Rejseguide til Dubai

Planlægger du en rejse til Dubai? Glem ikke at tjekke denne rejseguide til Dubai med mange gode tips og praktiske informationer.

Dubai er den største by i De Forenede Arabiske Emirater og minder ikke om noget andet sted på jorden. Det er også netop derfor, at det er et af verdens mest populære rejsemål!

I den glitrende ørkenby bliver du mødt af tårnhøje skyskrabere, imponerende arkitektur, skønne sandstrande, varme temperaturer, gigantiske shoppingcentre og uendelige underholdningsmuligheder.

Ved første øjekast fremstår Dubai meget overdrevet, luksuriøs og moderne. Ørkenbyen er nærmest skudt op af ingenting på få årtier og er under konstant udvikling.

Under overfladen gemmer der sig kontrastfulde områder med gamle bygninger, farverige markeder og historiske seværdigheder. Dubai er virkelig en fantastisk og kontrastfyldt storby, som alle bør besøge mindst én gang i livet!

Inden rejsen er det vigtigt, at have styr på alt det praktiske. Det er netop derfor, at jeg har lavet denne rejseguide til Dubai med alt fra oplevelser og shopping til transport og bydele.

Artiklen fortsætter under boksen.

Gode sider til planlægning af rejsen:

Bestil fly til Dubai (reklamelink)

Bestil hotel i Dubai (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Dubai (reklamelink)

Bestil biludlejning i Dubai (reklamelink)

Bestil oplevelser i Dubai (reklamelink)

 

Hvornår er det bedst at besøge Dubai?


Dubais beliggenhed i ørkenen er medvirkende til, at der er et varmt og tørt klima hele året rundt. Det gælder især fra maj til midten af september, hvor der er MEGET varmt både om dagen og om natten.

De varmeste måneder i Dubai er i juli og august, hvor temperaturen sagtens kan snige sig over 40 grader.

I disse måneder er varmen ofte så ekstrem, at det kan være uudholdeligt at være udendørs for længe af gangen. Heldigvis, er der mange indendørs attraktioner i Dubai, som virkelig kommer til sin ret i sommerhalvåret.

Som et resultat af den ekstreme varme i ørkenbyen, er sommeren også lavsæsonen i Dubai. Du kan dermed ofte finde billigere rejser til Dubai på denne tid af året.

Højsæsonen i Dubai er derimod fra omkring oktober til april, hvor temperaturerne er meget mere udholdelige.

Om vinteren er der som regel stadig omkring 20-30 grader i dagtimerne. Der er kan dog være lidt køligt i ørkenen om morgenen og aftenen. Vær desuden forberedt på, at priserne er højere og der er flere turister om vinteren.

Rejseguide til Dubai - Hvornår er det bedst at besøge byen - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvor mange dage skal man bruge i Dubai?


Hvis du besøger Dubai for første gang er det en god idé, at bruge mindst 5-7 dage i byen. Hvor mange dage du skal bruge, afhænger dog i høj grad af formålet med din ferie.

5-7 dage kan du nå at se mange af de største attraktioner i Dubai. Det lyder måske som lang tid, men det er det faktisk slet ikke. Den glitrende ørkenby byder nemlig på et hav af underholdningsmuligheder!

Hvis du både vil på sightseeing, dase på stranden, tage på shopping, komme på ørkensafari og besøge Abu Dhabi, kan det dog hurtigt blive tidspresset med mindre end en uge.

Du kan også sagtens nøjes med et par dage i byen, men så når du kun at se toppen af isbjerget. Inden du bestiller rejsen, bør du dermed overveje, hvad du gerne vil have ud af rejsen til Dubai.

 

Hvordan kommer man til Dubai?


Hvis du gerne vil besøge Dubai, kræver det en flyvetur fra Danmark på lidt over 6 timer med direkte fly. De fleste flyrejser dertil er med mellemlandinger, men du kan også finde direkte fly fra Københavns lufthavn.

På vores jordomrejse fløj vi selv fra Dubai til København med et direkte fly fra Emirates. Herefter hoppede vi på et tog til Herning, hvor der kun var et togskifte i Vejle undervejs.

Du kan finde et bredt udvalg af flybilletter til Dubai (DXB) her (reklamelink). Hvis du også er på udkig efter overnatningsmuligheder, kan du finde mange gode hoteller i Dubai her (reklamelink).

Hvis du ikke gider planlægge rejsen på egen hånd, kan du med fordel kigge efter pakkerejser til Dubai her (reklamelink).

Rejseguide til Dubai - Hvordan kommer man til Dubai - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvor skal man bo i Dubai?


Det er umuligt, at lave en rejseguide til Dubai uden at nævne de bedste steder at bo som turist. Dubai er en kæmpestor by, så det er ikke helt ligegyldigt, hvor du vælger at bo under din ferie.

Drømmer du om at bo tæt på stranden? Eller vil du hellere bo tæt på skyskraberne? Herunder får du et hurtigt overblik over, hvor man skal bo i Dubai som turist.

Downtown Dubai

Downtown Dubai er byens absolutte centrum og er stedet, hvor du finder Burj Khalifa, Dubai Fountain, Dubai Mall og meget andet.

Derudover er der også fyldt med høje skyskrabere, moderne arkitektur, smarte spisesteder og gode transportforbindelser. Den centrale placering gør det dog til et meget dyrt og turistet område i byen.

Dubai Marina

Dubai Marina er endnu et meget populært område i Dubai. Det eksklusive og moderne kvarter byder bl.a. på en kunstig marina, høje skyskrabere, skønne promenader, skinnende yachts og dejlige sandstrande.

Der er også en del underholdningsmuligheder med restauranter, barer, natklubber og lidt butikker. Vær dog opmærksom på, at det ligeledes er et dyrt område i Dubai.

Jumeirah Beach Residence

I direkte forlængelse af Dubai Marina ligger Jumeirah Beach Residence (JBR), som strækker sig over 1,7 kilometer langs kysten.

Her bliver du mødt af en skøn feriestemning med gode sandstrande, svajende palmetræer, dyre hoteller og rigeligt med underholdningsmuligheder. JBR er det perfekte sted at bo i Dubai, hvis du drømmer om en strandferie.

Deira

Deira er en del af Old Dubai og er et af de bedste steder at bo for budgetrejsende. Her kan du finde mange fine hoteller til fornuftige priser.

I Deira er der en mere traditionel levevis med mange lokale, og knap så mange turister og attraktioner. Det ligger tæt på lufthavnen, men der er desværre langt til de fleste andre steder i Dubai.

Palm Jumeirah

Hvis du er på udkig efter ultimativ luksus er Palm Jumeirah et oplagt sted at bo. Den store menneskeskabte ø kaldes også blot for Palmen og byder på en lang række luksushoteller, eksklusive resorts og dyre villaer.

Palm Jumeirah er desuden et meget børnevenligt sted med rolige omgivelser, gode sandstrande og familievenlige aktiviteter. Forvent dog, at det er et MEGET dyrt område!


Læs også: Hvor skal man bo i Dubai?

Rejseguide til Dubai - Hvor skal man bo - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvordan kommer man rundt i Dubai?


Dubai er en kæmpestor by, som faktisk ikke er specielt fodgængervenlig. Du kan gå rundt mellem mange ting, men det kræver ofte meget lang tid og store omveje pga. byens enorme motorvejsnetværk.

Heldigvis, er der mange forskellige transportmuligheder i Dubai, som nemt og hurtigt transporterer dig rundt i ørkenbyen.

I denne rejseguide til Dubai kan du selvfølgelig også få et hurtigt overblik over, hvordan du skal komme rundt i byen. Læs med herunder og få inspiration til, hvordan du bedst kommer fra A til B.

Taxi

Den nemmeste og mest behagelige måde at komme rundt i byen på, er uden tvivl med taxi. Sammenlignet med taxipriserne i den vestlige verden, er det forholdsvist billigt at tage en taxi i Dubai pga. de lave benzin- og oliepriser.

De officielle taxier i Dubai er sandfarvede og har et farvet tag. Taxierne med lyserødt tag har en kvindelig chauffør, der kun kører med kvindelige passagerer og deres familier.

Udover de normale taxier i Dubai, er der også mulighed for at benytte Uber og Careem. Her kan du nemt og effektivt booke en taxi via en app på din telefon.

Metro

Dubais fuldautomatiske metro består af to linjer med knap 50 metrostationer. Det er en hurtig og billig måde at komme rundt i byen på, men det er bestemt ikke den mest behagelige.

Vi har benyttet metroer over hele verden – New York, Los Angeles, London, Rom, Lissabon, Stockholm, Tokyo, Singapore, Kuala Lumpur og mange andre steder… Alligevel var metroen i Dubai en af de dårligste.

Metroen dækker nemlig ikke over hele byen samtidig med, at der som regel er ekstremt mange mennesker i vognene.

Mange af de lokale udviser ingen respekt overfor deres medpassagerer ligesom de overhovedet ikke hjælper hinanden. Vi havde adskillige dårlige oplevelser, så vi gad simpelthen ikke benytte metroen til sidst.

Hvis du blot skal på et par enkelte ture, kan det dog være et udmærket transportmiddel. Det kan bare ikke anbefales med mindre børn, da der mases rigtig meget.

Hvordan skal man komme rundt - Rejs Dig Lykkelig

Sporvogn og Monorail

Dubais sporvogne kører rundt i området omkring Dubai Marina og Jumeirah Beach Residence imens momorailen kører frem og tilbage langs palmens indre.

De to transportformer er ligeledes en del af Dubais offentlige transportsystem, så forbered dig på de samme forhold som i metroen.

Ligesom metroen kan det være udmærkede transportmidler at benytte et par enkelte gange. Det er nemlig en hurtig og billig, men knap så behagelig måde at komme rundt i byen på.

Bus

Den billigste måde at komme rundt i Dubai på, er ved at tage med de offentlige busser. De dækker over hele byen og kører på mere end 100 linjer.

Det kan dog være ret svært for turister, at benytte busserne. Det er desuden en meget langsom form for offentlig transport! Det kan dermed ikke anbefales, at benytte de offentlige busser til at komme rundt i Dubai.

Lejebil

Hvis du ikke vil være afhængig af offentlig transport, kan du også leje en bil (reklamelink). Det er altid dejligt at have sit eget køretøj, men det er også en dyrt med billejeprisen, benzin og parkeringsafgifter.

Trafikken i Dubai kan være ret kaotisk med mange biler, adskillige vejbaner og lange bilkøer. Du bør dermed overveje kraftigt, hvorvidt du er klar til at køre i disse forhold.

Hvis du vil udforske andre emirater, kan det dog være en god idé med en lejebil. Bemærk, at du skal kunne fremvise et internationalt kørekort. Mange biludlejningsfirmaer kræver desuden, at du har et kreditkort.

Hvordan kommer man rundt - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvad skal man opleve i Dubai?


Dubai er spækket med spændende og verdensberømte attraktioner, der ligger spredt udover hele byen. Du skal dermed ikke være bange for, at komme til at kede dig i den glitrende ørkenby.

I denne rejseguide til Dubai, vil jeg kun komme ind på en lille håndfuld af nogle af de absolut bedste must-see seværdigheder.

Burj Khalifa

Burj Khalifa er ikke bare Dubais største vartegn, men også verdens højeste bygning og menneskeskabte struktur.

Den imponerende og tårnhøje bygning troner højt over resten af byen. Ja, faktisk er den intet mindre end 828 meter høj! Du kan selvfølgelig sagtens se den kolossale bygning fra jorden, men det er et must at komme op i den!

Du kan finde billetter til Burj Khalifa her (reklamelink). Det er mest populært at besøge 124. og 125. etage, men du kan også komme endnu højere op!

Al Fahidi

Al Fahidi er beliggende i Old Dubai og er et af byens ældste kvarterer. Her kan du få et unikt indblik i, hvordan den arabiske dagligdag så ud inden olien blev fundet.

I Al Fahidi bliver du mødt af en autentisk stemning med smalle gader, traditionelle bygninger, små museer, håndværksforretninger og hyggelige caféer. Glem ikke at besøge Al Fahidi Fort, som er byens ældste bygning.

Dubai Miracle Garden

Dubai Miracle Garden er verdens største naturlige blomsterhave. Den dækker over et område på 72.000 kvadratmeter og er hjem til mere end 50 millioner blomster og 250 millioner planter.

Her er der fyldt med imponerende blomsterudstillinger med alt fra minimodeller af verdensberømte bygninger til Disney-figurer dækket af blomster.

Du kan købe billetter til Dubai Miracle Garden her (reklamelink). Bemærk, at haven er lukket i de varme sommermåneder.

Ørkensafari

Du kan simpelthen ikke have været i Dubai uden at tage på en ørkensafari! Den arabiske ørken ligger kun en kort køretur derfra og byder på mange mindeværdige oplevelser og aktiviteter for hele familien.

Der findes mange gode ørkensafarier fra Dubai her (reklamelink). Turene inkluderer alt fra dune-bashing og ATV-kørsel til en lækker arabisk grillmiddag med alverdens shows.

Rejseguide til Dubai - Oplevelser - Rejs Dig Lykkelig

Dubai Fountain

Dubai Fountain ligger uden for Dubai Mall og er et af verdens største springvandsshows. Det spektakulære show minder lidt om springvandsshowet ved Bellagio Hotel i Las Vegas – bare endnu større og vildere.

Dubai Fountain er 275 meter langt og skyder vand op til 152 meter op i luften imens det oplyses af tusindvis af lys og projektorer. Det er virkelig imponerende!

Bådtur

En af de absolut største oplevelser i Dubai er, at opleve byen fra vandsiden! Der findes et stort og varieret udvalg af bådture i Dubai med vidt forskellige koncepter og priser.

Du kan f.eks. sejle med en luksuriøs yacht med grillmiddag ombord, mærke suset i en speedbåd eller sejle med en klassisk turbåd. Du kan finde et stort udvalg af bådture i Dubai her (reklamelink).

Dubai Marina

Dubai Marina er en del af New Dubai, som er et topmoderne og eksklusivt område. Her bliver du mødt af høje skyskrabere, luksuriøse yachts, dyre restauranter, trendy caféer og udmærkede shoppingmuligheder.

Når du besøger Dubai Marina kan du bl.a. gå en tur langs Marina Walk, tage på en sejltur og besøge Dubai Marina Mall.

Hvis du savner lidt action, kan du også prøve svævebanen XLine Dubai (reklamelink). Det er meget dyrt, men det skulle være en stor oplevelse, at svæve henover marinaen.

The View at the Palm

The View at the Palm er et observationsdæk og udsigtspunkt, som er beliggende på 52. etage i 240 meters højde i The Palm Tower.

Her får du en helt fantastisk udsigt over den kæmpestore menneskeskabte ø, Palm Jumeirah! Der er også en god udsigt over Den Arabiske Golf og Dubais skyline i det fjerne. Køb billetter til The View at the Palm her (reklamelink).


Læs også: 26 Must-See Seværdigheder i Dubai

Hvad skal man opleve - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvor skal man shoppe i Dubai?


Dubai byder på shopping i absolut verdensklasse. Ja, faktisk er den storslåede millionby hjem til nogle af de største og mest gennemførte shoppingcentre i verden!

Udover shoppingcentre byder Dubai også på mange autentiske markeder og farverige souks. Herunder kan du få et hurtigt overblik over et lille udpluk af de bedste steder til shopping i Dubai.

Dubai Mall

Dubai Mall er et af verdens største shoppingcentre. Det byder på mere end 1.200 butikker og hundredvis af spisesteder, der ligger spredt udover et areal på mere end 1 million kvadratmeter!

Det enorme center byder også på alverdens attraktioner og forlystelser, såsom et kæmpestort akvarium, en skøjtebane i olympisk størrelse, en VR-park og meget mere.

Mall of Emirates

Byens næstmest populære shoppingcenter er Mall of Emirates, der ligeledes er et gigantisk shoppingcenter. Her finder du mere end 600 butikker og 100 spisesteder.

Mall of Emirates byder ligeledes på et bredt udvalg af attraktioner. Her kan du bl.a. besøge Ski Dubai, som er indendørs skisportscenter, hvor du kan stå på ski og kælke i minusgrader midt i ørkenbyen.

Souks

Dubai byder også på mange forskellige souks, som er en slags traditionelt arabisk marked eller bazar. De ligger spredt udover hele byen, men mange af de mest populære er beliggende i Old Dubai.

Det kan især anbefales at besøge Gold Souk, Textile Souk og Spice Souk samt det mere moderne Souk Madinat Jumeirah.


Læs også: De Bedste Steder til Shopping i Dubai

Hvor skal man shoppe - Rejs Dig Lykkelig

 

Hvordan er sikkerheden i Dubai?


Dubai er en meget multikulturel by, hvor størstedelen af befolkningen stammer fra andre lande. Det er dermed en fredelig by, hvor alle lever sammen i bedste velgående.

Befolkningen er generelt slet ikke så konservative som i mange andre islamiske lande. Det skal dog lige siges, at landet stadig er meget konservativt i forhold til, hvad vi er vant til i Danmark.

Dubai er som udgangspunkt en meget sikker by for turister. Voldelige overfald og tyverier sker meget sjældent, da der slås hårdt ned på kriminalitet med høje straffe.

Når du er på ferie i Dubai, er det vigtigt, at du følger traditionelle islamiske love, regler og normer. Det er ikke tilladt at kysse og kramme i offentligheden, men gifte par må gerne holde i hånden.

Det er desuden ulovligt at drikke alkohol i offentligheden og udvise en beruset adfærd. Det er desværre også stadig ulovligt, at være homoseksuel…

Som kvinde bør du altid sørge for, at være ordentligt påklædt ved at tildække dig fra skuldrene til knæene. Det er ikke en lov, men mændene kan være ret påtrængende – især i de gamle bydele.

Hvordan er sikkerheden - Rejs Dig Lykkelig

 

Gode tips og praktiske informationer


Til sidst i denne rejseguide til Dubai, vil jeg komme ind på lidt gode tips og praktiske informationer. Det er alt sammen vigtige ting, som du skal være opmærksom på inden din rejse til byen.

Valutaen i Dubai er Arabiske dirham (AED), som også blot kaldes Dirham (Dhs).

Visa og Mastercard kan benyttes de fleste steder. Der benyttes dog stadig kontanter i stor stil, så hav altid lidt kontanter på dig.

Dubai er 3 timer foran Danmark i vores vintertid, og 2 timer foran Danmark i vores sommertid.

Det officielle sprog i Dubai er arabisk, men de fleste kan sagtens tale engelsk.

Drikkepenge forventes sjældent i Dubai, men det er alligevel meget værdsat at give lidt drikkepenge for god service.

Dit pas skal være gyldigt i mindst 6 måneder fra indrejsedatoen.

De Forenede Arabiske Emirater er et islamisk land, så husk at følge de islamiske love, normer og regler.

Sørg for at være ordentligt påklædt som kvinde. Det kan ligefrem være et krav ved religiøse- og visse offentlige steder.

Dubai benytter flade trebens strømstik, så det er nødvendigt med en rejseadapter.

Visse former for receptpligtig medicin kan give fængselsstraf, hvis det medbringes til Dubai uden en engelsk lægeerklæring.

Rejseguide til Dubai - Rejs Dig Lykkelig
Foto af Alla RomeUnsplash

Det var alt i denne rejseguide til Dubai med vigtige ting du skal vide inden rejsen. Den har forhåbentligt gjort det lidt nemmere for dig, at planlægge din tur til ørkenbyen.

Hvad ser du mest frem til, hvis du har planlagt en tur dertil? Kender du andre gode rejsetips til Dubai? Skriv gerne en kommentar længere nede på siden.

Læs flere artikler fra Dubai:

• 26 Must-See Seværdigheder i Dubai

• Shopping Guide til Dubai

• Hvor skal man bo i Dubai?

… Eller læs alle artikler fra Dubai eller De Forenede Arabiske Emirater

Planlæg din rejse til Dubai:

Bestil fly til Dubai (reklamelink)

Bestil hotel i Dubai (reklamelink)

Bestil pakkerejse til Dubai (reklamelink)

Bestil biludlejning i Dubai (reklamelink)

Bestil oplevelser i Dubai (reklamelink)
Nikita L. Christiansen

På Rejs Dig Lykkelig deler jeg ud af mine erfaringer, rejsetips og praktiske informationer fra mine mange rejser og oplevelser i udlandet, men også i Danmark.
Jeg har rejst i 40+ lande og har drevet rejsebloggen siden 2017. I 2021 gik jeg fuldtid på Rejs Dig Lykkelig, hvilket har gjort det til en af Danmarks største og mest succesfulde rejseblogs.

Se historier

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *