Planlægger du et road trip i det vestlige USA? Glem ikke at tjekke denne road trip rute i det vestlige USA med de største højdepunkter i et detaljeret dagsprogram.
Denne 22 dages road trip rute i det vestlige USA tager dig forbi nogle af de absolut største højdepunkter.
Oplev en af verdens smukkeste kyststrækninger, imponerende nationalparker, verdens højeste træer, pulserende storbyer og det varmeste sted på jorden.
På dette eventyrlige road trip i det vestlige USA, er der lagt op til en rejse som du sent vil glemme! Ruten minder meget om den klassiske road trip rute i det vestlige USA, som er dén rute de fleste forbinder med ”det ægte USA”.
Det er dermed den rute du bør vælge, hvis det er din første rejse til mulighedernes land. Hvis rejseforslaget ikke stemmer helt overens med dine ønsker, kan du nemt tilføje eller fjerne et par dage.
Artiklen fortsætter under boksen.
Gode sider til planlægning af rejsen:
Bestil fly til USA (reklamelink) Bestil hotel i USA (reklamelink) Bestil biludlejning i USA (reklamelink) Bestil oplevelser i USA (reklamelink)
Højdepunkter i det vestlige USA
På 22 dage bliver du ført gennem staterne Californien, Nevada, Arizona og Utah. Hvis du benytter rejseforslaget, skal du forvente at tilbagelægge omkring 4.000 kilometer på de amerikanske landeveje.
Du kommer dog nemt til, at køre hundredvis af kilometer længere end det. Vær desuden opmærksom på, at rejseforslaget ikke tillader meget afslapning, så det er en god idé at tilføje et par dage, hvis det er muligt.
På denne road trip rute i det vestlige USA, kommer du forbi nogle af USA’s største højdepunkter:
• Sequoia National Park
• Monument Valley
• Bryce Canyon
• Zion National Park
• Antelope Canyon
Dagsprogram på road trip i det vestlige USA
Dag 1: Ankomst til Los Angeles
Efter en lang flyrejse trænger du med stor sandsynlighed til at slappe lidt af på hotelværelset. Du har formentligt jetlag i et par dage og skal lige tilvænne dig den store tidsforskel på -9 timer i Californien.
Afhent din lejebil i lufthavnen og sæt kurs mod hotellet. Hvis du alligevel er spændt på at gå på opdagelse i Los Angeles, kan du med fordel begive dig ud i storbyen.
Du skal dog være opmærksom på, at du vender tilbage i slutningen af din rejse. Her er der afsat masser af tid af til, at udforske de verdensberømte seværdigheder i Los Angeles.
Dag 2: Palm Springs
Forlad storbyen og begiv dig ud i Mojave-ørkenens gyldne landskab i retning mod ørkenbyen Palm Springs. På vejen kommer du blandt andet forbi en enorm vindmøllepark og Desert Hills Premium Outlets.
Hvis du pludselig spotter et par store dinosaurer i vejkanten, er det altså bare skulpturer ved Cabazon Dinosaurs.
I Palm Springs er der næsten stensikker solgaranti med mere end 350 solskinsdage på et år. Det er dermed et oplagt sted at booke et hotel med en swimmingpool.
Du kan også hoppe en tur på Palm Springs Aerial Tramway, som er verdens største roterende kabinelift. Den er beliggende lidt uden for byen og er helt klart et besøg værd!
Rejselængde: cirka 175 kilometer fra Los Angeles til Palm Springs.
Læs også: 36 Seværdigheder og Oplevelser i Californien
Dag 3: Joshua Tree National Park og Lake Havasu City
Turen går videre til Lake Havasu City i Arizona, men inden da går turen tværs gennem Joshua Tree National Park. Husk at tanke bilen godt op inden du kører ind i parken!
Her er landskabet præget af et råt ørkenlandskab med gigantiske stenblokke, klippeformationer og et stort antal fascinerende Joshua træer.
Efter nationalparken passerer du øde ørkenlandskaber og Colorado River inden du er fremme ved Lake Havasu City. Find frem hotellet inden du smutter en tur ned til søen. Her finder du et London-præget område, som mest er kendt for London Bridge.
Rejselængde: cirka 390 kilometer fra Palm Springs til Lake Havasu City via Joshua Tree National Park.
Vigtigt rejsetip:
Ved den første nationalpark, bør du overveje at købe et America the Beautiful Pass, som giver fri adgang til alle nationalparker i USA.
Denne road trip rute i det vestlige USA inkluderer et stort antal nationalparker. Det er dermed langt billigere for dig at købe passet.
Læs også: 12 Smukke Nationalparker i USA
Dag 4: Route 66 og Grand Canyon
Stå tidligt op og sæt kursen mod Grand Canyon Village på den sydlige kant af Grand Canyon. På vejen dertil kan du køre på den legendariske hovedvej Route 66.
Her venter der autentiske oplevelser med gamle moteller, klassiske diners, amerikanske biler og blinkende neonskilte. Start køreturen på Route 66 i Oatman og drej af i retning mod Grand Canyon i byen, Williams.
Når du ankommer til Grand Canyon National Park, bliver du mødt af en fantastisk natur. Den enorme kløft, som er skabt af Colorado River, er en af verdens største naturvidundere.
Gå en tur langs kløften, hvorfra du kan nyde enestående udsigter! Glem ikke at se solnedgangen, der får Grand Canyon til at skinne i de smukkeste gyldne farver.
Rejselængde: cirka 410 kilometer fra Lake Havasu City til Grand Canyon via Route 66.
Læs også: Top 9 Oplevelser på Route 66 i Arizona
Læs også: Ubeskrivelige og Imponerende Grand Canyon
Dag 5: Grand Canyon og Monument Valley
Hvis du har lyst til at stå tidligt op, bør du ikke gå glip af solopgangen over Grand Canyon. Det er virkelig et smukt syn! Hvis du skal vælge mellem solopgangen og solnedgangen, vil jeg dog helt klart anbefale solnedgangen.
Udforsk resten af Grand Canyon inden turen går videre mod Monument Valley.
Det er som regel ikke med på de klassiske rejseforslag til road trip ruter i det vestlige USA, selvom at det burde være det! Hvis du er i tidsmangel, kan du evt. springe over Monument Valley for at spare en dag.
Monument Valley ligger i Navajo indianerreservatet og består af et unikt rødligt ørkenlandskab med imponerende fritstående klippeformationer.
Det har været brugt som kulisse i adskillige westernfilm og betragtes af mange som indbegrebet af det vilde vesten. Du kan finde overnatningsmuligheder i den nærliggende by Kayenta.
Rejselængde: cirka 318 kilometer fra Grand Canyon til Kayenta via Monument Valley.
Dag 6: Lake Powell og Page
Turen fortsætter i retning mod den lille by Page og Lake Powell, som er den næststørste kunstige sø i USA. Her kan du tage på en sejltur eller prøve sjove vandaktiviteter.
Du kan også smutte en tur forbi Glen Canyon Dam, som er en kæmpestor dæmning med et dertilhørende besøgscenter. Du må så absolut heller ikke glemme at besøge de to store naturvindundere, Horseshoe Bend og Antelope Canyon.
Hvis du kun har tid til ét af stederne, bør du kraftigt overveje Antelope Canyon. Her kommer du ned i en smal og dyb kløft med det smukkeste farvespil!
Når du besøger Page, kan du eventuelt spise aftensmad på Big John’s Texas BBQ. Her grilles maden i vaskeægte BBQ-style imens der er en helt fantastisk stemning.
Rejselængde: cirka 190 kilometer fra Kayenta til Page med stop ved de nævnte steder.
Læs også: 30 Ting du skal vide når du besøger USA
Dag 7: Bryce Canyon og Zion National Park
I dag kommer du ind i staten Utah, hvor du skal være opmærksom på, at tidsforskellen ændrer sig til -8 timer i forhold til Danmark. Du mister dermed en time af din dag, når du krydser grænsen mellem Arizona og Utah.
På vejen til Bryce Canyon kører du gennem byen, Kanab, som har været kulisse i adskillige westernfilm. Køreturen til Bryce Canyon National Park er utroligt smuk, men det bliver kun smukkere inde i parken.
Her bliver du mødt af et imponerende klippelandskab med farverige klippespir, som skyder dramatisk op imod himlen.
Efter at have udforsket Bryce Canyon med de mange udsigtspunkter og vandreruter, fortsætter turen til Zion National Park i nærheden.
I Zion bliver du mødt af et frodigt landskab med dybe dale, som står i stor kontrast til Bryce Canyons tørre landskab. Her kan du tage på naturskønne vandreture, se brusende vandfald og enestående panoramaudsigter.
Rejselængde: cirka 359 kilometer fra Page til Zion National Park med afstikker til Bryce Canyon.
Vigtigt rejsetip:
Det er som regel meget dyrt at overnatte i USA’s nationalparker. Hvis du vil spare penge, kan du med fordel kigge efter overnatning i byerne uden for parkerne.
Hvis du har planer om at overnatte i parkerne, skal du huske at bestille i rigtig god tid på forhånd.
Læs også: 22 Fantastiske Seværdigheder i Utah
Dag 8-10: Las Vegas
Sæt kursen mod staten Nevada og Las Vegas, som er verdens førende spilleby. Her skifter tidsforskellen tilbage til -9 timer. Efter et par timers kørsel dukker den neonoplyste ørkenby pludselig op i horisonten midt i Mojaveørkenen.
I Las Vegas finder du noget til enhver smag. Men det er altså ikke uden grund, at det kaldes de voksnes legeplads. Her er der fyldt med kasinoer, natklubber, vilde shows, cigaretrøg og alkohol på gaden.
De fleste klassiske road trip ruter i det vestlige USA inkluderer kun to nætter i storbyerne. Jeg mener dog at tre nætter er mere passende, så du ikke behøver farer rundt.
Når du besøger Las Vegas, kan du med fordel finde et lækkert hotel med swimmingpool. Glem ikke at udforske The Strip, som er hjem til nogle af verdens største resorts.
Du kan også besøge Hoover Dam eller Red Rock Canyon lidt uden for byen. De er helt klart et besøg værd, hvis tiden er der til det.
Rejselængde: cirka 267 kilometer fra Zion National Park til Las Vegas.
Læs også: 30+ Oplevelser i Las Vegas
Læs også: 30 Ting førstegangsrejsende i Las Vegas skal vide
Dag 11: Death Valley og Ridgecrest
Efter et festligt besøg i verdens førende spilleby, fortsætter turen til Death Valley National Park i Californien.
Her bliver du mødt af et fascinerende ørkenlandskab med øde bjerge, smukke klippeformationer, uendelige sandklitter, udtørrede saltsletter og ørkenplanter.
Death Valley er den lavest beliggende nationalpark i Nordamerika. Det er kendt for at være det varmeste og tørreste sted på jorden! Det er altså ikke unormalt, at temperaturen sniger sig op over 50 grader i sommermånederne.
Det er sindssygt varmt! Når du er færdig med at udforske ørkenlandskabet, kan du eventuelt finde overnatning i byen, Ridgecrest, uden for parken.
Rejselængde: cirka 423 kilometer fra Las Vegas til Ridgecrest via Death Valley.
Læs også: Guide til Death Valley National Park
Dag 12: Sequoia National Park
Turen går videre til Sequoia National Park. Her kan du se et stort antal Sequoia træer, som er blandt verdens største træer. Træerne er virkelig enorme både i højden og bredden!
Mange af dem er mere end 2.000 år gamle. Ja, faktisk er nogle endda over 3.000 år gamle! Det helt store højdepunkt i nationalparken er General Sherman, som er verdens største enstammede træ målt på massen.
Der findes andre træer som er højere, bredere og ældre end General Sherman, men ingen har den samme masse. Bagefter kan du eventuelt smutte en tur forbi naboparken, Kings Canyon National Park.
Rejselængde: cirka 332 kilometer fra Ridgecrest til Sequoia National Park.
Dag 13: Yosemite National Park
I dag skal du besøge Yosemite National Park, som er en af de smukkeste og mest populære nationalparker i USA.
Den naturskønne park er fyldt med storslåede bjerge, frodige dale, grønne græsenge, enorme træer, brusende floder og kraftige vandfald.
En af de største attraktioner i Yosemite er Glacier Point, hvorfra du kan nyde en spektakulær udsigt over Yosemite Valley. Du bør heller ikke gå glip af Yosemite Falls, El Capitan og Half Dome.
Parken har også et rigt dyreliv med sorte bjørne, pumaer, dådyr, tykhornsfår, ræve, egern og meget mere. Måske er du heldig og møde nogle af dyrene?
Rejselængde: cirka 222 kilometer fra Sequoia National Park til Yosemite National Park.
Dag 14-16: San Francisco
Fortsæt turen i retning mod San Francisco, hvor du skal bruge et par dage på at udforske den charmerende storby.
På vejen dertil, kører du gennem frodige grønne vinmarker. Du kan også vælge at køre en omvej via Napa Valley, som er den mest kendte vinregion i USA.
Fremme i San Francisco, har du masser af tid til, at udforske byens mange seværdigheder. Tag en køretur over Golden Gate Bridge, mød sælerne på Pier 39, besøg Chinatown eller hop på en gammel sporvogn.
Du må heller ikke glemme at besøge Alcatraz, som engang var et af verdens mest berygtede fængsler. Det er et absolut must-see!
Rejselængde: cirka 268 kilometer fra Yosemite National Park til San Francisco.
Læs også: 15+ Oplevelser i San Francisco
Dag 17: Highway 1 og Monterey
Forlad storbyen og begiv dig ud på Californiens verdensberømte kyststrækning, som kaldes for Highway 1 og Pacific Coast Highway. Det er en af verdens smukkeste og mest betagende vejstrækninger!
Den strækker sig langs Stillekysten hele vejen fra grænsen ved Oregon (nord for San Francisco) til Los Angeles. De fleste kører dog blot på strækningen mellem San Francisco og Los Angeles.
Undervejs kan du eventuelt tage en lille omvej til Silicon Valley. Her kan du bl.a. se Googles hovedkvarter og Stanford University.
Når du ankommer til Monterey, bliver du mødt af en skøn atmosfære. Den gamle havneby byder på smukke omgivelser, et rigt dyreliv og et af verdens bedste akvarier.
Rejselængde: cirka 182 kilometer fra San Francisco til Monterey via Highway 1.
Læs også: 20 Oplevelser på Highway 1
Dag 18: Big Sur, Solvang og Santa Barbara
Kør videre ned langs Highway 1, men overvej at tage en lille omvej via den private kystvej 17 Mile Drive. Det koster lidt at køre på vejen, men det er alle pengene værd, for der er utroligt smukt!
Efter at have kørt på Highway 1 i noget tid, kommer du ind i Big Sur-området, som er det smukkeste stykke af ruten.
Her kører du helt ude ved kysten, forbi dybe dale og over imponerende broer med betagende udsigter. Glem ikke at holde ind ved Elephant Seal Rookery, hvor du kan kigge efter søelefanter på stranden!
Forsæt til Pismo Beach, hvor du eventuelt kan tage en lille pause. Herefter kan du tage den mest direkte vej til Santa Barbara og køre en tur forbi Solvang, som er en dansk by i det store USA.
Her er der danske flag, gamle møller, bindingsværkshuse, danske navne og dansk mad. Afslut dagen i Santa Barbara, hvor du kan nyde strandlivet ved Den Amerikanske Riviera.
Rejselængde: cirka 380 kilometer fra Monterey til Santa Barbara via Highway 1 og Solvang.
Dag 19-21: Los Angeles
Det sidste stop i dette rejseforslag til en road trip rute i det vestlige USA er Los Angeles. På vejen dertil kan du eventuelt tage et stop i Malibu, som er en skøn strandby.
Fremme i Los Angeles er der masser af ting at give sig til! Besøg Hollywood med de mange filmstudier, stjernerne på Walk of Fame, Hollywood-skiltet og de verdensberømte kendissers hjem.
Tag en tur til Beverly Hills og Rodeo Drive, hvor du kan svinge guldkortet i svinedyre designerbutikker.
Når du besøger Los Angeles, skal du også huske at tage en tur op til Griffith Observatory, hvorfra du kan se LA i fugleperspektiv. Glem heller ikke at nyde strandlivet ved Venice Beach og Santa Monica.
Hvis du trænger til at besøge forlystelsesparker, kan jeg kraftigt anbefale at besøge Universal Studios Hollywood. Af andre gode forlystelsesparker, kan der også nævnes Disneyland Park og Six Flags Magic Mountain.
Rejselængde: cirka 161 kilometer fra Santa Barbara til Los Angeles via Malibu.
Læs også: 25+ Must-See Seværdigheder i Los Angeles
Dag 22: Hjemrejse
Dit eventyr i det skønne USA er desværre slut for denne gang. Det har forhåbentligt været et eventyrligt 22-dages langt road trip i det Vestlige USA.
Aflever bilen i lufthavnen og påbegynd din hjemrejse. Eftersom at Danmark er ni timer foran, ankommer du med stor sandsynlighed først til Danmark dagen efter afrejsen fra Los Angeles.
Det var alt i dette rejseforslag med en eventyrlig road trip rute i det vestlige USA. Du kan nemt tilpasse rejseforslaget, så det passer til dine egne ønsker.
Vær dog opmærksom på, at afstandene er længere end de ser ud til, så undgå for mange kilometer pr. dag. Jeg håber, at du får en fantastisk tur i det skønne USA!
Læs flere artikler fra det vestlige USA:
• De Største Oplevelser i Det Vestlige USA
• 36 Seværdigheder i Californien
• Praktisk Huskeliste inden Rejsen til USA
• 30 Ting du skal vide når du besøger USA
… Eller læs alle artikler fra USA
Planlæg din rejse til USA:
Bestil fly til USA (reklamelink) Bestil hotel i USA (reklamelink) Bestil biludlejning i USA (reklamelink) Bestil oplevelser i USA (reklamelink)
Skriv en kommentar