Tjekliste fra vores første jordomrejse - Rejs Dig Lykkelig

Tjekliste fra vores første jordomrejse: Ting vi ordnede inden

Har du planer om en jordomrejse eller en længere rundrejse? Her i artiklen får du et indblik i vores tjekliste fra vores første jordomrejse.

Mange drømmer om en længere rundrejse eller en jordomrejse. Før eventyret begynder kræver det dog en grundig planlægning.

Når du planlægger en lang rejse med mange destinationer kan det være svært, at finde hoved og hale i det hele. Det gælder især, hvis du ikke er så vant med rejseplanlægning på egen hånd.

Derfor vil jeg gerne dele en tjekliste fra vores første jordomrejse. Den kan forhåbentligt hjælpe dig med, at gøre forberedelserne mere overskuelige!

Tjeklisten kan nemt bruges som inspiration uanset om du skal rejse i 2 måneder, 6 måneder, 1 år eller endnu længere tid.

Du kan se ruten fra vores første jordomrejse her. Den varede ”kun” i 2 måneder, men tog os en tur rundt om jorden. Vi planlagde selv det hele – og havde en fantastisk tur, som vi aldrig vil glemme!

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Rejs Dig Lykkelig

 

Tjekliste fra vores første jordomrejse


Jeg har opdelt tjeklisten i tre forskellige kategorier, så den forhåbentligt er mere overskueligt. De tre kategorier er følgende:

Ting du helst skal ordne i god tid før rejsen

Ting du helst skal have ordnet kort før rejsen

Ting der kan ordnes i dagene op til rejsen

Bemærk, at vi planlagde vores jordomrejse på rekordtid. Udover at ønske ferie/orlov og søge inspiration på nettet, planlagde vi altså det hele på lidt over 1 måned!

Det er ikke noget jeg vil anbefale til andre på så kort tid. Så når jeg skriver, at noget bør ordnes tidligt, mener jeg flere måneder før.

Punkterne under kort tid før bør derimod ordnes i månederne op til afgang imens det sidste senest bør ordnes i dagene eller ugerne op til.

 

I god tid før rejsen


Lægge et realistisk budget

Det første vi gjorde var, at lægge et realistisk budget for, hvor mange penge vi skulle bruge på turen.

Vi lavede et omvendt budget, hvor vi sparede op uden at kende til destinationerne. Pengene vi nåede at skrabe sammen måtte derefter bestemme, hvorvidt vi skulle besøge billige eller dyre rejsemål.

Undervejs holdt vi øje med vores opsparingskonti for at få en idé om, hvad der var realistisk.

Jeg lavede tilmed udregninger i Excel med de forventede udgifter for hele rejsen. Det dækker over alt fra flybilletter, rejseforsikring og vacciner til overnatning, transport, mad og oplevelser i hvert land.

I Excel tilføjede jeg forskellige destinationer og kombinationer af lande, så vi kunne se prisforskellen på de forskellige valgmuligheder.

En anden vigtig ting er, at have en buffer! Hvis du eksempelvis forventer at rejsen koster 100.000 kr., bør du spare mere op. Der kommer nemlig helt sikkert uforudsete udgifter.

Lægge et realistisk budget - Rejs Dig Lykkelig
For at rejsen overhovedet kan lade sig gøre, er du nødt til, at lægge et realistisk budget.

 

Søge om at få fri

Jeg er selvstændig og arbejder fuldtid her på Rejs Dig Lykkelig. Derfor behøvede jeg ikke at søge om fri, men skulle arbejde et par timer om dagen imens vi var afsted.

Min mand, Lasse, skulle derimod søge om at få fri fra sit arbejde.

Han arbejder på et botilbud, men ferieplanlæggerne er heldigvis super søde! Vi var afsted i 2 måneder i alt og fordelte hans fridage således:

Han havde to normale ferieuger samt et par ugers restferie, som han fik rykket til det nye ferieår. Det betød, at han stadig fik løn for 4 uger imens vi var afsted.

Derudover brugte han sin 6. ferieuge, som er ulønnet.

Han søgte om orlov for resten af tiden. I alt havde han orlov i 3 uger, som ligeledes er ulønnet.

 

Finde og undersøge destinationer

Da Lasse havde fået godkendt sin ferie og orlov, begyndte vi at undersøge de destinationer, som vi drømte om at opleve på turen.

Vi gennemgik mit Excel-regneark med forventede udgifter i de forskellige lande og sammenholdt det med vores rejsebudget og tiden vi havde tilgængelig.

Derudover undersøgte vi optimale flyruter, så vi ikke behøvede at flyve for mange gange. Jeg har nemlig flyskræk, som ikke lige er verdens bedste cocktail med mit erhverv som rejseblogger.

Vi undersøgte også sæsonen i hvert enkelte land såvel som potentielle konflikter.

Japan havde f.eks. først lige åbnet for turister igen få måneder forinden efter at have været lukket pga. corona. Vi ville også have været i Peru, men der var opstået konflikter, så det blev fravalgt.

Der blev også tjekket op på indrejsereglerne på um.dk, herunder om man skulle have visum og udrejsebillet.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Finde og undersøge destinationer - Rejs Dig Lykkelig
En af de destinationer, som vi bare ville opleve på jordomrejsen var Mexico. Her står vi foran Chichen Itza.

 

Lave rejseprogrammer

Næste step på vores tjekliste fra vores første jordomrejse var, at lave rejseprogrammer og ruter.

Vi fandt et hav af gode og gratis rejseforslag via søgninger på Google, som vi derefter planlagde vores egen tur ud fra.

Du bør til enhver tid undgå, at overplanlægge. Jeg taler af erfaring når jeg siger, at det er noget du bliver virkelig træt af! Vi overplanlagde bl.a. på vores bryllupsrejse og var totalt udbrændte halvvejs.

Det skete heldigvis ikke på denne her rejse, selvom den var længere. Vi havde nemlig sørget for pausedage og variation.

Vi endte med følgende rejsemål: Mexico, Hawaii i USA, Japan, Thailand og Dubai.

Du kan få et bedre overblik med et mere detaljeret program her.

Sørg i øvrigt for, at der kan ske ændringer i programmet. Du finder med stor sandsynlighed først ud af, hvad der virker i de enkelte lande, når først du er afsted. Det ville dermed være ærgerligt, at være låst!

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Lave rejseprogrammer - Rejs Dig Lykkelig
Det er lidt af et puslespil, når du skal få en længere rundrejse til at hænge sammen.

 

Tjekke udløbsdatoer

En anden super relevant ting at nævne her i guiden er, at vi selvfølgelig også tjekkede udløbsdatoen på vigtige rejsedokumenter.

Vi tjekkede bl.a. udløbsdatoen i vores begges pas. Vær obs på, at det ofte skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter hjemrejsedatoen. Der skal tilmed være nok blanke sider til eventuelle stempler og visum.

Derudover tjekkede vi også op på udløbsdatoen af vores hævekort. Det ville virkelig være øv, hvis de udløb undervejs!

 

Bestille flybilletter

Nu var det tid til, at bestille flybilletter. Det er ligeledes en god idé, at gøre i god tid på forhånd. Det sikrer dig nemlig ofte bedre billetter, afgange og priser.

Vi plejer at søge på Momondo (reklamelink) – og nogle gange også på Skycanner (reklamelink).

Herefter booker vi typisk også vores flybilletter gennem tredjeparter derinde efter at have undersøgt dem på Trustpilot.

Vi undersøger dog altid om flybilletterne er lige så billige, at bestille direkte gennem flyselskabet. Det giver nemlig den bedste sikkerhed.

Hvis de ikke er lige så billige, bestiller vi bare gennem søgeportalerne. Det har vi aldrig oplevet problemer med – heller ikke ved aflyste eller forsinkede fly. Her har vi bare været i kontakt med flyselskabet.

Læs også: Guide til at finde de billigste flybilletter

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Bestille flybilletter - Rejs Dig Lykkelig
På vores jordomrejse lagde vi vejen forbi 5 lande, men fløj faktisk kun med 9 fly i alt.

 

Få vaccinationer

Det sidste du skal have styr på i meget god tid før rejsen er vaccinationer.

Vi begyndte selv først med vores manglende vacciner omkring 1 måned forinden, og det var alt for sent! Nogle vacciner kræver adskillige indsprøjtninger med flere ugers mellemrum.

Derfor blev vi nødsaget til, at køre land og rige rundt efter ledige tider. Det resulterede i lange køreture på flere timer.

Vi måtte desuden også nødt til, at få en lynvaccine, som betød at vi skulle have et ekstra stik. Det blev dermed endnu dyrere.

Du kan tjekke vejledningerne for vacciner hos Statens Serum Institut. Herefter kan du bestille tider ved DLVS, som har klinikker mange steder i Danmark.

Vær i øvrigt opmærksom på, at du måske skal have malariapiller med på rejsen!

 

Kort tid før rejsen


Købe nødvendig medicin

I ugerne og månederne op til rejsen bør du også købe det nødvendige medicin. Det gælder især, hvis du får receptpligtig medicin, som du ikke kan undvære.

Eftersom at vi skulle forbi Dubai, skulle vi have en medicinattest. Det skyldes, at vi rejser med euforiserende medicin med en rød trekant.

Det er ikke et krav i alle lande, men husk at undersøge reglerne i de lande du skal til.

Hvis du rejser med euforiserende medicin i Schengen-landene skal du f.eks. have et pillepas. Den kan laves på apoteket.

Uden for Schengen-landene kan det derimod være nødvendigt med en engelsk medicinattest (herunder i Dubai). Den kan laves af apoteket, lægen og hospitalet mod betaling.

Du kan læse meget mere om medicin på ferien her. Bemærk, at det altid skal opbevares i den originale emballage.

Husk også at lave et rejseapotek med håndkøbsmedicin. Det kan eksempelvis være smertestillende, allergipiller, myggespray, plaster, vitaminpiller og medicin mod diarre.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Købe nødvendig medicin til rejsen - Rejs Dig Lykkelig
De Forenede Arabiske Emirater er et af de lande, som har strenge regler om euforiserende medicin.

 

Tjekke op på rejseforsikring

Det er ultravigtigt, at du har en rejseforsikring, der dækker på hele din rejse!

Hvis du allerede har en rejseforsikring skal du huske, at læse det med småt. Det er nemlig ikke sikkert, at den gælder uden for Europa.

Det er tilmed heller ikke sikkert, at den dækker i hele rejseperioden eller ved aktive ferier, såsom skiferie og ekstremsport.

Vi har selv en udvidet rejseforsikring, der dækker over hele verden. Den gælder dog kun på rejser i op til 60 dages varighed. Derfor holdt vi os lige præcis indenfor perioden, så vi ikke skulle betale ekstra.

 

Undersøge transport i landene

Et andet step på vores tjekliste fra vores første jordomrejse var, at undersøge transport i de forskellige lande.

Det dækker bl.a. over, hvordan vi skulle komme rundt. Skulle vi leje en bil? Var det nemt med offentlig transport? Hvilke taxiselskaber var troværdige? Hvordan kom vi til og fra de forskellige lufthavne?

I Mexico og Hawaii ville vi benytte biludlejning, så det fik vi ordnet og bestilt. Vi lejede bilerne her (reklamelink).

I Japan skulle vi køre meget med toge og Shinkansen, så derfor bestilte vi et JR Pass til os hver.

Vi bestilte vores JR-passes her. De skal sendes med posten, så husk at bestille dem i god tid. De er dog steget voldsomt i pris, så det er ikke sikkert, at det kan betale sig at købe et længere.

Undersøge transport i landene - Rejs Dig Lykkelig
På Oahu i Hawaii lejede vi denne lækre sag, som dog havde en ret skæv nummerplade.

 

Bestille internationalt kørekort

I mange lande uden for EU og EØS skal du have et internationalt kørekort, hvis du vil køre bil der.

Bemærk, at det kun fungerer som en oversættelse af dit danske kørekort. Du skal derfor både medbringe dit danske- og internationale kørekort på turen.

For at få et internationalt kørekort skal du bestille en tid på Borger.dk. Herefter skal du møde personligt op til din tid på Borgerservice.

Kørekortet koster 30-40 kr. og gælder i et år. Hvis du ikke har medbragt et gyldigt pasfoto, kan du få taget et derinde mod betaling på 130-150 kr. Det gjorde vi også selv, og vi fik kørekortet med det samme.

 

Få styr på betalingskort

Som nævnt tidligere, skal du selvfølgelig huske, at tjekke udløbsdatoen på dine betalingskort.

Derudover skal du også sikre dig, at de faktisk virker i udlandet. Det er især en god idé med flere forskellige korttyper. Vi har f.eks. hver vores bank og hver vores korttype: Visa og MasterCard.

Det samme er tilfældet med telefonabonnementer, hvor vi også har hvert vores teleselskab. Det skaber en tryghed i tilfælde af, at det ene ikke virker.

Jeg vil desuden på det kraftigste anbefale, at du har mindst ét kreditkort med på rejsen.

Her mener jeg ikke et debetkort, dankort eller en hybrid, men et kort, der udelukkende er kredit. Det er især vigtigt når du lejer en bil, da de formentligt ikke gider udlevere den til dig ellers.

Informer eventuelt din bank om rejsen, så de ikke spærre dit kort, fordi de tror det bliver misbrugt. Det er dog ikke noget vi selv plejer at gøre.

Inden rejsen sørgede vi desuden for, at vores MitID fungerede, så vi nemt kunne tilgå ting online.

Medbring eventuelt lidt kontanter ved ankomst på rejsemålet (fx Amerikanske Dollars). For en sikkerhedsskyld bør du også lægge dine betalingskort forskellige steder, så du altid har en backup gemt.

Få styr på betalingskort - Rejs Dig Lykkelig
En af de vigtigste ting på vores tjekliste fra vores første jordomrejse var, at sikre os at der var styr på betalingsmidlerne.

 

Købe ting til rejsen

Inden rejsen tjekkede vi op på, hvorvidt vi manglede nogle ting til turen.

Vi havde mange ting i forvejen, fordi vi har rejst meget. Alligevel købte vi et par ekstra sikkerhedsting, såsom en pengekat og AirTags til at lægge i kufferterne.

Sidstnævnte viste sig at være guld værd for os, da vores kufferter blev fløjet videre til Los Angeles imens vi var strandet i Texas. Ved hjælp af vores AirTags kunne vi nemlig se, at de stod i LAX Airport.

Derudover fik vi også en tyverisikker rygsæk i julegave, som vi også er meget glade for!

Sidst men ikke mindst, købte vi bl.a. et ekstra SD-kort til vores kamera, myggespray, solcreme og andre småting.

 

Undersøge data på telefonerne

Det er værd at undersøge om du har mobildata på telefonen i udlandet. Hvis du rejser uden for EU og dit mobilabonnement ikke dækker der, kan det blive hundedyrt, hvis du bruger det alligevel.

Vi valgte selv data fra og kørte udelukkende på WiFi. Det fungerede upåklageligt for os – og gav helt sikkert mindre skærmtid.

Vil du gerne have mobildata uden for EU? Så kan du evt. tjekke op på, hvorvidt du kan tilkøbe det via dit nuværende telefonabonnement.

Ellers kan du også kigge på andre teleselskaber med en udlandspakke eller bruge et lokalt SIM-kort eller eSIM.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Undersøge data på telefonerne - Rejs Dig Lykkelig
Du behøver ikke nødvendigvis mobildata for at finde rundt. Vi finder som regel rundt med offlinekort.

 

Søge inspiration til oplevelser

Noget andet jeg er nødt til, at nævne her i guiden er, at vi naturligvis også søgte inspiration til oplevelser på rejsemålene.

Det gjorde vi bl.a. på rejseblogs og danske rejseprofiler på sociale medier, såsom Facebook og Instagram.

Du kan for resten se Rejs Dig Lykkeligs Instagramprofil her.

Vi fandt også mange seværdigheder og attraktioner undervejs. Det var simpelthen umuligt, at nå det hele inden, da vi først planlagde vores lange rundrejse lidt over en måned inden afgang.

Jeg finder ellers som regel nærmest alt du kan lave på destinationerne, fordi jeg netop skal bruge det i mit arbejde som rejseblogger.

På en stor rejse er det desuden vigtigt, at du ikke udbrænder, så undgå overplanlægning. Find evt. de oplevelser, som er et absolut must-see for dig – og lær at sige pyt med resten af de ting du ikke når.

Vær i øvrigt opmærksom på, at populære og velbesøgte aktiviteter måske allerede skal bookes inden afrejse (reklamelink).

 

Bestille første overnatninger

Det her gjorde vi egentligt først i dagene op til afrejse. Jeg vil dog anbefale, at du gør det i lidt bedre tid. På den måde undgår du at stresse over det samtidig med, at der er flere valgmuligheder tilgængelige.

Udvalget af ledige hoteller bliver nemlig indsnævret gevaldigt jo tættere du kommer på rejsedatoen.

Vi plejer primært at bruge Hotels.com (reklamelink) og Booking.com (reklamelink). Det er uden tvivl vores trofaste bookingportaler til overnatningssteder.

Det er rart, at have booket de første par nætter, så du ikke behøver tænke på det i starten af turen.

Nogle kan godt lide at booke alle hoteller inden rejsen, fordi det nemt kan tage værdifuld tid undervejs. Problemet er bare, at du ofte først finder ud af, hvad du foretrækker i landet, når du er der.

Det er hvert fald vores erfaringer! Derfor vil jeg på det kraftigste fraråde dig, at booke alle overnatninger inden du overhovedet er taget afsted.

Husk altid at dobbelttjekke datoerne. Vi startede engang en rundrejse med, at have booket det første hotel til en måned senere. Det var ikke så fedt, at stå der i Singapore efter en lang rejse fra Danmark.

Bestil første overnatninger - Rejs Dig Lykkelig
Vores første hotel på turen var i hotelzonen i Cancun, Mexico. Her ses noget af udsigten fra værelset.

 

Downloade offlinekort

I forlængelse af de to ovennævnte afsnit om oplevelser og overnatninger er det også relevant, at fortælle om vores offlinekort.

De sidste 10+ år har vi nemlig brugt appen, Maps.me, på alle vores rejser og ferier.

Det er et smart offlinekort, der fungerer nogenlunde på samme måde som fx Google Maps. Den kan både benyttes i bil såvel som på gåben og cykel.

Noget virkelig smart er, at den tilmed kan vise metrolinjer- og stationer i storbyer. Det har været en kæmpe hjælp for os i byer som New York City, London og Tokyo, hvor vi aldrig er faret vildt i undergrunden.

Du kan endda tilføje pins med seværdigheder, hoteller osv. Vi laver f.eks. seværdigheder røde og hoteller blå, så de nemt kan findes.

Maps.me bruger ikke internet, men du skal downloade kortene til dine destinationer imens du har WiFi.

Vi plejer at download offlinekortene hjemmefra. Herefter sætter vi alle punkterne ind, som jeg har fundet til turen ved at tjekke deres lokation på Google Maps. Det tager lang tid, men er guld værd!

Selvom du måske har mobildata og roaming, er det stadig en god idé med et offlinekort. Signalet er nemlig ikke lige godt alle steder i verden.

 

Få nogle til at passe huset

Det næste punkt på denne tjekliste fra vores første jordomrejse omhandler, at få nogle til at passe huset.

Det er især vigtigt, hvis du skal være afsted i lang tid!

Vi fik mine forældre til at passe på vores hus, fordi de bor i samme by, få minutter fra os. Det var dermed det, som gav mest mening.

Imens vi var afsted vandende de vores blomster og planter. De tømmede vores postkasse og holdt generelt lidt øje med huset.

Vi tog også mange af de sikkerhedstiltag, som man altid burde tage imens man er væk hjemmefra. Alt dette komme jeg dog nærmere ind på senere nede her i min ultimative guide.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Få nogle til at passe huset - Rejs Dig Lykkelig
Det her er desværre ikke vores hus. Det er derimod Kejserpaladset i Tokyo, Japan.

 

I dagene op til rejsen


Backup af rejsedokumenter

I dagene op til afrejse sørgede vi ligeledes for mange vigtige ting! Vi fik bl.a. lavet backup og kopier af alle vores rejsedokumenter.

Det inkluderede bl.a. kopier af begge vores pas såvel som billeder af dem på hver vores telefon.

Derudover tog vi også billeder af sygesikringskort, forsikringskort, kørekort, medicinattest osv. Vi sendte det hele til os selv på mail, så vi altid kunne finde det frem i tilfælde af, at vi mistede noget af det.

Vi gemmer også altid dokumenter på flybilletter og biludlejninger på vores telefoner, så de nemt kan tilgås offline.

Bookingbekræftelser på flybilletter og biludlejninger blev også printet ud. Vi brugte det dog ikke, men fremviste det blot på telefonerne. Det er så digitaliseret i dag, at du sådan cirka aldrig behøver fysiske papirer.

Vi tager i øvrigt altid screenshots af hotelbookinger og oplevelsesvouchers som en sikkerhed til, hvis nu der opstår bøvl.

Slutteligt købte vi abonnement til Dropbox til online lagring af alle vores billeder og videoer. På den måde ville vi ikke miste al dokumentation fra turen i tilfælde af tyveri eller tab af en telefon.

 

Sikkerhedsoptimering af huset

Et andet sikkerhedstiltag vi tog var, at sikkerhedsoptimere vores hjem til vi skulle være væk hjemmefra.

Vi har et alarmsystem med overvågning. Så vi sikrede os selvfølgelig, at det virkede upåklageligt. Det er altid rart, at kunne følge lidt med og tjekke huset imens vi er ude i verden.

Derudover tilføjede vi en ekstra bruger, som fik notifikationer fra vores alarmsystem.

At tilføje en ekstra bruger er et godt tip, som jeg gerne vil give videre. Det skal selvfølgelig være en, som du stoler på – og helst bor tæt på.

Det er især en fordel, fordi du er lidt begrænset på den anden side af jorden. Du får tilmed heller ikke notifikationer, hvis alarmen går derhjemme imens din telefon er på flytilstand.

Få også nogle til at holde øje med dit hjem. Vi er selv heldige med andre lejere og ejere på vores grund, naboer og nærboende familie.

Vi tog desuden billeder af værdigenstande og opbevarede dem i et fastboltret brandskab hjemme ved andre, hvor de har været lige siden. Hellere give potentielle tyveknægte lange næser end smil!

Sikkerhedsoptimering af huset - Rejs Dig Lykkelig
Inden ferien skal du sørge for, at dit hjem er sikret så godt som muligt.

 

Vaske alt tøj

Vi fik også vasket alt tøj inden turen. Noget skulle med – og resten ville vi bare gerne have vasket inden.

Det samme gjaldt for håndklæder, viskestykker, klude, sengetøj og lignende. Alt der kunne nå at blive vasket, blev det.

Det er altså bare rart, at det er vasket til når man kommer hjem igen. Jeg synes hvert fald ikke det er så frygteligt lækkert med beskidt vasketøj, der har lagt i vasketøjskurven i flere måneder.

 

Pakke kufferter

Et andet vigtigt step på vores tjekliste fra vores første jordomrejse var selvsagt at pakke vores kufferter.

Vi rejser ikke som backpackere med rygsæk. Vi har derimod to kæmpestore kufferter fra Walmart i USA. Det har vi aldrig haft problemer med! Vi kan gode lide, at vi bare kan rulle bagagen afsted i stedet for at slæbe.

I og med at vi kun er to personer, kan kufferterne sagtens være i biler, taxier og offentlig transport. Det bliver nok anderledes, når vi en dag får børn.

Sørg for, at du ikke pakker for meget. Der skal helst være nok til adskillige dage, men du kan også købe eller vaske tøj undervejs.

Husk også at tjekke op på bagagereglerne til hver flyrejse! Reglerne er nemlig vidt forskellige fra selskab til selskab.

Hvis du elsker at shoppe er det en god idé, at gøre så der må tages flere kilo med hjem.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Pakke kufferter - Rejs Dig Lykkelig
Vores kufferter er meget stor, men har alligevel aldrig givet os problemer på rejser.

 

Hente film, serier og musik

Telefonen skal selvfølgelig også være klar til din lange rejse!

Længere oppe i artiklen har jeg allerede givet råd til, at undersøge data på din telefon. Husk også at downloade film og serier, så du kan se dem gennem diverse streamingtjenester.

Det samme gælder, hvis du skal hente musik offline eller vil have nogle mobilspil, der kan spilles uden Wifi og data.

Det er altså bare rart, at have rigeligt med film, tv-serier, musik og spil på telefonen når du f.eks. sidder i flyet.

Når det kommer til rejseapps, kan de fleste heldigvis hentes undervejs på turen. Det kan dog være en fremragende idé, at hente dem inden – hvis altså du har plads på telefonen.

 

Gøre hjemmet ferieklar

Jeg har allerede beskrevet og fortalt om mange af de ting, der skal ordnes i hjemmet inden afrejse.

Nogle af de sidste ting der mangler, at blive nævnt på vores tjekliste fra vores første jordomrejse indebærer småting. Vi plejer eksempelvis altid at gøre huset let rent inden en længere tur.

Det skyldes, at jeg bare ikke synes det er fedt, at der ligger skidt og snavs i flere måneder. Derfor bliver der støvet af, støvsuget, rengjort toiletter osv.

Inden vores jordomrejse fik vi også smidt mad ud og tømt postkasse.

Til allersidst slukkede vi også alt elektronik og skruede ned for varmen. Det er dog vigtigt, at temperaturen ikke kommer under 18 grader, da det kan resultere i fugt, skimmelsvamp og vandskader.

Sørg i øvrigt for, at betale eventuelle regninger inden turen, så du ikke får rykkere eller skal bøvle med det på ferien.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Gør hjemmet ferieklar - Rejs Dig Lykkelig
Inden du kan soppe i havet i lande som Thailand, skal du huske at ordne hjemmet.

 

Tilmeld Danskerlisten

Uanset hvilken rejse vi skal på, tilmelder vi os altid Danskerlisten. Det er hurtigt og nemt, men skaber alligevel en dejlig sikkerhed!

Du skal blot registrere de lande du besøger med rejsedatoer. Herefter får du automatisk en notifikation eller besked i tilfælde af krisesituationer på dit rejsemål.

Krisesituationer indebærer bl.a. ekstreme vejrforhold, naturkatastrofer, uroligheder og terrorangreb.

Det er dermed en rigtig god ekstra sikkerhed! Jeg har også Rejseklar appen på min telefon, fordi man kan tilmelde sig Danskerlisten derinde. Den giver tilmed nem adgang til rejsevejledninger ude i verden.

 

Skrive nødkontakter ned

Nu hvor jeg allerede er inde på sikkerhedstiltag kort inden afrejse er det også værd, at nævne vores nødkontaktsliste.

Inden lange rejser laver vi nemlig altid en liste over nødkontakter. Den bør både indeholde telefonnumre på dine nærmeste pårørende i Danmark såvel som myndighederne i dit rejseland.

For at være helt ærlig, så glemmer vi det ofte på kortere rejser eller kør-selv-ferier, selvom det egentligt er mindst lige så relevant!

Jeg vil også anbefale, at du skriver dine egne kontaktoplysninger og telefonnummer på en seddel i din kuffert eller rygsæk. Det kan måske hjælpe dig, hvis nu den bliver væk på turen.

Skriv nødkontakter ned - Rejs Dig Lykkelig
Det er en rigtig god idé, at lave en liste med nødkontakter – både på telefonen og papir.

 

Sige farvel til familie og venner

En af de sidste ting vi gjorde var, at sige farvel til vores familie og venner.

Vi så heldigvis mange til fødselsdage og arrangementer lige op ad rejsen, men resten skulle selvfølgelig også have et kram inden vi drog afsted på eventyr.

Tiden går ekstremt hurtigt på rejser samtidig med, at der er mange indtryk og oplevelser. Derfor føles det hurtigt som meget lang tid siden man har set sine nærmeste, selvom der måske kun er gået kort tid.

Så husk, at sige ordentligt farvel til dem! Hvis du skal være afsted i lang tid, kan du evt. afholde et arrangement med dem alle.

 

Tag resten som det kommer

Der er ufatteligt mange ting, der skal være styr på inden en lang rejse! Derfor må mit sidste råd være, at slappe af og tage tingene som de kommer.

Det er nemt at stresse over alt det der skal nås, men det gavner bare ikke så meget.

Hvis du ikke når det hele, så går det også nok! Så længe du når de vigtigste ting for, at rejsen kan fungere og hænge sammen.

Sørg for, at få masser af sparring og viden fra erfarne rejsende, så du ikke glemmer noget vigtigt. Du kan også søge efter viden på internettet og finde guides på rejseblogs ligesom her på Rejs Dig Lykkelig.

Vi plejer at lave en to do-liste med alt vi skal nå. Vi når som regel det meste, men nogle ting når vi måske ikke.

Vi sørger derfor altid for, at klare de essentielle ting først. De ting vi ikke når, kan typisk enten droppes helt eller ordnes eller købes undervejs.

Tjekliste fra vores første jordomrejse - Rejs Dig Lykkelig

 

Afslutning på tjekliste fra vores første jordomrejse


Nu er vi nået til vejs ende, og det blev jo faktisk en meget lang tjekliste!

Jeg vil bare så gerne dele mine personlige erfaringer, ekspertise og viden med dig i denne her guide. På den måde er der størst chance for, at du undgår at glemme noget i din egen planlægning.

Der er nemlig utroligt meget, som du skal huske på inden du tager afsted på en lang rejse ude i verden.

Heldigvis, har vi været inde på alle de vigtigste punkter på vores tjekliste fra vores første jordomrejse.

Som et resultat heraf, kan dette sagtens fungere som en huskeliste for dig! Guiden er nemlig spækket med gode tips, fifs, råd, inspiration, viden og erfaring.

 

Læs flere artikler:

• Vores første Jordomrejse

• 16 Vigtige Ting du skal Huske inden Rejsen

Verdens Mest Ikoniske Vartegn

• De 21 Absolut Bedste Rejsemål i Asien

… Eller læs flere artikler med rejsetips eller inspiration

 

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil flybilletter (reklamelink)

Bestil hoteller (reklamelink)

Bestil pakkerejser (reklamelink)

Bestil biludlejning (reklamelink)

Bestil oplevelser (reklamelink)

 

Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *