Leder du efter shopping i Bangkok? Glem ikke at tjekke denne guide med en liste over de bedste steder til shopping i Bangkok, Thailand.
Shopping i Bangkok er blandt verdens bedste. Her bliver du mødt af et vaskeægte shoppingparadise med butikker, markeder og shoppingcentre i massevis.
Ja, faktisk findes der nærmest uendelige shoppingmuligheder i Bangkok! Uanset om du er interesseret i eksklusive designervarer, modebevidste mærkevarer, budgetvenlige- eller håndlavede produkter, kan du finde det hele i Thailands hovedstad.
Her får du en liste over de bedste steder til shopping i Bangkok, Thailand. Inden du fortsætter, må du heller ikke glemme at læse min artikel om must-see seværdigheder i Bangkok.
Artiklen fortsætter under boksen.
Planlæg rejsen til Bangkok:
Bestil fly til Bangkok (reklamelink) Bestil hotel i Bangkok (reklamelink) Bestil oplevelser i Bangkok (reklamelink)
De Bedste Steder til Shopping i Bangkok:
1. MBK Center
MBK er et af de mest populære shoppingcentre i Bangkok. Her finder du mere end 2.000 små butikker og boder fordelt på flere etager.
Butikkerne er budgetvenlige og sælger alt fra tøj, sko og tasker til elektronik, brugskunst og souvenirs. Vær dog opmærksom på, at MBK Center er kendt for at have mange kopivarer og kan til dels forveksles med en kæmpestor basar.
I MBK Center er der altså både originale varer og kopivarer. Hvis prisen virker for god til at vær sand, er der ofte en grund til det! Husk at brug din sunde fornuft, så du ikke bliver snydt.
2. Central World
Det er umuligt at lave en liste over de bedste steder til shopping i Bangkok uden at nævne Central World! Det er beliggende ved det populære shoppingdistrikt, Siam Square, som er hjem til nogle af Bangkoks største shoppingcentre.
Central World kan da også prale af, at være et af verdens største shoppingcentre. Her finder du hundredvis af internationale og thailandske butikker, som er spredt udover otte etager.
Udover de mange butikker, byder det store shoppingcenter også på et bredt udvalg af gode spisesteder. Der er desuden et supermarked, en biograf, en skøjtebane og meget mere.
3. Chatuchak Weekend Market
Chatuchak Weekend Market er Bangkoks største og mest populære marked. Ja, faktisk er det endda Thailands og et af verdens største markeder!
Det enorme marked byder efter sigende på mere end 15.000 boder, som sælger alt mellem himmel og jord. Her kan du købe tøj, sko, tasker, smykker, bøger, brugskunst, antikviteter, legetøj, mad og meget mere.
Som navnet antyder, finder markedet kun sted i weekenderne. Alligevel besøges det af omkring 200.000 mennesker hver weekend! Husk for resten, at det er tilladt at prutte om prisen.
4. ICONSIAM
Et andet af de bedste steder til shopping i Bangkok er ICONSIAM, som er et eksklusivt shoppingcenter i Bangkok. Som et resultat af dets storhed, bliver det ofte omtalt som moderen af indkøbscentre i Thailand.
Det kæmpestore shoppingcenter byder på hundredvis af butikker og spisesteder. Der er også et thailandsk madmarked med et bredt udvalg af thaimad og et indendørs flydende marked.
ICONSIAM er ikke kun et shoppingcenter, men også et stort underholdningskompleks. Her er der regelmæssige shows, en koncertsal, en tagpark, et kunstgalleri, fitnessklubber, et springvandshow og meget mere.
5. Chinatown
Hvis du ikke er vild med store shoppingcentre, kan du med fordel besøge de farverige shoppinggader i Chinatown. Her er der kaotisk og hektisk, men samtidig også autentisk.
Chinatown er det perfekte sted til shopping i Bangkok, hvis du er interesseret i en anderledes shoppingoplevelse. Her er der fyldt med gadekøkkener, guldforretninger, små butikker og boder med alverdens tingel tangel.
Den mest berømte handelsgade i Chinatown er Sampeng Lane, som er propfyldt med billige varer fra Kina. Her kan du købe kunsthåndværk, brugskunst, keramik, tøj, smykker og meget andet.
6. Asiatique The Riverfront
Asiatique The Riverfront ligger ud til Chao Phraya-floden og består af en kombination af et udendørs shoppingcenter og et natmarked. Her er der mere end 1.500 butikker og boder samt 40 restauranter.
Området tilhørte engang det danske firma, ØK, hvis gamle pakhuse i dag er omdannet til hyggelige caféer, restauranter, pubber og butikker med mange thailandske mærker.
Udover at være et godt sted til shopping i Bangkok, er Asiatique The Riverfront også et underholdningskompleks. Her er der nemlig et stort pariserhjul, en 4D biograf og mange forskellige shows.
7. Siam Paragon
En liste over de bedste steder til shopping i Bangkok er ikke komplet uden at nævne Siam Paragon. Det er beliggende ved Siam Square og er et kæmpestort eksklusivt shoppingcenter i Bangkok.
Her finder du mere end 250 butikker med internationale og lokale mærkevarer i forskellige prisklasser. Centret er dog mest kendt for sine luksusvarer. Ja, faktisk er der en hel etage med luksusshopping.
Det er her Thailands jetset svinger deres guldkort i svinedyre designerbutikker som Jimmy Choo, Louis Vuitton, Balenciaga, Rolex, Chanel, Prada, Ferrari og Lamborghini.
8. Pantip Plaza
Hvis du er en computer- og tekniknørd, er du simpelthen nødt til at besøge Pantip Plaza! Her finder du alt, hvad du overhovedet kan drømme om af computerudstyr, teknik, elektronik, spil, film og gadgets.
Ja, faktisk er der hundredvis af små butikker og boder spredt udover fem etager! Priserne er yderst fordelagtige, og der er ofte tilbudskampagner med store besparelser. Udover at købe ting, kan du også få fikset din elektronik her.
Vær opmærksom på, at det ikke er alle varer som er ægte i Pantip Plaza. Der findes utroligt mange kopivarer, så husk at brug din sunde fornuft, så du ikke bliver snydt.
9. Platinum Fashion Mall
Platinum Fashion Mall er et shoppingcenter, som minder lidt om et indendørs marked med aircondition. Her finder du omkring 2.000 små lokale thailandske butikker med de nyeste modetrends.
Det populære shoppingcenter henvender sig især til engroskunder, men du kan sagtens købe noget uden at eje en virksomhed. Hvis du køber varer i større mængder (ofte mindst 3 stk.), kan du se frem til rigtig gode priser.
Eftersom at Platinum Fashion Mall minder lidt om et marked med svingende priser, er det tilladt at forhandle om prisen. Så husk at finde din indre købmand frem!
10. Roi Fai Night Market
Roi Fai Night Market er også kendt som Srinagarindra Train Night Market og er det mest populære natmarked i Bangkok. Markedet er opdelt i to, hvoraf Rot Fai Ratchada ligger tættest på centrum.
Markedet er propfyldt med farverige boder, som sælger alverdens ting. Her kan du købe vintagetøj, sko, accessoires, pyntegenstande, souvenirs og meget mere.
Der er også rig mulighed for, at prøve alverdens streetfood i de mange gadekøkkener. Hvis streetfood ikke er noget for dig, er der også flere restauranter og caféer rundt omkring i området.
11. Terminal 21
Et andet af de bedste steder til shopping i Bangkok er Terminal 21, som på ingen måder minder om byens andre shoppingcentre. Her er hver etage nemlig tematiseret og designet efter verdenskendte storbyer.
Du kan dermed både smutte en tur forbi London, Tokyo, Paris, Rom, Istanbul, San Francisco og andre kendte steder inde i shoppingcentret.
Ligesom mange andre shoppingcentre i Bangkok, er Terminal 21 ligeledes kæmpestor. Her er der ni etager med mere end 600 butikker og spisesteder. Der er både internationale kædebutikker og individuelle asiatiske butikker.
Flere Steder til Shopping i Bangkok:
Udover de nævnte steder, findes der også mange andre gode steder til shopping i Bangkok. Ja, faktisk er udvalget nærmest uendeligt!
Herunder kan du få et hurtigt overblik over lidt flere steder, som akkurat ikke nåede med på listen. Det ændrer dog ikke på, at det stadig er et par rigtig gode og populære steder til shopping i Bangkok.
EmQuartier: Et luksuriøst shoppingcenter med hundredvis af dyre designerbutikker og trendy mærkevarerbutikker.
Emporium: Et 6-etagers luksusindkøbscenter med mange dyre designerbutikker og lidt prisvenlige butikker.
Rom Hup Market: Et autentisk jernbanemarked som ligger ret langt fra byen, men bestemt er et besøg værd.
Damnoen Saduak Floating Market: Et flydende marked lidt langt fra Bangkok, hvor du kan få en autentisk lokal oplevelse.
Siam Center: Et af Bangkoks ældste shoppingcentre. Her er der ”kun” fire etager med trendy butikker, som tiltrækker mange teenagere.
Siam Discovery: Et stort og populært shoppingcenter med mange gode internationale kædebutikker.
Central Embassy Shopping Mall: Et shoppingcenter med ultimativ luksus. Her er der fyldt med eksklusive og svinedyre designerbutikker.
Pratunam Market: Et af Bangkoks største markeder med mange farverige boder, som især sælger tøj til fordelagtige priser.
Det var alt på denne liste over de bedste steder til shopping i Bangkok, Thailand. Hvad er dine favoritsteder til shopping i Bangkok? Hvilke steder vil du helst besøge? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.
Læs flere artikler fra Bangkok:
• 15 Must-See Seværdigheder i Bangkok
• 25 Ting du SKAL vide inden rejsen til Thailand
• De Bedste Rejsemål i Thailand
… Eller læs alle artikler fra Bangkok eller Thailand
Planlæg din rejse til Bangkok:
Bestil fly til Bangkok (reklamelink) Bestil hotel i Bangkok (reklamelink) Bestil oplevelser i Bangkok (reklamelink)
Skriv en kommentar