Planlægger du en rejse til Spanien? Glem ikke at tjekke denne liste med de vigtigste ting du skal vide inden rejsen til Spanien.
Spanien er et fantastisk rejseland med et hav af muligheder. Her kan du tage på badeferie, familieferie og drukferie, men du kan også tage på oplevelsesferie, storbyferie og skiferie.
Med så mange forskellige muligheder, er det slet ikke svært, at forstå hvorfor Spanien er et af verdens mest populære rejsemål! Det er bare ét af de lande, som byder på noget for enhver type rejsende.
På en rejse til Spanien bliver du mødt af kulturforskelle og lokale skikke, der står i stor kontrast til i Danmark. For at undgå misforståelser og få en god rejse, er det dermed en god idé, at forberede dig inden turen.
Her får du en liste med de vigtigste ting du skal vide inden rejsen til Spanien. Listen indeholder alt fra rejsetips og praktiske oplysninger til uskrevne regler og facts.
Inden du fortsætter må du heller ikke glemme, at læse min artikel om de bedste rejsemål i Spanien.
Artiklen fortsætter under boksen.
Gode sider til planlægning af rejsen:
Bestil pakkerejse til Spanien (reklamelink) Bestil fly til Spanien (reklamelink) Bestil hotel i Spanien (reklamelink) Bestil biludlejning i Spanien (reklamelink) Bestil oplevelser i Spanien (reklamelink)
Vigtige ting du SKAL vide inden rejsen til Spanien:
1. Valuta
Den officielle valuta i Spanien er Euro (EUR). Danmark kører fastkurspolitik i forhold til euroen, så 1 Euro svarer altid til cirka 7,5 danske kroner. Der kan være lidt udsving i korte perioder, men kursen ændrer sig ikke betydeligt.
2. Husk kontanter
Spanien er ganske vist et moderne europæisk land. Alligevel er det ikke alle steder, der tager imod kortbetaling. Du kan dog som regel betale med kort ved de store købmænd, restauranter, butikker og hoteller.
Hvis du derimod besøger mindre steder, er det bestemt ikke sikkert, at de accepterer kortbetaling. Udover at det ikke er lige så udbredt som i Skandinavien, er der nogle steder, som kræver et minimumsbeløb før de modtager udenlandske kort.
Heldigvis, er der mange hæveautomater rundt omkring i Spanien. Vær dog opmærksom på hæveautomatens gebyrer såvel som din banks gebyrer for, at hæve penge i udlandet.
3. Prisniveauet i Spanien
En anden vigtig ting du skal vide inden rejsen til Spanien er, at det faktisk er et af de billigste lande i Vesteuropa. Her er prisniveauet generelt en del lavere end i Danmark.
Priserne kan dog variere rigtig meget afhængig af, hvor i Spanien du befinder dig. Hvis du f.eks. besøger de store turistdestinationer eller populære turistattraktioner, er priserne som regel skruet helt i vejret.
4. Maden er fantastisk
Det spanske køkken er kendt over hele verden – og det er slet ikke så svært, at forstå hvorfor! Maden er nemlig helt fantastisk.
Spanierne elsker virkelig mad, så det spanske køkken er meget spændende og varieret. Maden er som regel meget smagfuldt og af høj kvalitet, men det er sjældent stærkt.
De lokale madvaner afhænger i høj grad af, hvilken region du befinder dig i. De forskellige regioner har nemlig deres helt egne signaturretter. De mest kendte spanske retter kan dog som regel findes over alt i landet.
Når du er på ferie i Spanien, må du især ikke glemme at smage tapas, paella, Jamón, Gazpacho, Pan Con Tomate, Tortilla Española og Crema Catalana.
5. Glem ikke vinen
Ikke nok med, at maden er fantastisk, så byder Spanien også på vine i absolut verdensklasse. Ja, faktisk er Spanien en af verdens største vineksportører, kun overgået af Frankrig og Italien.
Her produceres der alverdens slags vine, men der producers især meget rødvin. På en rejse til Spanien, er det dermed et must, at smage på landets mange gode og smagfulde vine.
6. Spanierne spiser sent
Spanierne starter generelt deres dag sent, hvilket også betyder at den slutter sent. Det er helt klart en af de vigtigste ting du skal vide inden rejsen til Spanien. Det kan nemlig være nødvendigt, at justere din tidsplan herefter.
De lokale spiser som regel først aftensmad efter kl. 21.00. De hygger sig meget med måltiderne, så de kan sagtens spise og drikke vin i timevis.
Mange restauranter i Spanien serverer faktisk slet ikke aftensmad før kl. 20.00, men det er selvfølgelig anderledes i turistområderne. Hvis en restaurant har mange gæster tidligt, kan du næsten være stensikker på, at det er en turistfælde.
Morgenmad er ikke rigtig en ting i Spanien. De drikker ofte bare kaffe og får en lille snack om formiddagen. Deres frokost nyder de ofte først omkring kl. 14.00-16.00, hvor den ligeledes kan vare i timevis.
7. Drikkepenge er IKKE påkrævet
I Spanien forventes det ikke, at der gives drikkepenge på restauranter, da tjenerne får rimelige lønninger. I turistområderne forventes det dog oftere, at der gives drikkepenge.
Selvom at det ikke forventes, er der alligevel meget normalt, at give et par euro for god service. Hvis du besøger en finere restaurant, som har ydet en god service, er der mange som giver omkring 10 % i drikkepenge.
Bemærk at en del restauranter i Spanien allerede har tilføjet et servicegebyr til regningen. Så hvis du ikke vil give drikkepenge to gange, skal du huske at tjekke regningen.
Det er også meget normalt, at runde regningen op eller give et par euro i drikkepenge til taxichauffører, piccoloer osv., men det er ligeledes ikke et krav.
Læs også: Drikkepenge i Spanien
8. Vær opmærksom på Siesta
Siesta er ikke længere det samme som før i tiden, men det eksisterer stadig i bedste velgående. I dag handler det ikke længere så meget om, at tage en lur midt på dagen, men nærmere om at tage en afslappende lang pause.
Mange lokale butikker og forretninger lukker dørene omkring kl. 14.00 og åbner først igen 2-3 timer senere. Det gælder især i mindre byer, men det kan altså også sagtens ske i storbyer såsom Barcelona.
Nogle restauranter holder desuden siesta fra omkring kl. 16.00-17.00, og åbner først igen omkring kl. 20.00 eller måske endda senere.
9. Søndag er en helligdag
En anden vigtigt ting du skal vide inden rejsen til Spanien er, at mange butikker, virksomheder og endda nogle købmænd har lukket om søndagen.
De fleste spaniere er romerskkatolske, så søndag er deres hviledag. Det praktiseres især i de mindre byer, men der kan altså også sagtens være en del lukkede butikker og virksomheder i storbyerne og turistområderne.
10. Hver ting til sin tid
Spanierne har en meget afslappende tilgang til livet. Ja, faktisk er de virkelig gode til at nyde livet! Du skal derfor også forvente, at alt nærmest foregår i et langsomt tempo.
Tiderne i Spanien er generelt ret utilregnelige. Det gælder dog ikke ved officielle ting såsom billettider, mødetider i skolen, arbejde, flytider osv. Her er du nødt til at komme til tiden!
Det er til gengæld en helt anden snak til events og sociale arrangementer. Her er det bestemt ikke sikkert, at det starter til tiden. Det er ikke unormalt, at det f.eks. først starter en halv time senere end aftalt.
11. Spanien er et stort land
Spanien det fjerdestørste land i Europa – målt på areal. Det er opdelt i 17 forskellige regioner, er hjem til mere end 47 millioner mennesker og byder på en stor mangfoldighed.
Hver region byder på sin egen historie, klima, natur, traditioner og lokale retter. Der findes dermed et hav af muligheder for en spændende og begivenhedsrig ferie i Spanien.
Hvad enten du vil slappe af på lange sandstrande, vandre i bjerge, se slumrende vulkaner, udforske historiske UNESCO-seværdigheder, udleve storbylivet, stå på ski eller opleve charmerende landsbyer, kan du finde det hele i Spanien!
12. Tidsforskel
Danmark og det meste af Spanien ligger i den samme tidszone, så derfor er der ingen tidsforskel. Sommer- og vintertid er desuden det samme, så det gør heller ingen forskel.
Hvis du derimod skal til De Kanariske Øer, skal du være opmærksom på, at der er en tidsforskel på -1 fra dansk tid. Det vil sige, at når klokken er 12.00 i Danmark er klokken 11.00 på De Kanariske Øer.
13. Flyvetid fra Danmark til Spanien
Flyvetiden fra Danmark til Spanien afhænger i høj grad af, hvor du rejser hen. Det kan altså tage alt fra knap 3 timer til 6 timer med direkte fly fra Danmark til Spanien.
Flyvetiden fra Danmark til f.eks. Barcelona eller Mallorca er på omkring 3 timer med direkte fly. Hvis du derimod skal til Tenerife eller Gran Canaria, skal du forvente en flyvetid på omkring 5,5 timer med direkte fly.
14. Lær lidt spansk
En vigtig ting du skal vide inden rejsen til Spanien er, at det ikke er alle lokale som taler engelsk. De fleste taler lidt engelsk, men det er slet ikke lige så udbredt som i Danmark.
Det er dermed en rigtig god idé, at lære et par spanske gloser, som kan hjælpe dig lidt på vej. Spansk er det officielle sprog i Spanien og tales af 99 procent af spanierne. Det er det næstmest talte sprog i verden, så måske kan du også bruge det på andre rejser.
Vær dog opmærksom på, at Spansk faktisk ikke er det eneste officielle sprog i Spanien. I visse regioner tales der nemlig også f.eks. Catalansk, galicisk og baskisk sammen med spansk.
15. Tag dine forholdsregler
Spanien er generelt et meget sikkert land, men ligesom på enhver anden rejse, er det altid vigtigt, at tage dine forholdsregler.
De lokale er utroligt venlige og hjælpsomme, men du kan være uheldig og møde personer med andre hensigter. I storbyerne er der især et stort problem med lommetyve, tricktyveri og tyveri fra biler, så husk at være på vagt.
Tag aldrig imod noget fra fremmede og lad være med, at gå rundt med dyre smykker og ting i udsatte områder. Tag heller aldrig imod euforiserende stoffer, da det straffes hårdt med lange fængselsdomme.
Hvis du står i en nødsituation, kan du ringe til nødtelefonnummeret 112, som omstiller dig til politiet, brandvæsnet eller ambulanceservicen.
16. Telefoni i Spanien
Eftersom at Spanien er et EU-land, kan du bruge dit telefonabonnement på samme måde som i Danmark. Du kan altså skrive og ringe frit mellem EU-landene uden at betale ekstra.
Når det kommer til mængden af mobildata, er der dog ofte begrænsninger for, hvor meget du frit kan benytte. Husk at være opmærksom på dette, så du ikke får en stor efterregning. Hvis du skal foretage opkald lokalt, er landekoden i Spanien +34.
17. Internettet er ret godt
De fleste steder i Spanien fungerer internettet overraskende godt. I de større byer er der som regel en rigtig god og hurtig internetforbindelse. I de mindre byer og på øerne, kan der dog være lidt problemer med internetforbindelsen.
Det er heldigvis nemt, at finde gratis WiFi rundt omkring i Spanien. Hvis du er afhængig af internet, er det dog en god idé, at købe et lokalt spansk simkort med data.
18. Drikkevandet i Spanien
Du kan i princippet godt drikke postevandet fra vandhanen i Spanien, men det smager ikke specielt godt. Eftersom at vandet har en anden bakterieflora end i Danmark, kan det desuden give maveproblemer.
Du kan sagtens børste tænder i drikkevandet, men det er en god idé ikke at sluge det. For en sikkerhedsskyld, er det bedst at købe flaskevand, som heldigvis kan købes alle vegne.
19. Støt IKKE dyreturismen
Spanien er desværre et af de lande i Europa, som stadig har delfinarier rundt omkring i landet. Det kan godt være, at dansende delfiner og spækhuggere er fascinerende, men lad nu være med at støtte dyremishandling!
Hvis du stadig mener det er noget pjat, synes jeg helt ærligt, at du skal se dokumentaren ”Blackfish”. Dokumentaren giver et godt indblik i, hvor grusomt det i virkeligheden er.
Dokumentaren handler især om spækhuggeren Tilikum, som faktisk netop har levet i fangenskab i bl.a. Loro Parque på Tenerife. Det er en grusom industri, som ikke stadig burde eksistere i det 21. århundrede.
20. Kørsel i Spanien
Den offentlige transport i Spanien fungerer rigtig godt, men Spanien er også et perfekt land til en kør-selv-ferie i Europa.
Kvaliteten på vejene i Spanien svinger meget i kvalitet, men de fleste er i god stand og godt skiltet. Færdselsreglerne ligner meget de danske, men der er alligevel et par regler som står i stor kontrast til de danske.
Hvis du har planer om en køreferie, kan du med fordel læse min artikel om ting du skal vide inden en kør-selv-ferie i Spanien. Den dækker over alt fra færdselsregler og parkering til vejtyper og miljøzoner.
21. Der er ikke altid varmt
Spanien er nærmest berømt for sit evige solskin, men der er faktisk ikke altid varmt og solrigt. Eftersom at Spanien er et stort land, er der også forskellige klimaer i landets mange regioner og områder.
I den nordlige og frodige del af landet, kan der falde ret meget regn. Der er desuden mulighed for, at stå på ski i nogle af Spaniens bjergområder om vinteren. Du kan f.eks. tage på skiferie i Sierra Nevada lidt nordøst for Malaga.
Hvis du er på udkig efter varme somre og milde vintre, er De Kanariske øer uden tvivl det bedste sted at rejse til i Spanien.
22. Rygning i Spanien
Hvis du er ryger, er der flere vigtige ting du skal vide inden rejsen til Spanien. Landet har nemlig intensiveret deres rygelov markant de seneste år.
Det er selvfølgelig ikke tilladt at ryge indendørs, men det er heller ikke længere tilladt at ryge på strandene såvel som på legepladser og nær offentlige bygninger i Spanien. Hvis du alligevel gør det, kan du risikere en bøde på op til 2.000 Euro.
23. Husk den blå sygesikring og rejseforsikring
Når du rejser i EU er det vigtigt, at du husker dit blå sygesikringskort. Hvis du ikke allerede har et kort, kan du bestille det gratis på borger.dk. I tilfælde af uheld, giver kortet ret til behandling på lige fod med landets borgere.
Du skal dog være opmærksom på, at det sjældent er gratis at benytte sundhedsvæsnet i udlandet. Du skal derfor forvente, at der er en egenbetaling på behandlinger og medicin.
Det er netop derfor, at det altid er en god idé, at have en rejseforsikring. Det gælder altså uanset, hvor i verden du rejser hen!
Det var alt på denne liste over de vigtigste ting du skal vide inden rejsen til Spanien. Har du andre gode rejsetips til Spanien? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden, så du kan hjælpe andre med at få den bedste rejse.
Læs flere artikler fra Spanien:
• De Bedste Rejsemål i Spanien
• Kør-selv-ferie i Spanien: Alt du skal vide
…Eller læs alle artikler fra Spanien
Planlæg din rejse til Spanien:
Bestil pakkerejse til Spanien (reklamelink) Bestil fly til Spanien (reklamelink) Bestil hotel i Spanien (reklamelink) Bestil biludlejning i Spanien (reklamelink) Bestil oplevelser i Spanien (reklamelink)
Skriv en kommentar