Planlægger du en storbyferie i Hamborg? Glem ikke at tjekke denne rejseguide til Hamborg med mange gode tips og praktiske informationer.
Hamborg er Tysklands næststørste by og ligger kun et stenkast fra den danske grænse. Den korte afstand har gjort Hamborg til et yderst populært rejsemål for os danskere.
Den tyske storby er selvfølgelig også blevet populær pga. sin smukke arkitektur og enestående seværdigheder. Uanset om du trænger til en weekendtur med familien, vennerne eller kæresten, er Hamborg det perfekte valg.
Inden du tager afsted, er det dog vigtigt at have styr på alt det praktiske. Hvilken bydel skal du bo i? Og hvordan kommer du overhovedet rundt i Hamborg? Alt dét kan du få svaret på i denne rejseguide til Hamborg.
Hvornår er det bedst at besøge Hamborg?
Der er ikke noget rigtigt eller forkert tidspunkt til, at besøge Hamborg. Du kan altså sagtens besøge den tyske storby hele året rundt.
Hamborg ligger som sagt meget tæt på Danmark. Der er dermed rigtig mange danskere, som tager på weekendtur til Hamborg uanset årstiden.
Det skal dog alligevel lige pointeres at julestemningen i Hamborg i december er helt fantastisk. Her er der julelys og julepynt overalt i centrum af byen, hvilket alt sammen bidrager til en magisk og eventyrlig stemning.
Hvordan kommer man til Hamborg?
Eftersom at Hamborg ligger så tæt på Danmark, er der mange forskellige muligheder for at komme dertil. Valget af transportmiddel er nok lidt af en smagssag.
Det afhænger i høj grad af, hvad du er til og hvad der er billigst på rejsetidspunktet. Du kan se flere forskellige muligheder for at komme til Hamborg herunder.
Bil
Vi kører altid i vores egen bil til Hamborg. Køreturen tager kun lidt under 2 timer fra den danske grænse, så det er jo egentligt ikke så slemt.
Der er motorvej hele vejen fra Danmark til Hamborg. Du skal dog være opmærksom på, at du kan risikere at blive sænket af det evige vejarbejde omkring byen. Husk at handle ved grænsen på hjemturen!
Tog og bus
En anden mulighed er, at hoppe på et tog eller en bus fra Danmark til Hamborg. DSB har flere direkte togafgange dagligt. Prisen pr. vej koster kun fra 220 kr. og opad.
Børn under 16 år kan desuden komme gratis med toget. Der er også busser i København og flere større byer i Jylland, som kører direkte til Hamborg centrum.
Fly
Du kan også vælge at tage et fly fra Danmark til Hamborg (reklamelink). Du skal dog være opmærksom på, at det ofte er en dyrere løsning end de førnævnte valgmuligheder.
Derudover tager det med stor sandsynlighed lige så lang tid som at køre i bil. Du skal nemlig både afsætte tid til flyveturene, ventetid i lufthavnene og transport tur/retur til lufthavnene.
Hvor skal man bo i Hamborg?
Hamborg har rigtig mange hyggelige bydele. Det kan dermed hurtigt blive svært at vælge, hvor du skal bo. Der er ikke som sådan noget rigtigt eller forkert sted at bo for turister, så der er frit slag mellem bydelene.
Hvis du er kommet for at opleve byen, vil jeg kraftigt anbefale, at du finder et hotel så tæt på centrum som muligt. Du kan få et overblik over de bedste og mest populære bydele i Hamborg herunder.
Altstadt
Hamborgs centrum hedder Altstadt og er uden tvivl den bedste bydel for turister, der besøger byen for første gang.
Det er her du finder Hamborgs handelscentrum, rådhuset og hovedbanegården. Alstadt byder også på et bredt udvalg af gode restauranter, butikker og spændende seværdigheder.
Neustadt
Neustadt er en del af Hamborgs centrum og er endnu et godt valg, hvis det er dit første besøg i den tyske storby.
Her finder du ligeledes mange spændende seværdigheder og et stort antal hyggelige restauranter, butikker, caféer og barer.
St. Georg
St. Georg ligger tæt på Hamborgs centrum. Det ligger dermed også tæt på mange af byens største seværdigheder.
Det er en livlig og hyggelig bydel med mange gode hoteller, butikker, restauranter, caféer og barer. St. Georg er kendt som Hamborgs homo- og kunstnerkvarter, og byder på en skøn stemning.
St. Pauli
Den mest livlige bydel i Hamborg er uden tvivl St. Pauli. Her er der nærmest fest og farver døgnet rundt.
Det er nok ikke lige her du skal bo i Hamborg, hvis du rejser med din familie. Det er derimod det perfekte valg, hvis du drømmer om at opleve byens natteliv.
Karolinenviertel
Karolinenviertel er et hipt og kreativt kvarter med en fantastisk stemning samt mange små butikker, caféer, restauranter og parker.
Den forholdsvis rolige bydel er det perfekte valg til børnefamilier. Det er ligeledes et godt sted at bo for alle dem, som gerne vil tage den lidt med ro på deres storbyferie.
Læs også: Hvor skal man bo i Hamborg?
Hvordan kommer man rundt i Hamborg?
Den nemmeste måde at komme rundt i Hamborg på, er ved hjælp af offentlig transport. Hvis du kører i din egen bil, skal du nemlig både være opmærksom på trafikpropper og dyre parkeringsafgifter.
Hamborg har både busser, toge, metroer og færger, som nemt fragter dig rundt i byen. Hvis du bruger den offentlige transport mere end et par gange om dagen, kan det sagtens betale sig at købe et Hamburg Card.
Du kan også komme rundt i Hamborg med taxi eller udlejningscykel. Der findes mange cykelstationer rundt omkring i byen, hvor du kan leje en cykel og afleverer den ved den nærmeste cykelstation, når du ikke gider cykle mere.
En helt anden mulighed er, at komme rundt i Hamborg til fods. De mange seværdigheder ligger heldigvis tæt på hinanden, så det er supernemt at komme rundt imellem dem.
Hvad skal man opleve i Hamborg?
Hamborg byder på mange gode seværdigheder og oplevelser, som ligger spredt udover hele byen.
Den charmerende tyske storby byder på alt fra en spændende historie og søfart til idylliske kanaler og broer. Du kan få et overblik over nogle af de bedste oplevelser i Hamborg herunder.
Miniatur Wunderland
Miniature Wunderland er verdens største modeljernbane. Her kan du se en enorm udstilling med miniaturemodeller af landskaber og kendte bygninger fra store dele af verden. Det er uden tvivl den største must-see seværdighed i Hamborg.
Hamborgs havn
Havnen i Hamborg er kendt for at være én af de største havne i verden. Den har en søfarts historie, som strækker sig over flere århundreder. En gåtur langs kajen ved Hamborgs havn er helt klart en stor oplevelse.
Speicherstadt
Speicherstadt er et stort område med gamle og charmerende varehuse, der står direkte ned til byens charmerende kanaler. Når du går rundt mellem de gamle bygninger i området og krydser de mange broer, vil du hurtigt mærke fortidens travlhed.
Reeperbahn
Reeperbahn er en lang og festlig gade, som er proppet med diskoteker, barer, restauranter, teatre, underholdning og stripklubber. Det er altså her du finder Hamborgs bedste natteliv.
Den berygtede gade var tidligere kendt som Hamborgs red-light district, men det er så småt ved at være fortid.
Planten un Blomen
Den smukke park, Planten un Blomen, er en skøn oase i byen. Her kan du bl.a. besøge en botanisk have og Europas største japanske have. Hvis du trænger til at slippe lidt væk fra storbyens stress og jag, kan du også bare slappe af i de skønne omgivelser.
Læs også: 24 Must-See Seværdigheder i Hamborg
Hvor skal man shoppe i Hamborg?
Ligesom i enhver anden storby, byder Hamborg selvfølgelig også på mange gode shoppingmuligheder.
Du kan finde alt fra shoppingcentre og stormagasiner til gågader og designerbutikker. Her får du tre bud på de bedste steder til shopping i Hamborg.
Mockenbergstrasse
Mockenbergstrasse er den største og mest populære shoppinggade i Hamborg. Her finder du et stort antal internationale butikker, men også små specialbutikker og stormagasiner.
Europa Passage
Europa Passage ligger i centrum af byen og er Hamborgs største shoppingcenter. Inde i centret finder du mere end 120 butikker med noget til enhver type shopper.
Neuer Wall
Neuer Wall er en gade fyldt med eksklusive og dyre designerbutikker. Her kan du shoppe i butikker som Gucci, Prada, Hugo Boss, Armani og Rolex. Det er altså her du skal tage hen, hvis du har guld i lommerne.
Læs også: Shopping Guide til Hamborg
Hvad skal man spise i Hamborg?
Når du besøger Hamborg, kan du finde gode restauranter og caféer på ethvert gadehjørne. Jeg vil derfor ikke komme ind på bestemte restauranter, da udvalget simpelthen er enormt.
Uanset hvad, kan du være stensikker på, at det ikke bliver svært at finde lækkert mad i Hamborg. På en storbyferie i Hamborg, er det selvfølgelig oplagt at smage Tysklands mange specialiteter.
Jeg kan kraftigt anbefale, at smage deres tyske pølser og øl, som bare altid smager godt. Det er selvfølgelig også fuldstændig obligatorisk, at spise en wienerschnitzel i Tyskland.
Gode tips og hurtige facts om Hamborg
Der benyttes Euro i Hamborg.
Det er vigtigt, at du hæver lidt kontanter til turen. Der er stadig utroligt mange steder i Hamborg, som hverken tager imod Visa, MasterCard eller Dankort. Du kan heldigvis nemt finde en hæveautomat i byen.
Det er almindeligt at lægge 5-10 procent af regningen i drikkepenge på restauranter.
Der er ikke noget krav om miljømærker på bilerne i Hamborg.
Overvej om du skal købe et Hamburg Card, som giver fri offentlig transport og store rabatter til mange seværdigheder i Hamborg.
Det var alt i denne rejseguide til Hamborg, Tyskland. Den har forhåbentligt gjort det lidt nemmere for dig, at planlægge din tur til Hamborg.
Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Kender du andre gode rejsetips til Hamborg? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Hamborg:
• 24 Must-See Seværdigheder i Hamborg
• 21 Oplevelser i Hamborg for Børn og Teenagere
… Eller læs alle artikler fra Hamborg eller Tyskland
Planlæg din tur til Hamborg:
Bestil fly til Hamborg (reklamelink) Bestil hotel i Hamborg (reklamelink) Bestil pakkerejse til Hamborg (reklamelink) Bestil biludlejning i Hamborg (reklamelink) Bestil oplevelser i Hamborg (reklamelink)
Skriv en kommentar