Leder du efter sjove ting at lave i Herning? Glem ikke at tjekke denne liste med de bedste seværdigheder og oplevelser i Herning og omegn.
Herning ligger i hjertet af Jylland og er nok mest kendt for sine mange koncerter og store messer i MCH.
Det er også netop én af årsagerne til, at Herning for alvor er kommet på landkortet og er blevet en by i rivende udvikling.
Det er som regel ikke længere nødvendigt for udefrakommende at spørge ”Hvor fanden er Herning?”. Nu ved de fleste det nemlig helt uden tøven! Ja, jeg gad godt at vide, hvordan Herning mon ville have set ud uden MCH?
Den stigende popularitet har også resulteret i et bredt udvalg af seværdigheder og oplevelser i Herning. Du kan du læse meget mere om de mange ting at lave her på siden.
Seværdigheder og Oplevelser i Herning:
1. HerningCentret
HerningCentret er et indendørs shoppingcenter med 80 butikker og spisesteder. Det er faktisk så populært, at det besøges af folk langvejsfra.
Det er da heller ikke helt uden grund, da centret tidligere er blevet kåret til, at være Danmarks bedste shoppingcenter.
Når du besøger HerningCentret, bliver du mødt af et stort og varieret udvalg af butikker for hele familien. I løbet af året afholder centret desuden mange sjove events og udstillinger.
På Centertorvet kan du i perioder møde alt fra dinosaurer til cirkusartister, bygge Lego, dufte til blomster og meget mere. Flere gange om året afholdes der desuden Open by Night og Bagagerumsmarked.
Pris: Gratis. / Åbningstider: Mandag til fredag kl. 10.00-19.00. Lørdag kl. 10.00-16.00. Søndag kl. 11.00-16.00. Bemærk at der kan være få undtagelser.
2. Momhøje Naturcenter
Momhøje Naturcenter ligger omkring 17 kilometer fra Hernings centrum og er blandt de bedste naturoplevelser og attraktioner i Herning.
Her kan du nyde friluftslivet i et varieret landskab med mulighed for mange sjove aktiviteter. Udforsk naturen, gå en tur på de mange vandrestier, løb en tur eller kør mountainbike på MTB-banen.
Du kan også hilse på et par søde dyr, sove i shelters, lave mad over bål og lege på naturlegepladsen. Derudover er der også en sjov disc-golfbane, som hedder Disc Golf Vest.
Pris: Gratis. Åbningstider: Momhøje har åbent døgnet rundt.
3. Elia
Elia er efterhånden blevet et stort vartegn for Herning, men hvad er det egentligt? Ifølge kunstneren er Elia lige præcis, hvad man selv gør den til.
Den gigantiske stålskulptur har fire søjler i hvert verdenshjørne og en gasbrænder, der med tilfældige intervaller sender en stor ildsøjle i luften.
Det sker dog kun mindst én gang i en 18-dages periode. Du skal dermed være ekstrem heldig for at opleve det!
Elia har en diameter på 60 meter og en højde på 32 meter, hvilket gør det til den største skulptur i Nordeuropa. Bestig de store trappetrin til platformen i omkring 11 meters højde, hvorfra du kan kigge ned i skulpturens indre.
Vær opmærksom på, at det er livsfarligt at opholde sig ved Elia i tordenvejr.
Skulpturen fungerer nemlig som en lynafleder, der kan opfange lynnedslag og sende dem tilbage med et 40 sekunders brag af et ekko.
Pris: Gratis. / Åbningstider: Åbent døgnet rundt.
4. Ikast Svømmecenter
Ikast Svømmecenter ligger omkring 13 kilometer øst for Herning og er et udmærket badeland for hele familien.
Her kan du plaske rundt i det subtropiske vandland, svømme et par baner i sportsbassinet, hygge i varmtvandsbassinet og slappe af i boblebadet.
Det populære badeland byder desuden på en vandrutsjebane, vandfaldsgrotte, modstrømskanal, udspringsvipper, klatrevæg og meget mere.
Ikast Svømmecenter har også en dejlig wellness-afdeling. Her kan du slappe af i en infrarødkabine, dampbad, boblebad, sauna og solarie.
Pris: 65 kr. for voksne, 40 kr. for børn fra 3-15 år og 20 kr. for børn under 3 år. / Åbningstider: Åbent dagligt, men tjek deres hjemmeside for flere informationer.
Læs også: Indendørs Oplevelser i Herning
5. Fodboldgolf
Fodboldgolf er en sjov aktivitet for hele familien. Det kan nok bedst beskrives som en blanding af minigolf og fodbold, hvor I skal konkurrere om, at skyde bolden i hullet med færrest mulige spark.
Du kan få et hurtigt overblik over nogle af de bedste fodboldgolfbaner i Herning og omegn herunder:
Herning Fremad Fodboldgolf (cirka 3 km fra Herning centrum).
Sunds Fodboldgolf (cirka 11 km fra Herning).
Midtjysk Fodboldgolf (cirka 23 km fra Herning).
Gludsted fodboldgolf (cirka 27 km fra Herning).
6. De Geometriske Haver og Skulpturparken
De Geometriske Haver og Skulpturparken er tegnet af en af Danmarks mest anerkendte landskabsarkitekter. Det er også netop derfor, at de er blandt de bedste seværdigheder og oplevelser i Herning.
De Geometriske Haver består af høje hække, som fungerer som vægge på kunstværket. For hvert nye ”rum” du træder ind i, tilføjes der en ”væg” til rummet.
Du starter derfor med en trekant, som fører ind i en firkant og videre til en femkant. Og ja, sådan fortsætter det ellers indtil du når ind i en ottekant.
Skulpturparken ligger rundt om hjørnet og er en cirkelrund park med 36 skulpturer og kunstværker. Her kan du gå rundt og beundre kunstværkerne i forskellige materialer.
Pris: Gratis. / Åbningstider: Åbent døgnet rundt.
7. Løvbakke Dyrehave
Løvbakke Dyrehave ligger ved den lille by, Gullestrup, udenfor Herning. Dyrehaven blev indviet i 2013, da havens dådyr blev fragtet hertil fra den nedlagte dyrehave i Silkeborg.
Der kan leve op til 50 dådyr i haven, men der bor sjældent så mange på én gang. Selvom at dådyrene ser søde ud, skal du være opmærksom på, at det er forbudt at fodre dem.
Løvbakke Dyrehave byder på flere gode stier, som fører gennem den smukke og varierede natur. Der er bl.a. en 1,7 kilometer lang asfalteret sti, som er god til klapvogne såvel som kørestole.
Du kan desuden også finde en naturlegeplads, tarzanbane, naturcenter og en stor hundeskov i Løvbakkerne.
Entre: Gratis. / Åbningstider: Åbent døgnet rundt.
8. Adventure oplevelser i Herning
Hvis du trænger til at få pulsen lidt op, er der selvfølgelig også rig mulighed for, at få det i Herning. Ja, faktisk findes der rigtig mange gode og adrenalinfyldte adventure oplevelser i omegnen.
Du kan få et hurtigt overblik over nogle af de bedste og sjoveste adventure oplevelser i Herning herunder:
Dropzone Denmark: Spring i faldskærm og mærk suset ved frit fald fra 4.000-6.000 meters højde.
Herning Svæveflyveklub: Kom højt op i luften imens du er passager i et svævefly.
Herning Vandski og Wakeboard Klub: Stå på vandski eller wakeboard på en sø i Herning.
Herning Go-Kart Center: Kør gokart indendørs med mulighed for løb med op til 8 gokarts ad gangen.
Terminalen/Kulturfabrikken: Prøv urbane sportsgrene som skating, parkour, klatring, thaiboksning og MMA.
Læs også: 14 Vilde Action Oplevelser i Jylland
9. Øster Skovgård
Hvis du er i Midtjylland i vinterhalvåret, er du simpelthen nødt til, at smutte en tur forbi Øster Skovgård, der er Danmarks største jule-gårdbutik.
Den er beliggende lige uden for min hjemby, Snejbjerg, der er en forstad til Herning. På Øster Skovgård bliver du mødt af et eventyrligt juleparadis med alt hvad der ellers hører til!
I gårdbutikken kan du købe alverdens julepynt, julekugler og stearinlys. Du kan også købe et juletræ eller fælde et selv.
Hils på de søde gårddyr og besøg caféen med æbleskiver, gløgg, kaffe og kakao. Du må heller ikke glemme at gå en tur på Nissestien, der er et stort hit for hele familien.
Pris: Gratis. / Åbningstider: Åbningstiderne varierer. Tjek deres hjemmeside for flere informationer.
10. Skovsnogen
Okay, Skovsnogen (Deep Forest Art Land) ligger godt nok omkring 20-25 minutters kørsel fra Herning.
Alligevel fortjener den specielle skov en plads på listen over de bedste seværdigheder og oplevelser i Herning. Skovsnogen er nemlig sin helt egen og fungerer som et slags udstillingssted under åben himmel.
Følg den 3 kilometer lange rute, der krydser gennem skov og eng imens du kommer forbi mere end 80 unikke kunstværker.
Hils på den store gule snog, de uhyggelige vogtere og kæmpebillen. Bliv forundret over de enorme bogstaver med ordet ”Hate” eller den smadrede bil på parkeringspladsen.
Skovsnogen indbyder til leg på skulpturerne. Ja, faktisk er nogle af dem endda bygget til formålet.
Pris: Gratis. / Åbningstider: Fra april til og med oktober kl. 08.00-19.30. Fra november til og med marts kl. 08.00-17.00.
11. Herning Gågade
Det er ingen hemmelighed, at Herning gågade har haft lidt modvind pga. HerningCentret. Mange butikker er lukket, nye er åbnet og derefter lukket igen.
På trods heraf, er der nu alligevel en vis charme over gågaden som HerningCentret ikke kan tage fra den. Hvis du er på udkig efter sko eller smykker, er gågaden helt klart det bedste valg, når du skal på shopping i Herning.
Udover butikker er der også et stort udvalg af restauranter, caféer og barer. I løbet af året afholder foreningen Herning City desuden mange gode arrangementer i gågaden.
Pris: Gratis. / Åbningstider: Mandag til torsdag kl. 10.00-17.30. Fredag kl. 10.00-18.00. Lørdag kl. 10.00-15.00. Søndag lukket. Bemærk at der kan være få undtagelser.
12. Baboon City
Baboon City er Danmarks største indendørs forlystelsescenter. Det er dermed også en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Herning.
Her finder du et stort antal sjove forlystelser og faciliteter, som nok mest henvender sig til børn. Det skal dog lige siges, at der faktisk også er mange sjove ting at lave for voksne med barnlige sjæle.
Du kan prøve alt fra hoppeborge, trampoliner, rutsjebaner og små køretøjer til radiobiler, karaoke, minigolf, rodeotyr, spillemaskiner og meget mere.
Når du har betalt for entréen har du fri adgang til næsten alle Baboon Citys faciliteter i 4 timer. Tidsbegrænsningen giver plads til nye gæster, så legelandet ikke bliver overfyldt.
Pris: 130 kr. pr. person for børn og voksne, men gratis for børn under 2 år. Entréen inkluderer 4 timers leg, der kan forlænges med 15 kr. ekstra pr. person pr. ekstra time. / Åbningstider: Mandag til torsdag lukket. Fredag kl. 14.00-20.00. Lørdage og søndage kl. 10.00-18.00.
13. Fuglsang Sø
Fuglsang Sø er en 28 hektar stor kunstig sø i udkanten af Herning. Her bliver du mødt af et skønt åndehul, som indbyder til dejlige oplevelser i naturen.
Gå en tur rundt om søen på den knap 3 kilometer lange rute, slap af på de kunstige sandstrande eller få en frisk dukkert i søen.
Der er også rig mulighed for fiskeri og vandsportsaktiviteter såsom roning og windsurfing.
Når du besøger Fuglsand Sø kan du også prøve kræfter med disc golf ved FuglsangSø DiscGolfPark. Her kan du konkurrer med din familie eller venner om, hvem der først får deres frisbee i de forskellige kurve.
Pris: Gratis. Åbningstider: Åbent døgnet rundt.
14. Herning Bowlinghal
Hvis du leder efter sjove seværdigheder og oplevelser i Herning for hele familien, bør du kraftigt overveje at besøge Herning Bowlinghal. Her er der 14 gode bowlingbaner og et mindre cafeteria.
Hver fredag og lørdag aften efter kl. 20.00 kan du desuden spille Power Bowling, hvor du vinder alkohol eller sodavand på rød/grøn kegle.
Hvis du hellere vil bowle et andet sted, kan du også besøge Big Bowl Brande, der kun ligger en kort køretur fra Herning.
Pris: Fra 165 kr. pr. bane pr. time og 10-15 kr. pr. person for skoleje. / Åbningstider: Åbningstiderne varierer. Tjek deres hjemmeside for flere informationer.
15. MCH Herning
Du kender sikkert allerede MCH Herning, som er Skandinaviens største messe- og udstillingscenter. Det råder både over Messecentret, Kongrescentret, MCH Arena og Jyske Bank Boxen i Herning.
Her bliver der arrangeret store messer, sportsbegivenheder, udstillinger, kulturelle arrangementer, teaterforestillinger, musicals, foredrag, koncerter med internationale navne og meget mere.
Oplev når FC Midtjylland spiller en fodboldkamp, tag til koncert med verdensberømte kunstnere eller besøg messer såsom Danmarks største outletmesse.
Der sker næsten altid noget i MCH, så det er bare med at holde øje med arrangementerne når du er i byen.
16. Locked Escape Room
Locked Escape Room er en af de nyere seværdigheder og oplevelser i Herning. Her bliver du låst inde i skummelt rum sammen med dine holdkammerater, hvorefter I har 60 minutter til at løse gåderne og slippe ud igen.
Undervejs handler det i høj grad om samarbejde, så I kan finde ledetrådene, der kan fører jer videre i spillet.
Det er både en sjov, udfordrerne og spændende aktivitet, som er perfekt til teambuilding. Det er desuden en af de sjoveste indendørs oplevelser i Herning i regnvejr.
Pris: Prisen afhænger i høj grad af, hvor mange personer I er. Du kan se de eksakte priser på deres hjemmeside. / Åbningstider: Åbningstiderne varierer.
17. Kanosejlads på Storå
Hvis du er på udkig efter oplevelser i naturen i Herning, bør du kraftigt overveje kanosejlads på Storå. Med en længde på 104 kilometer, er det faktisk Danmarks næstlængste å.
Storå strækker sig hele vejen fra Gludsted Plantage sydøst for Ikast til Nissum Fjord vest for Holstebro.
Du kan eventuelt leje en kano uden for Tjørring, hvorefter du kan begive dig afsted i de fredfyldte naturomgivelser.
Det er en lang tur, men du kan overnatte i shelters og på teltpladser undervejs. Du kan også sagtens bare nøjes med, at sejle på en lille del af ruten.
Pris: Fra 600 kr. pr. kano pr. dag.
18. Museer
I Herning finder du flere forskellige museer med alt fra kunst til historie på programmet. Du kan se et lille udpluk af museerne herunder:
Heart: Stort kunstmuseum med fokus på samtidskunst.
Carl Henning Pedersen & Else Alfelts Museum: Kunstmuseum med tusindvis af værker.
Frilandsmuseet Herning: Tag med tilbage til en svunden tid med gammeldags landsbystemning.
Tekstilmuseet: Kulturhistorisk museum med fokus på tekstilhistorien.
AutoGalleriet: Biludstilling med en stor samling af seværdige biler.
19. Vizz
Vizz er beliggende i HerningCentret og reklamerer med, at være Hernings hyggeligste indendørs legeland. Det egner sig bedst til mindre børn, der trænger til at et par sjove timer, hvor de får brændt lidt krudt af.
Legelandet byder bl.a. på en 2-etagers legeborg, boldrum, rutsjebaner, trampolin, PlayStation, spillemaskiner og meget mere.
Der er selvfølgelig også et småbørnsområde med små rutsjebaner og skumdyr til familiens mindste.
Imens børnene leger og brænder krudt af, kan de voksne eventuelt slappe af i Vizz relax lounge. Der er også en familierestaurant med mad til store såvel som små.
Pris: 39 kr. for børn og voksne, men gratis for børn under 1 år. Åbningstider: Mandag til fredag kl. 10.00-19.00. Lørdag og søndag kl. 10.00-17.00.
20. DGI Huset
DGI Huset ligger i Herning centrum og er et topmoderne højhus med mange faciliteter. Her kan du bl.a. besøge det store vandkulturhus med badeland og wellnesscenter.
Badelandet består af 4 forskellige bassiner, som er henholdsvis et springbassin, børnebassin, varmtvandsbassin og et ellipsebassin med dertilhørende faciliteter.
Wellnesscentret byder til gengæld på et stort udvalg af afslappende spafaciliteter, såsom massage, saunaer og lysterapi.
Du kan også besøge DGI Husets fitnesscenter med topmoderne træningsmaskiner og daglig holdtræning. Derudover byder DGI Huset også på et hotel med 152 værelser, hvilket gør det til Hernings største hotel (reklamelink).
Pris: Priserne varierer, men faciliteterne er gratis, hvis du bor på hotellet.
Det var alt på denne liste over nogle af de bedste seværdigheder og oplevelser i Herning.
Hvad er dine favoritoplevelser i Herning? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur hertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Herning og omegn:
• Indendørs Oplevelser i Herning
• 26 Seværdigheder i Midtjylland
• 14 Vilde Action Oplevelser i Jylland
• Populære Sommerhusområder i Jylland
• Danmarks UNESCO-Seværdigheder
… Eller læs alle artikler fra Danmark
Skriv en kommentar