Guide til offentlig transport i Berlin - Rejs Dig Lykkelig

Guide til Offentlig Transport i Berlin

Har du styr på, hvordan du skal komme rundt i Berlin? Glem ikke at tjekke denne guide til offentlig transport i Berlin, Tyskland.

Berlin har et omfattende og velfungerende transportsystem, der hurtigt og billigt transporterer dig rundt i storbyen. Du kan benytte alt fra U-Bahn, S-Bahn og sporvogne til toge, busser og færger.

Uanset hvor du befinder dig, er der aldrig langt til det nærmeste stoppested. Ja, faktisk er der virkelig ikke behov for en bil i Berlin.

I de fleste tilfælde er en bil faktisk ret upraktisk. Det kan nemlig være svært, at finde rundt i byen samtidig med, at parkeringsafgifterne er skyhøje.

Selvom at det er nemt, hurtigt og billigt at benytte offentlig transport i Berlin, kan det være en stor mundfuld i starten.

Du tænker garanteret allerede over forskellen på S-bahn og U-bahn, og hvordan du overhovedet køber en billet. Det er heldigvis supernemt, at tage offentlig transport i Berlin, når du først har lært det.

Hvis du planlægger en tur til Berlin, hvor du skal benytte offentlig transport, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en guide til offentlig transport i Berlin.

Du kan også allerede nu gå ind og købe dette Berlin WelcomeCard til offentlig transport i Berlin (reklamelink).


Læs mere: Rejseguide til Berlin

Guide til offentlig transport i Berlin -- Rejs Dig Lykkelig

 

Transporttyper


Det første du skal være opmærksom på, når du skal benytte offentlig transport i Berlin, er de mange forskellige muligheder.

Der findes i alt seks forskellige slags offentlig transport i Berlin. Det kan dermed være lidt forvirrende i starten! Heldigvis, kan du få et overblik over de forskellige muligheder herunder.

U-Bahn (Untergrundbahn)

U-Bahn er Berlins undergrundsbane og kører under jorden i 80 procent af tiden med visse undtagelser på enkelte strækninger.

U-bahn består af 9 linjer med mere end 170 stationer og er dermed det største metrosystem i Tyskland. De 9 linjer hedder henholdsvis U1, U2, U3, U4, U5, U6, U7, U8 og U9.

I hverdagene kører U-bahn metroerne cirka fra kl. 05.00-01.00. I weekender samt helligdage er der derimod 24 timers service.

De fleste linjers metroer afgår hvert 15. minut, men de kører ofte hvert 3-5. minut i myldretiden. Du kan dog risikerer, at skulle vente i op til 20 minutter på den næste metro om natten i weekender samt helligdage.

U-Bahn er uden tvivl en af de nemmeste og mest pålidelige måder til, at komme rundt i Berlin med offentlig transport.

S-Bahn (Stadtschnellbahn)

S-Bahn er Berlins hurtigtog og består af 15 linjer med mere end 160 stationer, der forbinder det meste af byen og de tilstødende forstæder. S-togene kan altid genkendes ved, at de har et “S” efterfulgt af et tal eller to.

I hverdagene kører S-Bahn togene cirka fra kl. 04.30-01.30. I weekender samt helligdage er der til gengæld 24 timers service.

De fleste linjers toge afgår hvert 10. minut, men de kører ofte hvert 3-5. minut i myldretiden. Du kan dog risikere, at skulle vente i op til 30 minutter på det næste tog om natten i weekender samt helligdage.

Eftersom at S-Bahn er Berlins hurtigtog, er det ofte den hurtigste måde til, at komme rundt med offentlig transport i Berlin.

Sporvogne (Trams)

Berlins sporvogne kører kun i det tidligere Østberlin med få undtagelser til bl.a. Berlin Hauptbahnhof. Sporvognsystemet består af 22 linjer med hundredvis af stop, hvor du nemt kan hoppe af og på direkte fra fortovet.

Vær opmærksom på, at der både findes Trams og Metrotrams i Berlin. Tilsammen udgør de ét af de største og ældste sporvognssystemer i verden.

Trams er de normale sporvogne og består af 13 linjer, der kan genkendes ved et linjenummer med et tocifret tal. I hverdagene kører Trams cirka fra kl. 04.30 til kl. 00.30 og afgår hvert 15-20. minut.

Metrotrams består af 9 linjer, der kører døgnet rundt. De kan genkendes ved et ”M” efterfulgt af et etcifret eller tocifret tal. Metrotrams afgår mindst hvert 10. minut i dagtimerne og hvert 30. minut om natten.

Sporvogne - Rejs Dig Lykkelig

Regionaltog (Regionalbahn og Regional-Express)

Berlins regionaltog kører rundt i hele byen samt de omkringliggende forstæder. Togene stopper ikke så ofte, især ikke hvis de kører i nærheden af en S-Bahn eller U-Bahn linje.

Eftersom at togene ikke stopper så ofte, er det en super smart måde til, at komme fra den ene ende af byen til den anden. Der kan faktisk være en hel del rejsetid at spare på de lange strækninger.

I Berlin findes der to forskellige slags regionaltoge. Den ene slags er Regionalbahn (RB), der stopper meget ofte.

Den anden slags regionaltog er Regional-Express (RE), der ikke stopper så ofte. Den er dermed langt hurtigere end den anden!

Busser

Når vi snakker om offentlig transport i Berlin, kan vi selvfølgelig ikke komme udenom byens utallige busser. Nogle af busserne kører i byens centrum imens andre kører på længere strækninger.

Du skal dog være opmærksom på, at det ofte er nemmere og hurtigere, at rejse med de tidligere nævnte transportmuligheder.

Normale busser udgør størstedelen af busnetværket i Berlin. De normale bussers netværk består af cirka 300 linjer, der er nummeret fra 100 til 399.

Metrobusser kører ofte døgnet rundt og består af 17 forskellige linjer. Busserne kan genkendes på et ”M” efterfulgt af et tocifret tal, der går fra M11 til M85.

Expressbusser kører på de længere strækninger i Berlins centrum og forstæderne. Busnetværket består af 13 hurtiglinjer med få stop undervejs. Busserne er markeret med et X efterfulgt af et etcifret eller tocifret tal, der går fra X7 til X83.

Natbusser kører hele natten og erstatter de fleste normale busser og U-Bahn linjer. Der er mere end 40 natbus-linjer og de kan genkendes ved et N efterfulgt af et etcifret eller tocifret tal. Natbusserne afgår fra stoppestederne omkring hvert 30. minut.

Færger (Fähren)

Berlin har også et omfattende netværk af vandveje, hvilket har resulteret i 6 færgeruter.

De mange færger sejler hovedsageligt i Treptow-Köpenick distriktet. Der er dog en linje, som sejler fra Steglitz-Zehlendorf til Spandau.

De offentlige færger i Berlin er markeret med et F efterfulgt af et tocifret tal. Færgerne på de fleste færgelinjer afgår hver time. Der er dog undtagelser på få linjer, hvor færgen afgår cirka hvert 15. minut.

Færgerne er især populære i sommermånederne, hvor de også fungerer som en sjov oplevelse i Berlin for turister.

Guide til offentlig transport i Berlin - Transport muligheder - Rejs Dig Lykkelig

 

Zoner


Berlin er transportmæssigt opdelt i 3 forskellige zoner, der hedder A, B og C. Når du skal købe billetter til offentlig transport i Berlin, skal du vælge hvilke zoner du gerne vil rejse i.

Det er desværre ikke muligt, at nøjes med én enkelt zone. Du er dermed nødt til, at købe en billet til to eller tre zoner ad gangen. Du kan enten vælge zone AB, BC eller ABC.

De fleste turister kan nøjes med en billet til zone AB, da den dækker det centrale Berlin. Du skal dog være opmærksom på, at hvis du f.eks. skal fra Schönefeld Lufthavn til centrum, kræver det alle tre zoner.

Zone A er Berlins indre by og dækker området indenfor S-Bahn-ringen, der løber rundt om byen. De fleste af Berlins største seværdigheder er placeret i zone A.

Zone B dækker området mellem S-Bahn-ringen og Berlins bygrænse. Her finder du bl.a. steder som Tegel lufthavn, Spandau og Grünewald.

Zone C dækker de omkringliggende forstæder til Berlin op til 15 kilometer fra bygrænsen. Zone C omfatter bl.a. steder som Potsdam, Sachsenhausen Koncentrationslejr og Schönefeld lufthavn.

Guide til offentlig transport i Berlin - Kort over zoner i forskellige farver - Rejsdiglykkelig.dk

 

Billetter


Du kan købe billetter til offentlig transport i Berlin i automaterne på alle S-Bahn og U-Bahn stationer samt i nogle kiosker. I busserne købes billetterne hos buschaufføren imens de i sporvognene købes på maskiner inde i sporvognen.

Du skal være opmærksom på, at mange af billetautomaterne hverken tager imod kreditkort eller store pengesedler. Du skal derfor altid huske, at medbringe små kontanter.

Hvis du ved et uheld glemmer kontanter, kan du forsøge at finde en nærliggende kiosk, hvor du kan købe billetterne.

Det er desuden vigtigt, at du husker og stemple din billet på perronen inden afgang. Hvis du glemmer det, kan du risikere at få en stor bøde for en ugyldig billet.

Det gælder også selvom du måske har betalt for en billet, men bare har glemt at stemple den. Det ville virkelig være en øv-oplevelse!

Billetter - Rejs Dig Lykkelig

 

Billetmuligheder til voksne


Der findes mange forskellige billettyper, så jeg vil kun komme ind på de vigtigste og mest populære. Bemærk, at billetterne gælder til alle former for offentlig transport i Berlin.

Hvis du rejser med børn, skal du forresten være opmærksom på, at børn under 6 år rejser gratis med en voksen. Børn i alderen 6-14 år kan desuden rejse med offentlig transport i Berlin med billige børnebilletter.

Enkeltbilletter

Enkeltbilletter tillader ubegrænset rejse i alle former for offentlig transport i 2 timer fra tidspunktet de er blevet stemplet.

Vær dog opmærksom på, at du kun må rejse i én retning. Det kan give en bøde, hvis du rejser tilbage eller i cirkel med den samme billet.

Du skal desuden også være opmærksom på, at du ikke må stemple din billet mere end én gang. I tilfælde heraf, vil det nemlig gøre billetten ugyldig.

4-turs enkeltbilletter

Denne billettype fungerer præcis på samme måde som enkeltbilletter. Den giver dig blot mulighed for, at spare lidt penge.

4-turs enkeltbilletter er et godt valg, hvis du allerede ved, at du kommer til at have omkring fire enkelture med offentlig transport i Berlin.

Kortturs-billetter

Kortturs-billetter gælder enten til 3 stationer med S-Bahn og U-Bahn eller 6 stoppesteder med bus og sporvogn. Bemærk, at billetten bliver ugyldig, hvis du afbryder din rejse eller skifter til et andet transportmiddel.

Dagsbilletter

Dagsbilletter tillader ubegrænset rejse i alle former for offentlig transport i Berlin i en hel dag. Dagsbilletter gælder fra midnat den dag de er blevet stemplet og frem til kl. 03.00 næste morgen.

Gruppe dagsbilletter

Denne billettype er gyldig til 5 personer, der kan rejse ubegrænset i alle former for offentlig transport i en hel dag. Det er uden tvivl den billigste løsning på billetter til 5 voksne på en enkelt dag.

7-dags billetter

7-dags billetter tillader ubegrænset rejse i alle former for offentlig transport i en hel uge. Efter kl. 20.00, kan du endda tage 1 voksen og 3 børn på 6-14 år med dig gratis.

Berlin WelcomeCard

Et Berlin WelcomeCard giver ubegrænset adgang til alle former for offentlig transport i Berlin i enten 48 timer, 72 timer, 4 dage, 5 dage eller 6 dage.

Derudover giver kortet 25-50% rabat på mere end 200 seværdigheder i Berlin. Du kan med fordel købe et Berlin WelcomeCard her (reklamelink).

Berlin City Tour Card

Hvis du har et Berlin City Tour Card, kan du rejse ubegrænset i enten 48 timer, 72 timer, 4 dage eller 5 dage.

Dette kort fungerer på præcis samme måde som Berlin WelcomeCard, men inkluderer færre rabatter. Her får du kun mindst 15% rabat på lidt over 10 seværdigheder i Berlin.

Guide til offentlig transport i Berlin - Billetmuligheder til voksne - Rejs Dig Lykkelig

 

Gode råd og tips til offentlig transport i Berlin


Du kan nemt planlægge og finde en rejseplan over, hvor du skal hen i Berlin på BVG’s hjemmeside.

Stå altid til højre på stationernes rulletrapper, så folk der har mere travlt end dig hurtigt kan komme forbi dig.

Husk altid at stemple din billet inden afgang, så du undgår at få en bøde.

Sørg altid for, at have kontanter på dig, da mange steder ikke accepterer kortbetaling.

Husk at være opmærksom på de forskellige transportzoner. Det gælder især, hvis du begiver dig ud af Berlins centrum.

Det var alt i denne guide til offentlig transport i Berlin. Har du allerede været på storbyferie i Berlin? Hvis ja, benyttede du dig så af offentlig transport i Berlin? Skriv en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Berlin:

• Rejseguide til Berlin

• 31 Must-See Seværdigheder i Berlin

Oplevelser i Berlin for Børn og Teenagere

• Hvor skal man bo i Berlin?

Shopping Guide til Berlin

… Eller læs alle artikler fra Berlin eller Tyskland

Planlæg din storbyferie i Berlin:

Bestil fly til Berlin (reklamelink)

Bestil hotel i Berlin (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Berlin (reklamelink)

Bestil biludlejning i Berlin (reklamelink)

Bestil oplevelser i Berlin (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

1 kommentar