Rejseguide til Bali - Rejs Dig Lykkelig

Rejseguide til Bali

Planlægger du en rejse til Bali? Glem ikke at tjekke denne rejseguide til Bali med mange gode tips og praktiske informationer.

Bali er helt fantastisk! Den frodige grønne vulkanø er et vaskeægte paradis med storslåede naturoplevelser, grønne rismarker, frodige jungle, brusende vandfald, hvide sandstrande, religiøse templer og autentiske byer.

Ikke nok med det, så byder Bali også på en utroligt venlig lokalbefolkning, skønne madoplevelser, spirituelle ceremonier og billige priser.

På trods af, at Bali egentligt kun er lidt mindre end Sjælland, er der alligevel oplevelser for enhver type rejsende! Det er også netop derfor, at den indonesiske ferieø er blandt de bedste rejsemål i Asien.

Hvis du planlægger en rejse til Gudernes Ø, skal du blive hængende lidt endnu. Her får du en rejseguide til Bali med alt du skal vide inden rejsen.

Rejseguiden indeholder alt fra praktiske informationer og gode tips til de bedste oplevelser og transport på øen.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til Bali (reklamelink)

Bestil hotel på Bali (reklamelink)

Bestil aktiviteter på Bali (reklamelink)

 

Hvornår er det bedst at besøge Bali?


Du kan som udgangspunkt besøge Bali året rundt, da den tropiske ø er beliggende meget tæt på ækvator. Der er dermed et tropisk klima med en nærmest konstant temperatur på omkring 28-30 grader uanset årstiden.

Balis placering tæt ved ækvator er medvirkende til, at der kun er to sæsoner eller årstider på øen. De to sæsoner er henholdsvis en tørsæson og en regnsæson.

Regnsæsonen

Regnsæsonen kaldes også for monsunsæsonen og finder sted fra oktober til marts. Her falder der mere regn end normalt, men det kommer som regel blot i lidt byger eller korte perioder med kraftig regn.

Regnen falder ofte om eftermiddagen, hvorefter solen som regel hurtigt titter frem mellem skyerne igen.

Det er dermed ikke noget, som bør afskrække dig fuldstændigt. Vi har selv besøgt Bali i marts, og havde en fantastisk tur!

Der er generelt en meget høj luftfugtighed på Bali, men den øges markant i regnsæsonen. Ja, faktisk kan det næsten være på grænsen til det ubehagelige! Det kan dermed være meget rart, når regnen endelig kommer.

Vær opmærksom på, at der er køligere og falder mere regn i Balis bjergområder. Det er dermed vigtigt, at huske passende tøj, hvis du har planer om at besøge bjergområderne.

Tørsæsonen

Tørsæsonen på Bali løber fra april til september, hvor der er størst chance for, at undgå regnbyger. Ja, faktisk er vejret allerbedst i vores sommermåneder, så det er det perfekte sted til, at holde sommerferie!

Du skal dog være opmærksom på, at højsæsonen er utroligt populær. Du skal dermed forvente, at priserne er skruet op samtidig med, at der er flere turister end i regnsæsonen.

Tørsæsonen er også det bedste tidspunkt til, at prøve kræfter med surfing, dykning, snorkling, bjergbestigning og meget andet.

Den ultimative højsæson på Bali er i juli og august samt mellem jul og nytår. Her skal du forvente, at der er ekstra mange turister på øen.

Hvornår er det bedst at besøge Bali - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Niklas WeissUnsplash

 

Hvor mange dage skal man bruge på Bali?


Bali er en af de mest populære rejsedestinationer i verden – og det er med god grund! Her kan du nemlig sagtens bruge månedsvis uden at komme til at kede dig.

Når du først har været på Bali, er det næsten stensikkert, at du vender tilbage igen en dag! Mange digitale nomader vælger også at slå sig ned på øen i længere perioder af gangen, fordi der netop er så smukt, spændende og billigt.

Hvis du ikke lige har flere måneders ferie til rådighed, kan du også sagtens nøjes med, at bruge mindre tid på øen.

Det er en god idé, at bruge mindst 10-14 dage på Bali. På 10-14 dage kan du nå, at se mange af de største seværdigheder i et roligt tempo. Udover at udforske øen, er der også tid til afslapning ved poolen eller stranden.

Du kan også sagtens nøjes med mindre tid på Bali. Du bør dog som et absolut minimum tilbringe 5 dage på øen.

Hvis du kun har 5 dage, bør du bosætte dig et enkelt sted og tage på udflugter derfra. Det er muligt, at se adskillige af de største seværdigheder, men der bliver ikke meget tid til afslapning.

Bemærk, at flyveturen fra Danmark til Bali er meget lang. Du bør dermed kun have mindre end 10 dage på øen, hvis det er en del af en længere rundrejse.

Rejseguide til Bali - Hvor mange dage skal man bruge - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvordan kommer man til Bali?


Det er umuligt, at lave en rejseguide til Bali uden at nævne, hvordan man kommer dertil. Den Indonesiske paradisø ligger mere end 11.500 kilometer fra Danmark og er placeret på den anden side af ækvator.

Der hersker dermed ingen tvivl om, at det er nødvendigt at flyve dertil. Flyveturen tager som regel omkring 17-23 timer.

Rejsetiden afhænger dog i høj grad af, hvor mange mellemlandinger du har. Heldigvis, er det i dag mulig, at finde flyrejser med en enkelt mellemlanding til fornuftige priser.

Du kan finde et stort udvalg af flybilletter til Bali her (reklamelink). Hvis du også er på udkig efter overnatningsmuligheder, er der mange gode hoteller på Bali her (reklamelink).

Lufthavnen på Bali hedder Ngurah Rai International Airport (DPS) og ligger i Denpasar. Der er masser af taxier i lufthavnen, men for at gøre det så nemt som muligt, kan du forudbestille lufthavnstransfer her (reklamelink).

På en rejse til Bali er det oplagt, at bruge et par dage i en storby, som du alligevel mellemlander i på vejen. Det kan f.eks. være i Singapore, Kuala Lumpur, Bangkok, Dubai eller Istanbul.

Hvis du ikke har lyst til, at planlægge rejsen på egen hånd, kan du også få et rejsebureau til at arrangerer turen. Du kan f.eks. bestille pakkerejser til Bali her (reklamelink).

Rejseguide til Bali - Hvordan kommer man dertil - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvordan er priserne på Bali?


Bali er et utroligt billigt rejseland! Her er det nemt at finde backpackervenlige priser på alt fra leveomkostninger til overnatninger.

De fleste ting er meget billigere end i Danmark, fordi balinesernes lønninger er ekstremt lave. De lokale sætter derfor også meget stor pris på drikkepenge, som udgør en stor del af deres løn.

Du kan få rigtig meget for pengene på Bali, men det er samtidig ikke altid helt billigt. Priserne afhænger nemlig i høj grad af kvaliteten, turistmængden og populariteten.

Hvis du bor i turistbyerne, skal du forvente at priserne er højere end i de lokale landsbyer. På samme måde er det som regel billigere, at spise på lokale restauranter fremfor turistrestauranter.

Vær desuden opmærksom på, at det som udgangspunkt er dyrere at spise vestlige retter fremfor lokale og indonesiske retter.

Hvordan er priserne - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvor skal man bo på Bali?


En rejseguide til Bali er selvfølgelig heller ikke komplet, uden at nævne de bedste steder at bo som turist. Bali byder på mange dejlige byer, men det er ikke helt ligegyldigt, hvor du vælger at bo under din ferie.

Hvis du har mere end en uge til rådighed, bør du virkelig overveje, at bo forskellige steder på øen. Det giver nemlig rig mulighed for, at opleve flere sider af skønne Bali.

Du kan få et hurtigt overblik over nogle af de bedste steder at bo på Bali herunder.

Ubud

Ubud ligger centralt på øen og er Balis kulturelle, spirituelle og kreative centrum. Her er der en vaskeægte bohemelivsstil og en afslappende atmosfære.

Byen er omgivet af grønne rismarker, frodige jungle, brusende vandfald og majestætiske templer. Ubud er desuden fyldt med yogacentre, helsebutikker, økologiske restauranter, gallerier, kunstbutikker, markeder og templer.

Seminyak

Seminyak er en hip badeby, som er beliggende nær lufthavnen i den sydvestlige ende af øen. Her bliver du mødt af en sofistikeret atmosfære, et levende byliv og stilfulde overnatningsmuligheder.

Den populære badeby er fyldt med skønne sandstrande, smarte restauranter, trendy caféer, hyggelige strandbarer, gode butikker og eksklusive natklubber.

Sanur

Sanur er beliggende i den sydlige ende af øen og er en populær badeby, som egner sig godt til børnefamilier.

Her er der en afslappende stemning, dejlige sandstrande og et rev, som er beskyttet mod store bølger. Der er også en dejlig strandpromenade, gode udflugtsmuligheder og et bredt udvalg af faciliteter.

Canggu

Canggu er en hip surferlandsby, som tiltrækker mange influencere og digitale nomader. Her er der nemlig en cool og tilbagelænet atmosfære.

Den hippe surferby byder på et stort udvalg af smarte restauranter, organiske caféer, hyggelige strandbarer, stilfulde natklubber og trendy butikker. Der er også mange skønne strande med gode surferforhold.

Nusa Dua

Hvis du er på udkig efter luksus, er Nusa Dua et af de bedste steder at bo på Bali! Det lukkede resortområde byder på sikkerhedsvagter, velfriserede plæner, svajende palmer, rene sandstrande og rolige omgivelser.

Nusa Dua er ret isoleret og er udelukkende et turistområde, som på ingen måder er autentisk. Det er dog perfekt til afslapning i luksuriøse omgivelser.


Læs også: Hvor skal man bo på Bali?

Rejseguide til Bali - Hvor skal man bo - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Marvin MeyerUnsplash

 

Hvordan kommer man rundt på Bali?


Trafikken på Bali er virkelig hektisk og kaotisk! Der er ikke rigtig nogle færdselsregler, og folk kører ofte bare som det passer dem. Derfor skal du aldrig stole blindt på lyskryds, fodgængerfelter og lignende.

På trods af, at Bali er mindre end Sjælland, kan det tage utroligt lang tid at komme rundt på øen. Vejene er nemlig ekstremt trafikerede og vejnettet er generelt bare dårligt.

Hvis du begiver dig ud i trafikken på egen hånd, skal du desuden være opmærksom på, at der er venstrekørsel på Bali. Det kan IKKE anbefales at leje en bil, da det er meget svært, at navigerer i trafikken på øen.

Du kan få et godt overblik over, hvordan man bedst og nemmest kommer rundt på Bali herunder.

Taxi

Den nemmeste og mest komfortable måde at komme rundt på Bali på, er helt klart ved hjælp af taxier! Det gælder især på den sydlige ende af øen, hvor der er rigeligt at vælge imellem.

Det er som regel super nemt, at praje en taxi fra gaden. Vær dog opmærksom på, at der findes flere forskellige typer taxier på Bali.

De officielle og mest anvendte er de blå Bluebird-taxier, som benytter taxameter. De er både billige og sikre at benytte. Ikke nok med det, så har de endda også deres egen app, hvor du kan booke en taxi igennem.

Derudover findes der også uofficielle taxier, som ikke er en del af Bluebird. Disse taxier ejes af lokale chauffører, som sjældent kører med taxameter.

De uofficielle chauffører er ikke altid troværdige. Mange af dem vil gøre meget for, at snyde og tjene ekstra penge. Husk derfor altid, at aftale en pris med chaufføren inden du stiger ind i taxien. Det er tilladt, at forhandle om prisen!

Grab og Gojek

En anden taxi-lignende service på Bali er øens mange app-baserede samkørsels virksomheder. Bemærk dog, at det ikke er tilgængeligt overalt på øen. Det kræver desuden, at du har wifi eller dataroaming.

Hvis du gerne vil bestille transport i en bil, kan det især anbefales at benytte Grab, som er Sydøstasiens svar på Uber.

Hvis du hellere vil transporteres på scooter, er det meget populært, at benytte Gojek. Her bestiller du en chauffør gennem appen, som derefter kommer og henter dig på sin scooter.

Rejseguide til Bali - Hvordan kommer man rundt - Rejs Dig Lykkelig

Privatchauffør

Når du skal rundt på øen, kan du også benytte dig af en privatchauffør. Det er både nemt og utroligt billigt!

Hvis du gerne vil leje en chauffør, kan du eventuelt forhøre dig på hotellet. De kan helt sikker hjælpe dig med, at booke en. Måske kender de en chauffør eller også har de måske endda deres helt egen service.

Det er især en fordel med en privatchauffør, hvis du har planer om at bruge en dag på, at udforske forskellige steder på øen.

Ikke nok med, at chaufføren kører dig rundt på øen, så er han som regel også en glimrende guide. Hvis du ikke vil på en privattur, kan du også overveje, at tage på arrangerede ture.

Lej en scooter

Det er også utroligt populært, at leje en scooter på Bali. Det er balinesernes foretrukne transportmiddel, så de er vitterligt alle vegne!

Du kan leje en scooter for så lidt som 30 kr. om dagen, så det er tilmed en billig måde til, at komme rundt på øen. Det kan dog KUN anbefales, hvis du har god erfaring med at køre scooter.

Trafikken er nemlig ekstremt kaotisk, hektisk og uforudsigelig ligesom at vejene er dårlige. Vær altid opmærksom på trafikken, husk rejseforsikringen, kør forsigtigt og husk hjelmen!

Offentlig transport

Sidst men ikke mindst, kan du også benytte dig af offentlig transport på Bali. Det er en utroligt billig transportform, men det er også meget besværligt.

Der findes ikke toge på Bali, men der er til gengæld offentlige busser, som dækker over det meste af øen. Derudover er der også bemoer, som er små minibusser, der kører på langdistanceruter.

På trods af, at busser og bemoer er billige, kan de altså ikke anbefales! De er nemlig utroligt ukomfortable, tidskrævende og utilregnelige.

Det kan derimod anbefales, at benytte turistbusserne. De har som regel aircondition og er meget mere behagelige. Øens største selskaber med turistbusser hedder Kura Kura Bus og Perama.

Hvordan skal man komme rundt - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Jonny ForseyUnsplash

 

Hvad skal man opleve på Bali?


I denne rejseguide til Bali kan vi selvfølgelig heller ikke komme udenom de mange oplevelser på øen.

Der findes rigtig mange sjove ting at lave, så her får du kun et lille udpluk over nogle af de absolut bedste oplevelser på Bali. Listen dækker over alt fra flotte naturoplevelser til spændende kulturelle seværdigheder.

Besøg templer

Overalt på Bali bliver du mødt af religiøse og spirituelle templer. Ja, faktisk bliver Bali ofte kaldt for ”Øen med de tusind templer”. Det skal dog lige siges, at der i virkeligheden er over 20.000 templer på øen!

Nogle af de flotteste og mest populære templer er Tanah Lot, Ulun Danu Beratan-templet, Pura Tirta Empul, Uluwatu-templet og Besakih-templet.

Tegallalang Rice Terraces

Bali er især kendt for sine mange flotte risterrasser, der ligger spredt udover hele øen. Den mest populære er Tegallalang Rice Terraces, som ligger lidt nord for Ubud.

Her bliver du mødt af en utroligt smuk, grøn og frodig dal med rismarker, der ligger i en slags trappetrin. I rismarkerne arbejder de lokale bønder imens de er omgivet af hundredvis af palmer og tropiske planter.

Lær at surfe

Hvis du er vild med surfing, er du kommet til det helt rette sted! Bali er nemlig fyldt med verdensklasse surferspots, som gør det til et vaskeægte mekka for surfere.

Du kan finde mange gode surferspots over alt på øen. Mange nybegyndere vælger dog ofte, at tage surferlektioner i Kuta eller Canggu i den sydlige ende af øen.

Se en balinesisk danseforestilling

På en rejse til Bali er det selvfølgelig også oplagt, at overvære en traditionel balinesisk danseforestilling. De mest populære traditionelle danse på øen er Kecak-dansen, Legong-dansen og Barong-dansen.

Danseforestillingerne giver et indblik i den balinesiske kultur og historie. Det er dermed en rigtig god oplevelse, hvis du gerne vil blive klogere på lokalbefolkningen.

Oplevelser - Rejs Dig Lykkelig

Udforsk vandfald

Bali er også hjem til mange flotte vandfald, som ligger gemt rundt omkring på øen. Størstedelen er dog placeret i den centrale og nordlige del af Bali.

Nogle af de flotteste vandfald er helt klart Banyumala-vandfaldet, Sekumpul-vandfaldene, Gitgit-vandfaldet og Aling-Aling-vandfaldet. Det mest populære er til gengæld Tegenungan-vandfaldet, som dog er meget turistet.

Abeskoven i Ubud

Abeskoven i Ubud er endnu en af de mest populære attraktioner på Bali. Den frodige skov er hjem til omkring 700 makakaber, som kan forlade skoven når det passer dem.

Det er også medvirkende til, at der er fyldt med frie aber på de nærliggende gader og bygninger. Det er virkeligt sjovt at betragte dem, men pas på dine ting! De er meget drilske, og kan sagtens finde på at stjæle.

Dyrk yoga

Bali er kendt som Gudernes Ø og er et af de bedste steder i verden til, at komme i zen og finde sindsro. Ja, faktisk flokkes turister fra hele verden hertil for, at dyrke yoga, meditere og finde sig selv.

Der findes mange gode yogastudier overalt på Bali, men det er især populært i Ubud, som er øens spirituelle centrum. Udover Ubud, byder Canggu også på mange gode yogastudier.

Tag på øhop

Hvis du har tiden til det, bør du virkelig ikke snyde dig selv for et øhop til naboøerne mod øst. Du kan f.eks. besøge Nusa Penida og Nusa Lembongan, som kun ligger en kort sejltur derfra.

Lidt længere væk finder du Gili-øerne, som ligeledes er utroligt smukke! Fælles for de nævnte øer er, at de byder på langt bedre sandstrande og snorklemuligheder end på Bali.


Læs også: 25 af de Største Seværdigheder på Bali

Rejseguide til Bali - Hvad skal man se - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Alfiano SutiantoUnsplash

 

Hvad spiser man på Bali?


Maden på Bali er helt fantastisk! Her kan du finde alt fra lækre kulinariske oplevelser fra det lokale køkken til internationale og vestlige retter.

Det balinesiske køkken er meget varieret og forskelligartet. Det består primært af en blanding af indonesisk, kinesisk, indisk og malaysisk mad.

De traditionelle balinesiske retter er meget smagfulde og krydrede. Hovedingredienserne er ris og stegte nudler, som ofte serveres med friske grøntsager, urter og æg såvel som enten fisk, skaldyr, kylling, kød eller forårsruller.

Hvis du vil smage på det lokale køkken, kan du med fordel kigge efter warungs, som er en slags gadekøkken.

Eftersom at Bali er meget turistpræget, er øen også hjem til mange internationale spisesteder med vestlige retter. Det er dog langt fra alle byer, der har fastfoodkæder såsom McDonald’s.

Hvis du er vegetar eller veganer, er Bali også er rigtig godt rejsemål! Som et resultat af øens yoga-kultur, er der nemlig et stort og varieret udvalg af restauranter med gode vegetariske og veganske retter.

Hvad spiser man på Bali - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvordan er sikkerheden på Bali?


Bali er generelt en meget sikker rejsedestination. Alligevel er det altid en god idé, at tage dine forholdsregler!

Ligesom på enhver anden rejsedestination, kan du også blive udsat for turistsvindel og tyveri på Bali. Vær altid opmærksom på dine omgivelser og undgå at gå rundt med dyre værdigenstande.

Du bør især passe ekstra godt på dine værdigenstande i store forsamlinger! Tro heller ikke på alt hvad de lokale siger, da de er ivrige efter at tjene penge.

Kreditkortsvindel er desuden meget almindeligt i Indonesien. Det er derfor en god idé, at benytte kontanter som betalingsmiddel. Sørg altid for, at hæve penge i en anerkendt bank – og undgå at have for mange kontanter på dig ad gangen.

Bemærk dog, at kriminaliteten generelt er lav på Bali. Der er nok større chance for, at du kommer til skade i den hektiske trafik. Så husk altid, at se dig godt for!

Sørg desuden for, at lave kopier af dit pas og andre vigtige dokumenter. Det er ligeledes utroligt vigtigt, at du har en rejseforsikring, der dækker på Bali.

Sidst men ikke mindst, kan der også forekomme naturkatastrofer såsom vulkanudbrud, tsunamier, jordskælv osv. Dette sker dog så sjældent, at det ikke bør lade dig afskrække fra en rejse til skønne Bali.

Rejseguide til Bali - Hvordan er sikkerheden - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Jaanus JagomägiUnsplash

 

Gode tips og praktiske informationer


Til sidst i denne rejseguide til Bali, vil jeg hurtigt komme ind på lidt gode tips og praktiske informationer til din rejse.

Det er alt sammen super vigtige ting, som du skal være opmærksom på inden du besøger den populære indonesiske paradisø.

Valutaen på Bali er Indonesiske Rupiah (IDR).

Det anbefales at benytte kontanter som betalingsmiddel. Medbring Euro eller Dollars hjemmefra og veksl dernede eller hæv kontanter i en banks hæveautomat.

Bali er 6 timer foran Danmark i vores sommertid, og 7 timer foran Danmark i vores vintertid.

Husk en rejseforsikring, der også dækker på Bali.

Drikkepenge er ikke et krav, men er alligevel meget påskønnet. Ved serviceydelser er der typisk allerede tilføjet et servicegebyr til regningen.

Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra indrejsedatoen.

På Bali bruger de næsten altid samme slags stik og stikkontanter som i Danmark. Der kan dog være få undtagelser, så husk en rejseadapter.

Det officielle sprog på Bali er indonesisk, men der tales også balinesisk. I turistbyerne kan mange lokale tale engelsk.

På Bali er størstedelen af befolkningen hinduistiske. De er meget religiøse, så husk at respekterer kulturen.

Inden rejsen anbefales det som minimum, at være vaccineret mod Hepatitis A, Difteri og Stivkrampe.

Rejseguide til Bali - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Guillaume MarquesUnsplash

Det var alt i denne rejseguide til Bali med mange vigtige ting, som du skal vide inden rejsen. Den har forhåbentligt gjort det lidt nemmere for dig, at planlægge din tur til den frodige grønne vulkanø.

Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en rejse dertil? Kender du andre gode rejsetips til Bali? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Bali:

• De Største Oplevelser på Bali

• Hvor skal man bo på Bali?

• De Bedste Rejsemål i Indonesien

… Eller læs alle artikler fra Bali eller Indonesien

Planlæg din rejse til Bali:

Bestil fly til Bali (reklamelink)

Bestil hotel på Bali (reklamelink)

Bestil aktiviteter på Bali (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *