Året er ved at nå til vejs ende… Og denne gang takker vi ikke bare farvel til endnu et år, men også et helt årti! Det er helt vildt underligt, at vi allerede er på vej ind i 2020’erne. Det bliver spændende at se, hvad det nye årti har at byde på!
Lige nu er det vigtigste, at vi får rundet 2019 af med god samvittighed. Det kan selvfølgelig kun gøres ved, at tage et obligatorisk tilbageblik på 2019 og året der gik.
2019 har været et helt igennem fantastisk rejseår med store oplevelser og nye destinationer, som længe har været på min bucket list. Det har også været et godt år for rejsebloggen, som af flere omgange er kåret blandt de bedste rejsebloggere i Danmark.
Det er jo slet ikke til at undgå, at blive pavestolt over sådanne titler! Og tilmed blive klar over, at ens hårde arbejde faktisk betaler sig. Så af hjertet tak, for de fine nomineringer. Det betyder virkelig meget!
Det er ikke nogen hemmelighed, at der ikke er mange penge i at rejseblogge… Selvom at der bliver lagt utroligt mange timer i det (støt rejsebloggen). Det er også derfor, at det simpelthen er så skønt, at der er så mange mennesker derude, som kan bruge rejsebloggen til inspiration og planlægning.
Husk at I endelig bare skal stille spørgsmål, hvis I er i tvivl om noget angående rejsen. Jeg vil hellere end gerne hjælpe jer – hvis jeg kan – således at I får en fantastisk rejse!
Gift i al hemmelighed
Den 1. februar 2019, blev Lasse og jeg viet på rådhuset i Herning i al hemmelighed. Der var vitterligt ingen i vores familie eller vennekreds, som var klar over, at vi blev gift den dag.
Vi havde egentligt planlagt at blive gift i Las Vegas i juli 2018, men det var en langt mere omfattende proces end først antaget. Vi valgte derfor at blive viet på rådhuset på vores 4 års dag i stedet for – og vi har ikke fortrudt det et eneste sekund!
Hemmelig bryllupsrejse
Det ville selvfølgelig have været romantisk med et stort bryllup med hvid kjole, kirke og hvad der ellers hører til… Men vi havde allerede lavet helt andre planer, som var det helt rigtige for os!
Som de rejsetosser vi er, havde vi for længst fået den smarte tanke om, at bruge pengene på en uforglemmelig bryllupsrejse i stedet for et dyrt bryllup. For os gav det bare ikke mening at bruge tusindvis af kroner på et bryllup som kun varer én enkelt dag.
Vi ville meget hellere rejse i over en måned for det samme beløb! Vores ultimative bryllupsrejse varede i næsten 5 uger og tog os forbi 6 nye lande, som vi længe havde drømt om at besøge. Rejsen var intet mindre end fantastisk!
En lille måneds tid efter brylluppet, sad vi på et uhumsk hostel i Sydney i Australien. Her valgte vi at afsløre, at vi var blevet mand og kone i al hemmelighed. Vi delte billeder på Facebook, hvor vores familie kunne se vielsesringene, hvis de havde et skarpt øje.
Der gik da heller ikke længe, før de første personer fik øje på vielsesringen på Lasses finger. Efter at have ladet dem hænge lidt i tvivlen, ringede vi til vores tætteste familie med nyheden: ”Surpriiiiseeee! Vi er blevet hemmeligt gift – og har været det i en måned, uden nogle af jer vidste det!” De var meget chokerede, men nu syntes de selvfølgelig bare at det er sjovt og typisk os! 😀
Storbyferie i Singapore
Vores første rejse i 2019 var i februar, hvor vores 5 ugers lange bryllupsrejse startede med tre dage i Singapore. Det viste sig at være en topmoderne og ekstremt renlig storby, som bød på et utal af spændende oplevelser.
Selvom at skyskraberne i Singapores moderne centrum skinnede om kap med solen, var der stadig en rig kultur med farverige kvarterer og gamle moskeer.
Singapore er altså virkelig kontrastfyldt og er en sand smeltedigel af forskellige kulturer. Det er også netop derfor, at vi ikke er et sekund i tvivl om, at vi vender tilbage igen en skønne dag. Singapore er simpelthen bare fantastisk!
Road trip i Australien
Efter tre dage i Singapore, fortsatte turen Down Under til smukke Australien. Der var ingen af os, der havde krydset ækvator før. Og vi var nok lidt mere fascinerede end, hvad normalt er – selvom at det jo ikke ligefrem føltes anderledes på den anden side! 😀
Så skulle det da lige være pga. vejret og de fascinerende naturoplevelser, som Australien byder på. Vi havde kun 14 dage i Australien, men valgte alligevel at køre langs kysten fra Brisbane til Melbourne.
Derudover havde vi en afstikker til Great Ocean Road og Grampians National Park. Det var en kæmpestor oplevelse, hvor vi både fik set frie kænguruer, wallabys, koalaer og dværgpingviner. Nå ja, og så var der selvfølgelig også alle de monsterstore øgler og kæmpe edderkopper, adr.
Højdepunkt på vores road trip i Australien, var køreturen på Great Ocean Road. Her gik vi bl.a. ned ad trapperne ved Gibson Steps, som førte ned til en sandstrand med gigantiske sandsten ude i havet. Det var uden tvivl det smukkeste syn på vores road trip i Australien!
Road trip på New Zealands nordø
Da vores eventyr i Australien nåede til vejs ende, fløj vi videre til New Zealands nordø. Vi havde kun en lille uge på øen, så vi havde været meget i tvivl om, hvorvidt vi gad flyve derned for så kort tid.
Men vi var jo alligevel så tæt på… Og vi måtte simpelthen bare nødt til, at få et lille glimt af det naturskønne land, som alle snakker så godt om. New Zealand viste sig da også at være utroligt naturskøn, men det skulle efter sigende være endnu smukkere på sydøen.
Under vores road trip oplevede vi en overflod af planter i alle afskygninger, bakkede landskaber, smukke strande og buldrende vulkaner. Ja, det var nu et uforglemmeligt syn vi mødte hver eneste dag!
Den oplevelse vi havde glædet os allermest til, var et besøg på Hobbiton Movie Set, hvor selveste Hobbitten er optaget. Det var sjovt at komme bag scenerne og se de små hobbithuse. Det er en oplevelse vi vil anbefale enhver, der interesserer sig det mindste for de populære film.
Nydslivere på Bali, Indonesien
Endelig gik bryllupsrejsen videre til Bali, som længe har været en drømmedestination for os begge. Vi havde kun 5 dage, og valgte derfor kun at opholde os i Ubud og omegn.
Det skulle da også hurtigt vise sig, at Ubud var et sandt paradis med en tilbagelænet atmosfære, der overraskende nok, overrumplede den ellers så kaotiske trafik i byen. Vi boede på et lækkert hotel lige op af Monkey Forest.
Her var det ikke unormalt, at det første man mødte om morgenen, var en flok aber der var ude på ballade. Vi brugte mange timer under vores ophold på, at kigge på de sjove aber. Det var en fantastisk oplevelse, som vi bestemt ikke ville have været foruden.
Skønne Ubud er omgivet af risterrasser, majestætiske templer, brusende vandfald og frodig jungle. Vi lejede en scooter en hel dag for 30 kr. og begav os ud på de små landeveje, for at opleve de mange naturlige og kulturelle oplevelser. Ubud er noget helt specielt, og bør opleves af alle mindst én gang i livet!
Storbyferie i Kuala Lumpur, Malaysia
Efter vores lille uges afslapning på Bali drog vi videre til Kuala Lumpur, som er hovedstaden i Malaysia. Her havde vi booket et værelse i et lejlighedskompleks med to rooftop pools.
Vi havde et par dage i byen, men brugte faktisk det meste af tiden på, at slappe af og shoppe. Vi var dog alligevel forbi de obligatoriske Petronas Towers samt en tur oppe i højderne i KL Forest Eco Park.
Jeg må ærligt indrømme, at Kuala Lumpur ikke ligefrem var en destination for os. Det blev faktisk, af en eller anden grund, den dårligste destination på vores lange rejse – uden at sige at det ligefrem er en forfærdelig by. For det er det bestemt ikke!
Jeg tror måske bare det var en blanding af de begrænsede muligheder for oplevelser og størstedelen af folkefærden, som var lidt for frembrusende for os. Kuala Lumpur er bare en af de storbyer, som man enten elsker eller hader. Vi mødte også mange forskellige holdninger til byen, da vi overvejede om Kuala Lumpur skulle være en del af vores rejse.
Storbyferie i Ho Chi Minh City, Vietnam
Kalenderen er for bladret om på marts, og vi er nået til den sidste destination på vores uforglemmelige bryllupsrejse. Vi sluttede nemlig af i Ho Chi Minh City i Vietnam, hvor vi havde tre dage – inden vi vendte snuderne hjem mod kolde Danmark igen.
Vi var efterhånden godt mættede af oplevelser. Men skulle selvfølgelig lige have den allersidste dosis, for at holde rejsefeberen lidt nede indtil sommerferien.
Jeg kan lige så godt sige det med det samme – trafikken i Ho Chi Minh City er kaotisk! Hvis du skal over vejen, er du nødt til, at gå ud foran alle de 10.000 scootere og 2.000 biler, der suser rundt om ørene på dig.
I starten føles det som om, at du er ved at udføre et ufrivilligt selvmordsforsøg… Men det er simpelthen bare nødvendigt for at komme videre! Det er heldigvis noget man vænner sig til efter et par gange, selvom at vejene stadig krydses med en stor klump i halsen.
Ho Chi Minh City er dog meget mere end kaotisk trafik. Der er et par sjove ting at lave i byen, men de bedste oplevelser kræver en lille køretur væk fra centrum. Den vietnamesiske mad smager virkelig godt! Og jeg lyver ikke når jeg siger, at vi spiste det samme sted alle vores tre aftener i byen! 😀
Befolkningen er desuden utroligt venlige, og springer rundt for at tilfredsstille turisterne. En sidste stor fordel ved Vietnam er, at alt bare er ekstremt billigt!
Det kan være ret chokerende, når kasseapparatet viser at du skal betale 1,2 mio. for en trøje. Men bare rolig, det er heldigvis “kun” omkring 350 danske kroner. Pyh! Vietnam er uden tvivl fantastisk, og vi glæder os til at komme tilbage igen en skønne dag.
Jesperhus med svigerfamilien
I maj tog vi endnu engang på en weekendtur til Jesperhus sammen med noget af Lasses familie. Vi måtte dog nøjes med én enkelt overnatning denne gang, men det var nu stadig meget hyggeligt! Vi fik både spillet bowling, minigolf, brætspil og meget mere. Der var bare dømt max afslapning og hygge!
Road trip på USA’s østkyst
Surprise! Sommerferien gik endnu engang til vores elskede USA, hvilket nok ikke kommer bag på jer faste læsere. USA har været vores yndlingsland siden det allerførste besøg – og jeg tror aldrig vi finder et land, som kan erstatte det.
Vi prøver ellers ihærdigt at føle efter, når vi rejser i andre lande, for kan det nu også passe? Men den er altså god nok. USA er bare vores land!
Denne gang prøvede vi noget helt nyt, som ellers ikke var meningen til at starte med. Vi havde planlagt et road trip på vestkysten igen, men ombestemte os i sidste øjeblik til, at besøge østkysten i stedet for.
Nu har vi fundet ud af, at vi bedst kan lide vestkysten. Men det ændrer altså ikke på, at vi havde en fantastisk tur!
Under vores road trip besøgte vi flere steder, som vi havde drømt om at besøge i mange år. Vi kom bl.a. forbi Washington D.C. og Niagara Falls, som lå højt på vores bucket lister. Derudover besøgte vi Boston, Savannah, Charleston, Lancaster County med amish-folket, Philadelphia, et par national parker og meget mere.
Det var en yderst kulturel rejse, som gav os et bedre indblik i USA’s spændende historie. Vi var dog ikke så fascinerede af nationalparkerne, som efter vores mening er 100 gange pænere på vestkysten. Vi valgte at springe lettere elegant over New York City, da vi allerede har besøgt byen for et par år tilbage.
Vi ville ellers rigtig gerne have besøgt storbyen igen… Men det ville nok have været en dum idé, hvis vi skulle køre rundt i vores lille bil i selveste New York City. Alt i alt var det en fantastisk tur, selvom at vi uden tvivl vælger vestkysten igen næste gang!
København
I september havde jeg en overnatning i København sammen med mine forældre og brødre. Min storebror er nemlig endelig flyttet hjem til Danmark efter ca. 10 år som guide og soldat i udlandet.
Han havde netop modtaget sin lejlighed, men der var ikke nogen møbler endnu. Det gav den perfekte mulighed for os jyder til, at udforske lidt mere af København.
Vi kom forbi Strøget, Refshaleøen, Kongens Nytorv, Nyhavn, Christiania og mange andre obligatoriske oplevelser i vores smukke hovedstad. Om aftenen spiste vi på Hard Rock Cafe, hvorefter vi tog tilbage til lejligheden og fik luft i alle vores luftmadrasser i stuen. Det var super hyggeligt, at tilbringe lidt kvalitetstid med mine forældre og begge mine brødre.
De 12 mest populære indlæg i 2019
I 2019 blev der kun udgivet 28 indlæg på rejsebloggen, men de har heldigvis været meget populære. Der har været 64.068 unikke besøgende på bloggen i år – og det er jo helt fantastisk!
De mest populære indlæg er nogenlunde de samme hvert eneste år, så det kommer ikke så meget bag på mig. Du kan se de mest populære indlæg i 2019 her:
- 15 oplevelser i Nice
- Bydele i Paris: Beskrivelse af de 20 arrondissementer
- 20 Must see seværdigheder i Berlin
- Shopping i Alanya
- Rejseguide til Istanbul
- Indendørs oplevelser i Herning
- 18 Seværdigheder og oplevelser i Istanbul
- De 10 bedste steder til shopping i Istanbul
- Guide til offentlig transport i Berlin
- Hvor skal man bo i Miami? Guide til de bedste steder at bo
- 14 oplevelser i Miami
- 20 underlige love og regler i Singapore
Rejseplaner i 2020
Vi er ikke så gode til at planlægge vores rejser i god tid, men vi har da luftet tankerne om flere rejser i det kommende år. Vi er selvfølgelig fast besluttede på, at vi skal ud at rejse i februar – ligesom vi plejer.
Vi mangler bare at bestemme os for, hvor vi skal hen. Vi har snakket om Yucatán-halvøen i Mexico, Costa Rica, Dubai og Abu Dhabi eller Siem Reap i Cambodia kombineret med et andet land. Så mon ikke at turen går til et af de steder, når vi drager ud i verden igen?
I sommerferien skal vi til Kina med min familie. I mine teenageår arbejdede min far adskillige gange i Kina, hvor han ofte var hjemmefra flere uger ad gangen. Derfor har vi ofte snakket om, at det kunne være sjovt, at opleve landet sammen med ham.
Vi er også ved at kigge på en anden destination, som vi kan besøge efter Kina. Jeg vil helt vildt gerne til Borneo imens min far og bror drømmer om Bali. Det bliver spændende at se, hvor vi ender til sommer!
Lasse og jeg har desuden planer om at besøge Budapest et par gange hen over foråret. I kommer måske til at høre meget mere om hvorfor, på et senere tidspunkt.
Det var alle vores rejseplaner for 2020, men det kan jo være der kommer flere skønne destinationer i løbet af året. Vores økonomi bliver snart lidt presset, fordi jeg er begyndt på en uddannelse. Men mon ikke, at der nok skal blive råd til et par rejser alligevel?
Tak for et fantastisk år på rejsebloggen! Det er en sand fornøjelse, at I har haft lyst til at læse med og blive inspireret til den næste rejse. Der er simpelthen ikke noget bedre end, at rejse sig lykkelig.
Skriv en kommentar