller fuld tank.

Hvis du ikke vil betale knaster, er det en god idé, at vælge fuld til fuld tank eller det samme niveau, som da du afhentede bilen. Ellers kan det hurtigt blive meget dyrt!

Du skal som regel også afleverer bilen i en vis stand, så du undgår en efterregning for rengøring og bilvask. Sidst men ikke mindst, skal du også være opmærksom på lejetidspunktet.

Det er nemlig ikke sikkert, at du kan hente bilen tidligere eller aflevere den senere – og hvis du kan, koster det ekstra. Der er også nogle biludlejningsfirmaer som kræver, at du afhenter bilen indenfor et vist tidsinterval.

Billeje i USA - Læs lejebetingelserne grundigt - Rejs Dig Lykkelig

 

5. Aldersgrænse ved billeje i USA

En anden vigtig ting som du skal være opmærksom på, er aldersgrænsen for biludlejning i USA. Ved de fleste biludlejningsselskaber er der en minimumsalder på 21 år.

Der er dog visse stater, hvor minimumsalderen er 20 år. Derudover er der også et par enkelte steder, hvor du kan leje en bil, selvom du er under 20 år. Det er dog meget dyrt og begrænset!

Hvis du er under 25 år og vil leje en bil, skal du desuden betale for et ungførergebyr, som sagtens kan udgøre et par hundrede kroner om dagen.

Det kan altså hurtigt blive en meget dyr fornøjelse at leje en bil i USA, hvis du er under 25 år! Vi var selv under 25 år på vores første par rejser dertil, og som et resultat heraf blev vores billeje næsten dobbelt så dyr.

Vær opmærksom på, at selvom du udfylder din alder når du søger efter en bil, er det ikke sikkert ungførergebyret er inkluderet i prisen. Gebyret kan derimod som regel findes i lejebetingelserne.

Aldersgrænse - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Ekstra udstyr og tilkøb

Når du vil benytte billeje i USA, skal du også bemærke de mange muligheder for tilkøb og ekstra udstyr. De fleste lejebiler har et højt udstyrsniveau med både automatgear, aircondition, skærm, USB-indgang og meget mere.

Alligevel kan du nærmest tilkøbe alt i ekstraudstyr. Hvis du ikke allerede har tilkøbt det hele, skal sælgeren nok ihærdigt prøve at sælge det når du henter bilen.

Det kan være svært, at sige nej til sælgeren efter en lang flyvetur. De har som regel mange gode salgsargumenter, men som udgangspunkt kan du sagtens undvære det meste.

Herunder får du et overblik over noget af det ekstra udstyr og de tilkøb, som du kan blive tilbudt. Vær opmærksom på, at visse ting kan være nødvendige.

Opgradering af bilen

Det er ikke unormalt, at sælgeren forsøger at få dig til at opgraderer til en højere bilklasse mod en merpris. I nogle tilfælde, kan du også blive tilbudt en bedre bil uden at skulle betale ekstra.

Ekstra forsikringer

Sælgeren vil formentligt også forsøge at sælge ekstra forsikringer, selvom du måske allerede er fuldt dækket. Husk derfor altid, at tjekke dit lejebevis grundigt igennem inden.

GPS-udlejning

Alle biludlejningsselskaber tilbyder også udlejning af GPS. Det er dog ofte billigere at købe en GPS i et supermarked i USA eller medbringe en GPS hjemmefra med et USA kort. Du kan også blot benytte din telefon.

På min første rejse til USA, havde vi medbragt en GPS med et USA kort hjemmefra. På alle road trips efterfølgende, har vi brugt den gratis rejseapp, Maps.me, som har offline-kort.

Leje af barnesæde

Hvis du rejser med børn, kan det være nødvendigt at leje et barnesæde. Reglerne varierer meget fra stat til stat, så husk at tjekke op på dette.

Ekstra chauffør

Hvis der er mere end én person som skal køre bilen, koster det som regel også ekstra. Det er lovpligtigt at registrer alle chauffører af bilen, så husk det endelig! Bemærk, at det bliver dyrere, hvis ekstrachaufføren er under 25 år.

Ungførergebyr

Som nævnt længere oppe, skal du betale et stort ekstrabeløb ved afhentning af bilen, hvis du er under 25 år.

Envejsgebyr

Hvis du har planer om, at leje bilen i en stat og afleverer den i en anden, skal du betale et envejsgebyr. Priserne varierer meget, men kan ses i prisoversigten.

Betalingsveje

Der er betalingsveje flere steder i USA. Derfor tilbyder flere biludlejningsfirmaer, at du køber et slags pas til at køre automatisk igennem dem. Det er dog slet ikke sikkert, at det kan betale sig på dit road trip.

Billeje i USA - Ekstra udstyr og tilkøb - Rejs Dig Lykkelig

 

7. Husk et internationalt kreditkort

Når du skal leje en bil i udlandet er det vigtigt, at du har et internationalt kreditkort. Det skal altså hverken være et debetkort eller et Visa-dankort, men derimod et betalingskort, som KUN fungerer som et kreditkort.

Når du afhenter bilen, reserverer biludlejningsselskabet et depositum indtil du afleverer bilen tilbage igen. Beløbet varierer meget, og skal stå til rådighed på din konto.

Det er ikke muligt for biludlejningsselskaberne at reserverer et beløb på dit debetkort. Derudover bliver Dankort og Visa-Dankort også ofte afvist, fordi de fungerer som en slags hybrider, der ikke altid kan læses i USA.

Hvis systemerne ikke kan læse dit kort, kan du blive nægtet at få udleveret lejebilen. Det er derfor super vigtigt, at du har et internationalt kreditkort!

Det er desuden også vigtigt, at kreditkortet ejes af dén person, som skal være den primære chauffør. Hvis navnet på kreditkortet og lejeaftalen ikke stemmer overens, kan du ligeledes blive nægtet at få udleveret lejebilen.

Husk et internationalt kreditkort - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Forsikring ved billeje i USA

Uanset hvilket land du skal leje en bil i, er det altid vigtigt, at du har styr på forsikringen. Det kan nemlig blive meget dyrt, ubehageligt og besværligt, hvis uheldet er ude.

Der findes mange forskellige slags forsikringer, som ikke bare har vidt forskellige priser, men som også inkluderer vidt forskellige ting. Det kan dermed være lidt af en jungle, at finde rundt i!

Selvom at det er vigtigt at være forsikret, er det også træls at være dobbelt eller tredobbelt forsikret. Vi er selv hoppet i fælden adskillige gange, og det er trælse penge at miste.

Hvis du har en god rejseforsikring, kan det sagtens være, at den allerede dækker forsikring af lejebiler. Så husk, at tjekke op på dette!

Når du bestiller bilen online, kan du også tilkøbe en forsikring, som dækker over selvrisikoen. Derudover bliver du også tilbudt ekstra forsikring ved afhentning af lejebilen. Sidstnævnte er dog sjældent nødvendigt.

Når det så er sagt, er jeg på ingen måde ekspert i forsikringer. Sørg derfor altid for, at læse dine lejepapirer ordentligt igennem samt at tjekke op på din rejseforsikring.

Forsikring - Rejs Dig Lykkelig

 

9. Afhentning af lejebilen

Når du skal afhente din lejebil, skal du huske din bookingbekræftelse, pas, kreditkort og kørekort. Hvis du skal hente bilen i lufthavnen, er der som regel godt skiltet med, hvor du skal gå hen.

Fremme ved området med de mange biludlejningsselskaber, finder du dit biludlejningsfirma og stiller dig i kø ved skranken eller selvbetjeningsmaskinen.

Når det bliver din tur, skal du fremvise dokumentation, betale depositum, underskrive nogle papirer osv. Herefter forsøger medarbejderen formentligt, at få dig til at tilkøbe lidt ekstra ting.

Efterfølgende bliver du sendt videre til stedet, hvor du skal afhente din lejebil. Det kan f.eks. være i et parkeringshus eller på en stor parkeringsplads.

I nogle lufthavne ligger afhentningsstederne slet ikke i lufthavnen, men et lille stykke derfra. I tilfælde heraf, kan du tage med en gratis shuttlebus dertil.

Når du ankommer til afhentningsstedet, skal du kontakte en medarbejder, som kan fortælle om dine muligheder. Herefter kan du typisk selv udvælge en bil indenfor den samme kategori og bilklasse, som du har bestilt.

Inden du forlader udlejningsstedet, skal du sørge for at tjekke bilen for skader. Fortæl det til en medarbejder og tag eventuelt billeder af skaderne.

Skader og skræmmer er som regel dækket af forsikringen. Alligevel er det altid bedst, at være på den sikre side! Efterfølgende skal du køre hen til udtjekningen, hvorefter du kan påbegynde dit eventyr.

Afhentning af lejebilen - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Aflevering af lejebilen

Når du skal aflevere lejebilen igen, skal du huske at overholde tiden. Det kan koste dig dyrt, hvis du kommer for sent.

Hvis bilen skal afleveres i lufthavnen, er der godt skiltet med biludlejningsselskabernes afleveringssteder, så snart du nærmer dig lufthavnen. Det tager normalt ikke lang tid at afleverer bilen.

En medarbejder registrerer afleveringen og tjekker blot, hvor mange kilometer du har kørt og om du har afleveret med fuld tank. I nogle tilfælde, tjekker medarbejderen også bilen for skrammer og skader.

Alt dette gøres som regel imens du tømmer bilen for alle dine ting. Herefter får du en kvittering og kan forlade området.

Hvis alt er som det skal være, bliver det reserverede depositumsbeløb på dit kreditkort typisk fjernet igen efter et par dage.

Billeje i USA - Aflevering af lejebilen - Rejs Dig Lykkelig

 

11. Internationalt kørekort

En anden ting som du skal undersøge inden dit road trip i USA er, hvorvidt du skal bruge et internationalt kørekort eller ej.

Hvis du f.eks. skal på den klassiske road trip rute i det vestlige USA, behøver du som udgangspunkt ikke et internationalt kørekort. I mange stater kan du nemlig blot nøjes med, at medbringe dit danske kørekort.

Når det så er sagt, er der nogle stater, hvor det er lovpligtigt med et internationalt kørekort for turister. Hvis du ikke har et, kan du blive nægtet at få udleveret lejebilen.

I 2023 skal du medbringe et internationalt kørekort som supplement til dit danske kørekort i følgende stater:

• Alabama

• Alaska

• Arkansas

• Connecticut

• Delaware

• Georgia

Idaho

• Mississippi

• Montana

• Vermont

• Virginia

• Washington

Du kan bestille et internationalt kørekort på borger.dk. Det koster 25 kr. og er gyldigt i 1 år. Hvis du ikke allerede har et pasfoto, skal du yderligere betale for et nyt.

Hvis du ikke skal køre i ovenstående stater, behøver du ikke at medbringe et internationalt kørekort. I de resterende stater kan du altså sagtens få udleveret bilen med et dansk kørekort.

Vi er selv blevet stoppet af politiet i USA to gange – 1 gang i Florida og 1 gang i Arizona. Begge gange skulle vi blot fremvise vores pas og danske kørekort. Herefter bad de os oversættelse vores danske kørekort, så de kunne forstå det.

Læs også: Internationalt Kørekort i USA

Billeje i USA - Internationalt kørekort - Rejs Dig Lykkelig

 

12. Tankning af bilen

Når du skal tanke bilen i USA foregår det lidt anderledes end i Danmark. De forskellige brændstoftyper kaldes tilsammen for Gas og består typisk af regular, unleaded og supreme eller 87, 89 og 91/93 oktan samt diesel.

De fleste lejebiler kan tankes med Unleaded 87, som svarer til blyfri 95 herhjemme. Vær dog helt sikker på dette, så du ikke hælder det forkerte brændstof på bilen!

Bilens brændstoftype er som regel indikeret på tankdækslet. Ellers kan du måske finde noget med det i bilens papirer.

Vær særligt opmærksom på, at håndtagene på diesel-standerne i USA er grønne imens håndtagene på benzinstanderne ofte er sorte eller en anden farve.

Priserne på brændstof er generelt billigere i USA, men eftersom de har andre måleforhold, er priserne angivet anderledes. Priserne på brændstof er nemlig angivet i gallon, hvor 1 gallon svarer til knap 3,8 liter brændstof.

Ved mange tankstationer kan du betale med kreditkort direkte ved standerne. Ellers skal du ind i butikken inden du tanker, og betale et beløb for at tanke bilen.

Hvis du bruger mindre penge end du betalte til ekspedienten, skal du tilbage til butikken og have det resterende beløb tilbage igen.

Ligesom i Danmark svinger benzinpriserne meget fra område til område. Sørg altid for, at have bilen tanket helt op inden du begiver dig ud på landevejene. Der kan nemlig være meget langt mellem tankstationerne!

Tankning af bilen - Rejs Dig Lykkelig

 

13. Kørsel og færdselsregler i USA

Sidst men ikke mindst, skal du også være opmærksom på færdselsreglerne når du benytter billeje i USA.

Hver stat er som sit eget land, så reglerne svinger meget fra stat til stat. Det er dermed en god idé, at undersøge færdselsreglerne på forhånd.

Vær opmærksom på alt fra hastighedsbegrænsninger og vigepligt til promillegrænsen og vejbanernes forløb. Hvis du bliver i tvivl om noget, bør du altid være på den sikre side ved, at bruge din sunde fornuft.

Noget du skal være særligt opmærksom på er, at det næsten altid er tilladt at svinge til højre for rødt lys i USA.

Der kan dog være få undtagelser i byer såsom New York City. Hvis du ikke må svinge til højre for rødt lys, er det skiltet ved krydset. Bemærk, at du selvfølgelig kun må køre ud i krydset for rødt lys, hvis der er fri bane.

Læs også: Kørsel i USA: Trafik- og Færdselsregler

Billeje i USA - Kørsel og færdselsregler - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt i denne store guide til billeje i USA. Planlægger du et road trip i mulighedernes land? Eller kender du måske andre gode tips til billeje i USA? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler om planlægning til USA:

30 Ting du skal vide når du besøger USA

Praktisk Huskeliste inden Rejsen til USA

Forløbet i Lufthavnen i USA

… Eller læs alle artikler fra USA

Planlæg din rejse til USA:

 Bestil fly til USA (reklamelink)

Bestil hotel i USA (reklamelink)

 Bestil biludlejning i USA (reklamelink)

 Bestil oplevelser i USA (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *