15+ Oplevelser i San Francisco - Rejs Dig Lykkelig

15+ Seværdigheder og Oplevelser i San Francisco

Leder du efter sjove ting at lave i San Francisco? Tjek denne liste med de bedste seværdigheder og oplevelser i San Francisco.

San Francisco ligger i det nordlige Californien, og er en de hyggeligste og mest charmerende storbyer i USA.

Det er Californiens fjerdestørste by og et af de steder, som de fleste turister bare elsker ved første øjekast. Her bliver du mødt af en mangfoldig storby som både er kulturel, historisk og topmoderne på én og samme tid.

Hvis du planlægger en rejse til San Francisco, skal du blive hængende her på rejsebloggen lidt endnu. Her får du en liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i San Francisco.

Du har sikkert allerede hørt om flere af oplevelserne før. San Francisco er nemlig hjem til et stort antal verdensberømte attraktioner.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til San Francisco (reklamelink)

Bestil hotel i San Francisco (reklamelink)

Bestil biludlejning i San Francisco (reklamelink)

Bestil aktiviteter i San Francisco (reklamelink)

 

Seværdigheder og Oplevelser i San Francisco:


1. Golden Gate Bridge

På listen over de bedste oplevelser i San Francisco, kan vi selvfølgelig ikke komme uden om Golden Gate Bridge. Den ikoniske røde bro er byens største vartegn og siges at være verdens mest fotograferede bro.

Du kan nyde udsigten over Golden Gate Bridge fra store dele af byen. De mest populære udsigtspunkter er Baker Beach og Battery Spencer, hvorfra der er en fantastisk udsigt over den enorme bro.

Hvis du besøger San Francisco om sommeren, skal du dog være opmærksom på, at Golden Gate Bridge ofte er dækket af tåge.

Den bedste måde at opleve Golden Gate Bridge på, er ved at gå eller cykle en tur over broen. Undervejs bliver du mødt af flotte udsigter samtidig med, at du får en bedre fornemmelse af, hvor stor broen egentligt er.

Du kan eventuelt tage færgen tilbage til San Francisco igen. Hvis du ikke gider cykle eller gå over broen, kan du også sagtens køre i bil over Golden Gate Bridge.

På den anden side af bugten ligger Sausalito, som er en hyggelig lille forstad fyldt med charmerende husbåde.

Golden Gate Bridge - Rejs Dig Lykkelig

 

2. Chinatown

San Franciscos Chinatown er ikke bare den største Chinatown uden for Asien, men også den ældste af sin slags i USA.

Idet du træder gennem byporten, Dragon’s Gate, bliver du mødt af en tryllebindende kinesisk kultur. Her er størstedelen af befolkningen kinesere og området er præget af kinesiske skilte, røde lanterner, tehuse og kinesiske templer.

Butikkerne er proppet med asiatiske souvenirs imens restauranterne serverer alverdens kinesiske specialiteter såsom dim sum og chop suey.

Den ældste gade i Chinatown er Grant Avenue, som er den mest populære turistgade. Det er også her den fornævnte byport er placeret.

Når du er i Chinatown, kan det især anbefales at lægge vejen forbi Golden Gate Fortune Cookie Factory. Her fremstilles der tusindvis af lykkekager hver eneste dag.

 

3. Alcatraz

En anden af de mest populære seværdigheder og oplevelser i San Francisco er den berygtede fængsels-ø Alcatraz.

Øen ligger isoleret fra fastlandet og husede indtil 1963 nogle af USA’s farligste forbrydere, herunder Al Capone, Machine Gun Kelly og Robert Stroud. I dag er Alcatraz udnævnt som nationalpark og fungerer som et museum, hvor du kan lære om livet bag tremmer.

Du kan enten vælge at deltage i en guidet tur eller tage på en selvguidet audiotur. Jeg var selv på en selvguidet audiotur, og syntes virkelig det var spændende, at høre om det berygtede fængsels historie.

Alcatraz er en af de mest populære oplevelser i San Francisco, så der er rift om billetterne. Det er derfor en god idé, at booke billetter til Alcatraz mindst et par uger før afgang.

Du skal forvente at turen tager omkring en halv dag, da du også skal sejle frem og tilbage til Alcatraz. Færgerne til Alcatraz afgår fra Pier 33 flere gange dagligt.


Læs også: Guide til Alcatraz: Planlæg dit besøg

15+ Oplevelser i San Francisco - Alcatraz - Rejs Dig Lykkelig

 

4. Union Square

Union Square er et af de bedste steder at opholde sig i San Francisco. Her finder du et stort antal butikker, restauranter, caféer, hoteller, barer, kunstgallerier, teatre og begivenheder.

Det er uden tvivl et underholdende sted med masser af ting at give sig til. Hvis du leder efter shopping i San Francisco, er Union Square desuden et oplagt sted at få stillet shopping-trangen.

De mange butikker og stormagasiner inkluderer bl.a. Macy’s, Bloomingdales, Saks Fifth Avenue, Neiman Marcus, Forever21 og Disney Store. Du kan også besøge Westfield San Francisco Centre, som er det største shoppingcenter i San Francisco.

 

5. Twin Peaks

En af de absolut bedste oplevelser i San Francisco er en tur op til Twin Peaks. De to bakketoppe ligger lidt syd for centrum og er de eneste bakker i San Francisco, som ikke er bebygget med huse.

Med en højde på 281 meter, byder bakkerne på en af de smukkeste udsigter over hele San Francisco og bugten.

Udover den betagende udsigt fra Twin Peaks, er der også en park, hvor du kan tage på nogle fantastiske vandreture. Du bør være opmærksom på, at der ofte er meget koldt oppe på bakkerne – også selvom temperaturen er høj.

Husk at planlægge din tur til Twin Peaks efter vejrforholdene. Hvis den berygtede San Francisco tåge hviler over byen, er der ikke meget ved at tage derop.

15+ Oplevelser i San Francisco - Twin Peaks - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Haight-Ashbury

Haight-Ashbury er stedet, hvor hele hippiekulturen og Summer of Love startede i 1967.

Tusindvis af blomsterbørn valfartede til Haight-Ashbury for at leve det frie spirituelle liv med alt hvad der indebar. Kærlighed, seksualitet, fred, fjolletobak, hårde stoffer, psykedelisk musik og alternative idéer.

I dag er Haight-Ashbury ikke helt som det plejede at være i 1960’erne. Der er dog stadig mange, som lever en anderledes livsstil.

Bydelen er præget af specielle små butikker og spisesteder, som straks leder tankerne tilbage til hippietiden. De fleste butikker ligger langs Haight Street, hvor du nok møder nogle lidt skæve personligheder.

 

7. Sporvogne

En af de mest ikoniske oplevelser i San Francisco er en køretur med byens gamle sporvogne. De har kørt rundt i byen siden 1873, og var engang det eneste offentlige transportsystem i San Francisco.

Der var oprindeligt 23 ruter, men i dag er der kun 3 ruter tilbage. De benyttes alle sammen primært af turister.

Sporvognene i San Francisco er faktisk det eneste tilbageværende sporvognssystem i verden, som stadig betjenes manuelt. De er ofte overfyldte med mennesker, så det er en god idé, at stige på ved én af endestationerne.

Det er også ved endestationerne du kan se, hvordan sporvognene nærmest bliver vendt på en tallerken. Én af endestationerne er Powell and Market Cable Car Turnaround.

Hvis du gerne vil vide mere om de gamle sporvogne, kan du besøge San Francisco Cable Car Museum. Det er et rigtig fint museum med gratis entre, hvor der er flere historiske og lærerige udstillinger om sporvognene.

Sporvogne - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Palace of Fine Arts

Palace of Fine Arts er en utroligt smuk bygning, som burde være på enhver liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i San Francisco.

Den monumentale bygning blev oprindeligt bygget i 1915 og er senere blevet restaureret sammen med den omkringliggende grund.

Foran den smukke bygning er der en stor sø, hvor du kan møde ænder, svaner, gæs og endda vaskebjørne. Palace of Fine Arts er et utroligt idyllisk sted, som mest af alt ligner noget fra en romantisk film.

 

9. Lombard Street

San Francisco er kendt for sine mange bakker og skråninger, der til tider kan virke liiidt for stejle at komme op ad. Den mest snoede gade i verden siges at være Lombard Street, men titlen tilhører faktisk Vermont Street.

Denne gade ligger også i San Francisco, men er er slet ikke lige så smuk og idyllisk som Lombard Street. På en cirka 400 meter lang strækning med en hældning på 16% formår Lombard Street at slå otte dramatiske sving.

Langs vejkanten er der fyldt med smukke blomster og charmerende huse. Der er desuden en fantastisk udsigt fra toppen af den stejle og snoede gade.

15+ Oplevelser i San Francisco - Lombard Street - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Castro

Castro er kendt som de homoseksuelles bydel i San Francisco. Her har de et fristed, hvor de ikke behøver at tænke så meget over andre folks fordomme.

Der er dog nogle lidt skæve eksistenser iblandt, som tager deres frihed til det næste niveau. Du kan dermed sagtens risikere, at støde på en halvnøgen – eller helt nøgen – mand eller kvinde på gaden i Castro.

Bydelen har haft stor betydning for LGTB-bevægelsen siden slutningen af 1960’erne, hvor summer of Love i Haight-Ashbury skabte et mere frit samfund.

I Castro vajer det regnbuefarvede flag allevegne, og der er mange sjove butikker og spisesteder. Det er nok ikke et sted, hvor du kan bruge flere timer, men det er stadig et sjovt sted at besøge.


Læs også: Hvor skal man bo i San Francisco?

 

11. Fisherman’s Wharf

Fisherman’s Wharf er et af de mest turistede områder i San Francisco, men er alligevel et besøg værd. Det hyggelige havneområde summer af liv med massevis af turister, sælgere, gøglere og underholdning.

Her finder du utallige souvenirbutikker, restauranter og forlystelser. Nyd stemningen og udsigten til Golden Gate Bridge og Alcatraz eller snup et måltid på en fiskerestaurant.

Smut en tur forbi Pier 39, som er en af de mest populære oplevelser i San Francisco. Her kan du som regel se en stor søløvekoloni, der har holdt til på kajen siden et jordskælv i 1989.

Du kan eventuelt også besøge Musée Mécanique, som er hjem til hundredvis af gamle arkade- og spillemaskiner. Der er gratis entré, men det koster selvfølgelig lidt at prøve maskinerne.

En anden mulighed er et hurtigt besøg i Magowan’s Infinite Mirror Maze, som er en super sjov og farverig spejllabyrint.

På Fisherman’s Wharf finder du desuden de populære museer, Madame Tussauds Wax Museum og Ripley’s Believe It or Not. Det er også her ubåden USS Pampanito fra 2. verdenskrig holder til.

Pier 39 - Rejs Dig Lykkelig

 

12. Golden Gate Park

Golden Gate Park er så stor, at den faktisk er større end Central Park i New York. Der findes dog stadig mange andre byparker i USA, som er langt større end dem begge.

Den store park er en fantastisk oase midt i storbyen med flere søer, legepladser, picnicområder og monumenter. Du kan endda også finde to gamle hollandske vindmøller og hilse på amerikanske bisoner.

Imod betaling kan du eventuelt besøge Japanese Tea Garden, som er den ældste japanske tehave i USA.

Du kan også besøge San Francisco Botanical Garden med næsten 9.000 forskellige plantearter. Af andre populære oplevelser i parken, er der bl.a. museerne de Young Museum og California Academy of Sciences.

 

13. Painted Ladies

Når du besøger San Francisco, vil du nok hurtigt bemærke de mange victorianske huse rundt omkring i byen.

De mest berømte er Painted Ladies, der er en række farverige victorianske huse, som står side om side. De overlevede på mirakuløsvis det voldsomme jordskælv i San Francisco i 1906.

Painted Ladies er blevet vist i flere film og tv-serier, hvoraf tv-serien ”Hænderne Fulde” (Full House) er den mest populære.

Hvis du vil have den bedste udsigt over husene, skal du gå op ad bakken i Alamo Square Park på den anden side af vejen. Herfra er der en betagende udsigt over Painted Ladies med San Franciscos skyline i baggrunden.

15+ Oplevelser i San Francisco - Painted Ladies - Rejs Dig Lykkelig

 

14. Ferry Building

Den smukke Ferry Building er en af de bedste seværdigheder i San Francisco og er hjem til byens største farmers market. Glem ikke at nyde bygningens fascinerende arkitektur inden du bevæger dig indenfor i madhallen.

Inde i Ferry Building finder du et stort udvalg af boder, restauranter og caféer, som serverer alverdens forskellige retter i alle prisklasser.

Her kan du spise på restauranter med mad lavet af nogle af San Franciscos bedste kokke eller blot snuppe et hurtigt måltid på farten. Ferry Building er et rigtig godt sted til, at spise frokost i San Francisco.

 

15. Coit Tower

På toppen af Telegraph Hill troner Coit Tower, der er et 64 meter højt udsigtstårn i San Francisco. Det blev opført i starten af 1930’erne som en slags kærlighedserklæring til byen.

Tag elevatoren op til toppen af tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt over San Francisco og bugten.

Nede i bunden af tårnet, kan du desuden se en stor samling af vægmalerier fra de berygtede depressions-år i USA. Et besøg i Coit Tower er uden tvivl en af de bedste seværdigheder og oplevelser i San Francisco.

Coit Tower - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt på denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i San Francisco. Hvad er dine favoritoplevelser i San Francisco? Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra San Francisco:

• Hvor skal man bo i San Francisco?

36 Oplevelser i Californien

20 Oplevelser på Highway 1 mellem SF og LA

Rejseforslag: Eventyrlig Road Trip Rute i Det Vestlige USA

Praktisk Huskeliste inden Rejsen til USA

… Eller læs alle artikler fra San Francisco, Californien eller USA

Planlæg din rejse til San Francisco:

Bestil fly til San Francisco (reklamelink)

Bestil hotel i San Francisco (reklamelink)

Bestil biludlejning i San Francisco (reklamelink)

Bestil aktiviteter i San Francisco (reklamelink)

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

kommentarer