Seværdigheder og Oplevelser i Kiel - Rådhuset - Rejs Dig Lykkelig

Seværdigheder i Kiel: 15 Gode Oplevelser

Leder du efter sjove ting at lave i Kiel? Glem ikke at tjekke denne liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Kiel, Tyskland.

Med et indbyggertal på cirka 250.000 mennesker er Kiel ikke bare hovedbyen, men også den største by i den tyske delstat Slesvig-Holsten.

Byen er smukt beliggende ud til Østersøen og er især kendt for sin maritime historie, der går hundredvis af år tilbage i tiden. Det er dermed en oplagt destination for dig, hvis du interesserer dig for maritim kultur og søfart.

Udover at være en havneby, er Kiel også kendt som en vaskeægte handelsby. Her finder du mange attraktive shoppingmuligheder med alt fra Tysklands ældste gågade til populære shoppingcentre.

Ikke nok med det, så ligger Kiel kun knap 100 kilometer fra den dansk-tyske grænse. Det er dermed et perfekt sted til en miniferie i Nordtyskland.

Hvis du vil besøge den tyske havneby, skal du blive hængende her på rejsebloggen lidt endnu. Her får du nemlig en guide med en liste over de bedste must-see seværdigheder og oplevelser i Kiel.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af turen:

Bestil fly til Tyskland (reklamelink)

Bestil hotel i Tyskland (reklamelink)

Bestil biludlejning i Tyskland (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Tyskland (reklamelink)

 

Seværdigheder og Oplevelser i Kiel:


1. Kielerfjorden

Som et resultat af Kiels vigtige maritime arv og status som havneby, er der selvfølgelig rigtig mange oplevelser og aktiviteter ved vandet.

En af disse er Kielerfjorden, som hedder Kieler Förde på tysk og er en vigtig livsnerve i byen. Fjorden er cirka 17 kilometer lang og strækker sig fra centrum af Kiel mod syd til Østersøen mod nord.

Langs Kielerfjorden er der mange gode oplevelser. Her kan du f.eks. besøge byens vigtige havn og betragte de mange færger, krydstogtskibe, turbåde, fragtskibe og joller, der glider forbi på vandet.

Om sommeren kan det også anbefales at gå en tur langs Kielerlinie, der er en havnepromenade på den vestlige bred af Kielerfjorden.

Her kan du nyde den maritime atmosfære og friske havluft, se skibene sejle forbi, prøve vandsportsaktiviteter, spise en middag med fantastiske udsigter og meget mere.

Seværdigheder og Oplevelser i Kiel - Kielerfjorden - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Marvin RadkeUnsplash

 

2. Den Blå Linje

Hvis du er på sightseeing i Kiels centrum opdager du måske en blå linje eller streg i fortovet. Den blå linje strækker sig over cirka 2 kilometer fra krydstogtshavnen, Cruise Terminal Ostseekai, til hovedbanegården.

Ved at følge Den Blå Linje kommer du automatisk forbi en lang række af de største must-see seværdigheder og oplevelser i Kiel.

Det er også et rigtig godt sted til, at lære om den vigtige maritime arv, der har givet byen kælenavnet ”Sailing City”.

Hvis sulten melder sig undervejs på gåturen, er der adskillige restauranter og caféer langs ruten. Her kan du med fordel holde en velfortjent pause imens du nyder stemningen i den nordtyske havneby.

 

3. Botanisk Have

Botanisk Have kaldes også for Botanischer Garten Kiel og er en stor botanisk have, som ligger ved byens universitet. Den fungerer både som en turistattraktion og et læringssted for universitetets studerende.

I Kiels botaniske have bliver du mødt af smukke og rolige omgivelser. Her er der fyldt med stier samt mere end 14.000 plantearter og syv store væksthuse.

Det er et skønt sted, som er meget populært blandt turister. Og det bedste af det hele er, at det er en af de gratis seværdigheder i Kiel!

Udover Botanischer Garten Kiel er byen også hjem til en ældre botanisk have, som hedder Alte Botanischer Garten. Den er godt nok ikke lige så stor, men er bestemt et besøg værd alligevel.

Botanisk Have - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Marvin RadkeUnsplash

 

4. Final Escape

Trænger du til en sjov, udfordrende og anderledes aktivitet i Kiel? Så kan du med fordel overveje, at besøge Final Escape!

Final Escape er et escape room, hvor dig og dine rejsefæller kan teste jeres samarbejdsevner. Her bliver I nemlig låst inde i et rum, hvorefter I skal samarbejde om, at løse gåderne til at slippe ud igen inden tiden render ud.

Bemærk, at det kan være lidt uhyggeligt, så det anbefales ikke til børn. Det kan derimod være en sjov oplevelse i Kiel for teenagere og voksne.

 

5. Nikolaikirche

Nikolaikirche – eller St. Nikolai kirken, som den også kaldes – er hovedkirken og den ældste bygning i hele Kiel.

Kirken kan dateres tilbage til 1242, men blev hårdt beskadiget under 2. verdenskrig. Som et resultat af byens omfattende byggeri af ubåde, blev mange af de gamle bygninger nemlig udslettet under 2. verdenskrig.

Det samme gjorde sig desværre gældende for Nikolaikirche, der blev efterladt i ruiner. Derfor valgte man at rive ruinerne ned og genopbygge kirken efter krigen.

I dag kan du med fordel besøge den flotte kirke, som byder på en lang række religiøse genstande og kunstværker.

Nikolaikirche - Rejs Dig Lykkelig

 

6. Besøg Laboe

Laboe er en lille strandby i nærheden af Kiel, som du ikke må gå glip af! Det er nemlig her du finder ubåden og marinemindesmærket, som er et par populære seværdigheder og oplevelser i Kiel og omegn.

Ubåden U-995 er placeret på stranden i Laboe på den østlige side af Kielerfjorden, og er den sidste af sin slags.

Den blev brugt af tyskerne under 2. verdenskrig til at patruljere Nordsøen. Efterfølgende blev den konfiskeret af den norske flåde, der brugte den indtil de afleverede den tilbage til tyskerne i 1965.

I dag fungerer U-995 som et skibsmuseum, hvor du kan lære om historien og de klaustrofobiske forhold, som den tyske ubådsflåde arbejdede under.

Lige ved siden af ubåden finder du Marine-Ehrenmal Laboe, som er et 72 meter højt marinemindesmærke til ære for de mange søfolk, som mistede livet under verdenskrigene.

Her kan du ære ofrene og besøge en mindehal, hvor du kan lære om flådens og skibsfartens historie. Du kan også besøge et udsigtspunkt, hvorfra der er en god udsigt over det omkringliggende område.

 

7. Shopping

Kiel er som sagt en vaskeægte handelsby, som byder på mange gode shoppingmuligheder. Det kan især anbefales at besøge Holstenstrasse, som er Tysklands ældste gågade og byens førende shoppingdestination.

På Holstenstrasse finder du et bredt og varieret udvalg af internationale butikker, restauranter, caféer og meget mere.

Derudover kan du også besøge lange Holtenauer strasse samt idylliske Dänische Strasse, der engang fungerede som en port mellem Danmark og Tyskland.

Der findes også adskillige shoppingcentre i Kiel, hvoraf det største er Sophienhof. Det næststørste er til gengæld Citti-Park, som også er et besøg værd. Glem heller ikke at smutte en tur forbi Primark!

Shopping - Rejs Dig Lykkelig

 

8. Naturhistorisk Museum

Det naturhistoriske museum i Kiel hedder officielt Zoologisches Museum Kiel og er beliggende ved byens universitet.

Her kan du dykke ned i naturhistorien, blive klogere på videnskaben, lære om klimaforandringerne, opleve hvalskeletter og meget mere!

Museet byder på et bredt udvalg af udstillinger, som tilsammen huser hundredtusindvis af genstande. Udstillingerne dækker over alt fra systematik og evolution til tysk fauna og zoologi.

Naturhistorisk Museum er altså uden tvivl en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Kiel, hvis du interesserer dig for naturhistorie.

 

9. Flandernbunker

Hvis du er i tvivl om, hvad du ellers skal give dig til i Kiel, bør du kraftigt overveje at besøge Flandernbunker.

Det er egentligt lidt af en overset seværdighed i Kiel, selvom at den ikke burde være det! Der er ikke så frygteligt meget at lave der, men det er stadig interessant at se den gamle bunker – især for historieinteresserede.

Flandernbunker blev nemlig brugt som beskyttelse mod de allieredes bomberegn under 2. verdenskrig.

I første omgang fungerede bunkeren som beskyttelsesrum for marinesoldater og få medlemmer af flåden, men senere blev den også anvendt af civile.

Den massive bunker er 12,5 meter høj og består af 550 kvadratmeter, som er fordelt på tre etager. Væggene er 2,5 meter tykke imens loftet er 3,7 meter dybt. Den kunne i alt rumme 750 mennesker på én gang!

Seværdigheder og Oplevelser i Kiel - Flandernbunker - Rejs Dig Lykkelig

 

10. Hiroshimapark

Hiroshimapark er en skøn lille bypark i centrum af byen. Den er beliggende lige op af den flotte sø, Kleiner Kiel, som udmunder i Kielerfjorden.

Her bliver du mødt af en rolig atmosfære med grønne områder, hvor du kan slappe af og nyde omgivelserne. Der er også adskillige stier, hvor du kan gå ture, hilse på fugle og nyde udsigterne.

Hvis du planlægger at besøge Kiel med børn, er der desuden vandfontæner, som børnene kan hoppe rundt i om sommeren.

 

11. Kielerkanalen

En anden af de bedste seværdigheder og oplevelser i Kiel er, at se Kielerkanalen, som også kaldes for kæmpeskibenes motorvej.

Kielerkanalen er 98 kilometer lang og forbinder Nordsøen med Østersøen. Den åbnede tilbage i 1895, og er i dag kendt som verdens travleste menneskeskabte kanal!

Ja, faktisk passerer mere end 30.000 skibe kanalen hvert år! De mange enorme containerskibe såvel som andre skibe sejler igennem her, fordi det sparer dem for hundredvis af kilometer rundt om Jylland.

Kielerkanalen er forbundet til Kielerfjorden ved hjælp af et stort sluseanlæg, som hedder Schleusen Kiel-Holtenau.

Slusen byder på en udsigtsplatform ved navn Aussichtsplattform Schleuse. Herfra har du en god udsigt over det store arbejde, som er forbundet med at få skibene gennem slusen.

Hvis du har lyst, kan du også tage med den gratis passagerfærge, som sejler på tværs af kanalen. På den nordlige side, kan du bl.a. se et fyrtårn og gamle pakhuse, hvoraf flere byder på caféer og restauranter.

Seværdigheder og Oplevelser i Kiel - Kielerkanalen - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Marvin RadkeUnsplash

 

12. Kunsthalle Kiel

Kunsthalle zu Kiel er byens største museum. Det er beliggende tæt på Kielerlinie, som jeg har beskrevet længere oppe i denne artikel om de bedste seværdigheder og oplevelser i havnebyen, Kiel.

Som et resultat af museets beliggenhed, kan det eventuelt besøges efter en gåtur langs Kielerfjordens vestlige bred.

På museet kan du se en imponerende samling af moderne kunst. Her er der malerier, skulpturer, antikviteter og meget mere. Der er også en skulpturpark og en café, hvor du kan få stillet sulten eller tørsten.

 

13. Rådhuset

Rådhuset hedder Kieler Rathaus, og er nok bedst kendt som Kiels vartegn. Rådhustårnet er 106 meter højt, så det kan ses fra det meste af centrum. Det fungerer dermed som et godt pejlemærke, når du skal finde rundt i byen.

Kiels rådhus blev bygget i starten af 1900-tallet og skiller sig egentligt ikke besynderligt meget ud med sit beskedne ydre.

Rådhustårnet er til gengæld ret imponerende og vidner om byens storhedstid. Det er nemlig bygget i en prægtig arkitektur, hvor der er samlet inspiration fra klokketårnet i Venedig.

Hvis du ikke er bange for højder, kan du tage op i Rådhustårnet. Observationsdækket er placeret i 70 meters højde og byder på en udmærket udsigt over fjorden og Kiels centrum.

Seværdigheder og Oplevelser i Kiel - Rådhuset - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Marvin RadkeUnsplash

 

14. Søfartsmuseet

Kiel har en lang historie indenfor søfart, så derfor er Søfartsmuseet selvfølgelig en af de bedste seværdigheder og oplevelser i Kiel.

Søfartsmuseet hedder officielt Kieler Schifffahrtsmuseum og er beliggende i en gammel fiskeauktionshal fra 1910. Den er placeret ned til fjorden og blev brugt som auktionshal for byens fiskere i gamle dage.

I dag er det et spændende lille museum, hvor du kan blive klogere på Kiels maritime arv og søfartshistorie.

Udstillingerne byder på alt fra fotos og artefakter til søkort og maritimt udstyr. Der er også et par velbevarede både, som er værd at se. Søfartsmuseet har gratis entré, så det er en god budgetvenlig aktivitet.

 

15. Friluftsmuseet Slesvig-Holsten

Friluftsmuseet Slesvig-Holsten kaldes også for Freilichtmuseum Molfsee og er beliggende lidt uden for byen. På trods heraf, er det alligevel et besøg værd!

Her bliver du nemlig mødt af et stort friluftsmuseum med historiske gamle huse, gårde og møller fra det 16. til det 20 århundrede. Derudover er der også fyldt med vidstrakte marker, hyggelige haver og rolige damme.

De mange bygninger er flot dekoreret med gamle møbler og genstande, som straks leder tankerne hen på en svunden tid.

Der afholdes desuden også en lang række aktiviteter i løbet af året. Friluftsmuseet Slesvig-Holsten er en god attraktion i Kiel for hele familien – både for voksne såvel som for børn.

Seværdigheder og Oplevelser i Kiel - Friluftsmuseet Slesvig-Holsten - Rejs Dig Lykkelig

Det var alt her på rejsebloggens liste over de bedste seværdigheder og oplevelser i Kiel, Tyskland.

Har du allerede besøgt Kiel? Hvis ja, hvad syntes du så om byen? Hvad var dine favoritoplevelser i den nordtyske havneby? Du er mere end velkommen til, at skrive en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Nordtyskland:

• 14 Fantastiske Byer i Nordtyskland

De Bedste Oplevelser i Nordtyskland

2. Verdenskrig Seværdigheder i Tyskland

Top 10 Forlystelsesparker i Tyskland

… Eller læs alle artikler fra Tyskland

Planlæg din tur til Tyskland:

Bestil fly til Tyskland (reklamelink)

Bestil hotel i Tyskland (reklamelink)

Bestil biludlejning i Tyskland (reklamelink)

Bestil aktiviteter i Tyskland (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *