De Bedste Forlystelsesparker i Danmark - Tivoli - Rejs Dig Lykkelig

10+ Gode Forlystelsesparker i Danmark

Leder du efter de bedste forlystelsesparker i Danmark? Glem ikke at tjekke denne liste med mere end 10 gode forlystelsesparker i Danmark.

Danmark er et lille land, men alligevel er der fyldt med gode forlystelsesparker og attraktioner, som ligger spredt udover hele landet.

Et besøg i en forlystelsespark er en sjov aktivitet for børn, voksne, par, venner…  Ja, faktisk for alle! Uanset om du vil spise candy floss, få adrenalinen til at pumpe eller blot nyde stemningen, kan du finde det hele i Danmarks forlystelsesparker.

Hvis du mangler inspiration til, hvilken park du skal vælge, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en liste over de absolut bedste forlystelsesparker i Danmark.

 

De Bedste Forlystelsesparker i Danmark:


1. Djurs Sommerland

Djurs Sommerland ligger i Nimtofte på Djursland, og er kendt som hele Nordens største sommerland! Her kan du prøve mere end 60 sjove forlystelser til store såvel som små.

Forlystelserne er spredt udover en lang række eventyrlige og gennemførte temaverdener såsom Piratland, Vikingeland og Bondegårdsland. Her er der rolige forlystelser såvel som nogle af Danmarks største rutchebaner.

Her kan du for eksempel prøve Dragekongen, som er Europas hurtigste og længste Family Suspended Coaster. Derudover kan du bl.a. også prøve Danmarks største Gyro Swing.

Djurs Sommerland byder også på mange andre sjove forlystelser, et stort udendørs badeland, et dinosaurland, legepladser og meget mere.

De Bedste Forlystelsesparker i Danmark - Djurs Sommerland - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Bakken

Bakken ligger i dyrehaven i Klampenborg på Sjælland, en kort køretur nord for København. Parken åbnede helt tilbage i 1583 og er dermed verdens ældste forlystelsespark!

På Bakken bliver du mødt af en skøn stemning med 32 sjove forlystelser til både børn og voksne. Derudover er der også et bredt udvalg af spilleboder, madboder, restauranter og underholdning.

Hvis du er heldig, møder du måske endda hele Danmarks Pjerrot? Den sjove klovn har nemlig underholdt på Bakken i mere end 200 år.

Det kan også være, at du besøger Bakken på en dag, hvor der er en gratis koncert med store danske kunstnere. Bakken er desuden hjem til Cirkusrevyen, som byder på hylende sjov underholdning.

 

3. Jesperhus Blomsterpark

En anden af de bedste forlystelsesparker i Danmark er Jesperhus Blomsterpark, som er beliggende på Mors i Limfjorden, Nordjylland.

Her kan du besøge Skandinaviens største blomsterpark med en overflod af farverige og duftende blomster. Parken byder på mange flotte blomsterhaver såsom Rosenhaven og H.C. Andersens Eventyrhave.

Jesperhus Blomsterpark byder desuden på mange gode aktiviteter og attraktioner for børnefamilier. Du kan f.eks. besøge en indendørs junglezoo med mere end 50 dyr.

Ikke nok med det, så byder Jesperhus Blomsterpark også på et udendørslegeland og en indendørs legeplads. Derudover er der også lidt forlystelser, bondegårdsdyr, en 4D-biograf og meget mere.

Jesperhus Blomsterpark - Rejs Dig Lykkelig

 

4. BonBon-Land

BonBon-Land ligger på Sydsjælland og er endnu en af de mest populære forlystelsesparker i Danmark. Her venter der en sjov dag for hele familien!

Parken byder på en lang række underholdende forlystelser for store og små. Forlystelserne er inddelt i forskellige kategorier, der spænder fra rolig til ekstrem fart.

Udover forlystelser, er der også mange grønne områder, underholdende shows og gode spisesteder i BonBon-Land. Hvis vejret ellers tillader det, er der desuden et sjovt udendørs badeland, hvor børnene kan slå sig løs med vandleg.

 

5. Legoland

I Syd- og Sønderjylland ligger verdensberømte Legoland Billund, som er den originale af alle verdens Legoland-parker.

Den helt store attraktion i Legoland Billund er Miniland, som består af store dele af verden bygget i legoklodser. Ja, faktisk er der brugt mere end 25 millioner legoklodser til at bygge Miniland. Det er virkelig imponerende!

Det er dog ingenting, taget i betragtet af, at der er brugt mere end 65 millioner legoklodser i hele parken i alt.

Udover legoklodser, byder Legoland Billund på mere end 50 sjove forlystelser, som primært henvender sig til børn. Derudover er der også fyldt med eventyrlige temaverdener og indlevende shows.

De Bedste Forlystelsesparker i Danmark - Legoland Billund - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Fårup Sommerland

Fårup sommerland skal selvfølgelig også med på listen over de bedste og mest populære forlystelsesparker i Danmark!

Parken er beliggende i Nordjylland og åbnede dørene helt tilbage i 1975. Det er dermed Danmarks ældste sommerland. Her kan du prøve mere end 60 forlystelser, der både henvender sig til børn og voksne.

Fårup Sommerland byder på alt fra rolige karruseller til hurtige rutsjebaner. Du kan f.eks. prøve Falken, som er Danmarks hurtigste trærutsjebane eller Lynet med Danmarks vildeste acceleration.

Ikke nok med det, så er Fårup Sommerland også hjem til Danmarks største badeland med et hav af udendørs aktiviteter for hele familien.

 

7. Tivoli

I centrum af København ligger Tivoli, som blev grundlagt i 1843. Den høje alder gør Tivoli til verdens næstældste forlystelsespark! Ja, faktisk er den kun overgået af Dyrehavsbakken, som ligeledes ligger på Sjælland.

I Tivoli bliver du mødt af en fantastisk atmosfære og et bredt udvalg af forlystelser, gode restauranter, teaterforestillinger og regelmæssige koncerter.

Alt dette er medvirkende til, at Tivoli er en af de absolut bedste forlystelsesparker og oplevelser i Danmark!

Den ældste forlystelse i Tivoli er trærutsjebanen fra 1914, som er en af verdens ældste af sin slags. Ja, faktisk er det én ud af syv rutsjebaner i verden, der stadig har en styrmand ombord til at styrer bremserne manuelt.

De Bedste Forlystelsesparker i Danmark - Tivoli - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Sommerland Sjælland

Sommerland Sjælland er beliggende i det nordvestlige Sjælland og henvender sig især til børnefamilier med børn under 13 år.

Her er det nemt for børnefamilier, at bruge en hel dag på sjov og leg i sommerlandets skønne grønne omgivelser.

Det populære sommerland byder på mere end 60 forskellige aktiviteter og forlystelser i alverdens afskygninger. Her du prøve alt fra rolige karruseller og toge til vilde rutsjebaner og gokarts.

Sommerland Sjælland byder desuden også på et stort vandland. Ja, faktisk kan det prale med titlen som Sjællands største udendørs vandland.

 

9. Universe Science Park

På Als i Sønderjylland ligger Universe Science Park, som er en science park med fokus på naturvidenskab, teknologi og iværksætteri.

Her foregår læring på en sjov og oplevelsesrig måde, som især vækker stor begejstring hos børn. Her kan der nemt bruges timevis på, at udforske parkens mange lærerige interaktive udstillinger.

I Universe Science Park kan du f.eks. prøve sjove VR-forlystelser, se en 5D-film, køre på segway, løfte en bil, udføre spændende eksperimenter og meget mere.

Universe Science Park - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Tivoli Friheden

Tivoli Friheden ligger i Smilets By, Aarhus. Det åbnede dørene helt tilbage i 1958 og er endnu en af de bedste forlystelsesparker i Danmark.

Det er ikke verdens største park, men alligevel er der knap 30 sjove forlystelser, som dog mest henvender sig til børn. Forlystelserne dækker over alt fra et fritfaldstårn og små rutsjebaner til karrusseler og radiobiler.

Tivoli Friheden byder desuden på flere gode spisesteder, hvor du kan købe alt fra burgere, pomfritter og steaks til candyfloss, slush ice og softice.

Der er også en spillehal, hvor du kan vinde alverdens præmier. I sommerhalvåret kan du desuden tage til Fed Fredag eller Fed Lørdag inde i Tivoli Friheden. Her kan du opleve koncerter med store danske kunstnere!

 

11. Lalandia

Hvis du er på udkig efter et feriecenter eller et vandland, er Lalandia et rigtig godt bud! Der findes tre Lalandia’er i Danmark, som ligger i henholdsvis Billund i Sydjylland, Rødby på Lolland og Søndervig i Nordjylland.

De tre vandlande har alle det tilfælles, at der er masser af plads til vandplaskeri, svømning og afslapning.

Uanset hvilket badeland du vælger, kan du glæde dig til en sjov dag med hele familien. Her er der et stort udvalg af vandrutsjebaner, svømmebassiner og mange andre aktiviteter for store såvel som små.

Det kan især anbefales at besøge Lalandia Billund, som er Skandinaviens største ferie- og oplevelsescenter. Her finder du bl.a. Skandinaviens største badeland, Lalandia Aquadome.

De Bedste Forlystelsesparker i Danmark - Lalandia - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt på denne liste over de bedste forlystelsesparker i Danmark. Hvad er dine favoritforlystelsesparker? Hvor mange af parkerne har du allerede besøgt? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Danmark:

• De Bedste Oplevelser i Danmark

• Uforglemmelige Oplevelser i Danmark for Par

• De Bedste Sommerhusområder i Danmark

… Eller læs alle artikler fra Danmark

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *