Rejseguide til Istanbul - Rejs Dig Lykkelig

Rejseguide til Istanbul

Planlægger du en rejse til Istanbul, Tyrkiet? Glem ikke at tjekke denne rejseguide til Istanbul med mange gode tips og praktiske informationer.

En rejse til Istanbul er som en rejse til to vidt forskellige verdener. Det er her Europa møder Asien og gammelt møder nyt i en helt perfekt sammensmeltning.

Istanbul er den eneste by i verden, som ligger i to verdensdele på én og samme tid. Byen er kæmpestor!

Ja, faktisk er den så stor, at det ikke bare er Tyrkiets, men hele Europas største by. Dét kan i den grad mærkes, når man står i de pulserende gader i centrum.

Inden du drager afsted på din rejse til Istanbul, er det vigtigt at have styr på alt det praktiske. Det er netop derfor, at jeg har lavet denne rejseguide til Istanbul med alt fra seværdigheder og shopping til de bedste steder at bo.

Galata Tower - Rejsdiglykkelig.dk

 

Hvornår er det bedst at besøge Istanbul?


Det bedste rejsetidspunkt i Istanbul er i foråret og efteråret, hvor der er behagelige temperaturer. Jeg var selv i Istanbul i juli måned, og det var vanvittigt varmt og vrimlede med mennesker ved turistattraktionerne.

Det var dog stadig en fantastisk tur, så du kan altså sagtens tage af sted i sommermånederne. Du skal bare være forberedt på varmen og menneskemængderne.

Det frarådes at besøge Istanbul i vintermånederne. Selvom at man ikke skulle tro det, kan der nemlig være overraskende koldt om vinteren.

 

Hvordan kommer man til Istanbul?


Det er helt klart nemmest og mest populært at flyve til Istanbul. Der findes mange afgange fra Billund, Aalborg, København og Hamborg til billige priser.

Jeg bestilte selv mine flybilletter på Momondo (reklamelink) og fløj direkte fra Hamborg, da det var det billigste på daværende tidspunkt. Du kan eventuelt undersøge, hvorvidt det kan betale sig at flyve fra Tyskland.

 

Hvor skal man bo i Istanbul?


En rejseguide til Istanbul er selvfølgelig ikke komplet uden at nævne, hvor man skal bo i Istanbul.

Der er særligt to områder, som er meget populære at bo i for turister. Det ene område er perfekt i dagtimerne imens det andet område er perfekt i aftentimerne.

Beyoglu

I hjertet af Istanbul ligger den moderne bydel Beyoglu. Det bedste sted at bo i bydelen er ved området omkring Taksim Pladsen. Her bor du i gåafstand til et stort udvalg af gode restauranter, barer, natklubber og butikker.

Den største fordel ved at bo i nærheden af Taksim Pladsen i Beyoglu er, at du selv kan gå hjem efter en hyggelig aften i storbyen. Find hoteller i Beyoglu her (reklamelink).

Sultanahmet

Sultanahmet er Istanbuls gamle bydel og er et godt sted at bo, hvis du gerne vil være i gåafstand til mange af byens største seværdigheder.

Ulempen ved at bo her er bare, at du skal med en taxi eller offentlig transport om aftenen, hvis du gerne vil besøge Taksim Pladsen.

Da jeg var i Istanbul boede jeg selv i Sultanahmet, men jeg vil helt klart vælge Beyoglu næste gang. Det er bare nemmere og mere trygt, at man ikke skal tænke på transport om aftenen. Find hoteller i Sultanahmet (reklamelink).


Læs også: Hvor skal man bo i Istanbul?

Miniguide til Istanbul - Hvor skal man bo i Istanbul - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Hvordan kommer man rundt i Istanbul?


Istanbul har et omfattende transportsystem, som gør det nemt at komme rundt i byen. Du kan både benytte sporvogn, metro, bus, taxa og færge.

Du kan også gå rundt, men byen er altså ekstremt stor. Det kan dermed hurtigt tage meget lang tid, at komme rundt. Tro mig, jeg har prøvet det!

Hvis du tager en taxa, skal du sikre dig en ordentlig chauffør. Den første og eneste gang vi tog en taxa i Istanbul, valgte chaufføren pludselig at han ikke gad køre længere. Han holdt ind til siden og læssede vores kufferter ud af bagagerummet.

Han mente nemlig at vi skulle af der, for han gad pludselig ikke køre derhen, hvor vi ellers havde aftalt. Derefter vagte han at køre fra os og efterlade os midt i en ret skummelt og øde kvarter sent om aftenen.

Det var virkelig uhyggeligt og ubehageligt – især når vi gik rundt med alle vores værdigenstande. Så husk endelig at sikre dig, at det er en ordentlig taxichauffør!

 

Hvad skal man opleve i Istanbul?


Der er simpelthen så mange spændende oplevelser i den tyrkiske storby, at jeg umuligt kan nå at komme ind på dem alle i denne rejseguide til Istanbul.

Herunder får du alligevel et hurtigt overblik over de absolut største must-see seværdigheder i Istanbul.

Den Blå Moske

Der hersker ingen tvivl om, at Den Blå Moske (Sultan Ahmed Moske) er en af de største seværdigheder i Istanbul!

Ikke nok med det, så er det også en af byens største og smukkeste moskeer. Den er bl.a. udsmykket med seks minareter og et højt hævet loft, som er dekoreret med tusindvis af blå fliser.

Hagia Sophia

Hagia Sophia er endnu en kæmpestor og yderst populær moske i Istanbul. Den fungerer i dag som et museum, hvor du kan blive klogere på religion. Hagia Sophia er en af verdens største og mest imponerende bygninger opført i byzantinsk arkitektur.

Topkapi Paladset

I næsten 400 år fungerede Topkapi Paladset som osmansultanernes bopæl i Istanbul.

Over alt på paladset bliver du mødt af fredfyldte gårdhaver, lunde af træer, gamle bygninger, våben og kostumer fra en svunden tid. Der er også en smuk udsigt over Istanbul herfra.

Basilica Cistern

Basilica Cistern er et underjordisk bassin, som er blevet brugt til at opbevare vand til tørketider. Cisternen er både mystisk og smuk på én og samme tid.

Her kan du gå rundt på gangbroer under jorden imens du er omgivet af 336 marmorsøjler, som holder på det enorme underjordiske loft.

Galata Tower

Denne rejseguide til Istanbul er selvfølgelig ikke komplet uden at nævne Galata Tower. Det 63 meter høje middelaldertårn er blandt de højeste og ældste tårne i byen. Fra toppen af Galata Tower er der en fantastisk udsigt over Istanbul i al sin pragt.


Læs også: Seværdigheder og Oplevelser i Istanbul

Den Blå Moske - Rejsdiglykkelig.dk

 

Hvor skal man shoppe i Istanbul?


Der findes uendeligt mange shoppingmuligheder i Istanbul. Ja, faktisk er det et vaskeægte shoppingmekka med noget til enhver type shopper.

Det er også netop derfor, at den tyrkiske storby er blandt de bedste shoppingbyer i verden. Herunder får du et lille udpluk over nogle af de bedste steder til shopping i Istanbul.

Istanbul Cevahir

Istanbul Cevahir er ikke bare Tyrkiets, men hele Europas største shoppingcenter. Det er altså kæææmpe stort!

Her finder du mere end 280 butikker samt et stort antal gode spisesteder fordelt på flere etager. Nå ja, og så er der da også lige et legeland og et tivoli i kælderen med en stor rutsjebane, som snor sig gennem flere etager!

Grand Bazaar

Det mest autentiske sted til shopping i byen er i Grand Bazaar, som er et af verdens største og ældste overdækkede markeder.

Her kan du finde mere end 4.000 boder, som er spredt udover 60 smalle gader. I boderne sælges der alverdens madvarer, kopivarer, brugskunst, souvenirs og meget mere.

Nisantasi

Hvis du er på udkig efter shopping i dyre designerbutikker, skal du smutte en tur forbi bydelen Nisantasi.

Det er et af de mest eksklusive områder i Istanbul og byder på dyre mærkevareforretninger såsom Louboutin, Rolex, Dior, Prada og Gucci. De fleste af butikkerne er beliggende på gaden Abdi Ipekci Caddesi.


Læs også: De Bedste Steder til Shopping i Istanbul

 

Hvad skal man spise i Istanbul?


Der findes mange gode restauranter i Istanbul, men der er altså også et par ekstremt dårlige og uhygiejniske iblandt dem.

Derfor skal du altid sørge for, at tjekke restauranten på TripAdvisor inden. Det ville nemlig være ekstremt ærgerligt, at ligge syg på hotelværelset hele ferien.

Noget af den bedste mad i Tyrkiet er uden tvivl Meze, som på mange måder minder om tapas – bare med tyrkiske specialiteter. Glem heller ikke at smage Tyrkiets lækre kebab, Efes-øl og lam.

Deres tyrkiske te er selvfølgelig også et must-try, og tilbydes ofte efter en middag på restauranterne.

Miniguide til Istanbul - Hvad skal man spise i Istanbul - www.rejsdiglykkelig.dk

 

Gode tips og hurtige facts om Istanbul


Du kan både betale med Tyrkiske lira og Euro i Istanbul. Det bedste er dog at betale med Tyrkiske lira, så du er sikret den helt rigtige pris.

Det er almindeligt at lægge 10-15 procent af regningen i drikkepenge på restauranter.

Hvis du skal besøge adskillige museer, kan det måske betale sig at købe et Museum Pass (reklamelink), som bl.a. giver adgang til Hagia Sophia og Topkapi Palace. Der er også det betydeligt dyrere Istanbul Tourist Pass (reklamelink), som giver adgang til endnu flere seværdigheder og rabatter.

Det er vigtigt, at du respekterer Tyrkiets skikke og undgår upassende tøj. Det gælder især i små lokalbyer, storbyer som Istanbul og ved hellige steder.

Gode tips og hurtige facts om Istanbul - Rejsdiglykkelig.dk

Det var alt i denne rejseguide til Istanbul med alt du skal vide inden rejsen. Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en rejse til Istanbul? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Istanbul:

18 Must-See Seværdigheder i Istanbul

De Bedste Steder til Shopping i Istanbul

De Bedste Rejsemål i Tyrkiet

13 Gode grunde til at besøge Tyrkiet

Vigtige ting du SKAL vide inden rejsen til Tyrkiet

… Eller læs alle artikler fra Istanbul eller Tyrkiet

Planlæg din rejse til Istanbul:

Bestil fly til Istanbul (reklamelink)

Bestil hotel i Istanbul (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Istanbul (reklamelink)

Bestil oplevelser i Istanbul (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *